« Tilbage til søgeresultaterne
Olive Schreiner: Kvinden og Arbejdet
Det er interessant at se, hvorledes »den nye Tids« Kvinder fra alle Sider af Jordkloden gennem deres Udvikling nærmer sig de samme Maal, sætter sig de samme Opgaver og i alt væsentligt anvender og tilraader de samme Midler for at naa Maalene og løse Opgaverne.
Man kan f. Eks. ikke lade være at sammenligne den Forfatter, hvis Navn staar over disse Linjer med Mrs. Gilman, om hvis Teorier dette Blad ogsaa har haft en Artikel. Paa mange Punkter ser de ens, og begge ser de stort paa Kvinden og hendes Evner til at optage det mangeartede Arbejde, Nutidens Liv fører hende ind i; men det forekommer mig dog, at O. S. ser dybere og større og har det mest aabne Øje for den hele historiske Sammenhæng og Udvikling, hvorom hun paa sine Steder skriver baade interessant og smukt.
- Bogen har en ganske
ejendommelig Forhistorie.
I sin Ungdom Aarene 1886-88, begyndte hun, som da boede i Johannesborg, paa et stort Værk om Kvindens Arbejde; 1899 blev det færdigt, og hun lod da det hele maskinskrive og indbinde og manglede kun Fortalen; men da hun ikke var rask, blev det tilraadet hende at flytte til en mindre højtliggende Egn. Et Par Maaneder efter udbrød Boerkrigen, hvorfor hun straks begyndte sin Hjemrejse. Militærmyndighederne forbød hende imidlertid at komme til J.-borg og sendte hende til Kapkolonien. Det blev hende ogsaa forbudt at sætte sig i Forbindelse med nogen, der kunde tage sig af hendes Ejendele. 8 Maaneder efter blev J.-borg indtagen, og en Ven skrev til hende, at hendes Hjem var ødelagt, Værdigenstande bortført, Skrivebordet brudt op, og alle hendes Papirer brændt. I mange Maaneder blev hun holdt i Fængsel flere 100 (eng.) Mil fra J.-borg, og hun var saa afspærret fra al aandelig Tilgang baade gennem Mennesker og Læsning, at hun for at undgaa Rædslerne, der omgav hende, maatte beskæftige sig med et eller andet abstrakt Spørgsmaal, og saa nedskrev hun denne lille Bog (157 Sider), som væsentlig indeholder, hvad hun kunde erindre af et af de 12 Kapitler i det store ødelagte Værk, og dette ene Kapitel behandlede Spørgsmaalet om
Kvindens Snylten, (Parasitisme).
Det kunde have sin store Interesse at gennemgaa hele Bogen, Afsnit for Afsnit, men det tillader Pladsen ikke, saa det bliver kun nogle faa Punkter, der her skal berøres, og jeg vil hovedsagelig lade Forfatteren selv føre Ordet.
Naar O. S. ikke dvæler meget ved Kvindens huslige Arbejde, er det ikke, fordi hun regner det for at være af saa underordnet Art, at det ikke kan afvindes Interesse og Respekt; - tvertimod! og hun tror, at det i Fremtiden vil blive saadan, at Kvinderne, naar de ofrer sig for huslige og ægteskabelige Pligter, ikke mere vil modtage deres Del af Mandens Fortjeneste som en mer eller mindre almisselignende Paaskønnelse, der stiller dem i Afhængighedsforhold til Manden, men som deres retmæssig fortjente Løn, tjent i det Kompagniskab, Mand og Kvinde har indgaaet med hinanden.
