« Tilbage til søgeresultaterne

Jubilæumsfesten

« Se emneord

Det var festklædte Mænd og Kvinder, der Lørdag Aften, d. 24. Februar skarevis strømmede op ad den brede tæppebelagte Trappe i Tivolibazaren til Frøknerne Nimbs Selskabslokaler for at samles i den store Festsal, der straalede i Skæret af de Hun­dreder af elektriske Lamper, hvis Lys paa en saa overordentlig smuk Maade kastes til­bage fra det hvide hvælvede Loft. Det var ikke nogen Tilfældighed, at D. K.s Jubilæ­um netop skulde fejres her. Det havde tværtimod været Indbyderne en særlig Glæ­de, at Festens Ramme skulde være ikke blot den smukkeste, der kunde skaffes i København, men en som var skabt af Kvinder og i sin Hygge og Skønhed præget af Kvinder.

Der var Feststemning og Forventning at se paa de mange glade Ansigter, gamle og unge, kendte og ukendte.

Paa de forreste Rækker samledes efterhaanden de indbudte, hvoriblandt Konseilspræsidenten og Kultusministeren (medens man desværre maatte savne Indenrigsministeren paa Grund af hans Sygdom), D. K.’s Stiftere, flere af de ældste Forkæmpere for Kvindesagen, Repræsentanter for forskelli­ge Kvindesagsforeninger o. s. v. Det var en talrig Forsamling, som Formanden, Fru Riising Rasmussen, saa ud over, da hun be­steg Talerstolen efter at alle i Forening hav­de sunget følgende Sang.

 

Mel.: Ja. vi elsker dette Land.

Gennem Tidens Taagestrømme

skuer vi en Jord –

skøn den er som Morgendrømme,

males ej med Ord -

ser en Jord, hvis Børn sig nærer

frie af dens Frugt,

hvor ej Manden Sværdet bærer,

men al Strid er slukt.

Hvor ej Manden Sværdet bærer,

Strid i Kærlighed er slukt.

 

Denne Jord, hvor Skønhed læger

mildt »de manges« Sind,

og hvor Sandheds Straaler kvæger

hver, som nu er blind,

den  kan ikke nyskabt stige

frem af Bølgen blaa,

Tjørn maa ryddes, Bjærg maa vige

før den kan fremstaa.

Tjørn maa ryddes, Bjærg maa vige,

før den herlig kan fremstaa.

 

Vi skal denne Verden bygge,

gøre Rydningsværk,

skaffe Sol, hvor nu er Skygge,

lægge Grunden stærk.

Mænd og Kvinder skal  i Aaget

bøje Nakken glad,

vandre støt i Arbejdstoget,

ærligt hjælpes ad.

Vandre  støt  i  Arbejdstoget,

ærligt, trofast hjælpes ad.

 

Da, engang, naar fra vor Færden

vi til Hvile gik,

Solen lyser paa den Verden,

som vi grundlagt fik.

Og hvad vi endnu ej mægler,

kun i Haabet naar,

da i glade, stærke Slægter

Liv og Fylde faar.

Da i glade, stærke Slægter

Livets Kraft og Fylde faar.

Elisabeth Grundtvig.

 

Fru Riising-Rasmussen udtalte:

Mødet er aabnet. D. K.’s Jubilæumsmøde. Mange Mænd og Kvinder er stævnet hid i Dag for at holde Fest med os, fra nær og fjern er de kommet, og Velkommen skal De alle være.

Mange Mænd er kommet, trofaste For­bundsfæller fra den første, strenge Tid, som det glæder os at se. Og der er Mænd fra den nye Tid, Venner vi har vundet i Stri­den, vi ser Konseilspræsidenten, Kultusmi­nisteren i vor Midte. En særlig Tak retter vi til disse to, fordi de har gjort os den Ære og Glæde at komme.

Endnu har vi tilbage enkelte af de graanende Kræfter, der var med fra første Færd, de, der stred i de strenge Kampens Aar, da Haan og Latter var Dagens Kost, dobbelt Velkommen skal de være her i Dag, en Hædersdag for dem, thi den Sag, de rejste og førte frem, har vundet Sejr og tusind Kvin­der vender sig imod dem med Tak, for hvad de gav.

