Skitse.

Han stod midt i det lille Værelse og saa sig omkring derinde. Ikke en Gang Solen, der lige i dette Øjeblik fandt sig Vej mellem Skorstenene paa Husene lige overfor og belyste Væggene formaaede at give det et venligere Præg. Det var og forblev grimt og mørkt, fattigt og fugtigt, uhyggeligt og usundt paa enhver Maade. Og dog var hun fornøjet, den gamle Kone, der skulde bo her inde Det var hans Moer, hans elskede gamle Moer.

Huset var gammelt og halvt forfaldent, Trapperne mørke og afslidte. Samme fugtige Luft mærkedes overalt, udenfor og inde. Ikke mindst paa fjerde Sal. Udsigt til to endnu højere, smallere og mørkere Huse, stadig Skumring, uden netop paa denne Tid, da en vildfarende Solstraale skinnede ind i Støvet, som svævede overalt og som en straalende Bro gik direkte fra Vinduet til Døren.

„Det er meget tarveligt, lille Moer”, sagde den unge Mand og hans Stemme skælvede lidt, „og naar jeg betænker, at vi for et Par Aar siden havde det forholdsvis godt”.....

En lille bleg Kone rejste sig op fra Sofaen og gik hen til ham, som han stod der midt i Solskinnet.

„Men jeg er tilfreds min Dreng”, sagde hun, „og tænker ikke paa, hvordan vi tidligere har haft det. Dine Udgifter strækker ikke til at betale en dyrere Leje. Siden den ulykkelige Dag, da Faer døde, og ... og .... vi gjorde den sørgelige Opdagelse, siden den Dag tænker jeg ikke mere tilbage. Jeg tænker fremad. Jeg tænker paa Dig, som er ung og har en Fremtid for Dig. Jeg er saa glad over, at Du fik den Plads paa Postkontoret. En skøn Dag bliver Du maaské Postmester, og saa . . . .; men sig mig, hvor høj Løn Du nu har, jeg har vist glemt at spørge Dig om det før?”

Den unge Mand vendte sig bort fra Solen. Paa Skabet der henne i den mørke Krog, hvor Solen ikke naaede, saa han et Par skaarede Kopper af ægte kinesisk Porcellæn, der mindede ham om en gladere Barndom.

„Løn”, sagde han, „spørger Du om hvor stor Løn jeg har nu det første Aar?”

„Ja, meget er det ikke, det véd jeg nok”, sukkede Moderen, „men noget mere end det Du fik som Huslærer hos Janson, maa det vel være! Herregud, lille Niels, hvor Du maa slide haardt i det for at ernære os begge.”

Niels undersøgte Koppen meget nøje. Den Revne der i Siden kendte han saa godt, han havde faaet et Par over Nakken af Faderen, da han havde ladet den kostbare Kop falde paa Gulvet. Moer havde saa ladet en Klinke sætte i den, men - den var ikke mere som før, den havde nu faaet en Skavank, som den maatte trækkes med hele Livet igennem.

„Aa, lille Moer, det har ingen Fare. - Jeg faar en bedre Løn, meget bedre. Du skal faa at se, det vil nok gaa os godt. Dit Værelse her koster 150 Kr., det er jo ingen Ting. Men det er ogsaa alt for daarligt .... saa langt borte, og paa fjerde Sal, hvordan skal det gaa Dig med dine daarlige Ben. Og saa skal Du jo have Sofie til at bo hos Dig, hun vil saa gerne. Hun betaler tyve Kr. om Maaneden. Du ser altsaa, at vi nok klarer os.”

Moderen lagde sin magre, hvide Haand paa hans Skulder. Med den anden klappede hun hans Kind, vendte saa atter hans Hoved om mod Lyset og saa ham ind i Ansigtet.

„Hvor Du dog er bleg, mit Barn”, sagde hun, „bleg af Overanstrængelse. Jeg véd godt, at Du arbejder om Natten. Du har røde Rande omkring Øjnene, de kære Øjne, der før var saa muntre! Kan Du huske, da Du var lille. Du havde altid blaa Bluser, der klædte Dig saa godt. Du havde Krøller .... ja, én Gang imellem var jeg jo forfængelig nok til at sætte Papillotter i dem Lørdag Aften.....men saa beundrede ogsaa alle Mennesker Dig om Søndagen, og Du var saa glad! Herre Gud! da havde Du fuldt op af alt.”

„Vi skulde jo ikke tænke tilbage, lille Moer.”

„Nej, Du har Ret.....Hvornaar kommer Du herhen for at .... for at betale Værten?”

Niels vendte sig atter mod Skabet og rodede omkring mellem Porcellænet deroppe.

„I Overmorgen”, svarede han, „kan Du vente saa længe?” Moderen sukkede.

„Aa ja, han er vel ikke saa umenneskelig, vi har jo først den 3die i Dag; jeg siger ham, at Du kommer i Overmorgen. Han kender Dig jo og stoler paa Dig. Vort gode ærlige Navn er ham ogsaa en Borgen for, at han faar sine Penge. Jeg har endnu aldrig skyldt noget bort uden at betale det.... siden Faers Ulykke. Derfor kan jeg takke Dig, min egen flittige Dreng, min eneste Trøst og Glæde.”

Han vendte sig pludseligt om, kyssede hende paa Panden og kastede sig heftigt i Sofaen.

„Om Du vidste, Moer, hvor jeg lider ved at se Dig i dette lille uhyggelige Værelse. Du hoster og Du har ondt ved at faa Vejret og alligevel maa Du blive her .... hver Dag her i dette Hul forkorter dit Liv. Jeg kan ikke udholde det. Og hvad spiser Du saa.......Jeg tør ikke tænke paa det! Kaffe, kogt i Kakkelovnen og af og til et Par Kartofler. Nej, Moer, det er forfærdeligt, det er forfærdeligt!”

„Men kære Niels, hvad er det dog for Dumheder, Du staar og snakker om, jeg spiser, hvad jeg behøver at spise, og ikke mindre. Du giver mig jo flere Penge, end jeg skal bruge. Du véd, at jeg har købt mig et nyt Shawl, et rigtigt godt og varmt Shawl. Og jeg har købt Handsker og uldent For til Vinterkaaben, og en rigtig fin Fløjlshat med Fjeder paa. Du kan tro, jeg har anvendt de tyve Kroner baade godt og fornuftigt.”

Han saa paa hende. Solen havde allerede gemt sig bag Huset lige overfor, hun kunde ikke se det hjerteskærende Udtryk i hans Ansigt.

„Min stakkels elskede Moer!”