« Tilbage til søgeresultaterne
Stats-Seminarier for Kvinder
Af Anne Bruun.
Hvor længe det er, siden vi begyndte at kræve, at Staten - ogsaa hvad Læreruddannelsen angaar - burde behandle sine Døtre med lige saa megen Velvilje og Humanitet som sine Sønner, det? .véd jeg ikke. Men jeg véd, at hver Gang det i. de’ sidste 3d Aar har været muligt, har jeg været med til at fremsætte Kravet.
Der er noget underligt ydmygende i, at et Krav, der for én selv staar som det klareste og simpleste Retfærdighedskrav, at det være saa længe om at naa frem til vore Lovsigemænds Samvittighed.
Det faktiske Forhold er nemlig dette, at Staten i mange Aar har budt de unge vordende Lærere ikke mindre end 4 velordnede Uddannelsesanstalter (Jelling, Jonstrup, Skaarup og Ranum), hvor Betalingen for Undervisningen kun er 40 Kr. aarlig, endda med Lempelser for uformuende og gratis for Lærersønner; mens Kvinderne maa betale indtil 240 Kr. paa de private Seminarier. Ja, overfor Kvinderne har den samme Stat endnu intet andet Svar paa dette Omraade, end det, som jeg husker fra min Barndom: „Tak skal du ha´ og godt skal du faa, men du skal selv være om et."
Siden 1894 har Staten krævet ganske de samme Kundskaber og Færdigheder af Kvinderne som af Mændene, - nej, lad os være helt ærlige - Staten har krævet mere af Kvinderne, idet disse, foruden de samme Fag - og Fagene i samme Udstrækning, tillige har et helt Fag, nemlig Haandgerning, hvortil der kræves megen Tid og megen Omhu.
1877 skrev Astrid Stampe i sin lille Piece ”Kvindesagen” om de store Summer, som Staten da ofrede paa sin mandlige Ungdoms Undervisning. Hun opgjorde Regnskabet saaledes, at Staten ofrede aarlig over l Million Kroner paa sine Drenge og, unge Mænd; mens den samme Stat kun havde 30,000 Kr. tilovers til sine unge Kvinder - ud over, hvad Almueskolen kostede. (Kun Universitetet, som i 1875 var aabnet for Kvinder, dannede en Undtagelse). Siden den Tid er - takket være - vaagne Kvinders Banken paa og retsindige Mænds Forstaaen - saa godt som alle Undervisningsanstalter aabnede for Kvinder overalt i Landet. Dette gælder baade Realskoler, de lærde Skoler, Kunstakademiet, den polytekniske Læreanstalt, Landbohøjskolen og de tekniske Skoler. Kun Seminariernes Porte holdes endnu lukkede for Kvinderne.
I Norge, Sverrig, Finland og Tyskland er der dels særlige Kvindeseminarier, og dels Seminarier, hvor Undervisningen er fælles for Mænd og Kvinder.
Der er i vort Land arbejdet for den Sag ad meget forskellige Veje, og disse Veje er ganske interessante at genkalde sig i Erindringen: Vi havde saaledes en Gang en Regering, som opdagede, at hér var et Retfærdighedskrav fra Kvindernes Side, en „Mangel, som ikke længere kan eller bør henstaa uafhjulpen. Det var saamænd i det Herrens Aar 1884, da Scavenius var Kultusminister. Den 5. Decbr. 1884 fremsatte Ministeren i Landstinget:
Forslag til Lov om Oprettelse af en Statsskole for Kvindens Uddannelse til Lærerinder.
Dette Lovforslags § l lyder ordret saaledes:
„For Statskassens Regning oprettes paa Sjælland en Statsskole for Kvinder, der uddanner sig til Lærerinder. Paa Skolen undervises der - foruden i de Fag, som fordres til Eksamen for Almueskolelærerinder - endvidere i enkelte andre Fag, som dels hører med til almindelig Dannelse og dels have praktisk Betydning i Livet, særlig for Kvinder. Skolen beregnes paa at kunne optage indtil 64 Elever, der f aar Ophold paa Skolen og for Kost dg Undervisning aarlig betaler 500 Kr. hver; dog kan Ministeriet, foreløbig for indtil en Halvdel af Elevpladserne, nedsætte Betalingen for ubemidlede Elever til 250 Kr. aarlig for hver. Før det fyldte 17. Aar, kan ingen optages som Elev, Undervisningstiden omfatter 3 Aar. Efter 2 Aars Forberedelse forlader Eleverne, efter at have underkastet sig første Del af Eksamen, som Regel Skolen for videre at uddanne sig i praktisk Skolegerning i et eller flere - højst 3 Aar, hvorefter de vender tilbage til Skolen for at afslutte deres Uddannelse og efter endnu l Aars Forberedelse underkaste sig Eksamens 2. Del.
