« Tilbage til søgeresultaterne
Nogle Bemærkninger om ét og andet
Ved Dansk Kvindesamfunds Fællesmøder er der saamange Sager til Forhandling, at der kun kan blive en ganske begrænset Tid til hver enkelt Sag. Der sidder sikkert mange med Tanker og Meninger, som de gerne vilde have udtalte, om der var lidt mere Tid. Men saa er det jo godt, at vi har vort Medlemsblad, hvor vi bagefter kan drøfte Spørgsmaalene, saa vi maaske kunde faa det livlige Ordskifte i Gang, som Fru Stampe Feddersen talte om i Kolding.
Paa Koldingmødets sidste Dag indlededes der en Forhandling om »Forbedring af det huslige Arbejde«. Det er vist et Spørgsmaal, som interesserer mange, og det vilde være rart at høre de forskellige Meninger udtalte her i Bladet. Jeg synes, Indlederen fortjener Tak fordi hun førte Sagen frem. Hun talte vel nærmest med Købstadforhold for Øje, naar hun paapegede de Lettelser og Forandringer, som hun mente kunde indføres i Husvæsenet.
Det vil vist vare længe, før vi her paa Landet faar Varmeapparater i Stedet for Kakkelovne, og maaske endnu længere, før vi faar taget Elektriciteten i Brug i Husvæsenets Tjeneste. Særlig da i de Egne, hvor Husene og Gaardene ligger spredte. Men vi hjælper os vel ogsaa foruden, naar vi forstaar at tage den Hjælp i praktisk Brug, som vi har.
Her i Vestjylland har vi endnu den gode, gamle Skik, at vore unge Piger gaar med til Markarbejde og Malkning. I mange Hjem har Husmoderen ikke megen Hjælp inden Døre om Sommeren. Men nu har Mændene jo de mange Maskiner, saa kan de ogsaa tidt give en Haandsrækning ved Malkning. Og hvorfor kan vi ikke opdrage vore Drenge saaledes, at de kan give en hjælpende Haandsrækning ved det huslige Arbejde. Det vilde være til Gavn for dem selv senere i Livet saa-mangen Gang. Vi kender vist alle, hvor daarligt et Hjem kan være stillet, naar Konen er syg og de ingen Pige har. Manden kan ikke lave Mad, har end ikke det fjærneste Begreb om, hvordan han skal bære sig ad. Han kan ikke gøre rent, saa Hjemmet kommer til at se sørgeligt ud, om de ikke snart faar Hjælp. Hvor godt vilde det ikke have været, om han havde forstaaet sig en lille Smule paa de simpleste Regler for at holde et Hjem i Orden. Jeg synes godt om den Mand, som i en snæver Vending kan hjælpe sin Hustru med at vaske Gulv eller lignende. Og jeg kan godt lide den lille Dreng, som tager Malkespanden og vil hjælpe sin Søster at malke. Lad os prøve paa at lære vore Drenge, at al Slags Arbejde er lige godt, selv det allermindste, naar det bliver udført i Trofasthed og med et villigt Sind. Den Tanke sidder desværre altfor fast i manges Sind: »Nej, det Arbejde det er virkelig ikke for Drenge, det kan Pigerne gøre«. Jeg tror den Tankegang har gjort megen Skade, og rækker langt videre end mange tror, og har gjort sit til, at Kvindernes Gerning mange Gange er bleven saa lidt værdsat, som den er.
Bjørnson sagde i sit bekendte Foredrag ved Dansk Kvindesamfunds Møde i Horsens, at mange Drenge ikke brød sig om at lege med Piger, men sagde: »Du er jo kun en Pige«. Jeg tror det vilde være godt, at Drengene fik lært at indse, at en Pige er akkurat lige saa betydelig en Person som en Dreng. Det, det gælder om, er kun at blive et godt og et dygtigt Menneske. Jeg er enig med Indlederen af Foredraget i, at Drengene selv skulde lære at sy Knapper i og stoppe Strømper. Nu er
det saaledes de fleste Steder, at de skal have Hjælp til alt muligt. Hvorfor kan de ikke ogsaa godt lære at strikke eller sidde med et andet let Haandarbejde? Naar Far eller Mor en Vinteraften læser højt, da kan Smaapigerne sidde pænt stille med et Sytøj eller Strikketøj; men Drengene har svært ved at være rolige. Hvorfor? Fordi de ikke har deres Hænder sysselsat med noget.
Jeg har nylig læst i et Blad, at i en Skole for voksne Mænd i England var Eleverne inddelt i Hold, som skiftevis vartede op og vadskede op efter Frokost, 5-The og Aftensmad. Bladet tilføjede, »at denne Ordning gav dem en vis praktisk Færdighed, foruden et sundt Indblik i Husvæsenets Genvordigheder. Et Forhold, som sikkert maa tilskrives nogen Betydning for deres hjemlige Lykke, naar de engang selv sætter Bo«.
Og det er sikkert sandt nok, men jeg vil nu mene, at det mere bliver Hjemmenes Sag end Skolens, at lære Drengene at forstaa og værdsætte og lære noget af det huslige Arbejde. Jeg tror, at der i vor Tid er en Tilbøjelighed til at lægge altfor meget over paa Skolen af det Ansvar, som Hjemmene selv skulde tage op. Næsten alt skal lægges paa Skolen. Nu ved jeg vel, at der er de Hjem, som er saa daarligt økonomisk stillede, at de ikke kan tage sig af deres Børn, og ligesaa vel ved jeg, at der er saa daarlige Forældre, der mangler alle Betingelser for at kunne tale med deres Børn om det, som kan have Betydning for Børnene. Men til alle dem, der kan, vil jeg sige: »Læg dog ikke alting over paa Skolen, for ingen Specialist, ingen nok saa dygtig Skolepædagog kan tale saaledes med Børnene, som den Far eller Mor, der forstaar sine Børn og gerne selv vil paavirke dem.
