« Tilbage til søgeresultaterne
Vielsesritualet
D. K. har i det forløbne Aar vundet en af sine smukkeste Sejre. Den er ikke af den udvortes gennemgribende Art som Valgretten - og derfor kunde den vel ogsaa let blive skudt til Side og glemt i disse Valgretstider; men den er for god til at sidde som Askepot; thi den er dels af ikke ringe Betydning i sig selv, dels et godt Eksempel paa, at D. K. ikke blot arbejder for at skaffe Kvinderne lige Borgerret med Mændene, men ogsaa tænker paa at faa udformet alle Love og Forhold saaledes, at Kvinderne kan leve under dem med Glæde.
Jeg tænker paa Forandringen af Vielsesritualet.
Som bekendt indeholdt det gamle Vielsesritual forskellige Udtryk, som maatte lyde stødende og krænkende i Kvindens Øre. Fremfor alt galdt dette Citatet af 1. Pet. 3, 1: »I Kvinder, værer Eders Ægtemænd underdanige.....thi saaledes frydede sig ogsaa fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud og var deres Ægtemænd underdanige«. (De bekendte Ord af Pauli Brev til Efes. 5, 22: »I Kvinder, værer Eders egne Mænd underdanige*) som Herren; thi Manden er Kvindens Hoved, ligesom og Kristus er Menighedens Hoved, og han er sit Legemes Saliggører.
*) Jeg bemærker dog at saavel Biskop Rørdam som Aksel Sørensen istedetfor »værer underdanig« oversætter Stedet i »underordner eder«. Dette gælder ogsaa det ovennævnte Sted i Petersbrevet.
Men ligesom Menigheden er Kristus underdanig, saaledes skal ogsaa Kvinderne være
deres egne Mænd underdanige i alle Ting« - ved en Revision i 1899 udtagne af Ritualet og erstattet af ovennævnte af Peters Brev).
Men ogsaa forskellige andre Ord - som dette: »Med Smerte skal du føde Børn« - forekom os at være ilde anbragt ved en Bryllupsfest.
D. K. nedsatte for nogle Aar siden et Udvalg, som supplerede sig med nogle kendte Teologer. Dette Udvalg fremsatte saa et Forslag til et nyt Ritual, som blev indsendt til Kultusministeriet tilligemed en Begrundelse, der var udarbejdet af Prof. Torm og Pastor Welding.
Af denne fortræffelige Begrundelse skal jeg tillade mig at anføre Stykket om Underdanigheden: »Det forekommer os, at, hvordan man end ser paa Sagen selv: Kvindens Underordnelse under Manden; om man mener, at der i Apostelens Ord herom er indeholdt en almengyldig Sandhed om Forholdet mellem Mand og Hustru eller ikke, et synes dog de fleste Kristne nu at være blevne enige om; at den Form, hvori Apostlene her udtrykte sig, er saa ejendommelig skarp, at den vanskelig kan finde Anvendelse til alle Tider. Vi holder for, at et saadant Skriftord, der har sin særlig skarpe Form efter de Tidsforhold, under hvilke det først blev sagt, ikke egner sig til at være Led i et Ritual, hvor det, udtaget af sin Sammenhæng og som direkte Tiltale til de enkelte, bliver det Udtryk for Sagen, som Kirken vedkender sig.
Og det kan Kirken saa meget mindre gøre, som dette Ord i det brede Folk sikkert ofte er bleven misbrugt til, at Mændene, med det som Hjemmel, tiltager sig en brutal Overhøjhedsret over Kvinden.«
Foruden Forandring i de Udtryk, der særlig handler om Kvinden, foreslog Udvalget ogsaa en anden væsentlig Forandring, som var overordentlig heldig. Herom hedder det i Begrundelsen: »Vi fore-slaar, at Ordet: »Hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille« udgaar af Forbindelsen med Erklæringen af Ægteskabet og henføres til det Skriftord, hvor det hører hjemme*), og som efter vort Forslag lyder under Skriftlæsningen.
*) Mat. Ev. 19, 4-6.
Vi mener nemlig, at det er en særdeles uheldig Plads, dette Ord har faaet i de gamle Ritualer i umiddelbar Forbindelse med Erklæringen. Thi udtalt paa dette Sted kommer Ordet ganske naturligt til at udbrede og opretholde den Misforstaaelse, at det er Præstens Erklæring over Brudeparret i den treenige Guds Navn, der er ensbetydende med Guds Sammenføjning, medens der jo i Virkeligheden tænkes paa deres sande og ærlige Hjærtens Forening for Guds Øjne. Dertil kommer, at idet dette Ord lyder som et Led af selve Erklæringen, faar det Udseende af, at Kirken dermed vedkender sig som sin Opfattelse, at Skilsmisse er umulig, hvad den dog ikke kan, da Jesus selv i et vist givet Tilfælde tænker sig den mulig. Men der, hvor vi har henflyttet Ordet, kommer det til Ægtefolkene som en indtrængende Formaning til dem om at holde fast ved Idealet i Ægteskabet: Den fulde og dermed ubrødelige Sammenføjning.« -
Saavel Forslaget som Begrundelsen godkendtes med Tak af Aarsmødet i Holstebro 1909 (se Referatet i »Kv. og Samf.« Nr. 12 for 1909, hvor Forslaget og Begrundelsen er aftrykt).
Siden har Landets Biskopper udarbejdet nye Ritualer til Daab, Nadver og Ægtevielse, og disse Ritualer er nu avtoriserede til valgfrit Brug, d. v. s. at de maa bruges overalt, hvor Præst og Menighedsraad enes om at indføre dem, og det vil sikkert ske alle Steder.
D. K.’s Medlemmer vil med Glæde og Tak lægge Mærke til, at Ægtevielsesritualet paa alle væsentlige Punkter er i Overensstemmelse med det af vort Udvalg foreslaaede, ja det gaar endog snarest videre, idet ikke blot er udeladt, hvad D. K. har anmodet om, men at der overhovedet ikke lyder noget Ord, der er særlig rettet til Kvinden - kun Opmuntringer og Formaninger til dem begge i Fællesskab.
Vi kan derfor sige, at alle vore Ønsker i saa Henseende er helt og fuldt opfyldte.
