Moderretten.
Skønt jeg ellers for øvrigt er enig med Katrine Pedersen i „Hverdagstanker”, maa jeg dog med Redaktionens Tilladelse føje et Par Bemærkninger til.
Det er sandt, at meget vilde være vundet, hvis Kvinderne arbejdede i den antydede Retning, og det er ganske sikkert ogsaa den Vej, vi maa gaa. Men selv om vi virkelig kommer saa vidt, hvad jo dog mange er, at være økonomisk selvstændige uafhængige af Mandens Forsørgelse da føler vi gifte Kvinder, der har Børn, at der alligevel er en Hage ved Selvstændigheden en Hage saa slem, at hver Gang vi løfter Haanden for at tage et Krafttag og hævde vor Personlighed og vore Rettigheder over for Manden (vore Børns Fader), da farer det med Fortvivlelsens Skrig gennem os: mine Børn! han kunde jo tage dem fra mig! Enhver Moder forstaar, at værre Pisk og stærkere Tømme til at køre os i, gives der ikke end den Lov, der giver Manden Ejendomsret over Børnene.
Nej, vi skønner det, at saalænge Moderretten er et dødt Begreb, saa længe vi faktisk er tvungne til at sætte Liv og Helbred ind paa at føde Mændene Børn, paa hvis Opdragelse de i Følge Eksemplet og hele Ægteskabssystemet har Hovedindflydelsen, saa længe maa vi finde os i, at se den ene Flok unge Mænd efter den anden drage ud i Verden, allesammen med den samme Pisk i Haanden, og de fleste med Bevidstheden om, at de har Ret til at bruge den. Saa længe en slig Lov staar ved Magt, da maa i alt Fald vi gifte Kvinder tale sagte om Selvstændigheden, selv om vi virkelig har naaet et godt Udkomme. For hvad nytter det, om vi ogsaa er i Stand til at give vore Børn den bedste Opdragelse, naar den usleste Pjalt af en Fader (saa vel som den bedre), ja selv om han bevislig er et moralsk fordærvet Subjekt, kan afskære os fra al Indflydelse paa Børnenes Opdragelse og derved paaføre os de værste Kvaler.
Man skulde synes, det var den simpleste Ret, om begge Forældrene havde Lige Ret til Børnene enten i Forening eller delt. Naar desuagtet den ene Part af Menneskeheden, og det endda den Part, der kun har Nydelsen ved at skaffe dem til Verden, har tilegnet sig dem som Ejendom, da maa det siges at være den blodigste Uret, der kan tænkes; thi hvad er værre end at berøve et Menneske Del i Efterslægtens Liv?
Der er derfor intet, jeg bebrejder mine Opdragere saa haardt, som dette, at de lod mig gaa ind i Ægteskabet uden Viden om de Love, jeg der var underkastet. Det er saa grænseløst letsindigt af de ældre, saaledes at lade de unge sætte sit Navn under paa et Dokument uden at have set, hvad det indeholder. Men det ligger jo ikke i Mændenes Interesse, dem, der sædvanlig sidder inde med Opdragelsesanstalterne, at holde oplysende Foredrag om slige Emner. Vi Kvinder maa derfor arbejde det ind i vore Døtres Bevidsthed, hvor nedværdigende og forfærdeligt det er, saaledes at sælge baade sig selv og sit Afkom, selv om den bedste Forsørgelse vinker dem, ja selv om de virkelig staar paa egne Ben i økonomisk Henseende. Det maa være os klart, at vi begaar en Forbrydelse ved saaledes at lade de unge Kvinder danse ind i Ægteskabet med Slør paa. Lad være, at Ægteskaberne derved indskrænkes i Antal. Ulykken derved vilde saamænd ikke være saa stor for de flestes vedkommende; thi hele Grundvolden under denne Institution er saa gennemraadden, at der maa en ny til, hvis det skal gaa i Længden. Ellers vil det ganske simpelt føre til, at enhver selvfølende, selvstændig og ærekær Kvinde vil betragte det som en Skam at gifte sig.
Derfor for Levebrødets Skyld, for Eksistensens Skyld og fordi det er ethvert Menneskes Pligt at forsørge sig selv, maa vi Kvinder arbejde os saa langt frem som vel muligt; men for virkelig at faa rigtig Gavn og Glæde af disse Goder, maa vi først og sidst arbejde for at skaffe lige Valgret for alle Samfundsmedlemmer; thi kun gennem Valgretten kan vi faa Indflydelse paa Lovene og dermed Magt til at løse alle de snærende Baand. Først da naar vi Selvstændighed.
