« Tilbage til søgeresultaterne

Professor Harald Høffding. 70 Aar

« Se emneord

Den 11. Marts fylder Professor Harald Høffding 70 Aar, - en Be­givenhed, der selvsagt vil give An­ledning til, at Professoren fra nær og fjern vil blive mindet om den Beundring, Taknemmelighed og Hengivenhed, der næres over for ham. Med Stolthed kan da ogsaa Kvinderne paa Kvindesagens Veg­ne den Dag kræve en Plads i Erin­dringen. -

I 1887 udgav Professor Høffding sin „Etik", den Bog, der vel af alle hans Værker af Lægfolk er den bedst kendte. - Fortalen i den er dateret den 7. April 1887 - altsaa umiddelbart efter den Rigsdagssamlings Slutning, i hvilken et Forslag til en meget begrænset kommunal Valgret for Kvinder udstemtes af Landstinget, og i hvil­ken flere andre for Kvinder og Børn meget vigtige Love ikke blev gennemførte. -1887 var tillige det Aar, da den kendte „Sædeligheds­fejde" udkæmpedes og da man hidsigt udvekslede Meninger om, hvad og hvor meget Kvinderne i det hele taget havde Ret til at kræ­ve. -

I „Etik" findes et lille Af­snit, der hedder „Kvindes stilling og Vilkaar". I al sin Knaphed - det fylder ti Sider - maa det ha­ve virket som Balsam paar mangt et Saar.

Den, der talte her, var jo tilmed en, der „forstod", og til hvis Me­ning mange vilde lytte.

„Den Tid vil sikkert komme; da det vil være unødvendigt at gaa ind paa en nærmere Begrundelse af Kvindens Ret til selvstændig Udvikling og til frit Valg af Livsopgave. Lige saa lidt som vi i Etiken nu have et Afsnit om Man­dens Stilling og Vilkaar, vil man i Fremtidens Etik behøve et Af­snit om Kvindens Stilling og Vil­kaar."

Hvor maa ikke Ord som disse have virket trøstende og æggende til fortsat Kamp paa den, der i af­mægtig Vrede stod overfor en af de Mure, der maaske senere er faldne, men som den Gang spær­rede Vejen for Kvinders selvstæn­dige Udvikling og Frihed.

Om Hustruen og Moderen, der - den Gang som nu - i højstemt Lyrik blev tildelt Pladsen som den ypperste og mest betydnings­fulde blandt Kvinderne, men som - den Gang som nu - i Lovgiv­ningen indtog en Plads, alt andet end svarende til de blomstrende Ord, skrev Professor Høffding:

„Det er, som allerede bemærket, netop Ønsket om, at Kvinden paa endnu fyldigere og selvstændigere Maade end hidtil maa kunne ud­fylde sin Plads som Hustru og Mo­der, der først og fremmest fører til Fordringen om en alsidigere Udvikling af hendes Evner. Selv hvor hun ikke deltager i det egent­lige produktive Arbejde, vil dog hendes Stilling i Huset som „Kon­sumtionens Leder” udkræve en Uddannelse af forskelligartede Evner. Og for at hun skal kunne følge Mandens Virksomhed med Forstaaelse og Sympati og være hans Raadgiver, saavel som for at hun skal kunne lede sine Børns Opdragelse, maa hun være saa godt orienteret paa det aandefige og det sociale Omraade som mu­ligt. Den store Indflydelse, som Kvinden har i Familien, og som huq derved øver paa hele den eti­ske, sociale, religiøse og politiske Udvikling, nødvendiggør, en saa rig Uddannelse af hendes Evner som muligt."

Videre belyser og forklarer For­fatteren Kvindens Ejendommelig­heder og Erfaringens Vidnesbyrd for til sidst at erklære

„Naar Kvinden har den Mulig­hed, den Ret og den Pligt at ar­bejde med paa de almenmenne­skelige Opgaver og uddanne sin Personlighed paa selvstændig Maade, vil hun heller ikke kunne holdes ude fra politisk Stemme­ret.

Den Retfærdighed, der i denne Bog er øvet overfor Kvinderne, vil til sene Tider gøre den til en meget læst Bog iblandt dem, ogsaa paa Grund af dens interessante Af­snit om Familien, Forældre og Børn osv.

Det har ikke blot været „paa Papiret", at Professor Høffding har støttet Kvindernes Sag.

I 1906, d. 26. Juni, holdt Dansk Kvindesamfund et stort offentligt Møde i „Koncertpalæet" i Køben­havn; det var sammenkaldt paa Grund af de grufulde Forbrydelser som utilregnelige Mandsperso­ner lige forud havde begaaet imod Kvinder og Børn. D. K. krævede paa dette Møde - har forgæves siden krævet - „Oprettelse af et Kriminalasyl for utilregnelige For­brydere"’. - Betydelige Mænd og Kvinder talte. Professor ’Høffding var iblandt dem. Han udtalte i Slutningen af sit Foredrag:

„Det tjener Kvinderne til Ære, at de, uagtet det er deres eget Køn, der lider allermest under de uhyggelige Forbrydelser, der her især er Tale om, ikke vil, at den blin­de Hævnteori skal gøres gældende, men, at den sundt seende, forebyggende Retfærdighed skal have det sidste Ord i denne Sag.

Og nu i disse Dage fremstiller den nydannede „Forening af Mænd for Kvinders Valgret" sig med Professor Høffding som For­mand!                          

Foreningen vil - man tør vel sige forhaabentlig - faa sin stør­ste Opgave i et internationalt Ar­bejde, d. v. s. at repræsentere Danmark i den internationale Mands-Liga for Kvindernes Valg­ret. Den kunde næppe have faaet en Formand, hvis Navn vil have større Vægt og gøre mere Indtryk paa Udlandet end Professor Høffdings - berømt som det er gen­nem hans Værker og de Æresgrader, som mange udenlandske Uni­versiteter har tildelt ham.

„Oh, then you are a country-woman of that Professor „Hoffding"! The dearest soul in the world"*) var det begejstrede Udraab, hvormed en Udlænding paa en af de internationale Kvinde-valgretskongresser hilste et Medlem af deri danske Delegation..

„Landsmanden" havde med­bragt nogle af de Postkort med Professor Høffdings Billede, som Dansk Kvindesamfund har udgi­vet, og paa hvilke hans Udtalelse om den politiske Valgret er af­trykt. Om disse stredes man, og „Expectancelisten" over de, der ingen fik, blev lang.

Det kræver ikke Mod nu at vedkende sig Overbevisningen om, at Kvinders Valgret er et retfær­digt Krav. Nej. Men de Menne­sker, der med Alvor tænker over denne Sag, har sikkert følt det som en stor Glæde at se den Mand, der i 1887 paapegede det umulige i at holde dette Forlan­gende nede, i Spidsen for en Sam­ling Mænd, der har ønsket offici­elt at give deres Mening til Kende.

Behændigere og betydeligere Penne end vor vil den 11. Marts hylde Professor Høffding, men in­gen Hilsen kan være hjerteligere ment end den, Dansk Kvindesam­fund herved gennem sit Medlems­blad i ærbødig Taknemlighed retter til Professoren.

*) „Aah, saa er De Landsmand til den Prof. H. - Den kæreste Sjæl i Verden."