Det var den 24. Februar 1871, at Fr. Bajer og Hustru samlede en Kreds af Mænd og Kvinder i deres Hjem og dannede den første Kvindesagsforening her i Norden, en Afdeling af det internationale Forbund. - Men det var først den 15. December, at Foreningen blev omdannet til en selvstæn­dig dansk Forening, der med Frk. Testmann som Formand fik Navnet Dansk Kvindesamfund. 15. December 1911 var den egentlige Jubilæumsdag, men da var Ban­neret ikke færdigt, Historien ikke færdig, Juletravlheden for Haanden, og vi valgte da at vente med Festen til denne Mindedag.

40 Aar er der kæmpet og stridt, ad tor­nede Veje, ad trange Stier, altid fremad, al­drig tilbage, og nu er Maalet nær. Haand i Haand har Kvinderne kæmpet, faldt den ene, tog den anden fat, med Tro paa Sa­gen og Kærlighed til den vandt vi Sejr.

Thi Resultatet af de 40 Aars Arbejde er ikke blot det øgede Medlemstal og den bedre Organisation. Nej, det er det mindste, det egentlig store, det er de forbedrede Love, Retten til Arbejde, lysere Livsvilkaar for Kvinder og.dernæst det store Omslag i den offentlige Bevidsthed, der giver os Kvinder Ret til at leve, tænke og handle som Men­neske, Borger i Staten.

Vel er det ikke direkte Følger, men D. K.’s utrættelige, energiske Arbejde har ru­sket i de sløve, purret til de ligegyldige, overvundet Modstand, og d’Hrr. Lovgivere har ikke haft Fred i mange Aar, vi har slidt deres Trapper, overvældet dem med Resolutioner, til vi fik dem til at lave Lo­vene, som vi vilde.

Den kommunale Valgret fik vi. Herligt vilde det have været, om vi nu i Jubilæumsaaret kunde have fejret Kvindernes politi­ske Valgret. Vi har Lov at haabe, at den kommer snart, i hvert Fald ved vi, at den engang vil falde som en moden Frugt i Kvindernes Skød.

Dansk Kvindesamfunds Arbejde kan spores i de tusinde Hjem. Det har som Surdejgen gennemsyret det hele Brød og rakt ud ogsaa derhen, hvor D. K.’s Navn ikke kendes.

Hver og én, der har bygget med i stort eller smaat skal have vor Tak i Dag.

Maatte dette Møde vinde os nye Ven­ner, give os nyt Mod og nye Kræfter, slutte os stadig inderligere sammen, lære os Sam­menholdets Styrke, da finder vel Slægten en solklar Dag, at den Sag, der gælder vore Kvinder, er helt og fuldt vort Samfunds Sag.

Tre unge Damer sang derefter:

Mel.: Paaskeklokken kimed mildt.

Solo:     »Skuer Du det lange Tog, savner

                                  en og en? –

              Læs de dyre Navne paa Vejens

                                           Mindesten.

Kor:      »Dyrekøbt,  taaredøbt, saa er

                                   Sejrens Kaar.

             Ære dem, som stred og faldt, og

                                  Ære dem, som staar!«

 

Solo:    »Liden  Flok  og  snever  Vej,

                                  Vinterhimmel lav!

             Sommersolen sejred - men lyste

                                    paa en Grav.«

 

Solo:    »Snekken gik mod Vesterland, dyr

                                     dens Færd os var;

              Bølgen kom tilbage, - et Dødens

                                      Bud  den bar.«

 

Solo:     »Større  Flok   og banet  Vej,   kun

                                        en Mur igen! -

              Døden stod for Muren og tog vor

                                       bedste Ven.«

 

Solo:    »Skuer Du det lange Tog? -

                                       Videre det gaar,

             Vore  Mindestene  som   Sandheds­vidner staar.«

Kor:      »Dyrekøbt,  taaredøbt, saa er

                                         Sejrens Kaar.

