« Tilbage til søgeresultaterne

”Kvindehjælpen"

« Se emneord

Olive Schreiner: »Dreams«.

Jeg drømte, jeg stod i Himlen for Guds Trone, og Gud spurgte mig, hvorfor jeg kom. Jeg sagde, jeg kom for at anklage min Broder, Mand.

Gud sagde:   »Hvad har han gjort?«

Jeg sagde: »Han har taget min Søster, Kvinde, og slaaet hende og saaret hende og kastet hende ud paa Gaderne; der lig­ger hun i Skarnet. Hans Hænder er røde af Blod. Jeg er her for at anklage ham.Tag Herredømmet fra ham, thi han er det ikke værd, og giv det til mig. Mine Hæn­der er rene.«

Jeg viste dem frem.

Gud sagde: »Dine Hænder er rene, men løft Din Kjole op.«

Jeg løftede den op; mine Fødder var røde, blodrøde, som havde jeg traadt i Vin.

Gud sagde:  »Hvorledes gaar dette til?«

Jeg sagde:   »Kære Herre, Jordens Gader er fulde af Skarn. Hvis jeg skulde gaa lige igennem dem, vilde min Kjole blive overstænktet, men Du ser, hvor hvid den er. Jeg udsaa mig min Vej.«

Gud sagde:   »Over hvem gik Din Vej?«

Jeg tav og lod min Kjole falde. Og jeg gemte mit Hoved i min Kappe og gik stille bort. Jeg var bange, Englene skulde se mig.

*                      *

Paa Dansk Kvindesamfunds Program af 1873 staar i Spidsen de Ord: at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende. Paa dets Program af 1887 er Ordene »aandelig« og »sædelig« udeladte, og Formaalet er her Kvindens almene Ud­vikling og hendes Adgang til Selverhverv. Den Vej, Dansk Kvindesamfund i det mel­lemliggende Tidsrum har afstukket sig, er Retfærdighedens Vej, og Midlerne til at naa frem ad denne Vej er Oplysning og faglig Uddannelse. Kvindebevægelsen tør ikke standse ved den i Støvet nedtraadte Søster, den gaar Retfærdighedens Vej lige til Almagtens Trone og anklager sin Bro­der, Mand, fordi han har misbrugt Herre­dømmet over Verden til at træde den svage Kvinde under sin Hæl.

Men der er Kvinder, som ikke kan gaa med i Toget, fordi deres Medlidenhed tvinger dem til at standse ved hende, som ligger udkastet paa Alfarvej, saaret og mishandlet af de trampende Fødder, og for dem bliver Maalet at rejse den faldne Søster af Støvet og med hende ved Haanden at træde frem for Almagtens Trone, ikke for at anklage Manden, men for at tale til hans Hjerte. For disse Kvinder bliver Vejen til Maalet: Barmhjertighedens Vej.

Det er maaske en og samme Kvindes Sag at gaa begge Veje; det er vist saadan, at Barmhjertigheden ofte sinker Retfær­dighedens Gang; Men lige saa vist, som Dansk Kvindesamfund en Gang i sin Ung­dom har drømt Olive Schreiners Drøm om at forlige de to Veje, lige saa sikkert har vi Lov til at haabe, at der vil komme den Dag, hvor Retfærdighedens og Barmhjertighedens Kvinder vil række hinanden Haanden til et fælles Arbejde for et nyt og bedre Samfund.

Derfor maa Dansk Kvindesamfunds Medlemmer ogsaa med Opmærksomhed og Taknemlighed følge det Arbejde, som her i Landet gøres af Kvinder for at redde unge, forvildede Piger fra at gaa aandelig og legemlig til Grunde, thi takket være dette Arbejde kan vi forfølge vore Maal videre ad Retfærdighedens Vej uden med ængstet Samvittighed at maatte se os til­bage efter de faldne, vi hastede forbi; - vi ved, der er Kvinder, som tager denne Side af Frigørelsesværket op for os.

