« Tilbage til søgeresultaterne

Brev fra vor internationale Præsident, Carrie Chapman Catt

Af: Carrie Chapman Catt

« Se emneord

Brev fra vor internationale Præsident, Carrie Chapman Catt*).

*) C. C. C. er, som bekendt, paa en Agitationsrejse Jorden rundt. Brevet er oversat efter vort intern. Blad »Jus Suffragii«.

Syd-Afrika.

For 4 Maaneder siden forlod vor lille Kvindevalgrets-Trup Southampton for at rejse til Syd-Afrika. Ifølge Grundloven for »Det forenede Syd-Afrika«, vedtaget 1909, er der 2 officielle Sprog; derfor mødte vi vel forberedte til at fremsætte vort Forsvar for Kvindens Sag paa dem begge, idet Dr. Aletta Jacobs talte Hollandsk og jeg En­gelsk. Med os var Miss Cameron, en af mine amerikanske Venner, og Mrs. Boersma, en hollandsk Ven af Dr. Jacobs. Vi gjorde en lille Afstikker fra den almindelige »Verden-rundt-Rute« paa 11,000 Mil pr. Damper og kørte 4,000 Mil med Tog i Syd-Afrika.

Vi var der 76 Dage, altsaa omtrent 3 Maaneder, og 3 velbenyttede og dejlige Maa­neder var det. Menneskene der er varm­hjertede, ædle og gæstfri, og overalt blev vi kongeligt modtagne og indbudt til mange flere Fester, end vi kunde overkomme.

For at vore Valgrets venner kan vide, at vi ikke var ledige i denne Tid, hidsætter jeg følgende Liste. Af de 76 Dage gik 12 hele Dage og 11 Nætter til Rejser, og 14 Dage brugte vi til at bese Landets og By­ernes Mærkværdigheder. Resten af Tiden anvendtes til Ordningen af Kvindevalgrets-Kommitéer i de 11 Byer, vi besøgte, idet vi samtidig undersøgte det sociale Arbejde. Blandt disse Byer var Hovedstæderne i de 4 Unionsstater: Kapkolonien, Transwaal, Orange Fristaten og Natal.

Da nogle af Byerne paa vor Rute var overvejende britiske, tog Dr. Jacobs til hol­landske Byer, eller holdt Møder for Hollæn­dere ved mange Lejligheder. Vort Program var derfor ikke helt ens, men vi havde begge lige travlt. Hun talte ikke saa ofte som jeg, heller ikke saa længe, men da hun hver Uge skrev en Artikel til en hollandsk Avis, var hun fuldt beskæftiget. Jeg holdt 13 Foredrag, hvert paa en Time, og 22 andre Foredrag sædvanlig i Forbindelse med en eller anden social Arbejdsgren og i Længde varierende fra 10 Min. til en Time. Vi tog Del i 7 Aftenselskaber, foranstaltede til Ære for os, et hos Borgmesteren i Kapstaden, Sir Frederick Smith. Endvidere 18 Frokoster, de 3 hos Borgmestrene i Pretoria, Johannisburg og Durban; en hos Mrs. Botha, Pre­mierministerens Frue, en hos Mrs. Hull, Fi­nansministerens Frue, en hos Lady Rose Innes, Politimesterens Frue; 14 »5 Theer«, hvoraf en Del udviklede sig til betydnings­fulde Møder; 3 Formiddags-Theer, 6 Mid­dage, 3 Landture. Jeg deltog ogsaa i 12 Møder med Kvindevalgretsorganisationernes Arbejdskommitéer fra de Byer, vi be­søgte. Disse selskabelige Forretninger i For­bindelse med offentlige og Kommitémøder udgør 76 tjenstlige Møder i 40 Dage, altsaa omtrent 2 om Dagen.

Vort Arbejde sluttede med en Konference i Durban, Natals Hovedstad, som var be­søgt af Delegerede fra omtrent alle Valgretsforeninger i Syd-Afrika. Staternes For­ening er saa ny, at der endnu kun er lidt Nationalfølelse og Loyalitet. Disse nationale Egenskaber venter endnu paa at blive vakt. Organisationer af enhver Art har været be­grænsede til hver sin Provins, og Vælgerne er blandt de første, der søger at forene Sta­terne for national Virksomhed. Dette nødvendiggøres ogsaa ved det Faktum, at kun Unions-Parlamentet ejer Retten til at udvide Valgretten. Denne første sydafrikanske Sam­menkomst er i sig selv et Vidnesbyrd om en maalbevidst Alvor, som er vor store Sag værdig, thi Durban ligger over 1000 Mile fra Kapstaden, og det er et Land med »im­ponerende Afstande«.

Da jeg tror, det er Spild af Tid og Penge at besøge et Land uden Forkundskaber, hel­ligede jeg mig ufortrødent i de 17 Dage, Rej­sen varede fra Southampton til Kapstaden, til at læse Syd-Afrikas Historie, og i de en­kelte ledige Timer paa Landrejserne læste jeg Bøger, indeholdende Rejse- og Missions-skildringer, de indfødte Racers etnologiske Historie, Fortællinger om afrikansk Liv osv., ialt 21 Bøger om Syd-Afrika. Den Viden, jeg samlede gennem denne Læsning, hjalp os meget til at forstaa de sydafrikanske Pro­blemer og forøgede vor Interesse og Sym­pati for Befolkningen.

I Folkets brede Lag fandt vi en ikke opdyrket Sans for Kvindevalgretten; men Lederne i Byerne er ualmindelig udmærkede dannede, intelligente og indflydelsesrige. Den eneste Hindring for Kvindens snarlige politiske Ligestilling med Manden er efter min Mening at finde i den Mistro og Mis­tillid, som hersker mellem Englændere og Boere indbyrdes, en Tilstand, som uundgaaelig følger med en Borgerkrig og ikke er den mindste af de Ulykker, den medfø­rer. Det var bedrøveligt at være Vidne til de bestandig tilbagevendende Beviser paa denne Følelse, for jeg traf saa mange ind­tagende, intelligente og ædle Mænd og Kvinder i begge Lejre, Folk, som kæmpede for en bedre Ordning af Tingene, saa man syntes, det var et sørgeligt Spild af Kræf­ter, at de ikke kunde forene sig om at faa deres fælles Haab og Ønsker realiserede. Dog findes der baade tilgivende og forglem-mende Boere og Englændere, der ser stort paa Tingene, og som gerne vil arbejde ven­skabeligt sammen for det fælles Bedste. Paa disse beror ikke alene Kvindevalgrettens, men Syd-Afrikas Fremtid. Dersom de Kvin­der, som har dannet den nye Organisation, er i Stand til at hæve sig og deres Sag op over den Racestrid, som saa ulykkeligt split­ter alle Bevægelser i Syd-Afrika, vil alle Valgretstilhængere Verden over inden ret længe glæde sig over, at endnu et Land er vundet for vor ærefulde Sag.

Da den ene efter den anden af Bestyrelsesmedlemmerne i en af Foreningerne i Kapstaden bekendtgjorte sin Beslutning om at frasige sig enhver anden Beskæftigelse for udelukkende at hellige sig Arbejdet for sit Køns Ligestilling med Mændene i Syd-Afrika, idet de sagde: »Denne ene Ting vil jeg gøre«, da vidste jeg, at vor store Sag var sikret. Denne Aand fandt jeg ogsaa i andre Byer; og hvor en saadan Aand findes er det ikke vanskeligt at forudsige Resul­tatet.
(Fortsættes.)

« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner