« Tilbage til søgeresultaterne
Forbud mod Kvinders Natarbejde
Det synes, som om Spørgsmaalet om Forbud mod Kvinders Natarbejde paany skal blive brændende. Efter at Landstinget i Foraaret med alle Stemmer mod Socialdemokraternes 4 havde vedtaget, at § 25 (Forbud mod Kvinders Natarbejde) skulde udgaa af Lovforslaget, havde man næppe ventet, at Folketingets Medlemmer skulde tage denne Sag op til saa indgaaende Drøftelse, som Tilfældet blev. Da Spørgsmaalet maa formodes at have Interesse for mange af »Kv. og Samf.«s Læsere, skal vi efter Rigsdagstidende bringe nogle af de mest karakteristiske Udtalelser.
Socialdemokratiets Ordfører, Herr Sigvald Olsen, udtalte bl. a.:
». . . Jeg beklager, at den nævnte Bestemmelse er gaaet ud. Jeg ved godt, at der indenfor de kvindelige Arbejderes Rækker har været en Del Modstand mod denne Bestemmelse, det vil der altid være blandt dem, der paa en eller anden Maade rammes af en Lovgivning som den, vi her har med at at gøre......
. . . Jeg beklager som sagt, at denne Bestemmelse er gaaet ud, thi man kunde let være blevet enig om for de Kvinder, der for nærværende Tid er beskæftiget ved Nattearbejde, at give en noget længere Frist end den foreslaaede, saa at de ikke skulde føle sig i saa høj Grad brøstholdne. Men det drejer sig jo her om et Princip i Kvindebevægelsen, nemlig dette, at Kvinden skal have Ret til at gøre det samme som Manden og skal være selvbestemmende i et og alt.«*)
*) Alle Udhævelser foretagne af mig.
L. N.
Folketingsmand Rørdam (Radikal), der jo som Formand i Arbejdsraadet har været med til at foreslaa, at Natarbejdsforbudet indsættes i Loven:
». . . Jeg er i alle Forhold en varm Tilhænger af Kvinders og Mænds Ligestilling her i Livet, men jeg tror, at Kvindesagens Forkæmpere tager noget fejl, naar de paa dette Omraade saa kraftigt hævder Kvinders og Mænds Ligestilling. Det er en noget doktrinær Anskuelse, som væsentlig hævdes af Overklassens Kvinder, for de arbejdende Kvinder vil i det lange Løb staa sig ved, at der kommer Forbud mod Kvinders Natarbejde. Naar man gør gældende, at der nu er en Del Kvinder, der arbejder om Natten, og at det vil være urimeligt at forbyde dem dette Arbejde, kunde jeg tænke mig, at man kunde gaa ind paa et Kompromis, saaledes at Indenrigsministeriet efter Arbejdsraadets Indstilling tilstod Dispensation fra Forbudet i visse Fag i et begrænset Antal Timer. Derved vilde man maaske kunne faa Spørgsmaalet løst. Men i Virkeligheden gør man Kvinderne en større Tjeneste ved at forbyde deres Natarbejde i Fabrikkerne, og jeg synes, det er urimeligt, naar Kvinderne her hævder, at det er at forringe deres Menneskeværd, at det er at stille dem lige med Børnene og de umyndige. Det er, som sagt, kun ud fra den Betragtning, at Kvinderne er fysisk svagere end Mændene, at man har truffet denne Bestemmelse i mange Lande.«
Folketingsmand Holger Neergaard (Højre) udtalte i Begyndelsen af sit Foredrag: ». .. . at en streng Fabrikslovgivning medfører forøget Hjemmearbejde.« Senere udtalte han sin store Betænkelighed ved at forbyde de 3000 Børn mellem 12 og 14 Aar, som har Fabrikarbejde, at fortsætte med dette Arbejde, medens man lod Børn vedblive at arbejde i andre Virksomheder. Herefter maatte man være berettiget til at vente, at Folketingsmanden vilde være en Modstander af Forbud mod Kvinders Natarbejde, men i Stedet for udtalte han følgende:
