« Tilbage til søgeresultaterne

Tyrkiske Kvinder

Af: Alvilda Madsen

« Se emneord

Naar vi tænker os Tyrkiet, er det altid i Forbindelse med Ordet Harem.

Harem betegner et fredhelligt Sted, Kvindernes specielle Ene­mærke. Hvert Hjem har sit Ha­rem fra Sultanens til Skomage­rens, der er kun den Forskel, at Sultanen kan have saa mange Hu­struer og Slavinder, som han ly­ster, medens det kun er tilladt den arbejdende Mohamedaner at have fire Hustruer. Denne Ret gør han næsten altid Brug af, thi han ved at udnytte de fire Skønheder. Sko­mageren f. Eks. holder ingen Svende; hans Hustruer sidder fra Morgen til Aften og forfærdiger guld- og sølvbroderede Fløjelssko eller perlestukne, røde Saffianstøfler, der gaar af som varmt Brød. De fryder sig sikkert ikke ved Li­vet, disse indelukkede Kvinder, og de har ikke engang den Udvej at kunne „strejke" som rigtige Sko­magersvende.

Skilsmisse i Tyrkiet er næsten uopnaaelig; søger Hustruen en saadan, skal hun bevise, at Man­den har sultet hende, eller at han har spottet Gud eller Sultarien, og saa er det endda en Tilfældighed, om hun opnaar at faa sit Ønske opfyldt, idet der først skal fore­tages en saakaldt „Vandprøve". To Krukker opstilles, en med Vand, en uden Vand; peger Manden paa den med Vand, er det Allahs Vid­nesbyrd om, at han er uskyldig i Hustruens Anklage. Der findes ingen Domstol, ingen Love til Hjælp for den tyrkiske Kvinde, - jo, der er forresten en ældgammel Lov, der giver hende Ret til at prygle, sin brutale Mand - men kun paa Gaden. Denne Ret benyt­tes aldrig; hun ved meget vel, at et saadant Overgreb vilde blive be­talt med Renter indenfor Hare­mets Dørte.

Vidt forskellig fonmer Til­værelsen sig for Kvinderne i de rige mohamedanske Hjem. Vi ken­der jo fra Malerier og af Beskri­velser den søjlebaarne Hal med Hynder langs Væggene, det evigt rislende Springvand i Midten af det store Marmorbassin, Guld, Sølv, tunge Draperier og Tæpper, skønne, pludrende Kvinder, der henslængt paa Hynderne fordriver Tiden med at drikke sort Kaffe af smaa forgyldte Kopper, ryge duf­tende Cigaretter, spise fint Bag­værk og gnaske Konfekt: Lønnen for den dybeste Kvindefornedrel­se; saa er sikkest den arbejdende Kvindes Liv lidt mere indholdsrigt end den rige Haremsdames.

Og hvilke Tragedier er der ik­ke udspillet, Murene om Haremet kan være aldrig saa tykke, Vagten aldrig saa stærk, Intrigerne sniger sig derind og spinder sit Net i alle Kroge. Hvilken Sum af Kvin­defornedrelse, Underkuelse og Foragt for al Moralitet, der her gør sig gældende. Og dobbelt van­skelig er Hjælpen, da selve Kora­nen for en Del hjemler eller lige­frem paabyder ai denne Nedvær-

digelse. Der var for en Del Aar siden en tyrkisk Prinsesse Haivie Hanem Bentiad, der ved Tolk holdt Foredrag i Koncertpalæet. Prinsessen var „knebet ud", og nu blottede hun skaanselsløst al den Elendighed, der raader blandt tyr­kiske Kvinder, med det Maal at skabe menneskeligere Kaar for sine Medsøstre. Prinsessen blev ikke Banebryder for en Sag, som næsten er umulig at gennemføre. Der skal en Paladsrevolution til for af give fornemme Haremskvin­der deres Frihed, og hvorledes benytter de den saa? Ja, den sidst afsatte Sultans Yndlingshustruer, 10 i Tallet, lod sig af en smart Impressario fremvise paa Varieté­er. De har været i Handelen paa Postkort; der ser man disse stak­kels Kvinder, iført nogle mærkelig stribede Silkemantiller staar de der med store forskræmte Øjne. Alvilda Madsen.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner