« Tilbage til søgeresultaterne
Jubilæumsfesten
Det var festklædte Mænd og Kvinder, der Lørdag Aften, d. 24. Februar skarevis strømmede op ad den brede tæppebelagte Trappe i Tivolibazaren til Frøknerne Nimbs Selskabslokaler for at samles i den store Festsal, der straalede i Skæret af de Hundreder af elektriske Lamper, hvis Lys paa en saa overordentlig smuk Maade kastes tilbage fra det hvide hvælvede Loft. Det var ikke nogen Tilfældighed, at D. K.s Jubilæum netop skulde fejres her. Det havde tværtimod været Indbyderne en særlig Glæde, at Festens Ramme skulde være ikke blot den smukkeste, der kunde skaffes i København, men en som var skabt af Kvinder og i sin Hygge og Skønhed præget af Kvinder.
Der var Feststemning og Forventning at se paa de mange glade Ansigter, gamle og unge, kendte og ukendte.
Paa de forreste Rækker samledes efterhaanden de indbudte, hvoriblandt Konseilspræsidenten og Kultusministeren (medens man desværre maatte savne Indenrigsministeren paa Grund af hans Sygdom), D. K.’s Stiftere, flere af de ældste Forkæmpere for Kvindesagen, Repræsentanter for forskellige Kvindesagsforeninger o. s. v. Det var en talrig Forsamling, som Formanden, Fru Riising Rasmussen, saa ud over, da hun besteg Talerstolen efter at alle i Forening havde sunget følgende Sang.
Mel.: Ja. vi elsker dette Land.
Gennem Tidens Taagestrømme
skuer vi en Jord –
skøn den er som Morgendrømme,
males ej med Ord -
ser en Jord, hvis Børn sig nærer
frie af dens Frugt,
hvor ej Manden Sværdet bærer,
men al Strid er slukt.
Hvor ej Manden Sværdet bærer,
Strid i Kærlighed er slukt.
Denne Jord, hvor Skønhed læger
mildt »de manges« Sind,
og hvor Sandheds Straaler kvæger
hver, som nu er blind,
den kan ikke nyskabt stige
frem af Bølgen blaa,
Tjørn maa ryddes, Bjærg maa vige
før den kan fremstaa.
Tjørn maa ryddes, Bjærg maa vige,
før den herlig kan fremstaa.
Vi skal denne Verden bygge,
gøre Rydningsværk,
skaffe Sol, hvor nu er Skygge,
lægge Grunden stærk.
Mænd og Kvinder skal i Aaget
bøje Nakken glad,
vandre støt i Arbejdstoget,
ærligt hjælpes ad.
Vandre støt i Arbejdstoget,
ærligt, trofast hjælpes ad.
Da, engang, naar fra vor Færden
vi til Hvile gik,
Solen lyser paa den Verden,
som vi grundlagt fik.
Og hvad vi endnu ej mægler,
kun i Haabet naar,
da i glade, stærke Slægter
Liv og Fylde faar.
Da i glade, stærke Slægter
Livets Kraft og Fylde faar.
Elisabeth Grundtvig.
Fru Riising-Rasmussen udtalte:
Mødet er aabnet. D. K.’s Jubilæumsmøde. Mange Mænd og Kvinder er stævnet hid i Dag for at holde Fest med os, fra nær og fjern er de kommet, og Velkommen skal De alle være.
Mange Mænd er kommet, trofaste Forbundsfæller fra den første, strenge Tid, som det glæder os at se. Og der er Mænd fra den nye Tid, Venner vi har vundet i Striden, vi ser Konseilspræsidenten, Kultusministeren i vor Midte. En særlig Tak retter vi til disse to, fordi de har gjort os den Ære og Glæde at komme.
Endnu har vi tilbage enkelte af de graanende Kræfter, der var med fra første Færd, de, der stred i de strenge Kampens Aar, da Haan og Latter var Dagens Kost, dobbelt Velkommen skal de være her i Dag, en Hædersdag for dem, thi den Sag, de rejste og førte frem, har vundet Sejr og tusind Kvinder vender sig imod dem med Tak, for hvad de gav.
Det var den 24. Februar 1871, at Fr. Bajer og Hustru samlede en Kreds af Mænd og Kvinder i deres Hjem og dannede den første Kvindesagsforening her i Norden, en Afdeling af det internationale Forbund. - Men det var først den 15. December, at Foreningen blev omdannet til en selvstændig dansk Forening, der med Frk. Testmann som Formand fik Navnet Dansk Kvindesamfund. 15. December 1911 var den egentlige Jubilæumsdag, men da var Banneret ikke færdigt, Historien ikke færdig, Juletravlheden for Haanden, og vi valgte da at vente med Festen til denne Mindedag.
40 Aar er der kæmpet og stridt, ad tornede Veje, ad trange Stier, altid fremad, aldrig tilbage, og nu er Maalet nær. Haand i Haand har Kvinderne kæmpet, faldt den ene, tog den anden fat, med Tro paa Sagen og Kærlighed til den vandt vi Sejr.
Thi Resultatet af de 40 Aars Arbejde er ikke blot det øgede Medlemstal og den bedre Organisation. Nej, det er det mindste, det egentlig store, det er de forbedrede Love, Retten til Arbejde, lysere Livsvilkaar for Kvinder og.dernæst det store Omslag i den offentlige Bevidsthed, der giver os Kvinder Ret til at leve, tænke og handle som Menneske, Borger i Staten.
Vel er det ikke direkte Følger, men D. K.’s utrættelige, energiske Arbejde har rusket i de sløve, purret til de ligegyldige, overvundet Modstand, og d’Hrr. Lovgivere har ikke haft Fred i mange Aar, vi har slidt deres Trapper, overvældet dem med Resolutioner, til vi fik dem til at lave Lovene, som vi vilde.
Den kommunale Valgret fik vi. Herligt vilde det have været, om vi nu i Jubilæumsaaret kunde have fejret Kvindernes politiske Valgret. Vi har Lov at haabe, at den kommer snart, i hvert Fald ved vi, at den engang vil falde som en moden Frugt i Kvindernes Skød.
Dansk Kvindesamfunds Arbejde kan spores i de tusinde Hjem. Det har som Surdejgen gennemsyret det hele Brød og rakt ud ogsaa derhen, hvor D. K.’s Navn ikke kendes.
Hver og én, der har bygget med i stort eller smaat skal have vor Tak i Dag.
Maatte dette Møde vinde os nye Venner, give os nyt Mod og nye Kræfter, slutte os stadig inderligere sammen, lære os Sammenholdets Styrke, da finder vel Slægten en solklar Dag, at den Sag, der gælder vore Kvinder, er helt og fuldt vort Samfunds Sag.
Tre unge Damer sang derefter:
Mel.: Paaskeklokken kimed mildt.
Solo: »Skuer Du det lange Tog, savner
en og en? –
Læs de dyre Navne paa Vejens
Mindesten.
Kor: »Dyrekøbt, taaredøbt, saa er
Sejrens Kaar.
Ære dem, som stred og faldt, og
Ære dem, som staar!«
Solo: »Liden Flok og snever Vej,
Vinterhimmel lav!
Sommersolen sejred - men lyste
paa en Grav.«
Solo: »Snekken gik mod Vesterland, dyr
dens Færd os var;
Bølgen kom tilbage, - et Dødens
Bud den bar.«
Solo: »Større Flok og banet Vej, kun
en Mur igen! -
Døden stod for Muren og tog vor
bedste Ven.«
Solo: »Skuer Du det lange Tog? -
Videre det gaar,
Vore Mindestene som Sandhedsvidner staar.«
Kor: »Dyrekøbt, taaredøbt, saa er
Sejrens Kaar.
Ære dem, som stred og faldt, og
Ære dem, som staar!«
Gyrithe Lemche, som nu fik Ordet, begyndte med i sin malende Veltalenhed at oprulle et pragtfuldt Billede for Tilhørerne.
Langt ude i Horizonten laa Menneskerettens Borg, hinsides Kvindernes uopdyrkede Land, som var opfyldt af Stene, Tjørne og gyngende Mosegrund. Mændene, der boede paa Borgen, ønskede ikke Landet opdyrket; de fandt det kønt, og hvad skulde de digte og synge om, naar det blev lagt under Ploven.
I Morgendæmringen mødtes to Kvinder og saa ud over det slumrende Land mod Borgen i det fjærne. Den unge, der var fuld af Haab og Begejstring, begyndte straks Vandringen, men sank, medens den ældre i sin Fortvivlelse over ikke at kunne hjælpe begyndte at flytte Stenene, for at berede en Vej, der kunde føre henimod Borgen. Saaledes lagde Mathilde Fibiger og Pauline Worm den første Grund til D. K`s senere Dannelse.
D. K`s Historie er en Illiade i 4 Sange; den handler om Erobringen af Troja, Menneskerettens Borg - kun den 4de Sang mangler endnu.
Fru Lemche gennemgaar nu først Forhistorien, der tager sin Begyndelse med Clara Rafaels Breve og nævner de Vaarbebudere, der varsler om en ny Tid for Kvinderne. Hun gaar derpaa over til at give en fængslende Skildring af D.K`s Historie, som levendegøres for Tilhørerne ved en dybere Udformning af Sammenligningen med Trojas langvarige Belejring. Igennem de forskellige Afsnit af Historien viser Taleren, hvorledes Kvinderne trænger frem ad forskellige Kolonneveje i stedse tættere Skarer.
Der er Vejen til Kvindernes økonomiske Uafhængighed, Vejen til Hustruens Ligestilling, Vejen til Barnets Ret. Ved Anlægget af Vejen til Husøkonomiens Anerkendelse som Statssag udføres et strategisk Mesterværk; det var et af Modstandernes fremskudte Forter, som faldt.
Nu ser man Tropperne føres frem ad banede Veje mod den Fæstning, som næsten har tabt Lysten til at forsvare sig. De forskellige Valgrets foreninger kommer til Undsætning; flere af Besætningen forlader Borgen og kæmper med i Kvindernes Rækker. Kun nogle gamle sidder endnu tilbage i afsidesliggende Værelser uden at kunne beslutte sig til at overgive Fæstningen. Vi staar nu fylkede i et langt Tog og venter. Og spørger man, om vi nu ogsaa taler i alle danske Kvinders Navn, kan vi godt svare ja, for det ved vi, at selvom de ikke har villet være med i Kampen, paa Sejrens Dag kommer de alle frem ikke for med Tak at modtage, hvad vi har tilkæmpet dem, men for at tage i Besiddelse den Ret, som de ærligt og redeligt har sovet sig til.
Disse Linier, som kun har skildret Traaden i Fru Lemches Foredrag, kan kun give en svag Forestilling om dette Mesterværk, om dets Billedrigdom, dets Formfuldendthed og dets Fylde af Oplysning om Kendsgærninger.
Da Fru Lemche havde endt sin Tale, brød Tilhørerne ud i en Bifaldsstorm, der ikke vilde standse, før hun endnu engang havde vist sig paa Talerstolen.
Nu blev følgende Solo sunget.
Mel.: Nu ringer alle Klokker mod Sky.
Jeg hørte Tale, jeg hørte Sang,
Jeg kendte en gammel Stemme,
Den lød for Barnet Gang paa Gang;
Hvor kunde, hvor kunde jeg glemme!
Den kom med Hilsen, den kom med Bud
Fra Legepladsen og Engen,
Og Pigen kasted sin Strikkeklud
Og prøved Kræfter med Drengen.
Og Stemmen kaldte for anden Gang, Det lufted i Hjemmestøvet,
Og Pigen klatred, og Pigen sprang
I Tovet og Recken øvet.