Endvidere gaar Forf. ogsaa kun flygtigt hen over det Punkt, at selv oplyste og gode Mænd kan opretholde den Uretfærdighed, at Kvinden, fordi hun er Kvinde, skal have lavere Løn for et Arbejde, der udføres ligesaa godt som af Mænd! Det er hende saa ubegribeligt, at hun med Magt maa holde sin Indignation tilbage for at kunne faa et upartisk Overblik over Spørgsmaalet. -
Naar man lytter efter, hvad der rører sig i Tiden, vil man høre en Grundtone, der klinger over alle andre Toner, og som høres fra Kvindernes Lejr hele Verden over, og kan udtrykkes i de Ord: »Giv os Arbejde, og giv os en Uddannelse, som gør os skikkede til Arbejde; dette kræver vi ikke alene for os selv, men for Slægten!«
Forfatteren paaviser her gennem en Række Kulturskildringer, hvorledes det, som Kvinderne nu ønsker at faa, ikke er noget Indgreb paa Mandens Omraade, men bare en Tilbageerobring af det, tidligere Tiders Kvinder udførte, og som Mændene tog fra dem, da det, at gaa ud og slaa Fjender ihjel og nedlægge Vildt, ikke mere var et nødvendigt dagligt Arbejde. -
Mændenes Arbejdsfelter
er jo nemlig ogsaa forandrede; - de Dage er forbi, da det var stærke Muskler, der spurgtes om; nu er det veludviklede og virksomme Hjerner; den Mand, der ved nogle Dages Hjerneanspændelse opfinder en arbejdsbesparende Maskine, har udrettet et Arbejde, som 100,000 Mand ikke havde kunnet udføre i Aarrækker. Den blotte Menneskekraft synker stadig i Værdi; det er Intelligensen, der spørges efter.
Ved vore Havne ser vi Skarer af Mænd, hvis Styrke i et primitivt Samfund vilde have gjort dem højtskattede, men som fordi de mangler intellektuel Opdragelse, ikke kan byde Samfundet Arbejde, det trænger til; - og saaledes opstaar den store Skare af arbejdsløse Mænd.
Men nu de arbejdsløse Kvinder!
Mere og mere af det huslige Arbejde bliver udført i Fabriker eller af Mænd (Vævere, Bagere o. s. v.); og det som før var Kvindens højeste og værdigste Beskæftigelse: at føde Børn, er det ikke nu mere i samme Grad. Dødeligheden er af mange Grunde aftaget, saa Folkemængden kan ikke alene holdes vedlige men ogsaa øges med et forholdsvis lille Kraftudlæg fra Kvindernes Side i den Retning. Derfor bliver det nu ikke Kvantiteten, men Kvaliteten, det kommer an paa, - saa kraftige og saa vel opdragne og uddannede som muligt. Et Samfund, hvor der sættes saa mange Børn i Verden, at der ikke kan sikres dem en tilfredsstillende Opdragelse, er et Samfund i Nedgang! - Derfor er Kravet til Nutidens Kvinder heller ikke: »Du skal føde«, men snarere: »Fød ikke flere Børn, end du kan forsørge«. Kvindens Liv vil altsaa ikke helt medgaa til Fødsler og Opamning, - det bør kun blive en episodisk Beskæftigelse fra 3 til 10-20 Aar af de 70, der er tildelt Mennesket. Men hvad saa i hendes øvrige Levetid? Hun har heller ikke nok af anden Beskæftigelse, da de 3/4 af Kvindernes traditionelle Arbejde er svundet bort for altid. Ja, saa fordrer hun som sin Ret at faa sin fulde Halvdel af hæderligt, samfundsgavnligt Arbejde; ikke mere men heller ikke mindre.
For Mændene hedder det: »Skaf Dig nye Virkefelter eller dø!« - for Kvinderne: »Skaf Dig nye Virkefelter, eller synk lidt efter lidt ned til en mere eller mindre passiv Køns-Snylten«. Og Historien viser, at med en saadan Snylten følger altid en Nedgang i Kvindernes Livskraft og Intelligens, og efter kortere eller længere Tid er ogsaa deres Afkom udartet og dermed tilsidst Samfundet. Kvindelig Snylten bliver først mulig i et Samfund, hvor de materielle Goder er saa store, at det ikke længere er nødvendigt for Kvinderne at give sig af med anstrengende Arbejde, - og saa er de en social Fare; for der er intet andet tilbage for saadanne Kvinder end ved Adspredelse og Fornøjelse at fylde det tomme Rum, som opstaar, naar intet aktivt Arbejde kræves af dem, og efterhaanden som Afsvækkelsen fortsættes, slappes endog Moderfølelsen, og Svangerskabet betragtes som et Onde, der maa undgaas. Saa bliver Livet kun en Tilfredsstillelse af fysiskt og seksuelt Begær, og saa har vi den kvindelige Snyltetype, der er den farligste af alle de Mikrober, der tærer paa det menneskelige Samfund; - og i Forbindelse med den kvindelige Parasitisme staar Prostitutionen.
I alle de Samfund, hvis Historie vi kender, har det været Kvinderne, der først naaede dette Standpunkt, og fra dem har Slappelsen bredt sig til Mændene. Træn paa, at det skulde være muligt for Mændene at gaa fremad i fysisk Styrke og intellektuel Kraft samtidig med, at Kvinderne forsumper i Uvirksomhed har aldrig holdt Stik. Kun dygtige arbejdsomme Mødre kan frembringe dygtige, arbejdsomme Mænd; for det staar fast: Degeneration hos Mødrene - Degeneration hos hele Samfundet. Vore Dages Kvindebevægelse er i sit inderste Væsen et Forsøg paa at redde Kvinderne ud af deres Uvirksomhed og forhindre deres Degeneration.
Derfor lyder vort Krav: Ethvert Arbejdsfelt skal staa os aabent; vi vil forsøge enhver Stilling og ethvert Erhverv; vi vil sprænge alle lukkede Døre, smage alle Frugterne fra Kundskabens Have. Der er dog ingen Fare for, at vi skal fortrænge Mændene: Naturen vil ubarmhjertigt blotte vore Mangler - men ogsaa aabenbare vore Kræfter!
Men nu Krigen - vil nogen spørge - vil I ogsaa tage Del i den? - Ja, netop paa det Felt vil vi have vort Ord med, fordi det er os, der bestrider de største Udgifter overalt, hvor det gælder Menneskeliv. Det er ikke bare i Fødselsøjeblikket og de lange Maaneder, der gaar forud, at Kvinden maa udholde Smerter og Anstrengelser, der overgaar, hvad Krigeren paa en Slagmark er udsat for; men ogsaa i de lange Aar, dér følger efter, hvor Barnet skal passes og plejes, stilles der Krav i Retning af Udholdenhed og Taalmodighed, som kan maale sig med dem, der stilles til en Soldat.
Naar en Kvinde ser ud over en Slagmark, vil hun tænke: Saa mange Mødres Sønner! saa mangen pinefuld Fødsel! saa mange Maaneders Træthed!- og alt det, for at disse Mænd skal ligge her med afrevne Lemmer! - og vi raaber: »Uden den mest tvingende Nødvendighed maa saadant ikke ske!«
Naar vi en Gang kommer saa langt, at
Kvinder sammen med Mænd leder og ordner Samfundsanliggender,
da er det ogsaa forbi med Krigen som et Middel til at afgøre menneskelige Stridigheder ; og det er ikke, fordi Kvinderne er fejge eller uduelige, heller slet ikke, fordi de har en højere moralsk Udvikling, - nej, det er, fordi de paa dette Punkt - just fordi de er Kvinder - sidder inde med en Kundskab, Mændene ikke har: de ved, hvad det koster at frembringe Menneskeliv, det ved Mændene ikke.
Dette er et af de forholdsvis faa, men yderst vigtige Punkter i Menneskelivet; hvor Manden som Mand og Kvinden som Kvinde indtager et forskelligt Standpunkt p. Gr. af deres forskellige Kønsfunktioner.
Andre Punkter, hvor hvert Køn har sit ganske specielle Bidrag at yde til Slægtens Bedste, og hvor det ene ikke fyldestgørende kan repræsentere det andet, er, hvor det gælder om 1) hvorvidt Staten skal opmuntre og anerkende Handelen med Kvindelegemer i sexuelle Øjemed; 2) om der skal eksistere en Lov for letfærdige Mænd og en anden for letfærdige Kvinder; 3) om Moderen ikke skal have ligesaa stort Krav paa de Børn, hun føder, som Faderen - o. s. f r. - thi her er det sandelig ikke ligegyldigt, om de, der udtaler sig, er udelukkende Mænd eller udelukkende Kvinder eller begge Parter i Forening.
