« Tilbage til søgeresultaterne
Paa et Møde i Aarhus
Paa et Møde i Aarhus
den 24. November, indkaldt af Damerne Hulda Petersen og Anna Hansen, Aarhus, (Indsendere af nedenstaaende Indlæg), hvor D. K. som saadan ikke var repræsenteret, blev den i det efterfølgende omtalte Resolution som bekendt vedtaget. Vi finder Anledning til at fremhæve, at denne ikke maa forveksles med den paa D. K.’s Koldingmøde 1912 vedtagne Resolution ang. Grundlovsrevisionen.
»I Junigrundlovens Aand«.
Kære Fru Lemche!
Deres Foredrag paa Skamlingsbanken og Deres Artikel i »Kvinden ag Samfundet« af 15. Novbr, har glædet mig meget, fordi De her saa klart har gjort den Opfattelse gældende, at vil man handle i Junigrundlovens Aand, saa kan Mændene af det gamle System ikke skrive Grundloven for Vælgerne af det ny. Det har De sagt saa godt, at det ikke kan siges bedre.
Men medens De mener, at Forslaget om de to Tempo anviser den eneste Vej, ad hvilken Kvinderne kan komme ind som Grundlovgivere, og at nu, da den er gjort ufarbar, har Kvinderne intet andet at gøre end at standse og vente i Tavshed, saa er jeg glad ved at kunne pege paa en kortere og vel anlagt Vej, der fører til samme Maal.
Søndag d. 24. Novbr. var en lille Kreds af Kvinder fra forskellige Egne af Landet samlede til Møde i Aarhus. - De ved, hvor nødigt, vi gav Afkald paa at se Dem i Kredsen. Disse Kvinder blev efter et indledende Foredrag af Lærerinde Frk. Anna Hansen og en derpaa følgende Diskussion, som tog sin Begyndelse ved Eftermiddagsmødet og fortsattes ved et Aftenmøde, enige om følgende Fællesudtalelse:
»Kvinder fra forskellige Egne i Landet, samlede til Møde i Aarhus d. 24. Novbr., vedtog at arbejde for Kravet om en ny grundlovgivende Rigsforsamling, valgt af alle fuldmyndige Mænd og Kvinder efter lige, almindelig og fri Valgret.«
Dette er Vejen, og gaar man ad den, handler man i Overensstemmelse med Aanden fra 1848. For selv om Bogstaven ikke formaaede fuldt at give denne Aand Rum, men lænkebandt den i Grundlovens sidste Paragraf, saa er det ikke det afgørende. Det er det, der altid sker: »Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør. «
Aanden fra 48 svæver endnu over Danmark. Fik den Lov, vilde den lære os det, at godt bliver det ikke i dansk Politik, før vi alle - Mænd og Kvinder - staar samlet om det Krav: En ny grundlovgivende Rigsforsamling, valgt efter Principper, der saaledes som »Fri-Valgret« muliggør, at man uden Partihensyn eller nogen anden Indskrænkning kan vælge som sin Repræsentant hvem som helst i det ganske Land, og som giver den valgte Indflydelse netop i samme Forhold, som han el. hun har Stemmer bag sig.
Med disse Krav flyttes Støtterne længere ud end hin Dag paa Skamlingsbanken, og de vil suge til sig Folkets bedste, ikke blot blandt Kvinderne, men ogsaa blandt Mændene dem, som ikke kan nøjes med enten at være »Partiførere« eller »Partifæller«, og som er bleven lede og kede af Partistyret, »den evigt vedvarende Borgerkrig«.
Deres ærbødige
Hulda Pedersen.
