« Tilbage til søgeresultaterne
"D. K.s SPAREBOG"
Tanken om en D. K.s Sparebøsse blev fremsat paa Aarsmødet 1911, som en af de Maader hvorpaa man hos Medlemmerne kunde faa indsamlet Penge til Agitationen.
Fællesstyrelsen har derfor ladet en saadan Sparebøsse fremstille. Den er udført i Bogform og i gult og hvidt, Farverne for den internationale Kvindevalgrets-Alliance, hvoraf D. K. er Medlem. Kredsene faar den paa Hovedkontoret, medens de enkelte Medlemmer maa henvende sig til vedkommende Kredsformand. Den koster 10 Øre pr. Stk. Under 10 Stk. sendes ikke til Formændene.
Den tømmes ved at brydes op og ombyttes gratis, naar de saaledes tømte »Bøger« sendes ind til Hovedkontoret med en Liste over de indgaaede Bidrag. Denne Liste aftrykkes i Medlemsbladet og tjener som Kvittering fra Kredsene til Bidragyderne og fra Fælleskassen til Kredsene.
Det indvundne Beløb deles ligelig mellem Kredsenes og Fælleskassens Agitationsfond.