Jesus af Nazarets Dom.
Ulykkelige Kvinde!
Du Nattens Barn!
Som de retfærdige foragter.
Som de rene afskyr.
Og som de dydige vender sig bort fra.
Jeg elsker Dig.
Thi Du kan ikke gøre for, at Du blev saaledes. Du kan ikke gøre for, at Du, lille Fugl, faldt i den ulykkelige Skæbnes Klør, naar saa djævelske Snarer lagdes ud for Dig.
Kvinde!
Som troede, at Ederne var Ærlighed og Forsikringerne Alvor.
Og som bukkede under og elskede. Og tilsidst gav efter for ham, som forsikrede, at han aldrig vilde kunne glemme Dig.
Som lod ham triumfere og i brændende Lidenskab nyde din Kærlighed.
Den letsindige!
Som ikke ejede en Tanke for de Lidelser, for al den Kval, den Elendighed og de Taarer, som vilde blive en Følge af hans Sejr.
Den Usling!
Der hos Dig tændte en Brand, som skal hærje dit Væsen hele Livet igennem.
Og som saa forlod Dig.
Og som lo af det Dagen efter.
Som nu jager efter nye Offere og tænker paa nye Erobringer.
Forførte Kvinde!
Grædende Magdalene!
Jeg kender din stille Lidelse. Jeg kender din hemmelige Kval. Jeg véd, hvad der fremkalder Taarerne. Jeg véd det altsammen, og derfor ejer Du mit Hjertes hele Deltagelse og Sympati, naar Du i Ensomheden maa lide den svage, følelsesfulde, forladte Kvindes unævnelige Kval.
Jeg ser Dig sidde ved Vinduet og længselsfuldt stirre ud i Mørket.
Jeg ser Dig om Aftenen vandre omkring under Lygternes matte Skin.
Jeg ser Dig paa den Seng, hvor Du i Nattens Timer vrider Dig i Angest.
Jeg ser Dig angre
Angre, at Du elskede!
Men nu har Du en Gang været tankeløs nok til at have gjort det.
Og derfor har alt sammensvoret sig for at drive og drage Dig dybere og dybere ned ned, hvor Du tilsidst sluges af Natten og forsvinder i Mørket.
Jeg ser saa godt, hvorledes Du modstræbende følger med men Du følger med, thi hos Dig er vakt Trangen til saa meget, Du ikke før kendte, nye Kræfter er vakt til Live, og Synden er herlig, forførerisk og skøn i al sin Vederstyggelighed og trods Elendigheden, den fører med sig.
Ak, om jeg dog vidste noget, som kunde hjælpe Dig!
Ak, om jeg kendte nogen, der kunde omskabe Dig!
Eller henflytte Dig i andre Omstændigheder.
Men jeg véd ingen.
Menneskene forstaar Dig ikke.
Samfundet forfølger Dig og gør Dig endnu ulykkeligere.
Ak, om Jesus af Nazaret endnu levede!
Han, der var Tolderes og Synderes Ven!
Og som kendte Lidelsen.
Og som sagde: ”Ve Eder!” til de dydige Farisæere, der vilde stene din Søster til Døde.
Ak, om han levede!
Han, hvis Hjærte bankede saa varmt for Sorgens Barn og for Nødens.
Og som lod Maria Magdalene være sin fortrolige Veninde.
Om han dog levede!
Da vilde jeg føre Dig til ham.
Til ham, Du foragtede, Du Nattens ulykkelige Barn!
Bort fra Farisæerne, som dømmer Dig.
Fra de rene, som afskyr Dig.
Fra de retfærdige, som trækker sig tilbage fra Dig.
Fra de kristne, som dadler Dig.
Til ham vilde jeg føre Dig. Du Synderinde!
Hvorfor bæver Du?
Frygter Du ogsaa for ham?
Ingen vilde forstaa Dig saa godt som han.
Thi hans Sjæl er ikke som de andres. Hans Ord ere milde: ”Dig ere dine mange Synder forladne, thi Du haver elsket meget. Jeg er ikke den, der vil dømme Dig. Den, der selv er uden Synd, han kaste den første Sten paa Dig.”
Jesus af Nazarets Dom
Fra Svensk efter
