« Tilbage til søgeresultaterne
Af Statsminister Staafs Tale i Førstekammeret d. 18. Maj d. A
Hvis jeg nu spørger: Er dette Krav om Kvindens Valgret et døgnflueagtigt, et forbigaaende Krav, eller vil det staa fast, til det har naaet sin Løsning, - saa er det mig jo ikke ubekendt, at der har eksisteret mange politiske Krav, ogsaa i store og dybtgaaende Rettighedsspørgsmaal, som kun har været af en forbigaaende Beskaffenhed. Men hvis man nærmere undersøger disse Kravs indre Egenskaber, hvis man undersøger, hvordan det kan være, at de ligesom er gaaet til Bunds og har ophørt at gøre sig gældende, saa tror jeg, at man oftest vil finde, at der, gemt i den Form, under hvilken en Fordring er bleven stillet, ligger et dybere Krav, som man har kunnet imødekomme under en anden Form.
Men er der nogen, der kan tænke sig, at Kravet om Kvindens Valgret, efter at det er blevet vakt til Live og har grebet om sig, som det har, vilde lade sig stille tilfreds med noget andet end sin egen Opfyldelse? Jeg tror, det er ganske udelukket, og jeg tror, at der findes en meget stærk positiv Grund for den Antagelse.
Thi, mine Herrer, hvis vi betragter denne politiske Fordring, saa er den jo ikke isoleret, noget som uden paaviselig Forbindelse med de store politiske Hovedstrømninger pludselig er fremtraadt. Den er i Virkeligheden ikke andet end et nyt Udslag - paa et særligt Omraade - af den største politiske Kraft, der har virket i mere end et Aarhundrede; den politiske Kraft, som den franske Revolution formulerede som Kravet om Ligestillethed. Hvad den Kraft har betydet for Samfundenes Omdannelse, er her ingen Anledning til at gaa nærmere ind paa. Ser man paa Samfundene - jeg taler om de vesteuropæiske Samfund i det hele taget - ser man paa dem, som de nu er, og sammenligner dem med, hvad de var, førend Lighedskravet havde faaet Indpas i Menneskets Sind, saa forstaar man, at denne Kraft paa sit Omraade, med Hensyn til Ordningen af Samfundenes indre Forhold, har været af lige saa stor Betydning som de materielle Kræfter, der for omtrent 100 Aar siden blev opdaget, og som saa gennemgribende har omdannet Menneskenes ydre Livsbetingelser.
Man kan sige, at Kvindens Krav om Valgret ikke er andet end en Fortsættelse, en ny Udvikling af den Følelse, den Stemning, som en Dag betog de saakaldte borgerlige Mennesker i Samfundene, og som gjorde, at de spurgte baade sig selv og andre: Hvordan er det muligt, at vi, fordi vi ikke er født adelige, ikke skal have rigtige Menneske- og Borgerrettigheder? Det var det Spørgsmaal, som væltede Adelsvældet og Privilegierne. Det er en Fortsættelse af det Spørgsmaal, som de Fattige paa et senere Tidspunkt stillede, idet de sagde: Er det virkelig retfærdigt, at jeg, fordi jeg er født fattig og ikke har Udsigt til at blive andet end fattig, ikke skal kunne faa nogen Indflydelse paa mit Fædrelands Anliggender? Dermed begyndte Kampen mod Valg efter Formue i alle Lande, en Kamp, som nu næsten overalt er endt med, hvad man har kaldt den »almindelige Valgret« - saaledes kaldt, indtil Kvinderne ogsaa for deres Vedkommende begyndte at lade høre fra sig og spurgte: Er det Retfærdighed, naar vi, kun fordi vi tilhører et andet Køn, ikke bliver betragtede og behandlede som fuldmyndige Medborgere? Naar det saaledes er utvivlsomt, at denne Fordring udgør et nødvendigt Resultat af en anden mere omfattende Fordring, af en Kraft, hvis Virkninger vi endnu kun delvis har set - vi vil nok efterhaanden faa at se endnu flere og endnu større - saa kan man videre spørge: er der da nogen Udsigt til, at de Forhold, som har fremkaldt disse Spørgsmaal om Ret ogsaa for Kvinderne, kan ændres? Flere Talere har under Debatten berørt, at disse Forhold for en meget stor Del skyldes Kvindernes stedse større og større Indtrængen i Samfundsarbejdet paa de aller fleste Omraader. Det er klart og tydeligt, at den Kvinde, som sammen med en Mand arbejder paa en Fabrik, den Kvinde, som sidder paa Kontor og arbejder sammen med Mænd, den Kvinde, som arbejder sammen med Mænd i Skolen, den Kvinde, der arbejder som Læge ved Siden af Mænd - det er klart og tydeligt, siger jeg, at alle disse i Samfundet arbejdende Kvinder med Rette maa gøre det Spørgsmaal: Kan det være retfærdigt, at vi ikke skal have en Smule at sige om vort Fædrelands Anliggender? Er det virkelig muligt, at vi kan være dygtige nok - hvad nu almindeligt indrømmes - til at udføre, hvad der er vort Arbejde, vort Haandværk, men at en uoverstigelig Skillemur stilles mellem Mændene og os, naar Talen gælder vort fælles Fædrelands Anliggender?
Ingen af Dem, mine Herrer, tror, at den Udvikling, der saaledes er kommen i Gang, kan skrues tilbage. Det er tvertimod tydeligt, at Kvindens Ret og Muligheder til at naa op til bestandig flere Stillinger, at magte bestandig flere Opgaver i vort Samfund, vil øges Aar for Aar. Men naar saaledes Aarsagerne bestandig øges, er det jo ikke muligt, at Virkningerne, som netop bestaar i Kvindens Valgretskrav, vil blive mindskede. Ja, dette gælder nu de Kvinder, der har en Virksomhed udenfor Hjemmet. Det er tydeligt og naturligt, ja psykologisk givet, at det er hos de Kvinder, man kalder »selvforsørgende«, at Tanken først er vaagnet. (Jeg for min Del har nu den Opfattelse, at Størstedelen af gifte Kvinder i vort Land ogsaa er »selvforsørgende«, saa det er urigtigt kun at kalde de andre »selvforsørgende« og udelukke de gifte). Lidt efter lidt har Tanken saa bredt sig til Kvinder indenfor Hjemmene. Ogsaa de har spurgt og spurgt sig selv og, saa vidt jeg forstaar, med rette: Vi, som har det store Hverv at opdrage den unge Slægt, kan vi med Retfærdighed holdes helt udenfor al Indflydelse paa det Lands Anliggender, for hvilket vi opfostrer den unge Slægt?
Det er med disse Betragtninger, jeg støtter den hos mig stadig mere rodfæstede Opfattelse, at vi her har at gøre, ikke med et Spørgsmaal, der er en politisk Modesag for Døgnet, men med et Spørgsmaal, der har grebet saadan om sig og gaar saa dybt i Sindene, at det ikke er tænkeligt, at det kan forsvinde uden at blive løst.
Nu er det i Forbigaaende sagt ret mærkeligt, at ogsaa fra Højres Side, hvor man jo har en Modvilje for at tænke sig Kvinderne i Politiken, kan denne Modvilje ved visse Lejligheder hurtigt og pudsigt forflygtiges; det er jo forbausende! Jeg skal anføre et lille Eksempel. I Efteraaret foranstaltede Højre et storslaaet Protestmøde mod en Regering, som jeg ikke nærmere behøver at nævne, og mod en af denne Regerings Forholdsregler. Man fandt det nok ikke praktisk udelukkende at stole paa Mænd til at fremføre Indignationen og Protesten, men man betroede det ogsaa til en fremragende kvindelig politisk Taler. Og efter hvad man kunde forstaa af Referatet, var det nok egentlig hende, der i aller højeste Grad havde fundet rammende Udtryk for Forsamlingens Mening. Det var ikke til at tage fejl af, at de andre havde kun bidt og slaaet, men hun havde aldeles pulveriseret Regeringen! Hvis det nu er Tilfældet - og der kunde anføres overordentlig mange Eksempler derpaa, ja ikke paa Kvinder, der har pulveriseret Regeringen, men ialt Fald paa Kvinder, der har optraadt paa Højres Møder og talt, og som anses for paa en fortræffelig Maade, paa en særlig heldig Maade at have givet Ord for Højres Opfattelse - hvis det nu altsaa er saadan, at Højre finder sig godt i og sætter Pris paa den politiske Højrekvinde udenfor Rigsdagen, er det saa konsekvent at sige, at hun ikke duer til at vælge, og at hun ikke duer til at optræde indenfor Rigsdagen?
Jeg for mit Vedkommende tror, at man skal have vanskeligt ved at finde et rigtigere og klarere Udtryk for den kvindelige Valgretsbevægelses Stilling, som den igennem en Aarrække har formet sig hos os, end det, som daværende Justitsminister, Hr. Albert Petersson, Aar 1907, fremsatte, og til hvilket samtlige Regeringsmedlemmer sluttede sig, med Undtagelse, tror jeg, af to, daværende Statsraad Trolle og Tingsten, som fordi de ikke var Tilhængere af Forholdstalsvalgmaaden, ytrede en afvigende Mening. Angaaende den kvindelige Valgret udtalte Statsraaden følgende: »For mig er det klart, at den nuværende Bevægelse for, at saavel den gifte som ugifte Kvinde selv maa kunne varetage deres Interesser og tillige med Manden tage Del i det offentlige Liv, er en Ytring af selve Tidsaanden og en umiddelbar Følge af den større Selvstændighed, som Kvinden i stadig højere Grad har naaet i sin Virksomhed. Det berettigede i denne Bevægelse er jeg ogsaa villig til at erkende, og jeg for mit Vedkommende er overbevist om, at det Maal - politisk Valgret for Sveriges Kvinder - som nu har saa mange varmhjertede Fortalere, i en nær Fremtid vil blive til Virkelighed«.
Det er for at prøve paa at naa denne Virkelighed, som den daværende Justitsminister tydeligt haabede paa, at dette Forslag nu i Aar er fremkommet, og det er under Paaberaabelse af disse, som jeg synes, i saa høj Grad sande Ord, maaske end yderligere understregede af, hvad Hr. Thyrén Aar 1908 ytrede om, at baade Logiken og Retfærdigheden byder os at give Kvinden Valgret, at jeg nu beder Kammeret give Regeringens Forslag sin Tilslutning.
