« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad har Kvinder naaet i de sidste 40 Aar, og hvad har de endnu tilbage at naa?
Fra Københavns-Kredsens Møde den 28. Septbr. 1911.
((Sluttet).
Henny Tscherning, Formand for Dansk Sygeplejeraad:
Det er mig en stor Glæde at efterkomme Opfordringen fra Dansk Kvindesamfund om at tale om Sygeplejens Udvikling herhjemme i de forløbne 35 Aar. Paa Grund af den knappe Tid skal jeg indskrænke mig til i en kort og sammentrængt Form at fremhæve for Dem de vigtigste og betydningsfuldeste Momenter og Afsnit i Sygeplejens Historie.
I de forløbne 35 Aar er Samfundet blevet forøget med en hel ny Stand, nemlig Sygeplejerskestanden, og den har ved sin Dannelse til dels fulgt de Anvisninger, som den store altopofrende Sygeplejerske Miss Nightingale har givet os.
Inden den Tid blev Arbejdet paa Hospitalet udført af ganske ukyndige Mennesker, som absolut ikke havde nogen Forstaaelse af Sygeplejegerningen. Deres Løn var til dels nominel, idet de Drikkepenge, som Patienterne maatte give, naar de vilde blive godt behandlede, udgjorde en væsentlig Del af deres Indtægter. Naturligvis gaves der ogsaa Undtagelser, som af Menneskekærlighed ofrede sig for de Syge.
I 1876, da Røde Kors oprettedes, begyndte man paa Hospitalerne at uddanne Sygeplejersker til denne Gerning, men det var kun et ringe Antal, hvis Bestemmelse det ogsaa hovedsagelig var at stille sig til Raadighed i Krigstilfælde.
Trangen til en bedre Stab af Sygeplejersker var derfor stor. Borgmester Fenger fik da endelig i 1876 sat igennem, at dannede Kvinder blev ansatte paa Hospitalerne - tiltrods for den Modstand, han mødte hos Lægerne, der ikke brød sig om at skulle arbejde med de »fine Damer«.
Men Antiseptikens Indførelse paa dette Tidspunkt nødvendiggjorde dog snart af sig selv denne Ændring, saa at ogsaa Lægerne fik den rette Forstaaelse deraf, og det første Hospital, der indførte den »humane Sygepleje« var Kommunehospitalet. De følgende blev: Blegdamshospitalet, Bør-nehospitalet, Frederiks Hospital, Øresundshospitalet, Sundbyhospital, Baldersgades Hospital og Frederiksberg Hospital.
Af Statistiken ser man, at Sygeplejerskernes Antal er steget betydeligt, fra ca. 20 i 1878 (af den humane Sygepleje) til ca. 4000 i 1911.
Til at begynde med var Lønnen forholdsvis lille. Sygeplejersken fik 25 Kr. om Maaneden samt fri Station og Vask - og en Plejemoder 600 Kr., og Kosten var kun ringe for ikke at sige utilstrækkelig for de Samfundslag, hvorfra Autoriteterne ønskede at rekrutere Standen.
Lønnen er nu stegen betydelig; den varierer lidt for de forskellige Hospitaler. Paa Rigshospitalet faar:
En Plejemoder: 1300 Kr. stigende med 125 Kr. hvert 3die Aar til 1800 Kr. - 360 for fri Station.
En Sygeplejerske: 1000 Kr. aarlig stigende med 100 Kr. hvert 3die Aar til 1200 Kr. - 360 for fri Station.
En Assistent: 800 Kr. aarlig stigende efter 3 Aars Forløb til 900 Kr. - 360 for fri Station.
Enkelte Sygeplejersker, som have en mere selvstændig eller ansvarsfuld Stilling, faar et Lønningstillæg af 100 Kr.
Paa nogle Hospitaler og Sygehuse gives der endogsaa Eleverne Løn straks. Boligforholdene saavel som Kosten er fuldt ud tilfredsstillende. Pensionen er ogsaa lidt forskellig. Paa Rigshospitalet faar de i Pension efter 10-20 Aar halv Løn, efter 20 -29 Aar 2/3; nogle Steder undertiden først efter 15 Aars Tjeneste.
Endnu i 1880 eksisterede der ikke en Privatplejeinstitution med Undtagelse af nogle faa Røde Kors Søstre; det blev derfor nærmest Vaagekoner og dem, der blev kasserede paa Hospitalerne, som gik i Privatpleje.
Arbejdstiden paa Hospitalerne var lang og stræng, fra Kl. 6 Morgen til Kl. 8 Aften uden Hviletid; og paa Sygehuse og Kliniker var der slet ingen Norm for Arbejdstiden, saa at Sygeplejerskerne ofte blev uforsvarligt udnyttede.
Ogsaa paa Landet var Nøden stor for at faa Sygeplejersker, og her gjorde Stiftsfysikus Trautner et stort Arbejde ved at lade unge Piger uddanne til Landsygeplejen, men deres Uddannelse var kun ringe efter en 4-6 Maaneders Uddannelsestid, og de fik daarlig Løn og strængt Arbejde.