             Ære dem, som stred og faldt, og

                                        Ære dem, som staar!«

Gyrithe Lemche, som nu fik Ordet, be­gyndte med i sin malende Veltalenhed at oprulle et pragtfuldt Billede for Tilhørerne.

Langt ude i Horizonten laa Menneske­rettens Borg, hinsides Kvindernes uopdyr­kede Land, som var opfyldt af Stene, Tjør­ne og gyngende Mosegrund. Mændene, der boede paa Borgen, ønskede ikke Landet op­dyrket; de fandt det kønt, og hvad skulde de digte og synge om, naar det blev lagt under Ploven.

I Morgendæmringen mødtes to Kvinder og saa ud over det slumrende Land mod Borgen i det fjærne. Den unge, der var fuld af Haab og Begejstring, begyndte straks Vandringen, men sank, medens den ældre i sin Fortvivlelse over ikke at kunne hjælpe begyndte at flytte Stenene, for at berede en Vej, der kunde føre henimod Borgen. Saaledes lagde Mathilde Fibiger og Pauline Worm den første Grund til D. K`s senere Dannelse.

D. K`s Historie er en Illiade i 4 Sange; den handler om Erobringen af Troja, Men­neskerettens Borg - kun den 4de Sang mangler endnu.

Fru Lemche gennemgaar nu først Forhistorien, der tager sin Begyndelse med Clara Rafaels Breve og nævner de Vaarbebudere, der varsler om en ny Tid for Kvinderne. Hun gaar derpaa over til at give en fængslende Skildring af D.K`s Historie, som levendegøres for Tilhørerne ved en dy­bere Udformning af Sammenligningen med Trojas langvarige Belejring. Igennem de forskellige Afsnit af Historien viser Taleren, hvorledes Kvinderne trænger frem ad for­skellige Kolonneveje i stedse tættere Ska­rer.

Der er Vejen til Kvindernes økonomi­ske Uafhængighed, Vejen til Hustruens Li­gestilling, Vejen til Barnets Ret. Ved An­lægget af Vejen til Husøkonomiens Aner­kendelse som Statssag udføres et strategisk Mesterværk; det var et af Modstandernes fremskudte Forter, som faldt.

Nu ser man Tropperne føres  frem ad banede Veje mod den Fæstning, som næ­sten har tabt Lysten til at forsvare sig. De forskellige Valgrets foreninger kommer til Undsætning; flere af Besætningen forlader Borgen og kæmper med i Kvindernes Rækker. Kun nogle gamle sidder endnu tilbage i  afsidesliggende  Værelser  uden at kunne beslutte sig til at overgive Fæstningen. Vi staar nu fylkede i et langt Tog og venter. Og spørger man,  om  vi nu  ogsaa  taler  i alle danske Kvinders Navn, kan vi godt svare ja, for det ved vi, at selvom de ikke har villet være med i Kampen, paa Sejrens Dag  kommer de alle frem ikke for med Tak at modtage, hvad vi har tilkæmpet dem, men for at tage i Besiddelse den Ret, som de ærligt og redeligt har sovet sig til.

Disse Linier, som kun har skildret Traaden i Fru Lemches Foredrag, kan kun give  en svag Forestilling om dette Mesterværk,  om dets Billedrigdom, dets Formfuldendthed og dets Fylde af Oplysning om Kendsgærninger.

Da Fru Lemche havde endt sin Tale, brød Tilhørerne ud i en Bifaldsstorm, der ikke vilde standse, før hun endnu engang havde vist sig paa Talerstolen.

Nu blev følgende Solo sunget.

 

Mel.: Nu ringer alle Klokker mod Sky.

 

Jeg hørte Tale, jeg hørte Sang,

Jeg kendte en gammel Stemme,

Den lød for Barnet Gang paa Gang;

Hvor kunde, hvor kunde jeg glemme!

 

Den kom med Hilsen, den kom med Bud

Fra Legepladsen og Engen,

Og Pigen kasted sin Strikkeklud

Og prøved Kræfter med Drengen.

 

Og Stemmen kaldte for anden Gang, Det lufted i Hjemmestøvet,

Og Pigen klatred, og Pigen sprang

I Tovet og Recken øvet.

