« Tilbage til søgeresultaterne

Et Jubilæum.

« Se emneord

Den 6. Juni 1866 oprettedes i Berlin det første Folkekøkken af Fru Lina Morgenstern, f. Bauer. Senere oprettedes der flere og flere, saa at Berlin nu har 17 saadanne Køkkener, der er til saa stor Velsignelse for Berlins Arbejderbefolkning.


Den 6 Juni i Aar højtideligholdt disse Køkkener 25 Aars Jubilæum.


Fru Lina Morgenstern og hendes Mand, som har været hende en trofast Medhjælper og Støtte i hendes Virksomhed, er endnu Sjælen i hele dette Foretagende, og arbejder med utrættelig Energi for, at de kan blive til saa stor Gavn for saa mange som muligt.


Den 6. Juni var derfor ogsaa en Højtidsdag for Ægteparret Morgenstern, hvor, saa at sige, hele Tyskland kappedes om at vise dem, hvor stor Pris man satte paa deres ædle Virksomhed. Rundt omkring i forskellige af Tysklands Byer, og udenfor Tyskland, er der oprettet Folkekøkkener efter samme Mynster som Berlins. Det første Telegram blandt de mange, Fru Morgenstern modtog, var fra Finland, fra Helsingfors Arbejderkøkken.


Om Jubilæumsfesten fortæller et tysk Blad. Vi gør følgende Uddrag, som maaske kan interessere ”Hvad vi vil”s Læsere, for hvem Fru Lina Morgenstern ikke er fremmed, da hun af og til, som Udgiver af Hausfrauenzeitung, er omtalt her i Bladet.


Omgivet af Børn og Børnebørn, modtog Morgensterns alt fra den tidlige Morgenstund den 6. Juni en Mængde Lykønskningsskrivelser, Telegrammer og Masser af Blomster i Hjemmet paa Lützowplatz. Kl. 11 begyndte den officielle Fest i Berlins Raadhussal, som var smykket med Faner, Kranse og store Potteplanter. Efter at den Hennebergske Sangforening havde foredraget en af Beethovens Sange, som passede til Lejligheden, holdt Dr. jur Jacobi Indledningstalen og mindede om, at det var paa en Tid, da Krigens Rædsler hjemsøgte Tyskland, da Nød og Hunger plagede saa mange Hjem, at Fru Morgenstern fik den smukke Tanke at skaffe billig, kraftig Føde til de mange fattige, hvis Forsørgere var borte. Og det var lykkedes hende at tilvejebringe en Institution, der almindelig anerkendtes for at være af stor social Betydning. Ti ikke alene Berlin, men en Mængde af Tysklands Byer havde fulgt det gode Eksempel, ligesom man ogsaa i Udlandet var gaaet i samme Spor.


Henved hundrede Foreninger var repræsenterede ved denne Fest. Foreningen ”mod Forfalskning af Levnedsmidler” overrakte ved sin Repræsentant Fru Morgenstern et Diplom som Æresmedlem af Foreningen. Den Frøbelske Børnehaveforening udtalte sin Tak til Fru Morgenstern som en af dem, der havde været med til at grundlægge Foreningen. En Æresgave overraktes hende med en Adresse, underskrevet af henved firsindstyve Mænd og Kvinder, deriblandt den bekendte Professor Virchow. I Adressen hedder det: I Dag for 25 Aar siden lagdes ved Dem Grundstenen til Berlins Folkekøkkener, en Del af Deres Venner føler sig i den Anledning opfordrede til at bevidne Dem sin Taknemlighed og Ærefrygt for den store Kærlighedsgerning, som Deres Hjerte opfandt, og som Deres utrættelige Virksomhed bragte til Udførelse. Den rige Velsignelse, som har fulgt Deres Værk, vil være Dem, ædle Frue, den skønneste Løn, og Bevidstheden om at have tørret saa mange Taarer, lindret saa megen Nød og stillet saa megen Sult, maa være Dem den største Tilfredsstillelse! - -