Man kan høre mange mærkelige Indvendinger mod Kvindens Ligestilling med Manden. En Theoretiker kan i udvalgte Ord tale om Kvindens vigtige Arbejde som Barneføderske, der er saa ophøjet, at det bør fritage hende for Mandens grovere og simplere Sysler. - Men gaar man en saa-dan Theoretiker nærmere paa Klingen, vil det i Reglen vise sig, at det ikke er Kvindens Arbejde, han er paa Nakken af, - selv om det er nok saa opslidende. Han kan godt finde sig i Kvinder, der er udslidte af husligt Arbejde og mange Fødsler, og han skriger ikke op om det hellige Moderskab, naar han ser Skurekoner ligge paa deres Knæ og gøre Kontorer rene for nogle faa Kroner om Maaneden; men at de samme Kvinder paa et Kontor eller paa Lager kunde tjene 2-3-4-5000 Kr. og have deres eget hyggelige Hjem - ja, dette er det, som smerter ham saa dybt, og han kan ikke faa den gode Løn til at stemme med sine Begreber om »det evigt kvindelige«.
En anden Indvending, man ofte hører, er den, at Kvindernes intellektuelle Virksomhed skulde føre til, at den seksuelle Tiltrækning Kønnene imellem skulde svækkes eller maaske helt udryddes.
Lad os straks indrømme, at skulde dette være Tilfældet, var det bedst, at vi straks afstod fra alle Forsøg paa at skaffe os nye Virkefelter.
Men naar vi ved, at den Tiltrækning er den Grundvold, hvorpaa alt fornemmende Liv hviler, og at den nu som altid udgør Rendingen i Livets Væv, saa er det utroligt, at nogen for Alvor kan mene, at den skulde kunne ophæves ved de forholdsvis overfladiske Forandringer, som nogle nye Arbejdsformer og lidt større Kundskabsfylde vilde volde. Nej, den fysiske og intellektuelle Tiltrækning, som binder Køn til Køn, vil nok blive den samme i Omfang og Styrke, men dens Udtryksformer og fremfor alt Individernes relative Evne til at beherske deres Instinkter og Begær vil undergaa en betydelig Forandring.
Blandt primitive Folk erhverver Manden sig Kvinder ved sin brutale Styrke; i vore Dage er det ikke Manden med den stærke Arm, men Manden med den spækkede Pung, som paa en utilbørlig Maade behersker den sexuelle Verden. Paa den ene Side Mandens Evne til at købe og paa den anden Kvindens Fattigdom gør sig tidt pinlig gældende i de højere Samfundslag; og hvad Prostitutionen angaar, denne afskrækkende, umenneskelige Institution, saa er det Mændenes Rigdom i Forhold til Kvindernes Fattigdom, der holder denne afskyelige Trafik i Live.
Saa længe en Mand i Kraft af sin spækkede Pung kan købe sig en Kvinde, enten til Hustru, Elskerinde eller for et Øjeblik, vil han anse det for et alvorligt socialt Tab, om social Forandring skaffede Kvinden større økonomisk Uafhængighed og derved stillede hende friere lige overfor det sexuelle Valg. Et stærkt og rigtigt Instinkt siger ham, at han saa en skønne Dag bliver en uafhændelig Vare - »gammel Jomfru« i maskulin Form.
Der er ogsaa en vis Klasse Kvinder, der tror, de vil komme til at tabe, naar Kvinderne indtager en friere Stilling i Samfundet. Det er dem, der enten frivilligt eller af organisk Nødvendighed - som Mangel paa Forstand eller et kraftigt Legeme, der ikke kan paatage sig produktivt Arbejde - fører en Snyltetilværelse, hvorfor de sikkert dybt vil beklage enhver social Forandring, der stiller større Krav til Kvinders Kundskaber og Virksomhed.
Det er altid disse 2 Kategorier af Mennesker, der modsætter sig Kvindens Frigørelse.
Men vi andre, vi hører i vore Drømme den Nøgle, som skal lukke Døren til det sidste Bordel og den Mynt klinge, som for sidste Gang skal betale for en Kvindes Legeme og Sjæl; og vi ser alle de Mure falde, som nu danner en unaturlig Grænse for Kvinders Virksomhed - og fra alle Kanter istemmer vi vort sælsomme nye Raab: »Giv os Arbejde og en Uddannelse, som gør os skikkede til Arbejde«.
Hermed anbefaler jeg saa den lille Bog; der er kloge, gode og nye Tanker i den, og Oversættelsen (af Therese Bertheau for Norge og Danmark) er klar og let læselig.