«... I det hele taget er den moderne Feminisme, om jeg saa maa sige, den, der kæmper for Kvindens Ligestilling med Manden, i Virkeligheden løbet ganske galt i Byen. Det er ganske forkert, fuldstændig urimeligt, at Kvinder overhovedet kan gøre Mands Arbejde, navnlig kan de ikke gøre det paa de Omraader, her er Tale om. Derfor har man ikke Ret til at ophøre med at beskytte Kvinden. Jeg maa sige, at jeg absolut ikke deler den Anskuelse, at man ikke kunde lovgive om, at Kvindernes Arbejdstid skulde indskrænkes, hvis man i øvrigt mener, at man vil indlade sig paa at bestemme noget om voksne Mennesker, og det gør vi jo med Hensyn til Kvinden, naar hun er Moder. Det er det centrale, at Kvinden er Moder, og Hovedopgaven for Lovgivning af denne Art skal derfor være at beskytte hende som Moder, thi i det Øjeblik vi opgiver at beskytte Kvinden som saadan og i det hele taget vover os ud i at lade Kvinden blive ligestillet med Manden, begaar vi et ganske overordentligt stort, maaske skæbnesvangert Fejlgreb overfor Kvinden i hendes Stilling i Samfundet.«
Indenrigsminister Jensen-Sønderup, som i sin Tid ved Lovforslagets Forelæggelse i Landstinget udtalte, at han havde sine Betænkeligheder ved et Forbud rettet mod Kvinder alene, synes nu ikke at have noget bestemt Standpunkt. Til en Bemærkning af Holger Neergaard om det mærkelige i, at det konservative Landsting havde forkastet Forbudet, medens den radikale Rørdam ønskede dette genindsat, udtalte Ministeren: »Det er et Vidnesbyrd om, at der dog en Gang imellem findes et Spørgsmaal, der er unddraget Partipolitikken.« Indenrigsministeren fortsatte derefter:
». . . Jeg erkender, at der kan føres adskilligt i Marken for begge Opfattelser. Jeg skulde være tilbøjelig til at tro, at der ikke vil ske nogen Skade hverken for de paagældende Virksomheder, ej heller for Kvinderne, ved at gaa til en Ordning, hvorefter Kvinders Natarbejde bliver forbudt, naar man som Overgangsbestemmelse fastsætter, at de, der nu har saadant Arbejde, fik Lov til at fortsætte med dette Arbejde et Antal Aar eller maaske, saa længe de vilde blive ved at arbejde, saa det kun blev forbudt fremtidig. Jeg tror heller ikke, det vilde volde nogen større Vanskelighed for Lovforslagets videre Gang.«
Regeringspartiets Ordfører, Folketingstingsmand Philipsen, udtalte, som omtalt i sidste Nr. af »Kv. og Samf.«:
». . . Med Hensyn til Kvindernes Natarbejde mener jeg, at naar man lovgiver efter Samraad og i nærmere Samarbejde med Organisationerne paa alle andre Omraader, maa man ogsaa gøre det paa dette Omraade, og da Kvindernes Organisationer nu har bedt om at blive ligestillet med Mændene, finder jeg det ret rimeligt, at de føjes deri.«
Kvinderne maa være Folketingsmand Ivar Berendsen megen Tak skyldig for hans Udtalelser henimod Mødets Slutning. Hr. Berendsen gik nemlig ind paa det, som for Kvinderne er det centrale i denne Sag, nemlig de økonomiske Følger af et eventuelt Forbud. Folketingsmanden udtalte bl. a. følgende:
». . . Vi kan alle være enige om, at det er beklageligt, at Kvinder møder paa Arbejdsmarkedet, hvad enten det er af Konkurrencehensyn overfor Mændene, at man beklager det, eller det er af Hensyn til, at det ikke er godt for Kvinderne selv eller for Hjemmene. Men hvad enten vi beklager det, eller det i det hele taget er beklageligt, saa hindrer det ikke Kvindernes Deltagelse i Arbejdsmarkedet, denne er et Faktum, der beror paa økonomiske Aarsager. Det er det praktiske Grundlag. Altsaa, vi maa undersøge dette: Hvorfor skulde Kvinders Natarbejde i Fabrikkerne være værre end andet Arbejde? Jeg vil for det første sige, at Arbejdet i Fabrikkerne er det bedst kontrolerede af alt Arbejde, ikke bare for Kvinderne, men ogsaa for Børnene og for Mændene. Kontrollen med Arbejdet er ingen Steder saa gennemgribende som i Fabrikkerne. Driver vi Kvinderne ud af Fabrikkerne, driver vi dem ikke ud i noget, der hedder skadeligt Arbejde eller mere skadeligt Arbejde, vi driver dem ud i ukontroleret Arbejde, ud i Udsvedningsarbejdet, ud i Hjemmearbejder, som nu først begynder at komme under lidt svag Kontrol. Det er sikkert, at driver vi dem ud fra Fabrikkerne, driver vi dem fra kontroleret til ukontroleret Arbejde. Dernæst, saaledes som Fabrikloven nu er indrettet, træffer de arbejdende Kvinder andre kvindelige Arbejdere paa Fabrikker, og det er den første Betingelse for, at de kan organisere sig, og Organisation er den første Betingelse for, at de kan opnaa bedre Vilkaar. Hjemmearbejde, Udsvedningsarbejde er, foruden at det er ukontroleret Arbejde, ensomt Arbejde, der ikke giver Adgang til Organisation, men lader de enkelte staa som svage Enere.
Saa kan man sige: Men lad dem blive ved Dagarbejdet og lad dem være fri for Natarbejdet. Dertil svarer jeg, at fra Udlandet ved vi, at det ikke kan lade sig gøre. Vi ved, at Fabrikarbejde ikke kan indrettes saaledes, at Mænd faar alt Natarbejde og Kvinder alt Dagarbejde. Enten maa de ogsaa tage Natarbejdet, eller ogsaa maa de gaa bort fra det kontrolerede Arbejde over til det ukontrolerede.«
Som det vil ses af disse Uddrag af Talerne i Folketinget, har adskillige af Folketingsmændene omtalt de »doktrinære« Kvindesagskvinders Modstand mod Forbudet. Til de af Folketingsmand Berendsen anførte praktiske Grunde mod dette skal vi kun føje nogle faa Bemærkninger.
Kvindesagskvinderne har nu gennem Aartier kæmpet for at faa Adgangen til Arbejde lukket op for Kvinderne, det er derfor indlysende, at de ikke stiltiende kan finde sig i en Bestemmelse, som vil-kaarligt vil udelukke Kvinderne fra alt industrielt Arbejde om Natten. Vi spørger, om nogen tror, at f. Eks. en Syerske med mindst 12 Timers Arbejdstid og en ugentlig Fortjeneste af en halv Snes Kroner er bedre stillet m. H. t. Sundheden end en københavnsk Sætterske, der arbejder i vel indrettede og kontrolerede Lokaler og tjener 26 Kr. 50 Øre gennemsnitlig om Ugen ved 7 à 8 Timers Arbejdstid, selv om sidstnævnte maa arbejde helt eller delvis om Natten.
Endelig maa det ikke glemmes, at der allerede i den gældende Fabriklov findes en Bestemmelse, som yder Kvinderne tilstrækkelig Beskyttelse. Denne Bestemmelse, der ogsaa findes i Forslaget til den reviderede Fabriklov, gaar ud paa, at Arbejde, som er særlig anstrængende eller skadeligt for Sundheden, kan forbydes Personer under 18 Aar og Kvinder. Mod denne Paragraf er der ingen Protest rejst fra Kvindernes Side, thi her træffes Afgørelsen ikke vilkaarligt, men efter nøje Undersøgelse vedrørende det enkelte Arbejdes Sundhedsfarlighed.
Der er dog næppe alvorlig Grund til at tro, at Folketinget vil vedtage Natarbejdsforbudet. Det skulde jo synes utænkeligt, at Folketingets Landsrepræsentanter, som er ængstelige for at Mejerskerne skal komme ind under en eller anden Forbudsbestemmelse, skulde forlange disse und-tagne, men derimod gaa med til at forbyde Kvinder alt andet industrielt Natarbejde.