Og Stemmen kaldte, og uden Vrøvl
Forligedes »Frakke« og »Kjole«,
Og Pigen brugte sin Sav og Høvl
Og gik i den »sorte Skole«.
Vor gamle Mor, Du Ungdommens Ven!
Og er det end sent, vi kommer,
Saa tidt, Du kalder, vi er her igen
Og bringer Dig Sol og Sommer.
Næste Taler er Æresformanden, Jutta Bojsen-Møller; men inden hun tager Ordet, føres det tilhyllede Banner under højtidelig Tavshed af fire hvidklædte unge Piger med røde Skærf over Skulderen gennem Salen op til Talerstolen.
Naar man har rejst et Hus - hejser man Krandsen og holder Rejsegilde, det er ogsaa en Slags Rejsegilde vi holder i Dag. I 40 Aar har vi bygget paa vort Hus, Kvindesagen: Lige Ret for Mand og Kvinde.
Nu er vi kommet saa vidt, at vi kan hejse Krandsen, Blomster er Hjemmets Pryd. - En Sags Pryd er et Banner. - I et helt Aar spekulerede vi paa, hvilket Mærke vi skulde have paa vort Banner, et som ret kunde betegne Sagen. Da faldt en lys Tanke ned iblandt os: Pigen med Guldhornet. (Her faldt Dækket og Banneret afsløredes under Jubel).
Hvad kunde være kønnere end at ligne vor Sag med Fundet af Guldhornet, som Digterkongen, Oehlenschläger, sang om, varslede en Guldalder, og Guldet, det har den Egenskab, at det er ægte, at det ikke forandrer sig, enten det ligger i Jordens Skød eller sidder i Kongekronen.
Grundtvig siger om vor første Banebryder, den unge Pige, Mathilde Fibiger: »hun tændte Baunen paa Højen, og jeg ønsker ikke den skal slukkes, før Kvinden har Sejr vundet, i Lighed med alle Danskere for Kvindeæren. Kvindelykken, Guds Riges og Folkets Skyld«.
Hvad kunde være skønnere end ligne hende med den unge Pige Kirsten Svensdatter, der fandt Guldhornet i den aarle Morgenstund paa Sønderjyllands Vestkyst.
8 Dage forud var hun gaaet over Marken og havde stødt Foden mod noget haardt, som hun troede var en Trærod. Da hun anden Gang gik den samme Vej med et Par andre Piger, vilde hun dog se, hvad det var, lagde sig ned, løsnede Jorden med sine Hænder og med stort Besvær fik hun Hornet op og saa undrende paa det. Hun raabte da paa Pigerne, at de skulde komme og se det mærkelige, hun havde fundet, de kom ogsaa, men sagde, det var et gammelt Jagthorn, som ingen brugte nu, og de gik videre; men Kirsten tog det hjem med sig, vadskede det i en Bæk og viste sine Husfæller det, men de lo af hende og kaldte det et værdiløst Stykke, som det ikke var værd at regne for noget. - Hun vilde dog vide, hvad det var og gik saa med det til Guldsmeden i Tønder, som undersøgte og erklærede det for reneste Guld.
Pigerne, som gik videre uden at ændse Hornet er Billedet paa de Kvinder, som ikke bryder sig det mindste om Kvindesagen, ubrugeligt, ingenting værd. Husfællerne er Billede paa alle dem der ler og spotter og gjorde al den Modstand, de kunde. Guldsmeden er Billedet paa alle dem i det danske Folk, der siger, at Hornet er af Guld og vil værge det af al deres Magt, at ingen Tyv skal tage det fra os.
Gid vi nu under dette Banner maa faa Lykke og Velsignelse til at bygge vort Hus færdigt, og gid det saa maa gaa i Opfyldelse, som vi sagde, at det maa blive til Gavn for Guds Rige og det danske Folk.
Jeg synes, vi skal bringe Kunstnerinderne en Tak for det Værk de her har fuldført.
Bannerdugen af Silkesøm
af snare Fingre islynged,
stundom sad der en dejlig Drøm
paa Silketraaden og gynged.
