« Tilbage til søgeresultaterne
Historien
Til Fru Gyrithe Lemche.
I Skildringen af »Dansk Kvindesamfund«s Historie er der paa Side 323 skrevet nogle Ord om Odense-Kredsen, som ikke kan faa Lov til at staa uimodsagte. Det er i følgende Sætning: »Hun (Fru Riising-Rasmussen) havde som Formand for Odense-Kredsen skabt denne Kreds en ny Opblomstring efter mange Aars Henvisnen« o. s. v.
Odense-Kredsen har haft stille Tider; men den har aldrig været en vissen Kreds. Jeg vil spørge Fru Lemche om: Hvad berettiger Dem til at sætte denne Plet paa vor Kreds her?
Sommeren 1907, før vor nuværende Formand Fru Riising-Rasmussen kom til Odense fra Holbæk, turde de tilstedeværende Medlemmer af Odense-Kredsen paa Fællesmødet i Svendborg indbyde til at holde næste Aars Fællesmøde i Odense.
Er det et Tegn paa Henvisnen?
I Løbet af Vinteren og Foraaret 1907-08 steg Medlemsantallet. Kvinderne havde faaet kommunal Valgret og Valgbarhed og skulde stemme. Da er der mange, der faar Interesse for Kvindesagen, som før har staaet uforstaaende overfor den. Ogsaa Forsvarsbevægelsen har givet en og anden Lyst til at være med. Fra nu af er der Landet over lidt Vind i Sejlene, og det mærkes sikkert de fleste Steder, ogsaa her.
Saa kom Fællesmødet i Forsommeren 1908, hvor vi modtog de mange Gæster.
Noget efter Fællesmødet havde Kredsen sin aarlige Generalforsamling, paa hvilken Fru Riising-Rasmussen blev valgt til Formand.
Odense, 25. Marts 1912.
Anna Lohse.
Uden at forpligte mig til at optage en Diskussion her i Bladet om »Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar«, vil jeg blot paa ovenstaaende svare saa meget:
Hvad jeg har skrevet om Odense-Kredsen, er skrevet paa Grundlag af Kredsens aarlige Beretninger paa Fællesmødet, af hvilke det fremgaar, at Odense-Kredsen efter at være naaet op paa henimod 80 Medlemmer omkring 1900 dalede til 34 og lige op til 1907 holdt sig paa omkring 40. Da jeg mener, at Kvindesagens vigtigste Mission er at vinde Tilslutning for Sagen hos saa mange som muligt, har jeg ment mig berettiget til at bruge Udtrykket »Henvisnen« om Kredsens Tilstand fra 1900 til 1907 i Modsætning til den Opblomstring, der fandt Sted i Aarene fra 1908 til vore Dage, hvor Kredsen mig bekendt tæller adskillig over 200 Medlemmer. At den Kritik, som unægtelig rummes i disse Ord, ikke gælder den lille faste Kærne af interesserede Medlemmer, som Odense-Kredsen aldrig har savnet, mener jeg andet Steds i min Bog at have aflagt tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, især for det ene af disse Medlemmers Vedkommende, og jeg haaber, at den, som en Gang skal skrive de enkelte Kredses Historie - jeg har udtrykkelig i min Fortale fralagt mig i denne Bog at have gjort det - vil give de andre af Odense-Kredsens gamle, ledende Kræfter den Omtale, de fortjener.
Hvad angaar Beskyldningen for, at jeg i min Bog skal have sat en Plet paa Odense-Kredsen, fralægger jeg mig den energisk, overbevist om, at havde ikke en Protest som ovenstaaende fremhævet og understreget de Ord, jeg alene i Henhold til Kredsens egne Beretninger, og Tallenes Kendsgerninger paa et enkelt Sted har brugt, saa vilde enhver Læser af Dansk Kvindesamfunds Historie kun have modtaget et Indtryk af min afgjorte Sympathi for denne Kreds, som først af alle Kredsene vovede at tage Arbejdet for Valgretten op.
Ærbødigst
Gyrithe Lemche.
