« Tilbage til søgeresultaterne
Grundlovsforslaget i Landstinget
Grundlovsforslaget var til 1. Behandling i Landstinget, den 9. Januar 1913. En Notits, herom var ved en Misforstaaelse faldet bort ved Ombrydningen af sidste Nummer.
Den navnlig i Landstinget saa begrænsede Tilhørerplads var tæt besat, og et større Antal.- deriblandt mange Kvinder - af dem, der var strømmet til, ’maatte gaa bort med uforrettet Sag.
Efter to Dages Debat, der som ventet nærmest drejede sig om Landstingets Sammensætning efter det foreliggende Forslag henvistes Forslaget til et Udvalg, der kom til at beståa af Bramsen, Brandes, Broberg, Dalsgaard, Hage, N. Hansen, Holstein, Har. Jensen, Johnsen, Nordby, Jørg. Pedersen, Piper, N. Rasmussen, Rottbøll og Enevold Sørensen.
Red.
Ved 1. Behandling af Grundlovsforslaget faldt følgende Udtalelser ang. Udvidelsen af Valgretten til Kvinderne:
Enevold Sørensen (Venstre) udtaler, at han allerede ved tidligere Grundlovsforslags Fremlæggelse har haft Lejlighed til at give Regeringen Partiets Tilslutning til Forslagets Hovedprincipper.
„Det gælder------- og det gælder Forslagets Bestemmelser om Valgret og Valgbarhed for Kvinder i fuld Ligestilling med Mændene. Det er en stor og indgribende Sag, der her i Landet har vundet Tilslutning med enestaaende Hurtighed og Lethed. At denne Sag, soan dog vistnok er den betyd-ningsfuldeste af alt, hvad det foreliggende Forslag indeholder, ikke er saa meget som blevet nævnt hverken under Forhandlingerne hidtil eller i det af Højrepartiet fremsatte Forhandlingsgrundlag, maa jo vise, at den fra alle Sider, har vundet Tilslutning*). Det var i 1903, at en Lov for første Gang gav Kvinderne Valgret lige med Mændene. Det var til Valgene af Menighedsraad. 5 Aar efter fulgte det betydningsfulde Skridt, hvorved Kvinderne fik fuld Andel i Kommunernes Styre sammen med Mændene. Og nu, andre 5 Aar efter, foreligger et, som det synes, fra alle Sider tiltraadt Forslag om at give Kvinderne en med Mændene sideordnet Stilling paa Rigsdagen og ved Rigsdagsvalgene. Unægtelig har Kvindesagen gaaet en hurtig og let Sejrsgang her i Landet."
Brandes (radikal) taler om den af Højre krævede Aldersgrænse for Valgret til Landstinget. „Der er i dette Øjeblik af Mænd og Kvinder mellem 25 og 44 Aar 710,000 her i Landet ---- Altsaa Kvinderne vil man ikke give Valgret, før de er 40-44 Aar. Hvad vil det nu sige? Jeg skal ikke nævne Undtagelser: Jeanne d’Arc vilde være blevet brændt omtrent 20 Aar, inden hun kunde have faaet Valgret til Landstinget. Og Dronning Margrethe kunde have styret de nordiske Riger meget længe, inden hun kunde have opnaaet Valgret til Landstinget. Det er jo imidlertid Undtagelser. Men en almindelig Kvinde kan vælge sig en Livsstilling, blive Sagfører, Læge; Mejeribestyrer og udføre sit
Hverv; hun kan vælge sig en Mand, endogsaa en Landstingsmand, hun kan sætte Børn i Verden og opdrage disse Børn og være sin Mands, Landstingsmandens, Hjælper og sine Børns Vejleder, og hun kan se disse Børn forsørgede og forsørgende andre, men denne vidunderlige og skæbnesvangre Handling: at vælge til Landstinget, kan hun ikke naa til, før hun omtrent er Bedstemoder." Harald Jensen (Socialdemokrat) „Dette Forslag bygger efter min Opfattelse ganske sindigt og fornuftigt op paa det bestaaendes Grund. De fundamentale Forandringer, det indeholder, bunder enten i den historiske Udvikling eller i hele den økonomiske Udvikling, vi har