« Tilbage til søgeresultaterne
Ida Hansen og Anna E. Munch
Siddende ved sin Syramme, som Billedet viser, har Ida Hansen i ca. tre Maaneder arbejdet saa mange Timer, som der var Dagslys, med at udføre Dansk Kvindesamfunds Banner, som afsløres ved en Højtidelighed d. 24de Febr. Ofte har hun, som Billedet ogsaa viser, haft Besøg af Malerinden Anna E. Munch, efter hvis Tegning hun har arbejdet.
Resultatet af Samarbejdet er dansk Kunsthaandværk til Ære, og det bliver forhaabentlig D. K. s Medlemmer til Glæde. Vi mener derfor, at det kan interessere at høre lidt om de to Kunstnerinder.
Oehlenschläger sad en Dag med en smuk lille Pige paa Skødet og fortalte. Barnet hørte efter Historien og kunde mange Aar efter huske, at den handlede om en Pølse, men saa lille hun var, havde hun dog samtidig kunnet glæde sig over Digterens Skønhed.
Hun havde »Blik for det«.
Dette medfødte Blik for det karakteristiske udvikledes, og da Barnet var Voksen, var hun vel udrustet til at iagttage de mange betydelige Personligheder, som kom i hendes Hjem.
Hun færdedes ogsaa i de Skovgaardske og i Constantin Hansenske Kunstnerhjem og begyndte tidlig at sy efter Skovgaards Blomsterskitser.
Da unge Piger i 1862 syede fire Faner til Nordens fire Universiteter, var hun med at sy dem, skønt hun kun var 14 Aar.
Men noget Stuemenneske var hun langtfra. Hendes Fader, Admiral Wulff, var ikke blot Sømand, men ogsaa ivrig Havedyrker. Og hans Datter hjalp ham med Liv og Sjæl.
Saa kom Ægteskabet med senere Højesteretsadvokat Octavius Hansen.
Det hændte engang, at hendes lille Søn kom løbende med en Snerle og sagde: »Moder, kan Du sy den?« Og Fru Ida Hansen syede den; - rimeligvis har den lille Dreng staaet bag hendes Ryg paa Stolen, saaledes som hendes Børn og Børnebørn saa tidt har staaet i Aarenes Løb og fulgt hvert Sting, fængslede af denne mærkelige Maade »at male paa« - ikke med Pensler og Farver, men med Synaal og Uldgarn.
Fra dengang med Snerlen var Ida Hansen inde paa at sy efter Naturen, og hun arbejdede med Kunstnerens Friskhed, Skønhedsglæde og indtrængende Syn for det karakteristiske selv i de dagligdags Ting.
Et Blad genemskinnet af Lys, en let og vuggende Lindegren, det tunge Løv paa Mandeltræets Kviste, Dagskæret ind i de halvaabne Frugter; levende gengivet er selv en Biting som Brudfladen paa en Kastaniegren med dejlige Blomster og Blade. -
Malerierne paa Væggene i Ida Hansens store lyse Arbejdsstue med de gammeldags smukke Birketræsmøbler er Udmærkelsestegn fra »de Sagkyndige«. De er nemlig givet i Bytte fra Kunstnere, som gerne har villet eje nogle af hendes Arbejder.
Ogsaa offentlige Udmærkelser er bleven Ida Hansen til Del - Guldmedaille fra Paris, en høj Udmærkelse paa Chicagoudstillingen, Diplomer o. s. v.
Naturen har selv engang i en Humlebis Skikkelse bragt hende sin Hyldest; Humlebien sejlede nemlig lyksaligt ned i en Blomst, som hun netop havde syet og spændt ud paa Verandaen.
Den Blomst maa da have været naturlig.
Selv med medfødte Evner, naar man jo ikke saa vidt uden Udholdenhed, og udholdende er Fru Hansen i sit Arbejde. Hun kender ikke til nogen Art af Blødagtighed; et Udslag heraf er f. Eks. den Dukkert, hun ved Vintertid tager i Øresund, før hun gaar hjem til Arbejdet.
I de senere Aar har Ida Hansen forøvrigt mest arbejdet efter sin Svigersøn, Maleren Møhls Tegninger. Paa Kunstindustrimusæet og i Berlin har disse dekorative Ting med de skønt sammensmeltede Farver været udstillet.