Det vil være for vidtløftigt at omtale alle de Adresser og Æresbevisninger, som henvendtes til Fru Morgenstern. Endnu skal kun bemærkes, at ved Slutningen af Festen overraktes til hver af Deltagerne et af Fru Morgenstern i Anledning af Jubilæet forfattet Festskrift. Det giver en klar interessant Meddelelse om Foreningens Virksomhed lige fra Begyndelsen indtil nu, og giver derved et værdifuldt Bidrag til den sociale Udviklings Historie fra det sidste Fjerdedels Hundredaar.


Om Eftermiddagen Kl. 6 fandt et livligt Festmaaltid Sted i den Zoologiske Haves Restavrationssal, hvori 400 Personer deltog. Senere paa Aftenen opførtes af Dilettanter, et af Fru Morgenstern forfattet Lystspil, „Berlins Folkekøkkener”. Frk. Olga Morgenstern, Jubilarens kæreste Datter, der arbejder i Forening med Moderen, deklamerede et af hende selv forfattet Digt, der handler om Krigens Rædsler og Nøden, som følger med, der gav Anledning til Folkekøkkenernes velsignelsesrige Tilbliven.


Søndag den 7. Juni viste Fru Morgenstern en Del af de fremmede, som var komne til Berlin i Anledning af Jubilæet, omkring i nogle af Folkekøkkenerne. Overalt herskede der Feststemning. Hver spisende Gæst fik den Dag dobbelt Portion og gratis Øl, og det vil ikke sige lidt, naar man erfarer, at der i hvert af de 17 Køkkener gennemsnitlig daglig spiser 600 Personer. Overalt, hvor Fru Morgenstern viste sig i Folkekøkkenerne, blev hun modtagen paa den hjærteligste Maade af de mange spisende Gæster. I et af dem rejste en Mand sig, som havde spist der i mange Aar, og udbragte et Leve for „Folkekøkkenernes Moder”; alle tilstedeværende Gæster stemmede i med.


Mandag den 8. Juni var der Fest for alle Folkekøkkenernes Medhjælpere. I Skyttehuset ved Schmargendorf, i Nærheden af Berlin, samledes de alle Kl. 3, dels til Vogns, dels med Jernbane og Dampsporvogne. Hvert Køkken havde sit eget blomstersmykkede Bord, og midt imellem var der dækket et langt Bord til Styrelsen for Folkekøkkenerne, Æresgæsterne, de fremmede delegerede og Pressen.


Da Fru Morgenstern Kl. 5 viste sig, blev hun modtagen med kraftige Leveraab og Viften med Lommetørklæderne. Der serveredes med Kaffe, Brød og Kager, og Taler holdtes af flere af de kvindelige Funktionærer, alle fulde af Tak til Fru Morgenstern for hendes dygtige og kærlige Ledelse. Denne udbragte en Skaal for sin „Armé”, hvori hun fremhævede, at det var Medhjælpernes Pligttroskab og Kærlighed til Foretagendet, som havde gjort det muligt at bringe Folkekøkkenerne til den Højde og den Anseelse, hvortil de var naaede, og hun bad dem vedblivende staa Foreningen bi med Troskab og Flid, for at den kan virke til Gavn ogsaa for Fremtiden - hun sluttede med et Leve for det samlede Personale. Efter Bordet morede man sig paa forskellig Maade i Skoven. En Del samledes i Salen, hvor der blev spillet, sunget og deklameret, indtil Signalet lød til Aftensbordet, der var dækket i et stort Telt. Varm Kalvesteg med Salat og Kompot samt Øl friskede op i den kolde Aftenluft. Hver af Personalet fik desuden en Pengegave tre Mark (omtrent tre kroner).


Saaledes sluttede den smukke tre Dages Fest for Folkekøkkenernes 25 Aars Bestaaen og velsignelsesrige Virksomhed



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner