« Tilbage til søgeresultaterne
Forligsforslagets Skæbne i det engelske Parlament
Den 28de Marts kom det i vort sidste Nr. omtalte Forligsforslag*) til 2den Behandling i Underhuset.
*) Til en begrænset Kvindevalgret.
Det var tidligere i 1910 og 1911 vedtaget med stor Majoritet, - denne Gang blev det nedstemt med et Flertal af 14 Stemmer.
Det vil næppe være rigtigt alene at søge Grunden hertil i den Vinduesudslagning, som Suffragetterne fornylig iværksatte.
Af Arbejderpartiet, som havde vedtaget at stemme som Parti, blev saaledes i sidste Øjeblik 13-14 Medlemmer kaldt bort, for som Repræsentanter for de strikende Minearbejdere at være til Stede i deres Valgkredse ved den Afstemning om Kulstrikens Ophør eller Vedbliven, som netop paabegyndtes sidst i Marts. Blandt Nationalisterne, (det irske Parti, der er Tilhængere af Irlands Selvstyre), fik Forligsforslaget ifjor 31 Stemmer, hvis Repræsentanter iaar enten stemte imod eller undlod at stemme, idet de frygtede for, at den Uge, som var lovet til Debat om Kvinde-valgretsforslaget, hvis det blev vedtaget ved 2den Behandling, skulde blive fradraget i den Forhandlingstid, som man ellers vilde have givet det bebudede Forslag til Irlands Selvstyre. (Vi aftrykker andetsteds en højtstaaende irsk Vælgers Syn paa denne Handlemaade). Otte Unionister, (det Parti, der i Modsætning til Nationalisterne ønsker fortsat Union med England og ikke Selvstyre for Irland), samt 17 Liberale, som sidste Aar stemte for Forligsforslaget, stemte iaar imod for at straffe Kvinderne for deres sidste Uroligheder.
Naar man erindrer, at de Kvinder, der slog Ruderne ud, aldeles ikke ønskede dette Forslag fremmet og har overset det lige siden Førsteministeren bebudede sit Forslag om lige og almindelig Valgret til
Mænd, saa har man lidt ondt ved at se, hvori »Straffen« bestaar. - Men i hvert Fald er disse 25 Mænds »Følelse« løbet af med dem. Denne Følelse, som Mænd ofte beskylder Kvinder for at tage i Brug paa Bekostning af Fornuften, har altsaa spillet disse Mænd det Puds at faa dem til at handle stik imod deres Overbevisning.
Bladene beretter om den Bifaldsstorm, hvormed Modstemmerne modtog Udfaldet af Stemmeafgivningen. »The Evening Standard« siger herom, at Modstanderne »gav Vidnesbyrd om den Overlegenhed, Ligevægt og Nøgternhed, som Mændene fortrinsvis skal besidde overfor offentlige Spørgsmaal, ved et Begejstringsudbrud, som man vilde have kaldet »hysterisk«, hvis det var kommet fra Kvinder«.
Af Regeringens Medlemmer stemte 22 for Forslaget, 10 imod! Blandt de sidste var naturligvis Førsteministeren og tillige Minister Winston Churchill, der fornylig paa sin Rejse til Irland var saa stærkt forfulgt af Suffragetterne samt Minister Mc. Kenna, der har overtaget Indenrigsministeriet og dermed Fængselsvæsenet efter Churchill.
Under Forhandlingerne talte Førsteministeren imod og Udenrigsministeren for Forslaget! - Desværre tillader Pladsen ikke, at vi kommer nærmere ind paa disse Taler, som ellers er »gode at faa Forstand af«, - men det skal blive spændende at se, hvorlænge Førsteministeren formaar at kuske det store Flertal for Kvindevalgretten, som altsaa findes i hans Kabinet.
Efterretningen om Resultatet af Afstemningen modtages i det moderate Kvindevalgretsforbund med Beklagelse men tillige med Opfordring til Kvinderne om ikke at tabe Modet men at arbejde dobbelt ivrigt og søge paa en eller anden Maade at sikre Kvinderne Plads i det Regeringsforslag til udvidet Valgret til Mænd, som er bebudet, (men som man vist næppe kan i vente i denne Samling).
De militante Kvinder erklærer, at det er dem ganske overordentlig ligegyldigt, hvorledes det er gaaet med dette Forligsforslag. De har længe haft den Tro, at det var dødsdømt, og selv om det var bleven vedtaget ved anden Behandling, vilde det ikke have forandret deres Taktik det mindste. - Det, de vil have, er, et Regeringsforslag om Valgret til alle Kvinder paa samme Betingelser som til Mænd.- De 4 af deres Ledere, som man havde fængslet og beskyldt for ulovlig Sammensværgelse, er i disse Dage bleven løsladt mod Kaution og Løfte om at afholde sig fra al Deltagelse i enhver Art af Demonstration, indtil deres Dom falder. - To af dem - Hr. og Fru Pethick Lawrence - løslodes netop den Dag, da et stort Møde var fastsat. De var til Stede, men talte ikke, men man maa sige, at Tilhørerne gav Foreningens Kasserer (Fru Pethick Lawrence) et smukt Bevis paa Hengivenhed, idet der paa Stedet indsamledes ca. 180,000 Kr. til »Krigskassen«.
