« Tilbage til søgeresultaterne
Marie Carl Nielsen
Den 15. Januar 1912 valgtes for første Gang en kvindelig Kunstner ind i Akademiraadet, nemlig Billedhuggeren Marie Carl Nielsen, for hvem »det kgl. Akademi for de skjønne Kunster« aabnede sine hæderværdige Porte.
Redaktionen har i den Anledning genmodet Billedhugger Elna Borch om at fortælle vore Læsere lidt om dette, Akademiraadets, første kvindelige Medlem.
Blandt de forskellige Kunstnerforbund herhjemme findes »malende Kunstneres Sammenslutning« - væsentlig repræsenteret af de saakaldte »fri« Malere - denne er den eneste af de altfor mange Kunstnerforeninger, der - hvor utroligt det lyder - har nægtet Kvinder Adgang, saaledes at f. Eks. Fru B. Dorph, Fru Slott-Møller og Frk. B. Wegmann er udelukkede - alene fordi de er Kvinder. Med Henblik herpaa, er der saa meget mere Grund til at hilse med Glæde det Skridt, Akademiet har gjort, ved at give den kvindelige Kunstner den Ret, som tilkommer hende; thi hendes Stilling herhjemme har ofte mødt Modstand og været vanskeligere end man er tilbøjelig til at tro.
Født ved Stenderup i Jylland, opvokset paa en stor Gaard, har Fru M. C. Nielsen haft Dyrenes Liv og Færden stadig for Øje.
Det var særlig Faderen, der aabnede hendes Blik og udviklede hendes Anlæg allerede fra den tidligste Barnealder, saa hun lærte at elske og forstaa Dyrenes Liv.
Faderens karakterfulde Hoved har Datteren modelleret i et brillant Relief.
I 17 Aars Alderen kom Fru M. C. Nielsen til København som Elev hos Billedhuggeren, Prof. A. W. Saabye.
Det var i disse Ungdommens vanskelige Aar, hvor man famler og ikke véd, hvorhen man drages; men hun var ligesaa egensindig som begavet; stærk og stædig i sin Selvstændighed, brød hun snart ud og fulgte den lille radikale Kreds af unge Kunstnere, der den Gang havde dannet den frie Udstilling.
Senere mødtes vi ofte i det gamle hyggelige Kunstnerhjem i Villaen i Rosenvænget hos vor fælles Ven og Lærer Prof. Saabye, der overfor sine Elever var som en god og omsorgsfuld Fader.
Et Modsigelsens Tegn var Fru M. C. Nielsen den Gang, altid ivrig, altid i Diskussion; saa livsfrodig og stærk som hun, har jeg kun kendt faa; hendes Haar havde Kornguldets Farve, og laa i en altfor tung Fletning om hendes altfor iltre Hoved - Livssundheden straalede ligefrem ud fra hendes tætte, stoute Skikkelse. Hun havde den Vane, med et Par meget nervøse Hænder altid at forme i Luften naar hun talte, som kunde hun derved bedre udtrykke, hvad hun vilde forklare, og ligesom give Ordene Form i et levende Stof.
I Begyndelsen holdt man sig uvilkaarlig lidt paa Afstand fra disse Hænders farlige Bevægelser.
Professorinde Saabye var en ligesaa udpræget Karakter, ligesaa ilter og ivrig, altid stærk i Udtrykket af sine Følelser og Tanker; jeg erindrer, hvor de skændtes om Kunst saa Ordene føg, medens den gamle Professor stille rystede paa Hovedet og søgte at mægle.
»Anne Marie er u-mulig! Anne Marie er van-vittig!« sagde Fru Saabye de utallige Gange - og lige højt, som en Moder sit Barn, elskede hun alligevel Anne Marie.
Mange er vi, der ved Professorinde Saabyes Død for ca. l Aar siden mistede en god og trofast Veninde.
Til Fru M. C. Nielsens tidligste Arbejder hører Relief et af Egil Skallegrimsson, der rider med sin druknede Søn - udført til en Guldmedaille-Konkurrence.
Jeg erindrer, skønt saa længe siden, endnu ret klart dette Arbejde, dets enkle, storladne Komposition, hvor navnlig den døde Dreng var gengivet med en stræng Realisme.
Dette store Relief gjorde et stærkt Indtryk paa mig, ogsaa fordi det var det første Skulpturværk, jeg saa staa udført i det skønne Ler, - desværre er det gaaet tabt, jeg tror det faldt ned, endnu før det blev støbt.