gennemgaaet. Det eneste, man kunde sige er et radikalt Skridt i disse Forandringer, er det, at Forslaget indeholder Kvindernes Valgret. Her synes der at være gjort et ganske radikalt Skridt, idet det her drejer sig om lige med det samme at skabe henved en halv Million nye Vælgere. Men heller ikke dette Skridt er radikalt, det har sin Grund i Udviklingen. Med det samme jeg tåler om den Sag, maa jeg maaske sige, at ogsaa mod dette Spørgstnaal løftede der sig i sin Tid Røster som den, der nu fremkom: Frygt for, at det aldeles ikke lod sig gøre at give Kvinderne Valgret. Man betragtede det simpelthen som en Umulighed. I den grundlovgivende Rigsforsamling udtalte bl.a. Algreen Ussing, da der var Tale om almindelig Stemmeret og om, hvorledes dette Forslag skulde opfattes: „Hvorledes man end opfatter dette Begreb, maa der fra Stemmeretten altid udelukkes Børn, umyndige, Fruentimmere og Forbrydere*)." Saa stærkt og saa umuligt syntes man den Gang, det var, at man end ikke undsaa sig for. at sætte Kvinden i et saadant Selskab, som jeg her har nævnt. Man maa for Resten undre sig overnat den Mand turde komme hjem til sin Kone efter dette, men det blev jo hans Sag. Senere hen ændredes Forholdene noget, og Udviklingen skred fremad, saaledes at Kvinden kom og gjorde sine Krav gældende paa Ligestilling i politisk Henseende, paa Menneskeret, og det gik ikke an siden hen at afvise det saa brutalt, som det blev afvist den Gang.
Man vil erindre, at saa sent som i 1888 var denne Sag for i Landstinget og, blev afvist med en motiveret Dagsorden. Ordføreren for Lovforslaget var Carl Ploug. Han søger først paa sædvanlig Skaal-talermanér at rose Kvinden en hel Del. Han taler om hendes Følelsesliv og paa en noget forblommet Maade taler han om, at hendes Evner vel ikke er saa gode som Mandens, men saa siger han bl.a. - det er kun ganske faa Ord, som jeg vil tillade mig at oplæse: „Det vil jeg hellere udtrykke saaledes, at Kvinden har de samme Evner som Manden, men hun har dem noget anderledes fordelte, og for ikke at komme ind i Vidtløftigheder, som ikke høre hid, skal jeg blot sige, at efter min Mening er Hovedforskellen mellem Manden og Kvinden den, at hos hende er Følelseslivet og hos ham er Forstandslivet stærkest - det er Hovedforskellen. Andre Forskelligheder skal jeg, som sagt, ikke komme ind paa." Senere hen udtaler han om Kvinden, at han ikke tror, hun egner sig til politisk Virksomhed, thi „dersom der kommer stærkt bevægede Øjeblikke, tror jeg, at Kvindens Ophidselse baade er stærkere og vanskeligere at dæmpe end Mændenes, og da kommer man mindre let til den rolige Overvejelse." Men Resultatet af alt dette blev dog til Slut, at man her i Landstinget den 10. Februar 1888 afviste Lovforslaget om Kvindens Valgret med en motiveret Dagsorden, der lød saaledes: „Da Landstinget formener, at det hverken vil være i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret, gaar det over til næste Sag paa Dagsordenen." Denne Dagsorden blev vedtaget med 34 Stemmer mod 13. Man ser her altsaa ganske det samme Tilfælde, at man stiller sig imod Udviklingen, og at Udviklingen trods dette gaar sin Gang. Nu er vi, jo her, kan man sige, for saa vidt enige om, at Kvinden bør have Valgret, og det er ogsaa en Følge af Udviklingen, idet hun allerede har faaet Valgret til Kommunerne, og det vides ikke, at hun paa nogen Maade har misbrugt denne."
Elisa Petersen.
*) Fremhævet af os. Red.