« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Børge Janssen: »Ulrika Eleonora«. Selv paa et mindre Tidsskrifts Redaktionsbord lægges der fra Aar til Aar et anseligt Antal Pakker med »tilsendt«. Og man aabner dem efterhaanden med smaa (stadig mindre) Forventninger.
Den Pakke, der aabenbarer »en ny Børge Janssen« er derfor saa meget mere kærkommen. Man véd jo, at dens Indhold stammer fra en klog, fin og sandhedskærlig Kunstner, der forlængst har indtaget sin Plads som den ypperste blandt vore Forfattere af historiske Romaner.
Børge Janssens hele Stræben gaar ud paa at belære og glæde Læseren. Og han magter begge Dele med lige stor Overlegenhed. Det første i Kraft af sin grundige Viden og sine omfattende Forstudier, hvoraf han stykker passende Portioner ud og præsenterer dem paa sin elegante, indtagende Fortællemaade. Det andet i Kraft af sin frodige Fantasi, sin dybe Farvelægning af selv de mindste Enkeltheder i de største Optrin, sin Ærbødighed for og Kærlighed til det Stof, han handler med.
Som Kvinde maa man glædes over, at det er vore historiske Kvindeskikkelser, der særlig interesserer denne Kunstner. Hans Bøger om Christine af Danmark, senere Christine af Milano, Bente Gyldenløve og nu Ulrika Eleonora, er lødige Værker, der fortjener at læses af alle danske Kvinder.
Pladsen tillader ikke, at vi blot saa nogenlunde gengiver Indholdet af denne smukke Bog om »Danskens Datter«, »Svenskens Moder«, Fredspantet mellem den forfængelige Chr. d. 5. og Carolus d. 11. af Sverig, den mistænksomme og dog retfærdige Soldaterkonge, men - ved at anbefale den som Læsning for alle støder vi just paa vor eneste Indvending mod Børge Janssens Bøger, og vi spørger: Hvornaar faar vi en Folkeudgave af denne Forfatters Værker, hvor Prisen ikke bliver nogen Hindring og som maaske vil afværge, at Smaafolk anskaffer sig disse mere eller mindre gyselige »Halv- og Hel-Krone-Nyheder«, som i de sidste Aar oversvømmer vort i Forvejen overfyldte Bogmarked?
Det solide Forlag som Børge Janssen har valgt sig, og som er i Færd med at erobre Pladsen som vort mest ansete Forlag, har her en smuk Opgave at løse: at gøre Børge Janssens Bøger til Folkelæsning, saa alle faar Raad til at eje ham, thi man nøjes nødig med kun at laane disse Romaner, dertil bliver man for gode Venner med dem.
Hjemmenes Læsning hedder en Serie Bøger, hvis Udgivelse Hagerups Forlag nylig har paabegyndt. Som Titlen angiver, er disse Bøger særlig valgt med de Hjem for Øje, hvor man holder fast ved den hyggelige, gamle Skik, at læse højt, og hvor det derfor gælder om at faa en Læsning, som egner sig for de indenfor et Hjem som oftest forskellige Elementer.
De tre Bøger, der foreløbig er udsendt, vidner om, at Forlaget vil være Opgaven voksen. Christoffer Boeck’s »Arvingen til Skjoldnæs«, Anna Baadsgaard’s »Agnete Kaas« og Fanny Tuxen’s »Ellinor Falsen«, der hver er paa 200 S., og koster Kr. 2,00 pr. Stk., er stemningsfulde, fornøjelige, friske og underholdende Bøger, der i mange Hjem vil være en kærkommen Julegave.
Julebogen 1911. Forfattere, Tegnere og Forlag har her sammensvoret sig og frister med en Bog, der til den billige Pris af 2,00 er sikker paa at vinde Indpas overalt. Et Par smukke Mindeord af Dr. Bobé om den afholdte Prins Hans fortjener at fremhæves. Et meget smukt farvelagt Omslag samt en Fotogravure - Gengivelse af Henningsens Maleri: »Chr. Winther spadserende paa Volden«, gør Bogen yderlig tiltrækkende. 160 S. Hagerups Forlag.
Julebog for Børn. Indholdet er smukt og godt, livligt og underholdende. Bogen egner sig saavel for Drenge som for Piger og vil Aaret rundt kunne være til megen Glæde. Af Bidragyderne i Tekst og Billeder kan følgende nævnes: Christopher Boeck, Ellen Reumert, Børge Janssen, A. J. Eriksholm, R. Christiansen. Hansen Rejstrup, Poul Steffensen, Anna E. Munch og flere. Hagerups Forlag. 100 Sider. Kr. 1,00.