Og lad Drengene saa vel som Pigerne forstaa, at de godt kan lette Arbejdet lidt for Mor, saa hun kan bevare sin Kraft, baade legemlig og aandelig til Børnene bliver store. Det er ikke godt for hende, at sætte alle Kræfter til paa det tidt trættende Husvæsen, hun kan ikke holde ud at arbejde fra Morgen til Aften, for hun trænger til at faa sin Aand udviklet ved Læsning og Samtale. For det er sandelig ikke nok for et Hjem, at Moderen kan faa Maden lavet, Huset holdt i Orden og Tøjet syet. Nej, hun maa ogsaa kunne give noget af sin aandelige Personlighed.
Marie Thulesen skriver i sidste Nr. af »Kvinden og Samfundet«, at den Stilling en Kvinde har som et Hjems Herskerinde, enten hun nu kaldes Husets Frue eller Konen i Huset, den giver hende i M. T.s Øjne en Værdighed og Magt, som en anden Stilling vanskelig vil give hende«.
Jeg vil dertil sige, at saa maa den Kvinde sandelig være en Personlighed, og det er der desværre saa mange Husmødre, som ikke er. Det er netop det, de skulde udvikles til at blive.
Marie Thulesen mener, at enhver Kvinde er født og baaren til Hjemmets Gerning. Det mener jeg ikke. Og lige saa herligt som det er at staa i et Hjem med alle Evner og Kræfter, for den, der egner sig til det, lige saa svært maa det være for den, hvis Evner og Kræfter gaar i en anden Retning. Og mon ikke den Lærerinde f. Eks., som med hele sin Sjæl gaar op i sin Gerning, mon ikke hun kan eje lige saa megen Værdighed som en Husmoder og mon ikke hun kan være født og baaren til den Gerning. Jo tilvisse! Og saaledes kan man blive ved. Enhver Gerning, ja lige ned til den allermindste, er lige værdig, naar den blot bliver udført i Trofasthed.
Dansk Kvindesamfund har været med til at faa Dørene aabne for alle dem, hvis Evner gik i de forskellige Retninger. Været med til at højne Kvindens Stilling baade i Familielivet og Samfundslivet, til Held for Kvinderne selv, saa de mere og mere er kommen til at staa som jævnbyrdige Personligheder, sammen med Mændene. Og jeg mener: Til Held for Samfundet og for Hjemmene med.
Men naar »Kvinden og Samfundet« slutter sin Artikel om Fru Lis Jakobsens Foredrag med de Ord, at Kvindens Arbejde og Opgave i Hjemmene vil blive mere og mere indskrænket, saa maa jeg sige: »Det vil jeg nødig tro, det tror jeg vilde blive til Skade for vort Folk. For de fleste Kvinder vil Hjemlivet vist blive deres rette Felt. Og fra de smaa Samfund skal det store hente sin Kraft, og det gælder om at flere og flere Hjem maa komme til at føle deres Ansvar og tage Opgaverne op. Men Alburum for Undtagelserne og Frihed for alle Evners Udfoldelse«.
Naar jeg nu har skrevet om, at vi skulde prøve paa at lære vore Børn at hjælpe til ved det huslige Arbejde, saa vil jeg tilføje, at det er selvfølgelig lettere for os her paa Landet at tage vore Børn til Hjælp, her hvor vi heldigvis ikke har det Eksamensjageri for Øje, som Bybeboerne har. Her kan blive Tid til at Børnene kan lære at arbejde i Hus og i Have, i Mark og i Eng. Her behøves ingen Fodboldhold eller Spejderpatrouiller, men her lærer de at tage praktisk fat og faar derved den Udvikling, som deres Legeme kræver. (Selvfølgelig drives der Gymnastik her, baade for Børn og Voksne).
Det er jo saa rimeligt, at naar en Købstadkvinde skriver, saa bliver det med de Forhold for Øje, som hun kender bedst og ligesaa med Landbokvinden. Men det kunde jo være rart, om vi bedre og bedre kunde lære at forstaa hinanden.
De mange Stævner og Møder, som vi har nu til Dags, hvor Folk møder fra By og Land og fra alle Samfundslag, skulde jo gerne gøre sit til Forstaaelsen.
Jeg kan ikke slutte denne Artikel før jeg faar udtalt min Forundring over, at saa faa Købstadfolk sender deres unge ud paa Landet paa vore Højskoler. Det er jo næsten udelukkende Landboernes Unddom, der fylder Højskolernes Bænke Sommer og Vinter. Har Købstadbeboerne endnu ikke faaet Øjnene op for, hvor stor en Betydning disse Skoler har haft og endnu har den Dag i Dag for dansk Aandsliv? I denne Skolegerning staar mange betydelige Personligheder, Mænd og Kvinder, og giver det bedste, de ejer, for at dygtiggøre og vække Danmarks Ungdom.
Hvad om den Dag kom, da Købstadungdom og Landsbyungdom sad Side om Side paa Højskolens Bænke og hørte paa de mange gode Ord sammen og sang vore herlige Sange sammen!
Det skulde nok kendes i Danmark, og det vilde være den allerbedste Maade for Købstadfolk og Landboere at lære at forstaa hinanden.
Velling, d. 13. August 1912.
