« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Lappernes Kvinder
Eftertryk forbydes.
Hos Fjældfolket, Naturfolket er det omtrent som hos os, Kvinderne har officielt hverken Magt eller Ret, men de regerer - i det skjulte. Forøvrigt har de en stor Fordel fra Fødselen af: de er ikke i Majoritet, der er ikke Overflod paa Kvinder hos Nomaderne.
Baade den mandlige og den kvindelige Ungdom vogter Rener; Pigebørnene maa derfor være paa Højde med Karlene i Skiløbning, Lassokastning, Kendskab til Renernes Udseende, Kendskab til Egnen; de maa kunne vaage i flere Døgn, fryse, holde ud i Løb med Hunde og Rener. De unge døjer Farer og Besværligheder sammen som gode Kammerater; de opholder sig ikke meget hjemme i Koten (Teltet), de er i Vildmarken hos Renerne, paa Fjældet, i Skovene, Dag og Nat, Vinter og Sommer. Om Sommeren paa Højfjældet skinner Solen paa dem Døgnet igennem; om Vinteren lægger Mørket sig om dem, og de maa kæmpe med Kulde og Sne. I klart Vejr finder de frem under Nordlys og Stjærner; selv om det er paa den Tid, hvor Solen ikke ses, lyser dog Morgen- og Aftenrøden i Rosa, Guld og Violet. Livet derude i Stilheden og Storheden fylder dem med Skønhedsindtryk, som de opfatter mere eller mindre bevidst. - Kammeratlivet har sin rige Charme; livlige og intelligente, som Lapperne er, gaar Tiden uendelig fornøjeligt for dem, naar de i korte Stunder samles om Baalet og forfrisker sig med Varme, Mad og Kaffe (aldrig Brændevin). Det knytter dem ogsaa sammen, at deres Interesser er fælles - Renerne først og sidst. Renhjorden er Nomadens Formue, og Ejendomsforholdene er ikke mere indviklede, end at Kvinderne har fuld Rede paa dem.
Kvindens Friluftsliv hører dog tildels op, naar hun gifter sig. Da fordres ikke anstrængende Renvogtning af hende, hun maa til Stadighed opholde sig hjemme i Koten og varetage huslige Sysler, som Barnepleje, Syning, Garvning af alle Skind og Madlavning. Er Manden velhavende, holder han Pige til hende; Pigen skal da dels vogte Rener og dels hjælpe Husmoderen. Er Manden meget rig og har han ikke voksne Børn nok, saa holder han flere Tjenestefolk til Hjordens Pasning. Den voksne Datters eller Tjenestepigens Stilling er alligevel ikke helt misundelsesværdig. Naar hun kommer hjem fra Renvogtningen skal hun koge Mad til Hundene - hvis Husmoderen da ikke har haft Tid til at gøre det - og dernæst er der gerne andet Arbejde, som venter paa hende, Vedhugning, Vandbæring, Syning o. s. v. Skoene skal lappes, en Rift i Pelsen syes sammen, der er Skobaand og Forklædebaand at væve, en ny Hue at gøre færdig, en Brystdug at brodere, Skindvanter og nye Sko at sy - hun maa jo ogsaa tænke paa at have Stadsen i Orden til Markeds- og Kirkerejse. Al den Senetraad, hun bruger, spinder hun gerne, mens hun er hos Renerne; dér fletter hun ogsaa de smukke Skobaand af rødt, gult, blaat og grønt Uldgarn. - Naar en ung Mand kommer hjem fra Renvogtning, har han i Reglen ikke andet at gøre end at spise og saa hvile sig; men er han uden kvindelig Hjælp, kan han ogsaa udmærket godt klare sig alene, koge Mad til sine Hunde, lappe sine Sko og sy det allernødvendigste; desuden kan han jo have Sløjdarbejde med Husgeraad, Slæder, Skier o. s. v. - Nu er den gifte Kvinde saa godt som helt fritaget for alt, hvad der hedder Arbejde med Renerne, naar undtages Malkning; men før i Tiden var det ret almindeligt, at hun tog Vuggen med sit lille Barn paa Ryggen og paa Ski fulgte Hjorden. - Blødagtig bliver hun dog ikke af at sidde hjemme i Koten; man er ikke særlig godt beskyttet mod Vejret af den Smule Pindeværk og Teltdug, som »Huset« bestaar af.
Teltdugen er tynd og ofte hullet, Røgaabningen for oven tillader Varmen fra Baalet at forsvinde sammen med Røgen, fra den løse Lærredsdør trækker det, og der skal være Træk ind under Teltdugen, for at Ilden kan brænde.