Eline Begtrup: »Naturen og Vi«. Hagerups Forlag. 70 S. Kr. 1,35. »Luk Øjnene op. Læg Mærke til hvad der foregaar i den Natur, der omgiver dig og hvor selv det, der ser mest planløst ud, dog har sin Mening«, er hvad Forf. i denne Bog formaner Læseren til, og i en letløbende Stil fortæller hun om mange mærkelige Ting, der sker med og omkring Mennesker, Dyr og Planter, og viser hvorfor det netop er saadan.
Bogen kan ikke være bestemt for Børn. I hvert Fald vil kun de færreste af disse evne at vandre i den paa egen Haand. Sandsynligere er det vel, at den er bleven til med Tanken paa den kundskabssøgende Højskoleungdom, hvis Videbegærlighed Forf. som Højskoleforstander
hver Dag maa mætte i forskellige Retninger. - Det er en forstandig, erfaren og underholdende Lærer, der her har givet sine Kolleger et godt Grundlag med mange Udgangspunkter for videre Samtale med Eleverne.
Niels K. Kristensen: »Storkebogen« (Hagerup). Med Billeder af Resen-Steenstrup. Det er kun altfor vanskeligt at finde Bøger, der egner sig til Højtlæsning for de smaa fra 3-4 Aar og ældre. Storkebogen udfylder her et stort Savn. Den giver i jævne Ord en livlig og sandfærdig Skildring af Storkefamiliens Liv under dens korte Sommerophold i vort Land. Bogen virker baade ved sit Indhold og ved de smukke - og hvad der særlig tiltaler Barnets Smag - kolorerede Billeder meget fængslende samtidig med at give den barnlige Fantasi en sund og god Retning. Storkebogen er skreven med fin Forstaaelse af Barnets Opfattelse og Interesser og den bør derfor ikke savnes paa de mindreaariges Julebord. Enhver Moder eller Fader vil glæde sig over at læse den højt for de smaa.
Hedevig Sonne Hald: »Katrine«. Fortælling. (G. B. N. F.) En sjælden varm Forstaaelse af det menneskelige Sind er den Understrøm, hvorpaa Fortællingen bæres frem. Bogen præges af et eget rankt Livssyn: Troen paa, at der i Menneskesjælen findes en bunden Kraft, som naar den udløses i Livets Prøvelser, er i Stand til at møde og besejre tunge Skæbneslag. Psykologisk fint underbygges denne Tanke og belyses, saa at sige, indvendig fra gennem Hovedpersonens Brydninger og Kampe. Her foregaar den egentlige Fortælling, hvori man ser de ydre Begivenheder føje sig sammen som Led i en ærlig ung Sjæls Livshistorie. Dette Blik for Sindets, Viljens Kræfter som Livets store Bevægkraft, er et Kærnepunkt i Fortællingen.
Men inden man ved ret at fordybe sig i Læsningen finder denne Kærne, er man allerede fra Bogens første Blade revet med af Stilens bankende Liv og den enkle Troværdighed i Skildringen. Med faa sikre Streger tegnes Interiørerne aldeles naturtro levende, og samme velsignede Ægthed præger de Mennesker, man efterhaanden gør Bekendtskab med. Ypperlig set er saaledes den gifte Søster, - og mon man nogensinde glemmer den henrivende lille Grete, saadan som hun staar der midt i Billedet uden mindste Stænk af det sødlige og med Livets eget Tonefald i hvert Ord, hun siger. Og saaledes glimter overalt i Bogen et dulgt, rigt Lune sammen med nænsom og dog frisk Forstaaelse af de mange forskellige Livets Kaar.
Man kunde maaske rejse Tvivl om nogle faa Enkeltheder i Slutningen af Fortællingen, hvis Pladsen nu ikke forbød det, - men de er ogsaa højst uvæsentlige i Forhold til alt det ejendommelige, dugfriske, ægte, som denne Bog bringer.
Og saa bærer den Bud fra den nye Skole af unge kvindelige Forfattere her i Landet, de med det klare Blik og det varme Sind, der nu er ved at skyde frem i Literaturen som Rugen gennem Sneen i det tidlige Foraar.
C. M.