Christabel Pankhurst har Politiet endnu ikke funden, men hun sendte til dette Møde et Budskab, som er karakteristisk for den Aand, der bærer denne Bevægelse. Hun siger bl. a.: »Regeringen har tilføjet os et haardt Slag, men vi rejser os saa meget stærkere og mere triumferende end nogen Sinde, netop paa Grund af deres Angreb. Det onde, de gør os, vender vi til det gode. Vor Aand styrkes, vore Hjerter opløftes ved alt, hvad der med Vilje gøres imod os for at gøre Fortræd. - Vi trodser Regeringen i deres dumme og brutale Forsøg paa at udmatte os og med Magt undertrykke Kvinders Krav om politisk Frihed. - De maa fjerne Stjernerne fra Himmelbuen, før det skal lykkes dem at nedbryde den Aand, der behersker Kvinder i dette Land .... Mit sidste Ord er dette: Vær ved godt Mod. I Fjendens stærke Angreb ligger et Løfte om vor Sejr. Handl som Kvinder, og Dagen er vor«.
Professor Oldham ved »University College« i Dublin, har d. 31. Marts sendt følgende Brev til Hr. Redmond, Føreren for det irske Parti, Nationalisterne:
»Da jeg i indlagte Genpart af et Brev berører en Handling fra Deres Side som Leder af det irske Parti, beder jeg Dem venligst gøre Dem bekendt med dets Indhold. Jeg véd, at De har mere Begreb om Taktik, end nogen af os. Jeg véd, at Afgørelser maa træffes af den ansvarlige Leder. Jeg drager altsaa ikke Deres Autoritet i Tvivl.
Men det forekommer mig, at det her drejer sig om mere end Taktik. Irlands Sag er uovervindelig - alene i Kraft af sin moralske Styrke, den er et Retfærdighedskrav. Derfor, at kaste vor politiske Organisation i Vejen for lignende Bevægelser i Frihedens Tjeneste, bruge den imod andre, som kæmper for et lignende Retfærdighedskrav er moralsk Selvmord. Lige fra Daniel O’Connell*) hele Vejen frem - til Boer-Krigen og engelsk Arbejderbevægelse - hvor pletfri var ikke irske Nationalister!
*) Irsk Folkeleder ca. 1809—1842.
Det er vor moralske Støtte. De er den første irske Leder, som - ved at kaste det samlede Partis Stemmer mod Kvindevalgretsforslaget - har tilsmudset vor Sti. Det drejer sig ikke her om Deres personlige Mening. John Mitchell støttede Opretholdelsen af Negerslaveriet som Privatmand. Havde han gjort det som irsk Folkefører, havde hans Handling dræbt Bevægelsen for den irske Fri-hedssag.
Naturligvis, der kan være Grunde, som jeg ikke forstaar. Jeg spørger ikke efter dem. Men, da jeg er en af Deres loyale Tilhængere, ønsker jeg, at De gennem hoslagte Brev faar Lejlighed til at se, hvorledes Deres Handling virker paa »en Samtidig«.
Hvis De finder det nødvendigt, vil der jo være Lejligheder nok for Dem til en offentlig Forklaring.«
Det omtalte indlagte Brev er til Formanden for Dublins Studenterforening, Hr. Dalton, og lyder:
»Jeg takker for Deres Brev, hvori De anmoder mig om at tale ved Studenternes Møde paa Søndag. Alle irske Nationalister burde være stolte over at deltage i Søndagens Demonstration, og det skal ogsaa glæde mig at tage Plads i Studenternes Tog til Mødestedet. Men jeg maa til min største Beklagelse afslaa at tale ved denne Lejlighed. Redmonds Handling: at benytte vort Partis Stemmer til at undlive Kvindevalgretsforslaget, var sikkert et taktisk Skridt, som han som vor ansvarlige Leder var berettiget til at foretage. Men, personlig beklager jeg hans Handling. Som Irlænder skammer jeg mig ved Tanken om, at vor Frihedsbevægelse er bleven plettet ved dette skændige Slag mod Arbejdet for Menneskers Frigørelse. Jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at gennemføre en saa ydmygende Komedie som at tale til Forsvar for Irlands Frihed i et Øjeblik, hvor min Samvittighed bærer paa den Kendsgerning, at min nationale Leder paa mine Vegne har handlet saa skamløst, som sket er.
Af loyale Hensyn ønsker jeg ikke at tale paa det nuværende Tidspunkt, og derved vække Mislyd i vort Parti.
Jeg ønsker samtidig at sige, at jeg tager Afstand fra enhver Beslutning om at udelukke Irlands Kvinder fra denne nationale Demonstrationsfest. Kvinde-Studenterne og Kvinde-Professorerne har ganske samme Rettigheder som andre Medlemmer af Universitetet.«
