« Tilbage til søgeresultaterne

Historien

Af: Anna Lohse, Gyrithe Lemche

« Se emneord

Til Fru Gyrithe Lemche.

I Skildringen af »Dansk Kvindesamfund«s Historie er der paa Side 323 skrevet nogle Ord om Odense-Kredsen, som ikke kan faa Lov til at staa uimodsagte. Det er i følgende Sætning: »Hun (Fru Riising-Rasmussen) havde som Formand for Odense-Kredsen skabt denne Kreds en ny Opblomstring efter mange Aars Henvisnen« o. s. v.

Odense-Kredsen har haft stille Tider; men den har aldrig været en vissen Kreds. Jeg vil spørge Fru Lemche om: Hvad berettiger Dem til at sætte denne Plet paa vor Kreds her?

Sommeren 1907, før vor nuværende For­mand Fru Riising-Rasmussen kom til Odense fra Holbæk, turde de tilstedeværende Medlem­mer af Odense-Kredsen paa Fællesmødet i Svendborg indbyde til at holde næste Aars Fæl­lesmøde i Odense.

Er det et Tegn paa Henvisnen?

I Løbet af Vinteren og Foraaret 1907-08 steg Medlemsantallet. Kvinderne havde faaet kommunal Valgret og Valgbarhed og skulde stemme. Da er der mange, der faar Interesse for Kvindesagen, som før har staaet uforstaaende overfor den. Ogsaa Forsvarsbevægelsen har givet en og anden Lyst til at være med. Fra nu af er der Landet over lidt Vind i Sej­lene, og det mærkes sikkert de fleste Steder, ogsaa her.

Saa kom Fællesmødet i Forsommeren 1908, hvor vi modtog de mange Gæster.

Noget efter Fællesmødet havde Kredsen sin aarlige Generalforsamling, paa hvilken Fru Riising-Rasmussen blev valgt til Formand.

Odense, 25. Marts 1912.

Anna Lohse.

 

Uden at forpligte mig til at optage en Dis­kussion her i Bladet om »Dansk Kvindesam­funds Historie gennem 40 Aar«, vil jeg blot paa ovenstaaende svare saa meget:

Hvad jeg har skrevet om Odense-Kredsen, er skrevet paa Grundlag af Kredsens  aarlige Beretninger   paa  Fællesmødet, af hvilke det fremgaar, at Odense-Kredsen efter at være naaet op paa henimod 80 Medlemmer omkring 1900 dalede til 34 og lige op til 1907 holdt sig paa omkring 40. Da jeg mener,  at Kvinde­sagens vigtigste Mission er at vinde Tilslutning for Sagen hos saa mange som muligt, har jeg ment mig berettiget til at bruge Udtrykket »Henvisnen« om Kredsens Tilstand fra 1900 til 1907 i Modsætning til den  Opblomstring, der fandt  Sted i  Aarene  fra  1908 til  vore  Dage, hvor Kredsen mig bekendt tæller adskillig over 200 Medlemmer. At den Kritik, som unægtelig rummes i disse Ord, ikke gælder den lille faste Kærne af interesserede Medlemmer, som Oden­se-Kredsen aldrig har savnet, mener jeg andet Steds i min Bog at have aflagt tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, især for det ene af disse Med­lemmers Vedkommende, og jeg haaber, at den, som en Gang  skal  skrive  de enkelte  Kredses Historie - jeg har udtrykkelig i min Fortale fralagt mig i denne Bog at have gjort det - vil  give  de  andre  af Odense-Kredsens  gamle, ledende Kræfter den Omtale, de fortjener.

Hvad angaar Beskyldningen for, at jeg i min Bog skal have sat en Plet paa Odense-Kredsen, fralægger jeg mig den energisk, over­bevist om, at havde ikke en Protest som oven­staaende fremhævet og understreget de Ord, jeg alene i Henhold til Kredsens egne Beret­ninger, og Tallenes Kendsgerninger paa et en­kelt Sted har brugt, saa vilde enhver Læser af Dansk  Kvindesamfunds   Historie kun have modtaget et Indtryk af min afgjorte Sympathi for denne Kreds, som først af alle Kredsene vovede at tage Arbejdet for Valgretten op.

Ærbødigst

Gyrithe Lemche.