Centralforeningen - der stiftedes i 1909 - havde til Formaal at samle de forskellige Foreninger, gøre Uddannelsestiden længere og skaffe bedre Løn og Pension.
Betegnelsen Sygeplejerske blev tidligere ofte misbrugt, da jo enhver Kvinde kunde kalde sig Sygeplejerske, uden at Lægerne eller de Syge havde nogen som helst Garanti derfor. Der savnedes stærkt en systematisk Uddannelse for Elever.
Da indtraadte et betydningsfuldt Moment i Sygeplejens Historie herhjemme, nemlig da Sygeplejerskerne 1899 traadte sammen og dannede en Forening ved Navn: Dansk Sygeplejeraad.
Dens Formaal er at varetage Standens Interesser udadtil som indadtil, og der fordres en 3-aarig Uddannelse paa Hospital eller Sygehus.
Men da denne Uddannelse ofte var ensidig, trængtes der meget til supplerende Uddannelse i Sygeplejens forskellige Grene. Staten traadte da i 1901 hjælpende til og har siden ydet Foreningen et aarligt Tilskud paa 6000 Kr. til denne supplerende Uddannelse samt til Oprettelse af Syge-plejebureauer.
Et af Foreningens Foretagender var nemlig at oprette et Bureau, hvorfra der kunde udsendes Sygeplejersker i Privatpleje, altsaa et Mellemled for Efterspørgsel og Tilbud, - imellem Sygeplejerskerne og Publikum.
Der er nu ialt 3 Bureauer, to i København (i Kronprinsessegade og i Madvigs Alle) og et i Aarhus.
Sygeplejerskerne kan ogsaa for en billig Betaling faa Kost og Logis i Bureauet og afgiver blot 5 pCt. af deres Plejeløn i Modsætning til andre Bureauer, der tager 10 à 15 pCt.
Til Foreningen er der ogsaa knyttet en Syge- og Begravelseskasse, og ved en Rigmands Gavnmildhed, som forærede Grunden, og ved Publikums Støtte oprettedes i 1902 et Rekreationshjem i Vedbæk for Sygeplejersker, hvor de kan faa billigt Ophold; nogle Fripladser haves ogsaa.
En af Hovedopgaverne for Dansk Sygeplejeraad var og blev Startningen af en Hjælpe- og Alderdomssparekasse for Sygeplejerskerne. Efter mange Aars ihærdigt Arbejde haaber vi, at den d. 1. Januar 1912 træder i Kraft, og vi venter, at Sygeplejerskerne i stor Udstrækning vil indmelde sig, da de vil have megen Fordel deraf, thi det er jo ikke alle Hospitalssygeplejersker, der opnaar at blive tilstrækkelig pensionerede; herpaa skal Alderdomskassen raade Bod, saa at Sygeplejerskerne efter deres ansvarsfulde og lange Gerning kan se en nogenlunde sorgløs Alderdom i Møde.
De private Sygeplejersker er jo overhovedet ikke pensionerede, ogsaa paa mange Sygehuse omkring i Landet er Løn og Pensionsforhold daarlige, og Dansk Sygeplejeraad har just i dette Efteraar udsendt et Forslag til alle Sygehuse i Landet til en Kontrakt, hvori Arbejdstid, Løn og Pensionsforhold tages under Overvejelse.
Foreningen tæller nu ca. 1400 Medlemmer.
Selv om Forholdene altsaa har forbedret sig meget i de forløbne 35 Aar, er der dog endnu et Par Punkter, som ligger D. S. R. varmt paa Hjerte, og som det arbejder paa og ønsker at faa løst paa en for alle Parter tilfredsstillende Maade.
Der er saaledes Ønsket om at faa ansat paa Sindssygehospitalerne fuldt uddannede Sygeplejersker. Dette Spørgsmaal var allerede fremme i 1880, da Borgmester Fenger, der har indført den humane Sygepleje paa vore Hospitaler, spurgte mig, om jeg ikke havde en Sygeplejerske til at sætte paa St. Hans Hospital, da det var disse Patienter, der trængte mest til dygtige Sygeplejersker, men hun skal have baade medicinsk og kirurgisk Uddannelse, thi det er Sygeplejerskeren, der hele Dagen igennem iagttager Patienterne, medens Lægen kun har Lejlighed dertil paa sin Stuegang om Dagen.
Der er endvidere en vigtig Sag, der foreligger, og det er Spørgsmaalet om Statsautorisationen, hvorved der da nødvendigvis maa gennemføres System og Plan for Uddannelsen, baade praktisk og teoretisk. Forslaget blev ifjor forelagt Justitsministeren, som har indsendt det til Medicinal-kommissionen, og vi haaber, at det kan komme til Drøftelse i Løbet af dette Efteraar.
Det er indlysende, at en saa stor Stand som Sygeplejerskestanden maa værnes og betrygges af Lovens Arm, for at den saa vel i de Syges som i Sygeplejerskernes Interesse med Held kan fortsætte sit store sociale Arbejde i Menneskehedens Tjeneste.
