Nedad.

Skitse.

Det bankede paa Døren. Et lille Hoved tittede ind, det nikkede og smilede, og to store Øjne skinnede i Mørket.

„Nej ser man det, Niels er hos Tante, og I sidder begge to og filosoferer saadan midt paa Formiddagen. Nu er jeg færdig med min Plads! Jeg kom op at skændes med Fruen, det er et rigtigt simpelt Menneske. Hun vilde have tre Piber med dobbelte Læg af et Stykke Strimmel paa ti Alen og paastod, at jeg havde stjaalet Tøjet, da der ikke blev mere end to. Naa, jeg klarede mig godt, kan I tro, og jeg sagde hende Sandheden, den Madam. Hun jog mig naturligvis straks bort, det kan I nok tænke. Jeg fik min Løn, og nu er jeg her med en Femkrone. Det er morsomt, ikke? Kan Du tage mig nu, Tante, for jeg kan ikke blive mere, hvor jeg er. Uha, sikken Redelighed. Herre Gud! hvor Livet dog er elendigt, naar man er saa fattig og alene som jeg. Men - jeg fortvivler saamænd ikke alligevel, den Slags Tømmer er Sofie Høgg ikke lavet af, skal I faa at se!”

Niels saa forskrækket ud, det samme gjorde hans Moder. Der blev nu en Mængde Forklaringer, og det blev besluttet, at Sofie skulde flytte ind samme Aften.

Sofie var en Pige med straalende Humør. Hun var en rask Pige, maaské lidt vel hidsig, lidt for hurtig til at blive vred, men lige saa hurtig god igen. Hun talte vel meget, var højrøstet, næsten lidt støjende, hendes Bevægelser var noget kantede, navnlig slog hun gærne ud med Armene, men der var over hende en saadan ungdommelig Friskhed, at hun straks fra Begyndelsen gjorde Indtryk af en sollys Foraarsdag ude i Naturen. Hendes Latter smittede uvilkaarligt. Øjnene smilede stadigt, og de friske, hvide Tænder lyste som Perler fra den svulmende, purpurrøde Mund, der altid stod halvaaben. Hun var ikke egentlig smuk, men hun var saa ung og saa blomstrende. Det var som om

alle hendes tarvelige Kjoler var hende for snevre, saaledes svulmede hendes kraftige Lemmer af Sundhed og Kraft. Og dog klædte alt hende, selv den mere end tarvelige sorte Kjole. Det krusede Haar stod omkring Ansigtet som en Glorie, gav Nakken en nydelig Relief, krusede og krøllede sig overalt. Skikkelsen havde over sig noget halvvildt, graciøst, det, der i hendes Væsen mulig kunde støde, forsonedes af det oprindelige og barnligt ubevidste i hele hendes Maade at være paa. Hun var indtagende paa sin Maade, og det følte Niels. Det var hans Kæreste, han elskede hende saaledes som man elsker den, man har vunden uden Kamp og i hvis Besiddelse man føler sig tryg. Det var en Forlovelse uden Overenskomst, uden Fremtid, uden Forhaabninger. De havde været „forlovede” saa langt de kunde huske tilbage, siden de var ganske smaa og Mødrene boede i samme Hus. Det var noget saa selvfølgeligt, saa naturligt, at de to skulde tilhøre hinanden, der var ikke Lidenskab, ikke brændende Kærlighed. De var som skabte, den ene for den anden. Hans tilbageholdne, fine og varme Naturel fandt sig kompletteret af hendes energiske, kraftige og muntre Væsen. Han var lidt tung i Humøret og manglede Foretagsomhedsaand, var tilbageholdende og øm, hun spøgte med al Ting, gik tappert paa, naar det galdt at føre et Foretagende igennem, tog al Ting paa den letteste Maade og beundrede ham for hans noble Væsen. Hun holdt af at styre, at tage Initiativet, at lede ham. Han var svag, han drømte sig bort i daadløse Sværmerier over, hvorledes han skulde forbedre deres økonomiske Stilling. Umulighederne syntes at blive flere og flere for ham. Overalt var det lige vanskeligt. Og nu - for at gøre Ulykken fuldkommen havde han mistet sin Plads.

„Jo, nu har vi det hyggeligt”, mente Sofie, „jeg skylder ti Kroner paa det sidste Sted, jeg boede, og jeg ejer ikke mere end fem. Lad mig faa lidt Mad, søde Tante, saa man kan faa en Smule Mod, faar jeg blot lidt Smørrebrød og et Glas Øl, saa faar jeg straks Idéer, men „hvad er Helten uden Mad og Drikke!” Uhha, det væmmelige Menneske, der giver sig saadan til at skælde ud, man bliver saa tom af det, saa ...”

Moderen saa paa Niels...... han vendte Blikket mod Gulvet. En forsinket og forvildet Efteraarsflue, som kravlede om dernede, tiltrak sig hele hans Opmærksomhed, han fulgte dens Bevægelser med Øjnene.

„Jeg maa ærligt tilstaa Dig, kære Sofie, at jeg allerede har spist til Middag, og ikke senere har faaet noget købt ind”, det var Fru Bergs trætte, venlige Stemme, der talte.

Niels rejste sig langsomt. En rød Sky bredte sig over hans blege Kinder. Han tog sin Hat for at gaa ud, men før han havde vendt sig, var den unge Pige allerede ude af Døren.

Inde i Stuen forblev alt stille. Moderen søgte forgæves at skjule de Taarer, som rullede nedad hendes Kinder, Sønnens Pande trak sig sammen i dybe Rynker. Han pressede Læberne haardt sammen og Rødmen efterfulgtes af en graaagtig Bleghed.

Sofie aabnede Døren paa vid Gab og stormede ind med Favnen fuld af Pakker.

„Nu skal her blive Gilde”, jublede hun. „Jeg har taget en halv Hummer til Dig, Niels! Tante holder af Kalvesteg. Jeg elsker salt Kød og Ost! Og her har vi Øl. Sid nu med og lad Maden smage Jer, det er mig, som spenderer.”

Niels og hans Moder vægrede sig, men blev omsider overvundne af Kærtegn og indtrængende Bønner. Den lille Middag smagte imidlertid de unge fortræffeligt. Niels havde en Appetit, som havde han ikke spist i lange Tider . . . Sofie skænkede Øl, smurte Smørrebrød, bød omkring og krydrede Maaltidet med sit spillende, glade Humør, sin lystige Spøg og sine muntre Indfald. Under hendes Snak glemte Niels sine tungsindige Tanker og Moderen forsøgte at skjule sin Bekymring under et Forsøg paa at se paa Tingene paa de Unges Maner. Man talte om Vejr, om Vind, om fælles Bekendte, om ligegyldige Sager, om alt, kun ikke om den fælles Sorg, den truende Fattigdom.