 

Og Stemmen kaldte, og uden Vrøvl

Forligedes  »Frakke«   og  »Kjole«,

Og Pigen brugte sin Sav og Høvl

Og gik i den »sorte Skole«.

 

Vor gamle Mor, Du Ungdommens Ven!

Og er det end sent, vi kommer,

Saa tidt, Du kalder, vi er her igen

Og bringer Dig Sol og Sommer.

 

Næste Taler er Æresformanden, Jutta Bojsen-Møller; men inden hun tager Ordet, føres det tilhyllede Banner under højtidelig Tavshed af fire hvidklædte unge Piger med røde Skærf over Skulderen gennem Salen op til Talerstolen.

Naar man har rejst et Hus - hejser man Krandsen og holder Rejsegilde, det er ogsaa en Slags Rejsegilde vi holder i Dag. I 40 Aar har vi bygget paa vort Hus, Kvinde­sagen: Lige Ret for Mand og Kvinde.

Nu er vi kommet saa vidt, at vi kan hejse Krandsen, Blomster er Hjemmets Pryd. - En Sags Pryd er et Banner. - I et helt Aar spekulerede vi paa, hvilket Mærke vi skulde have paa vort Banner, et som ret kunde betegne Sagen. Da faldt en lys Tanke ned iblandt os: Pigen med Guld­hornet. (Her faldt Dækket og Banneret afsløredes under Jubel).

Hvad kunde være kønnere end at ligne vor Sag med Fundet af Guldhornet, som Digterkongen, Oehlenschläger, sang om, varslede en Guldalder, og Guldet, det har den Egenskab, at det er ægte, at det ikke forandrer sig, enten det ligger i Jordens Skød eller sidder i Kongekronen.

Grundtvig siger om vor første Banebry­der, den unge Pige, Mathilde Fibiger: »hun tændte Baunen paa Højen, og jeg ønsker ikke den skal slukkes, før Kvinden har Sejr vundet, i Lighed med alle Danskere for Kvindeæren. Kvindelykken, Guds Riges og Folkets Skyld«.

Hvad kunde være skønnere end ligne hende med den unge Pige Kirsten Svensdatter, der fandt Guldhornet i den aarle Morgenstund paa Sønderjyllands Vestkyst.

8 Dage forud var hun gaaet over Marken og havde stødt Foden mod no­get haardt, som hun troede var en Træ­rod. Da hun anden Gang gik den samme Vej med et Par andre Piger, vilde hun dog se, hvad det var, lagde sig ned, løsnede Jor­den med sine Hænder og med stort Besvær fik hun Hornet op og saa undrende paa det. Hun raabte da paa Pigerne, at de skulde komme og se det mærkelige, hun havde fundet, de kom ogsaa, men sagde, det var et gammelt Jagthorn, som ingen brugte nu, og de gik videre; men Kirsten tog det hjem med sig, vadskede det i en Bæk og viste sine Husfæller det, men de lo af hende og kaldte det et værdiløst Stykke, som det ikke var værd at regne for noget. - Hun vilde dog vide, hvad det var og gik saa med det til Guldsmeden i Tønder, som undersøgte og erklærede det for reneste Guld.

Pigerne, som gik videre uden at ændse Hornet er Billedet paa de Kvinder, som ikke bryder sig det mindste om Kvindesa­gen, ubrugeligt, ingenting værd. Husfæller­ne er Billede paa alle dem der ler og spotter og gjorde al den Modstand, de kunde. Guld­smeden er Billedet paa alle dem i det dan­ske Folk, der siger, at Hornet er af Guld og vil værge det af al deres Magt, at ingen Tyv skal tage det fra os.

Gid vi nu under dette Banner maa faa Lykke og Velsignelse til at bygge vort Hus færdigt, og gid det saa maa gaa i Opfyl­delse, som vi sagde, at det maa blive til Gavn for Guds Rige og det danske Folk.

Jeg synes, vi skal bringe Kunstnerin­derne en Tak for det Værk de her har fuld­ført.

