« Tilbage til søgeresultaterne
Tyrkiske Kvinder
Naar vi tænker os Tyrkiet, er det altid i Forbindelse med Ordet Harem.
Harem betegner et fredhelligt Sted, Kvindernes specielle Enemærke. Hvert Hjem har sit Harem fra Sultanens til Skomagerens, der er kun den Forskel, at Sultanen kan have saa mange Hustruer og Slavinder, som han lyster, medens det kun er tilladt den arbejdende Mohamedaner at have fire Hustruer. Denne Ret gør han næsten altid Brug af, thi han ved at udnytte de fire Skønheder. Skomageren f. Eks. holder ingen Svende; hans Hustruer sidder fra Morgen til Aften og forfærdiger guld- og sølvbroderede Fløjelssko eller perlestukne, røde Saffianstøfler, der gaar af som varmt Brød. De fryder sig sikkert ikke ved Livet, disse indelukkede Kvinder, og de har ikke engang den Udvej at kunne „strejke" som rigtige Skomagersvende.
Skilsmisse i Tyrkiet er næsten uopnaaelig; søger Hustruen en saadan, skal hun bevise, at Manden har sultet hende, eller at han har spottet Gud eller Sultarien, og saa er det endda en Tilfældighed, om hun opnaar at faa sit Ønske opfyldt, idet der først skal foretages en saakaldt „Vandprøve". To Krukker opstilles, en med Vand, en uden Vand; peger Manden paa den med Vand, er det Allahs Vidnesbyrd om, at han er uskyldig i Hustruens Anklage. Der findes ingen Domstol, ingen Love til Hjælp for den tyrkiske Kvinde, - jo, der er forresten en ældgammel Lov, der giver hende Ret til at prygle, sin brutale Mand - men kun paa Gaden. Denne Ret benyttes aldrig; hun ved meget vel, at et saadant Overgreb vilde blive betalt med Renter indenfor Haremets Dørte.
Vidt forskellig fonmer Tilværelsen sig for Kvinderne i de rige mohamedanske Hjem. Vi kender jo fra Malerier og af Beskrivelser den søjlebaarne Hal med Hynder langs Væggene, det evigt rislende Springvand i Midten af det store Marmorbassin, Guld, Sølv, tunge Draperier og Tæpper, skønne, pludrende Kvinder, der henslængt paa Hynderne fordriver Tiden med at drikke sort Kaffe af smaa forgyldte Kopper, ryge duftende Cigaretter, spise fint Bagværk og gnaske Konfekt: Lønnen for den dybeste Kvindefornedrelse; saa er sikkest den arbejdende Kvindes Liv lidt mere indholdsrigt end den rige Haremsdames.
Og hvilke Tragedier er der ikke udspillet, Murene om Haremet kan være aldrig saa tykke, Vagten aldrig saa stærk, Intrigerne sniger sig derind og spinder sit Net i alle Kroge. Hvilken Sum af Kvindefornedrelse, Underkuelse og Foragt for al Moralitet, der her gør sig gældende. Og dobbelt vanskelig er Hjælpen, da selve Koranen for en Del hjemler eller ligefrem paabyder ai denne Nedvær-
digelse. Der var for en Del Aar siden en tyrkisk Prinsesse Haivie Hanem Bentiad, der ved Tolk holdt Foredrag i Koncertpalæet. Prinsessen var „knebet ud", og nu blottede hun skaanselsløst al den Elendighed, der raader blandt tyrkiske Kvinder, med det Maal at skabe menneskeligere Kaar for sine Medsøstre. Prinsessen blev ikke Banebryder for en Sag, som næsten er umulig at gennemføre. Der skal en Paladsrevolution til for af give fornemme Haremskvinder deres Frihed, og hvorledes benytter de den saa? Ja, den sidst afsatte Sultans Yndlingshustruer, 10 i Tallet, lod sig af en smart Impressario fremvise paa Varietéer. De har været i Handelen paa Postkort; der ser man disse stakkels Kvinder, iført nogle mærkelig stribede Silkemantiller staar de der med store forskræmte Øjne. Alvilda Madsen.