»Kvindehjælpen« er Navnet paa en In­stitution, skabt og ledet af Kvinder, som nu paa ottende Aar virker i Aarhus for at redde unge Pigebørn ud af den Elendighed, som egen Karaktersvaghed i Forbin­delse med daarlige hjemlige Forhold og samvittighedsløse Menneskers Forlokkel­ser har styrtet dem i. Den begyndte sin Virksomhed i Februar 1905 med en Nat­mission eller Beværtningsmission, ledet af Fru Ellen Schepelern, med Hjælp af en og senere flere Kvinder. Dette Arbejde, som foregaar regelmæssig en Gang om Ugen, er den Dag i Dag et af de betydeligste Led i Kvindehjælpens Virksomhed. Klokken 9 om Aftenen gaar Medlemmer af Forenin­gen ud og besøger saa mange Beværtnin­ger, som de kan overkomme indtil Lukke­tid. Aarhus har af saadanne Beværtninger i l Gade ikke mindre end 11, næsten Dør om Dør. Her søger man ved Uddeling af Blade og Traktater at indlede Samtaler med de unge Piger, som i Selskab med Mandfolk driver Aftnerne hen her med Drik, Kortspil og Tobak. Naar Bevært­ningerne er lukkede, fortsættes Arbejdet paa Gaden til Klokken to. Resultatet af denne Virksomhed bliver gerne, at der knyttes Forbindelse med en eller flere Pi­ger, og dette har igen ført til Oprettelsen af særlige Hjem for yngre ulykkelige Pige­børn, som ellers maatte gaa til Grunde.

Det første Redningshjem, Kvindehjæl­pen oprettede, var i et lejet Lokale, men 1911 købtes Ejendommen Banegaardsgade 19, hvor Afdelingen for 14-15 Aars Piger har sit hyggelige Hjem, foruden et andet Hjem i et lejet Lokale i Aabygaards Ho­vedbygning. Her tilbringes Dagen med

Skolegang, hvor der undervises i de almindelige Skolefag, Husgerning, Syning og Vævning og om Sommeren i Havearbejde. Højtiderne, de almindelige Søndage og Fødselsdagene festligholdes paa forskellig Vis med Sang, Musik og lignende Adspre­delser og med lange Spasereture og Fri-luftslege om Sommeren. Kirkegangen om Søndagen er altid frivillig.

Andre Veje, ad hvilke man sætter sig i Forbindelse med de Kvinder, man ønsker at hjælpe, er Husbesøgene, Besøgene i Ho­spitalets 3. Afdeling (for Kønssygdomme) og Besøgene hos kvindelige Arrestanter.

En anden Afdeling af Kvindehjælpens Virksomhed har sit Hjem i Banegaardsgade 22. Her optages unge Piger i 17-18 Aars Alderen, som af fri Vilje og ikke gen­nem Værgeraadene søger til Foreningen. De beskæftiges foruden med Husgerning ogsaa med Vævning, saavel Kunstvævning som almindelig Vævning, Skræddersyning og lignende Fag, afpasset efter den enkel­tes Anlæg. Særlig Arbejdet ved Væven har vist sig i Stand til at gøre selv den uroligste af de unge Piger stille og flittig ved sit Arbejde.

Kvindehjælpen ledes vedblivende af sin Stifter, Fru Schepelern, hvert af de tre Hjem har sin Bestyrerinde, og Frk. Edel Liisberg er Foreningens Sekretær.

Det siger sig selv, at en Virksomhed som Kvindehjælpen kræver rolige og ens­artede Forhold at virke og udvikle sig un­der, hvilket et lejet Lokale aldrig helt kan byde. Lokalet paa Aabygaard er da ogsaa nu blevet opsagt, og derfor er det, man har besluttet sig til at søge virkeliggjort et længe næret Ønske om at skaffe Forenin­gen sin egen Bygning. Staten har bevilget Foretagendet et aarligt Tilskud, og Aar­hus Kommune en gratis Byggegrund, des­uden er der tegnet et Beløb af c. 10,000 Kr. For imidlertid hurtigst mulig at kunne faa Bygningen rejst, har Kvinde­hjælpen søgt og faaet af Justitsministeren Tilladelse til at foretage en Landsindsamling i Dagene d. 4 og 5 Dec. d. A.

Kvindehjælpen har Lov til at regne paa hos Medlemmer af Dansk Kvindesam­fund at møde Sympati og Offervillighed overfor dette store Foretagende i Kvinde­rejsningens Tjeneste. Hver Kvinde, Barm­hjertigheden redder for Samfundet, bety­der en Tilvækst til den Hær, Dansk Kvindesamfund fører videre mod Maalet: samme Ret for Kvinde som for Mand.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner