« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsesladder
Det var i en Jernbanekupé; der sidder tre Damer og drøfter ivrigt Grosserer W.s store Fallit. Overfor dem sidder en tæt tilsløret Dame; hun har trukket Gardinet for Vinduet, sat sig tilrette i Hjørnet og tydelig givet tilkende, at hun ønsker at blunde.
»Ja, sikke Tider vi lever i,« sider den ene Dame, »værre kan det da umuligt blive, og De skal se, der er noget kriminelt ved den Historie, det siger alle, og at hun har sin store Skyld, det er soleklart.
»Ja, det har De saamænd Ret i, kære Fru Jensen, tænk Dem, Møbler betrukket med hvidt, naalestribet Silke, og sidste Jul købte Fru W. en Hermelinsbesætning til 1000 Kr., og det er jo en hel Kapital hun render rundt med i Pleureuser og Strudsfjer.« - »Ja, og nu skal De høre en kostelig Historie,« siger en lille, vissen Frøken, »da Fru W.s første Barn var i Kirke, bestilte hun hvide Handsker til Spædbarnet, de havde nær knækket alle Barnets ti Fingre for at faa dem paa.«
- »Gud, Kære, er det sandt?« - »Jo, De kan tro det; vi havde en Pige, hvis Kæreste var Fætter til Fru W.s Husjomfru, saa Kilden er paalidelig nok. Ja, ekstravagant har den gode Frue altid været
- og« - her sænkedes Stemmen - »hvordan mon det egentlig stod til i ægteskabelig Henseende; der siges saa meget, det var vist et moderne Ægteskab, hvor hver gaar sine egne Veje.« - »Ok ja, Fru Berg,« siger Fru Jensen, »vi er gammeldags vi to. Var hun i Grunden køn, Fru W.? Jeg kender hende saamænd ikke, om jeg saa faldt over hende.« - »Køn,« siger den gamle Frøken, »det er lige som man tager det, jeg saa hende for flere Aar siden i det kgl. Theater, hvor hun koketterede til alle Sider og havde en blegrød Rose ved hvert Øre. Hun lignede en Hest, der vil bide.« - »Ja,« siger Fru Jensen med et gudhengivent Blik, »jeg hører ikke til dem, der skubber til den Vogn, der hælder, og jeg ønsker saamænd ikke ondt over Fru W., som jeg sletikke kender, men jeg vil dog sige, at en saa letsindig Livsførelse fortjener Straf.« - »Den faar hun, Kære,« forsikrede den gamle Frøken, »Hjemmet er jo opløst, Børnene bliver foreløbig hos Svigermoderen, og Fru W. rejser til London, hvor hun skal styre Huset for en Broder; det bliver vist en net Styrelse den.«
»Men Kære, hvor Tiden er gaaet, vi er virkelig i Esbjerg, ja, her skilles jo vore Veje. Jeg bliver her, og Damerne skal videre. - Esbjerg er forresten en væmmelig By, et rent lille Sodoma med megen Letsindighed. Gud hjælpe os«. - Damen lige over for har rejst sig; hun slaar Sløret tilside og siger roligt: »Tak for behageligt Rejseselskab mine Damer. Jeg er Fru W. Jeg rejser nu til England. Det er det eneste sande Punkt i al Deres Sladder. De har gjort det lettere for mig, at forlade et Land, hvor Sladderen hensynsløst, ondskabsfuldt og usandt følger En lige til Skibets Landgangsbro. Farvel mine Damer«. »Ih, Gud fri os«, siger Fru Berg, »det er det skrækkeligste, jeg endnu har været med til«. »Hvad gir De mig?« spørger Fru Jensen forvirret. »Ingenting«, svarer Frøkenen, »for jeg er ligeglad, jeg har kun sagt, hvad Alverden siger. Det var et Uheld, det indrømmer jeg, men mig imponerer Fru W. ikke med sin Holdning som Dronningen af Saba«.