 

Bannerdugen af Silkesøm

af snare Fingre islynged,

stundom sad der en dejlig Drøm    

paa  Silketraaden og gynged.

 

Lad os haabe, at den dejlige Drøm maa blive til Virkelighed for os alle.

Forsamlingen forlangte dernæst energisk at se de to Kunstnerinder, og hyldede Ida Hansen og Anna Munck med livligt Bifald, da de tilsidst viste sig ved Talerstolen.

Derefter sang alle følgende Sang:

 

Mel : I alle de Riger og Lande.

Mit Land, som de ynker og smæder!

Mit Land med de dybe Saar!

Endnu er der Tid til Hæder,

Din Datter imod Dig gaar.

 

Og mens hun ærbødig sig nejer,

Hun  smiler  forhaabningsfuld,

Hun ved, at endnu Du ejer

En frodig og ubrugt Muld.

 

Og glemmer Du Jubelens Strænge

For Smertens stingende Torn,

Hun vandrer igen i Enge

Og finder det gyldne Horn.

 

Og medens i Hallen Du fjæler

Din Sorg og Dit syge Mod,

Hun kommer saa tyst og knæler

Og lægger det for Din Fod.

 

Mit Land med de Tusindaars Minder!

Saa rige blev Dine Kaar:

En Kæde af Mænd og Kvinder

Staar Værn om Dit hvide Haar.

Gyrithe Lemche.

 

Hvorefter Københavns Kredsens For­mand, Øjenlæge Estrid Hein, bragte en Tak til alle D. K.’s Kredse, for den Tilslutning, de havde givet Københavns Kredsens For­slag om, at D. K. skulde have et Banner. Hun udtalte Haabet om, at vi ikke skulde komme til at samles om det til Protest, men at vi snart maatte kunne bære det i Spid­sen for et Tog til Ære for Indførelsen af Kvindens politiske Valgret. Og hermed sluttede Mødet.

Men næsten alle de tilstedeværende blev til den paafølgende Fællesspisning, hvortil der blev dækket i Festsalen, medens Delta­gerne opholdt sig i den Række af smukke Værelser, som findes ved Siden af. Under Fællesspisningen holdtes en Række af Ta­ler - skiftende mellem Alvor og Skæmt. Pladsen tillader os ikke at komme ind paa en nærmere Beskrivelse heraf. Her skal blot nævnes, at Fru Bojsen Møller i en Tale for Konsejlspræsidenten udnævnte denne til »Guldsmeden i Tønder«, hvad der vakte stor Munterhed. Konsejlspræsidenten takkede for Udnævnelsen og Skaalen i en lang Tale, der viste, hvilken varm og oprigtig Kvindesagsven, Ministeren er. Med Glæde hørte Forsamlingen Ministeren udtale, at han an­ser en Grundlovsændring uden Kvindens po­litiske Valgret for en Umulighed. Et stort Antal Telegrammer blev oplæst af Festud­valgets Formand, Frk. Elna Jacobsen. For­uden fra forskellige af Kredsene og Venner her i Landet, bl. a. Nathalie Zahle, blev Ju­bilaren hilst fra Venner i Broderlandene. Saaledes fra: Landsföreningen för kvinnans politiska rösträtt, Norske Kvinders Nationalraad, Norsk Kvindesagsforening, Landskvindestemmeretsforeningen (Norge), fra Gina Krog, Fredrikka Mørck og Annie Furuhjelm.

Den indholsrige og smukke Fest slut­tede først sent. Den vil forhaabentlig ogsaa sent glemmes. Det vil ogsaa nok vise sig, at den vil sætte sine Spor ikke alene som et lyst Minde hos Deltagerne, men den vil kaste Glans over Dansk Kvindesamfunds Navn, saa det kan ses, at Arbejdet for Kvin­desagen er ikke blot et trælsomt Slid, men det kan skabe Glæde og Fest. Saa vil for­haabentlig stadig flere og flere samle sig un­der vort skønne Banner for vaagne og be­vidste - ikke sovende - at komme til de­res Ret. Som der stod i et af Telegram­merne:

Under vort Banner gaa sejrende frem

Kvinder fra tusinde danske Hjem.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder