Lidt om Grundlovssagen

„Ogsaa Modparten bør høres".

Det har længe været min Agt at skrive i „Kvinden og Samfun­det" i Anledning af et Par Indlæg, som er fremkomne deri, og jeg vil nu med Redaktionens Tilladelse gøre Alvor deraf.

Først vil jeg berolige Fru Valeur Ingerslev, som (se 15. Decbr. S. 247) er betænkelig ved at holde Aarsmøde paa Bornholm, da Dansk Kvindesamfund formentlig ved samme Tid skulde holde stort Festmøde for at fejre Kvindernes Valgret. Forudsat, at Grundlovssagen gaar i Orden i denne Rigsdagssamling, - for Tiden er Udsigterne dertil jo ikke særlig lyse - vil det rimeligvis først ske i April, og i hvert Fald vil Rigsda­gen ikke blive hjemsendt ret læn­ge før samme Mnd.s Udgang, da der er mange andre vigtige Sager, paa dens Dagsorden, som Regerin­gen - maa ønske at faa vedtagne forinden. Valgene til Folketinget kan da holdes’, omtrent 20. Maj da Valgbrevene til den Tid er ud­løbne, og det meste af Juni vil medgaa til Landstingsvalgene. Den nye Rigsdag kan saa vedtage Stad­fæstelsen af Grundlovsforslaget i Juli; de nye Valglister affattes i August, og Valgene til begge Ting efter den nye Valgordning; foregaa i Septbr. Der er derfor slet intet i Vejen for, at vort Aarsmø­de holdes som sædvanlig i Juni, medens Sejrsfesten - saafremt dér ellers bliver nogen - kan foreta­ges, enten kort før Kvinderne skal gaa til Valg første Gang eller kort efter, at de første Gang har stemt.

Endvidere vil jeg tillade mig at imødegaa Frøken Anna Hansens og Frøken Hulda Pedersens Ind­læg (se Kv. og Samf. 30. Decbr. S. 253-55), og jeg vil gøre det undet ét, da deres Udtalelser, om ikke formelt, saa reelt hører sam­men eller dog udfylder hinanden. Deres Forslag er nemlig aldeles umuligt, med mindre man vil tæn­ke sig en kvindelig Revolution foregaaet forinden. Den enevældige Konge kunde vistnok 1848 sætte sig ud over Kongelovens Bud (om Dens evigvarende Bestaaen), fordi det kun bandt ham personlig, men ikke Folket, og dog kunde han ikke gøre det "saa let, som Frk. A. H. synes at tro. Thi han maatte føle sig bunden af det Tilsagn, som l832 var givet Provinsialstænderne, at deres Raad skulde indhentes, naar Ændringer skulde foretages i deres Stilling. Dette Løfte blev og­saa overholdt, idet Stænderne raadspurgtes om Valgordninger til Rigsforsamlingen. Vistnok kunde Kongen ogsaa have forelagt Stæn­derne selve Grundlovsudkastet til Betænkning og derefter kundgjort det som Rigets fremtidige Statsordning; men han og hans Rege­ring foretrak at gaa den anden Vej, idet de dog forbeholdt sig at udvælge en Fjerdedel af Rigsfor­samlingen Medlemmer, netop for at kunne raade Bod paa mulige Fejlgreb og Uretfærdigheder ved Valgenes tilfældige Udfald*). Men hvad den enevældige Konge kundegøre 1848, det kan „de enevælge Mænd" netop ikke gøre 1912; thi nu har Danmark en Grund­lov, og nu har baade Kongen og hvert enkelt af Regeringens og Rigsdagens Medlemmer aflagt Ed paa at overholde den. Dette hin­drer selvfølgelig ikke, at de i Fæl­lesskab kan raadslaa om og ved­tage Ændringer i Grundloven paa den i Grundloven fastsatte Maade; men det vil hindre enhver alvor­lig Mand i at skyde sit Ansvar for Grundlovens Overholdelse fra sig og at give Grundloven som Helhed til Pris for en ny Forsamling, om hvis Sammensætning man ikke paa Forhaand kan gøre sig nogen Forestilling. Hvad er nemlig „al­mindelig" Valgret? Er dét med 30 Aars Alder (den nuværende Ordning), eller 25 Aars Alder (den forslaaede Ordning) eller 21 Aars Alder, som Socialdemokraterne ønsker)? Og hvad er den „frie" Valgret?**) En sindrig udtænkt, men, saavidt jeg kan skønne, saare kunstlet Valgordning, der kan se meget godt ud paa Papiret, men som ingensinde og ingensteds er bleven prøvet, og hvis Virknin­ger derfor intet Menneske forud kan beregne. Nej, saa letsindig, for ikke at sige letfærdig, omgaas alvorlige og fornuftige Folk ikke med en Grundlov, under hvis Herredømme Folkets Udvikling i to Menneskealdre er gaaet stærkt, men rolig fremad. Og hvorfor skulde de gøre det? For at hylde en Doktrin, hvorefter ingen For­fatning maa regnes for fuldgyldig, naar den ikke er bleven billiget af hele Folket, en Doktrin, for hvilken vel ingen Forfatning i hele Verden kan staa Maal. Da Grund­loven jo særlig binder Fremtiden, fristes man til at spørge, om ogsaa Ungdommen, Fremtidens Folk, forud skal give sit Samtykke. Sagen er, at, Frk. A. H. og H. P.s Tankegang hviler paa et Fejlsyn, idet de opfatter en Grundlov ikke som en historisk Kendsgerning, men som et Udslag af Doktrin.

Endnu har jeg et Par Ord til Fru Gyrithe Lemche, som ellers (se Nr 1. af Aarg. 1913, S. 11-12) synes at være enig med mig foranstaaende Opfattelse. Men forinden vil jeg gerne have Lov til at ram­me en Pæl igennem det urimelige Paafund, at der skulde være gjort Kvinderne Uret 1848-49 og 1865 -66, fordi de ikke kaldtes til Medvirkning ved Grundlovens Fastsættelse. Paa de nævnte Tids­punkter var der sikkert ikke ét Menneske her i Landet, være sig Mand eller Kvinde, som tænkte sig Muligheden af at give Kvinder Valgret, og man kan virkelig ikke ud fra vor Tid s. Tankegang drage nogen Slutning eller fælde nogen Dom over, hvad Folk - efter en helt anden Tankegang - har gjort eller burde have gjort for 50-60 Aar siden. Gennemgaar man de første Kvindesagsskrifter fra den Tid, vil man finde hverken hos Mathilde Fibiger i „Clara Raphael" (1851) eller hos Pauline W orm i „De Fornuftige" (1857) mindste Antydning af, at de tænkte paa Valgret for Kvinder. Mathilde Fi-biger har i sit andet, men mindre kendte Skrift (1851): „Hvad er Emancipation" ligefrem udtalt, at det for hende slat ikke gjaldt om at vinde „Vej til Embeder og andre Erhvervskilder" eller „stride med Manden om noget jordisk Herre­dømme", men kun om Kvindens egen aandelige Frigørelse,

d. v. s. fra Fordomme, Sædvaner og blind Autoritetstro. Derom er det jo og­saa, at Striden i „De Fornuftige” drejer sig. Henriette Nielsen gaar visselig et godt Stykke videre, idet hun (1861) i „Esberns Skolehisto­rier" (S. 532) antyder „Kvinders Optræden i3aa Tinge" (ligesom Gambaruk i fordums Dage), men kun som; en Mulighed i en uvis „Fremtid, der skal forberedes ved - Kvindernes Frigørelse og Udvik­ling til Embeder og lignende Be­stillinger". Men naar disse tre Forfatterinder, som dengang var^: de yderligste Talsmænd for Kvin­dernes Krav, ikke gik videre, kan man trøstig paastaa at der ikke gjordes Kvinderne Uret ved at ude­lukke dem fra en Ret, de selv slet ikke tænkte paa.

Og man har endda ikke nødig at gaa saa langt tilbage i Tiden. Endnu for 15-20 Aar siden var det kun en forsvindende Brøk af Kvinderne, som turde ønske, endsige stille Krav paa Valgret; man huske kun, at Dansk Kvindesamfund endnu 1887 ikke turde vedstaa offentlig, at det nærede Ønske derom. Og mon i det hele taget nogen Kvinde 1903 turde haabe, hvad der dog 1913 er Udsigt fil at opnaa. Ja, vil man være ærlig hvorledes er det virkelige Forhold nu? En ikke ringe Del af Kvin­derne herhjemme (ligesom i Eng­land og Nordamerika) vil slet ik­ke have den politiske Valgret. Én anden stor Del er aldeles ligegyl­dig derfor, idet deres Sind er op­taget af Husvæsen, af kirkelige Spørgsmaal eller Velgørenhed, af Forsvarssag eller af Literatur, og Kunst, for kke at tale om den, Flok af „Døgnets Flaner", hvis Hu kun staar til Pynt og Fjas og Forlystelser. Hvor stor den Brøk er, som for Alvor nærer Sans for det offentlige Liv og virkelig sæt­ter Pris paa at faa Valgret og dermed Del i dette, er selvfølgelig umuligt at udregne. Det eneste Fin­gerpeg, man har i den Retning, er jo, at ved Kommunalvalgene i 1909 stemte omtrent Halvdelen af de valgberettigede Kvinder. Dette Tal er nu i og for sig meget agtværdigt af en første stemning at være, især naar man husker, at af Mændene stemte 1866, efter 18 Aars Valgret, kun to Femtedele, og dengang gjaldt det dog selve Grundloven. (Man bør derfor og­saa være mindre højrøstet, naar man taler om den Uret, der da øve­des mod dét danske Folk: Flertal­let af Vælgerfolket var i det mindste aldeles ligegyldigt herfor). Men af den ovennævnte ene Kends­gerning kan man dog ikke drage nogen Slutning om Kvindernes sto­re Iver for at faa og øve Valg­retten. Derfor hører man ogsaa nu Tale om at indføre Stemmepligt ved Siden af Stemmeret, me­dens det fra anden Side gøres gæl­dende, at man først bør have en almindelig Afstemning mellem Kvinderne Dalene for at lære Fler­tallets Mening at kende. Lad os nu haabe, at kvinderne uden slige Kunster faar den Valgret, vi saa længe har ønsket dem, oven i Kø­bet med alle Partiers Samtykke, og dermed har de i Sandhed al Grund til at være tilfredse; samtidig er der ogsaa gjort Retfærdigheden Fyldest.

Fru Gyrithe Lemche synes dog ikke at ville være tilfredsstillet der­ved; hun bevæger sig endnu i de berømte to Tempo’er, som man i Rigsdagen fra alle Sider har været enig om at opgive. Hun hylder maaske ogsaa Forestillingen om den mindre og den større Grundlovsreform. For mig staar det klart, at den større Reform af den, som; med ét Slag fordobler Vælgertallet vel at mærke baade til Landstinget og til Folketinget. Hvorfor skal det være mere magt­paaliggende for Kvinderne at faa

Del i Landstingets Omordning end i Folketingets? Jeg tror nu, at Kvinderne burde se nøje til, hvordan Valgordningen til Folke­tinget bliver. Andetsteds (i Natio­naltidende14. Decbr.) har jeg ud­viklet og skal her gentage, at hvis der ikke samtidig, med Valgretten Indføres Stemmegivning i Hjemstavnskommunen, vil den første kun være et dødt Bogstav for mangfoldige Kvinder; dér ikke kan eller vil forlade Hus og Hjem for at drage til et fjerntliggende Valg­sted; og hvis man ikke indfører Forholdstals-Valgmaaden i en eller anden Form, vil Valgbarheden for Kvinder forblive et tomt Mundsvejr, ligesom den er bleven i Nor­ge. Saafremt Fru G. L. ellers maatte sidde inde med et kløgtigt Paafund med Hensyn til Lands­tingets Omordning, vil hun gøre vel i at komme med det nu; thi det synes mig, som om Mændene - og Rigsdagsmændene ikke mindst - er saa meget i Vildrede hermed, at de næppe vil forsmaa et godt Raad, selv om det kommer fra en Kvinde. Ogsaa vilde det være ønskeligt, om man allerede nu fik at vide; hvilke særlige Kvindeønsker der næres om Grundlovsændring i andre Henseender. Jeg har nemlig paa alle de Kvindesagsmøder, som jeg har overværet, aldrig hørt nogen An­tydning heraf. Fru G. L. har selv­følgelig Lov til at tage alle for­nødne Forbehold for Fremtiden; men jeg tillader mig at tro, at saafremt Kvinderne nu faar Valgret og derefter faar. øvet sig i at bruge den - thi det skal ogsaa læres som saa meget andet - og naar de derigennem uddannes til modne Statsborgere, vil de ogsaa indse at der for dem vil være mange Opgaver, at løse ad Lovgiv­ningens Vej til at fremme Landets Vel og Folkets Trivsel, medens det vilde være taabeligt Spild af Tid og Kræfter at foretage et Gennem­syn af Grundloven alene for at op­dage indbildte Skader.

Jeg nærer ingen Tvivl om, at meget af, hvad jeg her har skre­vet, vil falde mange af dem for Brystet, med hvem jeg ellers gerne stemmer sammen; men jeg vil da trøste mig med Schack Staffeldts smukke Ord om, at

Den, der styrer Kongens onde Raad, er Kongens bedste Ven.

24. Jan. 1913.

*) Danmark fulgte paa det nærme­ste samme Fremgangsmaade, som man 1848 slog ind paa baa­de i Preussen og Østrig, medens Kongen af Sardinien gik den Vej efter nogle erfarne Mænds Raad selvstændig at kundgøre den ny Grundlov, som mærkeligt nok har holdt sig uforandret i mere end 60; Aar, skønt den i Mellemtiden er bleven udstrakt efterhaanden til hele det øvrige Italien; ikkun Valgretten er to Gange bleven udvidet, nemlig 1882 og 1912.

**) Det var ved en Fejltagelse, at, vi i sidste Nr. afsluttede Diskussio­nen om fri Valgret og Samstyre, idet dette Indlæg allerede den Gang var i vor Besiddelse. Først hermed er Ordskiftet om disse Spørgsmaal endt her i Bladet. Red.