I et saadant Telt føder hun sine Børn, hvis hun da ikke, hvad nok kan hænde, kommer til at føde under en Flytning og maa gaa med det spæde Barn ved Brystet under Koften, til man naar en Lejrplads og faar Koten rejst. Under Fødselen hjælpes hun enten af sin Mand eller af en ældre, erfaren Kone, om en saadan findes i Nærheden.
Naar et Lapbarn kommer til Verden, faar det en Renko; og den, som opdager Barnets første Tand, giver det en Renko; i Faddergave faar det som oftest Renkalve. Disse Rener og deres Afkom er Barnets private Ejendom og bærer Barnets Bomærke; og naar Arven efter Forældrene skiftes, gaar disse Rener ikke med ind i Boet. Saaledes har saavel Piger som Drenge privat Ejendom. Og hvis vedkommende har »Renlykke«, kan en lille Hjord hurtigt vokse, saa en Pige alene i sine egne Rener - foruden den Arv hun har i Vente - kan have en klækkelig Medgift. En velhavende Lappige har gerne mange Tilbedere, og hun modtager Fæstensgaver af dem alle uden at binde sig; men naar hun endelig bestemmer sig og gifter sig med en af dem, leverer hun alle Gaverne tilbage; disse bestaar som oftest i Silketørklæder, Ring, Ur, Sølvske, Forklædetøj o. 1. Men det er jo ikke altid, at en forsmaaet Bejler tager Sagen roligt og nøjes med at faa sin Gave igen. Det er meget almindeligt at tage Hævn paa den hos Lapperne brugelige Maade: at dræbe Rener for Pigen og den heldige Bejler; ofte dræbes der indtil 100 Rener for dem, og det er en meget følelig Hævn.
I gamle Dage købte Manden sin Brud af hendes Forældre. Nu gaar det ikke mere til paa den Maade, i hvert Fald ikke officielt. Naturligvis kan Forældre der som her forsøge at modarbejde eller fremme et Parti; men Magt bruger de næppe mere. - Pebersvende og Pebermøer findes der ikke mange af hos Nomaderne; selv om en Pige hverken er særlig køn eller rig, finder hun Bejlere nok - og den ugifte fører en ret ubehagelig Tilværelse. Pebersvenden maa døje mange Skoser, ham »bider Lusene«, og han er saa fælt et Syn, at Hestene bliver sky o. s. v. Naar en Pige forbliver ugift, beror det altid paa noget særligt; som oftest er hun da paa samme Tid baade fattig og arrig eller vanfør, saa ingen kan være tjent med hende. - Enker og Enkemænd gifter sig næsten altid igen (Høyström: ». . . . finnande man sällan någon Änkling eller man utan hustru, ehuru gammel han må vara. Och om en Änka wore öfver hundrade år, samt både döf och blind, så får hun friare nog, om hon allenast är bemedlad«.) - Mand og Hustru lever gerne godt sammen; men Eksempler paa det modsatte findes der som her; dog er Skilsmisse saa godt som aldeles ukendt. Indbyrdes viser Mænd og Kvinder hinanden Hensynsfuldhed. Den gamle Lap Johan Turi har fortalt mig, at det f. Eks. ikke kunde falde Mænd ind at slaas i en Kvindes Nærværelse.
Hos Lapperne har Kvinderne altid haft en værdig Stilling, selv om de - ligesom hos de nordasiatiske Folk - til visse Tider blev betragtede som urene; som en Følge deraf maatte Madlavningen overlades til Manden (endnu er det hans Bestilling at slagte og partere Renerne og komme Kødet i Gryden), og en Del besværlige Skikke maatte Kvinden overholde. Der var ogsaa visse Dele af Renen, hun ikke maatte faa, og det var hende forbudt at spise Hjærtet af noget Slags Dyr.
Den gammeldags Kvindelighed findes endnu hos Nomaderne; Kvinderne tier, naar Mændene taler, og holder sig ved alle Lejligheder blufærdig tilbage. De unge Piger har en egen Ynde; deres Bevægelser er smidige og lette - Friluftslivet og den praktiske Klædedragt giver dem Herredømme over deres Lemmer. Hænder og Fødder er smaa og særdeles velformede. De er i Al-
mindelighed livlige og intelligente - og da Lapperne i det hele taget ingen Valgret har, savnes ethvert Grundlag for vor »Kvindesag«.
