« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Udstilling i Nykøbing S
Nykøbingkredsens Styrelse havde faaet den gode Ide, - mulig paavirket af Erindringen om den sørgeligt miskendte Spareuge - til Agitationsugens Arbejde at knytte en Udstilling af Kvindearbejder.
Den gode Ide havde faaet en udmærket Udførelse og Resultatet blev ogsaa langt over alle Forventninger. Der var under Udstillingen et langt talrigere Besøg baade fra Land og By, end man havde turdet haabe, - og paa Grund af den store Tilslutning fra Udstilleres Side, blev Udstillingens Indhold saa rigt og interessant, at Udstillingen hvis hele Ordning var vellykket i enhver Henseende, virkelig blev en Begivenhed i Kvindesagens Historie der paa Egnen; den vil sikkert sætte Fart i Bevægelsen.
Fredag d. 27. Septbr. aabnedes Udstillingen paa Jernbanehotellet ved en Festlighed, der havde samlet en stor Skare Deltagere, navnlig Kvinder.
Frk. Skolebestyrerinde Moldenhawer bød Velkommen, takkede Udstillerne for deres Deltagelse i Udstillingen og fremhævede derefter i en kort Tale hvad der var Formaalet med Udstillingen, nemlig at vise, at Kvinderne baade kan og vil udføre et Arbejde saavel med Aand som med Haand og derved give et Vidnesbyrd om, at de fortjener at være Mændene ligestillede. Udstillingen maa derfor betragtes som et Led i Kampen for Kvindesagen.
Et Kvindesangkor under Ledelse af Frk. Krøll sang før og efter Indledningstalen.
Udstillingen omfattede hovedsageligt kvindeligt Haandarbejde i stor Udstrækning ligefra de fineste Broderier til mere almindelige Brugsgenstande. Men der er ogsaa andre Omraader paa hvilke Kvinderne ved denne Lejlighed viste deres Dygtighed; der er saaledes smukke Malerier, ja endogsaa Møbler forfærdigede af Kvinder. 15 selverhvervende Kvinder udstillede deres forskellige Arbejdsfrembringelser, blandt hvilke vi særlig skal fremhæve Fru Gartner Christiansens righoldige Samling af henkogte Frugter, Bær og Grøntsager, som vakte megen Opsigt paa den store Havebrugsudstilling i København, hvor der tildeltes Fruen baade Ærespræmie og den store Sølvmedalje.
Hele Ordningen af Udstillingen var overordentlig smagfuld og overskuelig, og særlig indbydende var Kaféen, der var indrettet i det til Løvhal omdannede Teater. Byens Damer leverede selv Kagerne hertil, og det er unødvendigt at sige, at Søgningen var overstrømmende. Forskellige Damer baade fra Byen og Landet glædede Publikum med Musiknumre.
Efter Udstillingens Afslutning samledes man Søndag Aften for at høre Kvindesagens energiske Forkæmper, Fru Thit Jensen Fenger tale om Kvindens Ligeberettigelse med Manden.
Resolutionen fremlagdes og vedtoges omtrent enstemmigt.
Kredsen og navnlig dens energiske og elskværdige Formand har gjort et stort og dygtigt Arbejde for paa en praktisk og anskuelig Maade at agitere for Kvindesagen. Byen og Egnen har set, at Kvinderne kan yde et godt og selvstændigt Arbejde ogsaa udenfor deres Hjem, - de vil forhaabentlig ved given Lejlighed vide at drage Nytte af disse Evner.