Nogle Aar derefter deltog Kunstnerinden i Konkurrencen til Raadhusportalen og fik da 2den Pris, og i Aaret 1887 vandt hun den Neuhauske Præmie med en Gruppe, forestillende Thor, der kæmper med Midgaardsormen.
Af Fru M. C. Nielsens Arbejder vil jeg foruden de nævnte fremhæve hendes - af Kunstkendere meget roste - Kopier af Gavlgruppen i Athenetemplet i Akropolis, udførte i Grækenland; de ejes af Glyptoteket og Musæet i Berlin. Af Portrætbuster eksisterer der fra denne Haand kun faa, mest kendt er Kammersanger Simonsens Buste i det kgl. Theaters Foyer.
Den største og ærefuldeste Bestilling, Fruen har modtaget herhjemme (foruden Kongemonumentet), er de tre store, prægtige Broncedøre til Ribe Domkirke, hvilket hidtil maa betragtes som hendes Hovedværk.
Men det er først og fremmest som Skildrer af Dyrene, at Fru M. C. Nielsen er kendt og skattet; i alle hendes utallige Dyrestatuetter føler man den inderligste Kærlighed til Dyrenes rige Verden, de fleste af disse er skizzemæssigt udførte Studier, grebne og fastholdte med Realistens Skarpsyn.
Den uendelige Taalmodighed, som enhver Skildrer af Dyrenes Liv har behov, anes ikke i disse Arbejder, der alle synes fremstillede med en saare let og lykkelig Haand; som i en Leg synes de udførte, en Spøg, et barokt Indfald - de fleste af dem uden særligt Detailstudium.
Dyrenes mange pudsige Bevægelser, til hvilke Kunstnerinden har det fortroligste Kendskab, er i alle hendes mange Statuetter gengivet med den inderligste Forstaaelse.
En Række Dyrebroncer findes i Hamburgs Kunstmusæum, ligeledes ejer Berlin, Leipzig, Dresden og flere andre tyske Byer forskellige af Fruens Skulpturer.
I klare Linier staar Fru M. C. Nielsens kunstneriske Støbning, en Kunstner, der ingensinde bliver træt af at kæmpe, en aldrig svigtende Arbejdskraft og et ukueligt Mod, som ikke viger for de største Opgaver.
Og dog tror jeg ikke, at hun ejer Taalmodighedens vanskelige Evne; den føles ikke i hendes Arbejder - men jeg tiltror hende en seig Udholdenhed, der kun giver tabt overfor det umulige. Men ogsaa hun har vel maattet brydes haardt med det genstridige Ler, har vel været slaaet ned, har rejst sig, er brudt og har kæmpet videre paany.
Der er ikke Gnist af Dekadence, intet sublimt forfinet i denne Kunstners Arbejder; det er en Kunst, der er sund til det yderste og ejer over sig Livets ramme Alvor; den er tillige absolut mandig, i ingen Skulpturer fra denne Haand føler man Kvindens noget zartere og finere Præg.
Der er noget udpræget dansk over denne Billedhuggerinde - hun staar grundfast i den gode, danske Muld.
Jeg mødte i Sommer Fru M. C. Nielsen i Stevns; hun vilde da - Gud bedre det - udhugge hele Stevns Klint: det skulde være Elverkongen, Elverpiger og alskens argt Troldtøj - halvt Spøg, halvt Alvor, som det var, synes dog Herren til Gjorslev ikke at være absolut begejstret over Ideen.
Alle ved, at Fru M. C. Nielsen er udvalgt til at udføre Monumentet over Kong Christian d. 9de. Kunstnerinden har længe været fuldt optaget af det store, betydningsfulde forberedende Arbejde hertil, hvad dette vil sige, gør kun meget faa sig et Begreb om; men jeg er overbevist om, at hendes smidige Vitalitet og hendes uudtømmelige Energi vil lade hende overvinde de mange store Vanskeligheder, der kan taarne sig op ved et saa uhyre Arbejde, og da Modstand ægger, vil hun vel vide at tage Lære ogsaa heraf.
Gid Fru M. C. Nielsen maa eje den Kraft og Evne, der skal til for at fuldføre dette store Værk, saa det vil blive hende til Ære. Vi maa alle ønske, at Kampen vil føre til Sejr for den Kunst, hun har viet sit Liv.