Fru Ida Hansen har et baade fint og kraftigt formet Ansigt. Der er noget af det samme over hendes faste, raskt tilskaarne, alt andet end udflydende og ubeslutsomme Tale.
For at plukke en enkelt Sætning ud - en Dag sagde hun:
»Det er mig en Sorg, at jeg ikke blev en Dreng, saa jeg kunde være kommen til Søs!«
Vi, som glæder os over, hvad hun har udrettet, kan nu ikke føle nogen oprigtig Deltagelse for den »Sorg«; - vi er glade for, at hun blev den, hun er--Fru Ida Hansen.
Da Anna E. Munch havde afsluttet det store Arbejde med Kalkmalerier i Fyns Forsamlingshus, som fynske Kvinder skænkede Bygningen, blev det fremhævet, at hun i disse mange legemstore Figurer havde evnet at sammensmelte virkelighedspræget Karakteristik med gennemført Stil og Holdning.
Det rammer vist noget af det centrale i hendes Kunst. Hvor trofast hun studerer sine Modeller - Landskaber eller Mennesker - bliver det aldrig et tørt og tilfældigt Udsnit af Virkeligheden. Det præges af hendes gennemkultiverede og fintfølende Sind, hendes Fantasi og hendes Kærlighed til den dekorative Virkning.
Fanens unge Kvinde indtager en ganske naturlig Holdning, som det falder sig for den, som har rejst sig fra den bøjede Stilling over Bækken, hvori Guldhornet er skyllet. Men der er tillige en inderlig Betagelse over hende, hun er ungdommelig og yndefuld, men ogsaa præget af Kraft, som den maa være, der paa Trods af Spot fastholder Troen paa Fundets Værd.
Anna E. Munch er Datter af den norske Digter Andreas Munch, men er født i Danmark og har altid levet her – fraregnet lange Ophold i Udlandet. Kunstnerisk Evne er ikke sjælden i hendes Slægt.
For hende har der aldrig været Tvivl om, hvad Vej hun vilde gaa. Dertil var Evnerne for udprægede, som lille Pige var det hendes kæreste Beskæftigelse at tegne mange af de karakteristiske Ansigter, som i hun saa i sine Forældres Hjem.
Hendes Uddannelse begyndte tidlig og gennemførtes med stor Ihærdighed. Hun studerede i Rom og Paris; herhjemme hos Julius Paulsen.
Gennem sin fra Hjærtets og Aandens Side saa rigt begavede Moder og den Kreds, som hun samlede om sig, næredes Anna E. Munchs Interesse for Musik og Litteratur og for den menneskelige Kærne i Tidens Spørgsmaal.
Hendes stilfærdige Lune og hendes stadige energiske Arbejde i dyb Respekt for Kunsten har friet hende for alt letkøbt Effektjageri.
Bl. a. i adskillige af hendes Børnebilleder sporer man dette Lune - saaledes i det morsomme »Regnvejrsdag i Sommerferien«, som tilhører Kiels Kunstforening. Skildringerne af jydske Bønder og Jydsk Landskab er ægte og ganske fri for al banal »Ferieopfattere«.
Sin første Fremtræden som Illustrator havde hun med de historisk korrekte Tegninger til Sophie Breums »Kongebørn«. Med fin Forstaaelse er især den unge Dronning Elisabeth skildret. Senere har hun gengivet Dronningen efter den gamle Altertavle i St. Knuds Kirke.
Siden hun i 1898 første Gang udstillede paa Charlottenborg, har hun udstillet meget - Portrætter og Landskaber og Figurer fra Jylland, Italien og Bretagne; ogsaa paa Skønvirkeudstillingerne har man set Arbejder fra hendes Haand.
Den største Opgave, som er stillet Anna E. Munch, er den omtalte Udsmykning af den store Festsal i Fyens Forsamlingshus; Pladsen tillader os ikke nærmere at beskrive den smukke Helhed og de mange karakteristiske Skikkelser.
En anden Side af Anna E. Munchs Kunst repræsenteres bl. a. af Billeder som »Morgengry«, hvor Madonna og Josef sover, medens Engle vaager over dem og Barnet. I Ribe Stifts Musæum hænger »Julenat«, en enkel, men inderlig følt Fremstilling af Hyrdernes Tilbedelse.
Genem mange Gengivelser er det dejlige Relief fra Moderens Mindesten kendt Landet over.