Som fast Lærerpersonale ansættes: en af Kongen udnævnt Forstanderinde, der tillige er Førstelærerinde, og som lønnes med 2800 Kr. aarlig med et Tillæg for hver 5 Aars Tjeneste af 400 Kr., dog at Lønnen ikke kan overstige 4000 Kr.; to Lærerinder, der lønnes hver med et Honorar af 800 Kr. aarlig med et Tillæg af 300 Kr. for hver.5 Aars Tjeneste, dog at Lønnen ikke kan overstige 2000 Kr., samt to Lærere, der lønnes med et Honorar af 1200 Kr. aarlig med et Tillæg af 300 Kr. for hver 5 Aars Tjeneste, dog at Lønnen ikke kan overstige 2400 Kr.
Forstanderinden tillægges der endvidere fri Bolig, Brændsel og Belysning, og de to andre Lærer-inder samt Lærerne de samme Emolumenter, Lærerne desuden Vask som en Elev, og de to Lærerinder Kost og Vask som en Elev."
Kultusminister Scavenius’s „Bemærkninger til Lovforslaget" er skrevet saaledes, at man næsten kniber sig selv i Armen og spørger, om det er Virkelighed, at en konservativ Minister - for 28 Aar siden - kunde udtale sig saaledes. Men Rigsdagstidende er jo paalidelig nok. Man høre: „Medens Lærerinderne kunne betragtes som et fra Statens Side anerkendt væsentligt og nødvendigt Led i det offentlige Undervisnings Lærerrække, har Staten dog, siden Loven af 29. Marts 1867 om Ansættelse af Lærerinder ved de offentlige Skoler udkom, og Bestemmelserne af 20. September 1875 om Skolelærer- og Skolelærerindeeksamen blev givne, indskrænket sig til denne Anerkendelse, og naar undtages de ved Finanslovene bevilgede Beløb til Kvinder, der uddanner sig til Lærerinder, har Staten ikke senere foretaget noget for at støtte Kvinder, der forbereder sig til Lærerindevirksomheden, eller paa anden Maade baaret deres Sag frem, hvorimod den udelukkende har været overladt til private. Her er efter Ministeriets Overbevisning en Mangel, som overfor deri stedse stigende Benyttelse af Lærerinder i Almueskolevæsenets Tjeneste ikke længere kan eller bør henstaa uafhjulpen. Ligesom der ved de kongelige Skolelærerseminarier, er sørget for Tilvejebringelse af Lærere, bør Staten ogsaa tage Lærerindernes Uddannelse i sin Haand og efter andre Landes Forbillede ved Oprettelse af en derpaa anlagt Statsskole sikre sig, at de faar en tilstrækkelig- og tidssvarende Uddannelse og derved tilvejebringe de ydre Betingelser for, at de Kvinder, der føler Kald til Skolegerningen, ikke af Mangel paa Midler skulle savne den til Lærerkaldet nødvendige Uddannelse, og Staten selv gaa Glip af ønskelige, mulig endog de bedste Lærerkræfter."
Landstinget vedtog Loven ved 3. Behandling 21. Marts 1885 - men Folketinget laa i politisk Modsætning til Landstinget, og det gik jo aldrig an, at Folketinget - om Sagen saa var aldrig saa retfærdig - vedtog en Lov, som kom fra en Højreminister og var vedtaget i Landstinget. (Kom ikke og fortæl mig, at Politik er noget godt; det er noget af det værste Djævelskab, der er til).