Lad os haabe, at den dejlige Drøm maa blive til Virkelighed for os alle.
Forsamlingen forlangte dernæst energisk at se de to Kunstnerinder, og hyldede Ida Hansen og Anna Munck med livligt Bifald, da de tilsidst viste sig ved Talerstolen.
Derefter sang alle følgende Sang:
Mel : I alle de Riger og Lande.
Mit Land, som de ynker og smæder!
Mit Land med de dybe Saar!
Endnu er der Tid til Hæder,
Din Datter imod Dig gaar.
Og mens hun ærbødig sig nejer,
Hun smiler forhaabningsfuld,
Hun ved, at endnu Du ejer
En frodig og ubrugt Muld.
Og glemmer Du Jubelens Strænge
For Smertens stingende Torn,
Hun vandrer igen i Enge
Og finder det gyldne Horn.
Og medens i Hallen Du fjæler
Din Sorg og Dit syge Mod,
Hun kommer saa tyst og knæler
Og lægger det for Din Fod.
Mit Land med de Tusindaars Minder!
Saa rige blev Dine Kaar:
En Kæde af Mænd og Kvinder
Staar Værn om Dit hvide Haar.
Gyrithe Lemche.
Hvorefter Københavns Kredsens Formand, Øjenlæge Estrid Hein, bragte en Tak til alle D. K.’s Kredse, for den Tilslutning, de havde givet Københavns Kredsens Forslag om, at D. K. skulde have et Banner. Hun udtalte Haabet om, at vi ikke skulde komme til at samles om det til Protest, men at vi snart maatte kunne bære det i Spidsen for et Tog til Ære for Indførelsen af Kvindens politiske Valgret. Og hermed sluttede Mødet.
Men næsten alle de tilstedeværende blev til den paafølgende Fællesspisning, hvortil der blev dækket i Festsalen, medens Deltagerne opholdt sig i den Række af smukke Værelser, som findes ved Siden af. Under Fællesspisningen holdtes en Række af Taler - skiftende mellem Alvor og Skæmt. Pladsen tillader os ikke at komme ind paa en nærmere Beskrivelse heraf. Her skal blot nævnes, at Fru Bojsen Møller i en Tale for Konsejlspræsidenten udnævnte denne til »Guldsmeden i Tønder«, hvad der vakte stor Munterhed. Konsejlspræsidenten takkede for Udnævnelsen og Skaalen i en lang Tale, der viste, hvilken varm og oprigtig Kvindesagsven, Ministeren er. Med Glæde hørte Forsamlingen Ministeren udtale, at han anser en Grundlovsændring uden Kvindens politiske Valgret for en Umulighed. Et stort Antal Telegrammer blev oplæst af Festudvalgets Formand, Frk. Elna Jacobsen. Foruden fra forskellige af Kredsene og Venner her i Landet, bl. a. Nathalie Zahle, blev Jubilaren hilst fra Venner i Broderlandene. Saaledes fra: Landsföreningen för kvinnans politiska rösträtt, Norske Kvinders Nationalraad, Norsk Kvindesagsforening, Landskvindestemmeretsforeningen (Norge), fra Gina Krog, Fredrikka Mørck og Annie Furuhjelm.
Den indholsrige og smukke Fest sluttede først sent. Den vil forhaabentlig ogsaa sent glemmes. Det vil ogsaa nok vise sig, at den vil sætte sine Spor ikke alene som et lyst Minde hos Deltagerne, men den vil kaste Glans over Dansk Kvindesamfunds Navn, saa det kan ses, at Arbejdet for Kvindesagen er ikke blot et trælsomt Slid, men det kan skabe Glæde og Fest. Saa vil forhaabentlig stadig flere og flere samle sig under vort skønne Banner for vaagne og bevidste - ikke sovende - at komme til deres Ret. Som der stod i et af Telegrammerne:
Under vort Banner gaa sejrende frem
Kvinder fra tusinde danske Hjem.