En senere Kultusminister (Goos) forsøgte i Samlingen 1891-2 igen at faa vedtaget en Lov om „Oprettelse af en Statsskole for Kvinders Uddannelse til Lærerinder", væsentlig af samme Indhold som den forrige. Han forsøgte at flytte Skolen til Jylland, at nedsætte Betalingen til henholdsvis 400 Kr. og 200 Kr., at forhøje Lønningerne baade for Forstanderinden og for Lærerne og Lærerinderne; men intet hjalp. Ogsaa dette Forslag blev vedtaget i Landstinget f men Folketinget henviste det 16. Febr. 1892 til et Udvalg, og Dagen efter, 17. Febr., fremkom dér, gennem et Medlem af Folketinget, Forslag om at oprette et Forskoleseminarium ved Vejle, dette Forslag blev til Lov, og dermed var det egentlige Kvindeseminarium dødsdømt. Landstinget „beklagede" Lovforslagets Skæbne; men kunde intet udrette.
I 1893 forsøgte Goos endnu en Gang at faa ét Lovforslag om et Statsseminarium for Kvinder gen-nem Folketinget; men nej; det begravedes i et Udvalg, hvoraf det endnu – 19 Aar efter - ikke er staaet op fra de døde.
I disse Aar er der fra Lærer- og Lærerindekredse Gang paa Gang sket Henvendelse til Regering og Rigsdag om den samme Sag, men alt forgæves. Ja, endog Forslaget om en helt ny Seminarielov, som Regeringen fremsatte i Folketinget 17. Novbr. 1908 havde ganske glemt Kvinderne. Denne Forglemmelse faldt Danmarks Lærerinder slemt for Brystet. De samlede sig i Flok og Følge, fra Land og By og indsendte et motiveret Andragende om at faa 4 Statsseminarier til Kvinderne lige saavel som til Mændene. Andragendet var undertegnet af op imod 2000 Folkeskolelærerinder - omtrent saa mange; som findes i Danmark. Og disse Lærerinder, som selv har maattet bekoste den dyre, private Uddannelse, de undertegnede Andragendet for det næste Slægtleds Skyld, da de jo selv ingen personlig Interesse har af denne Sag.
Senere er der indsendt 2 Andragender fra „Danmarks Lærerforening", som endnu intet Svar
I 1884, 1891 og 1893 var det Højreregering og Landsting, der ønskede at imødekomme vort Krav; i 1908 var det Socialdemokraterne og Hr. Trier, der som 2 forskellige Mindretal forlangte 2 Statsseminarier for Kvinder.
„Man sætte Ølse for; man sætte
Ølse bag,
Pølsen beholder dog sin Smag."
De politiske Partier bruger os ganske simpelt til at spille Plat og Krone med. Det man i Reglen vil, er at komme sine Modstandere til Livs. Om Sagen selv er ret og retfærdig kommer saare ofte i anden Række. Og saa er "der endda "Kvinder, som ikke kan se, at Politik udvisker Forskellen mellem Ret og Uret, mellem godt og ondt. Nu tænker jeg, at der er dem, der siger ved sig selv det samerne, som en af vore Kultusministre sagde til mig en af de Gange, hvor jeg har været med til at kræve det
Spørgsmaal løst. Han sagde: „Men hvorfor vil De endelig have disse Stats-Seminarier? Vore private Seminarier er jo saa udmærkede." Jeg svarede dertil det ganske simple: „Ja, men de er 6 Gange saa dyre."
Kvinderne er jo med til at fylde Penge i Statskassen akkurat lige saa godt søm Mændene. Baade vore direkte og vore indirekte Skatter tilmaales os jo efter samme Skala som Mændene, og derfor spørger vi vedblivende, som vi nu har spurgt i 30 Aar: Med hvilken Ret betaler Statskassen de store Summer til Mændenes Uddannelse, men lader Kvinderne betale deres selv?
Vi kunde ogsaa spørge: Hvorfor skal den Fader, der har Døtre, betale saa mange Gange mere for deres Uddannelse end den Fader, dér har Sønner?
Jeg hører ikke til Tvivlerne. Tværtimod! Endnu tror jeg, at hvad der i sig selv er ret og retfærdigt, det maa komme en Gang. Men - jeg var ung, da vi begyndte at arbejde for denne Sag; nu er jeg gammel, og vi er tilsyneladende ikke videre!
Lad mig slutte med det alvorlige Ønske, at enhver god og retfærdig Sag, som vi gamle ikke naar at se fuldført, at den maa tages op af de unge, der kommer efter os, og tages op i Tro paa, at den maa lykkes, fordi den er retfærdig.
Februar 1912.
