« Tilbage til søgeresultaterne
Danske Kvindeforeninger i Amerika
Om de danske Kvindeforeninger i Amerika: de kirkelige Kvindeforeninger, Søstersamfundets Sammenslutning og de mange forskellige andre Hjælpeforeninger, stiftede af danske Kvinder, kan det vel saa omtrent siges med Sandhed, at de er upolitiske, ikke agitatoriske i nogen som helst Retning. De er ikke udpræget religiøse, ejheller særligt literiært interesserede, de giver sig i det hele taget ikke af med at lede. Kan de, hvor som helst, de er fremkommet i de forskellige Egne af Landet i Øst og i Vest, blot faa Lov tir at virke ganske, stille og, rolig i den lille lokale Kreds, er de tilfredse med sig selv og Omgivelserne.
Af de danske Kvindeforeninger i Amerika vil jeg først nævne:
Kvindforeningerne i de danske Kirkesamfund,
den evangelisk lutherske og den forenede danske Kirke, og de danske Methodisters og Baptisters Kirkesamfund. Disse Kirke-Kvindeforeniner virker hver for sig for sin særlige Kirke, der er ikke nogen som helst Slags Sammenslutning eller Samarbejde imellem dem, uden for saa vidt som at de jo alle staar under det Kirkesamfund, de arbejder for. Disse Kvindeforeningers Formaal er at samle Midler til Kirkens Underhold eller Udsmykning, til Skoler, til Børnehjem og til Hjælp for trængende Menighedsmedlemmer eller trængende Daaske o. s. v.
Kirken og Skolerne, Højskolerne og Præsteskolerne opholdes kun ved frivillige Gaver, de strider endnu under Pioner-Kaar. En stor Del af den indvandrede danske Befolkning er naaet frem til Uafhængighed men ikke saaledes med de ovennævnte Institutioner. De maa endnu bestandig tigge sig frem, leve paa smaa frivillige Gaver. Det er forholdsvis kun ganske faa Eksempler der gives paa Tilfælde, hvor Danske har betænkt deres Kirke med større Gaver. Derfor er de kirkelige Kvindeforeninger blevet af meget stor Betydning. Det skyldes i mange Tilfælde deres trofaste Arbejde, at ovennævnte Institutioner har kunnet vedblive at virke.
Ved Bazarerne har de usolgt de af dem selv og Venner forarbejdede Haandarbejder, Beklæd-ninigsgenstande o. s. v. Eller de har afholdt en større Fest, givet en Aftenunderholdning, en Koncert eller Oplæsning. De har, naar Menighederne afholder de aarlige eller halvaarlige Konventioner været Værter for disse, et ingenlunde let Foretagende, naar man betænker, hvad det vil sige at bespise og skaffe Logi til flere hundrede Mennesker i 3-4-5 Dage. Og de travle Værter maa i Almindelighed nøjes med Arbejdet og en lille Takke-Tale til Slut og saa naturligvis Bevidstheden om, at de andre har nydt godt af Mødets Samvær. - En Undtagelse herfra maa dog nævnes i denne Forbindelse, ved et af de aarlige Konventerventer lejede Værter til at sørge for Bespisningen, saa alle Menighedens Kvinder kunde deltage i Mødet. Dette synes at være Idealet; men desværre den økonomiske Side kræver i hver Menighed et altfor stort Hensyn. Kunde det store Arbejde, Kvinderne maa lægge ind paa Bazarer, ved Konventerne og andet lignende, undgaas, da var meget vundet for vore Kirkesamfund; men endnu maa man betjene sig af Omveje for at faa Manden til at at aabne sin Pengepung. Om tillige de mere velhavende Danske ikke for det meste holdt sig borte fra Kirken og dens Arbejde, vilde Kvinderne ogsaa kunne spares en Del, Nu er deres Indsats stor, og Mændene har maattet erkende, at den til Tider har bragt uventet store Resultater.
Dog har det store uegennyttige Arbejde, disse Kvindeforeninger har udført i de nu næsten 40 Aar, overalt, hvor der i Dansk Amerika rejste sig Kirke efter Kirke, saa langtfra været værdsat som det burde. - I Kirken og i Menighedernes Forsamling ventede man af Kvinden, at hun skulde forholde sig tavs. Paa Kredsmøder og Samfundets, Aarsmøder havde ingen Kvinde Delegat- eller Stemmeret - Den i Danmark saa bekendte Fru Thyra Dorf blev for en halv Snes Aar tilbage sendt som Delegat fra den Menighed, hvor hendes Mand var Præst; men Aarstmødet nægtede hende, en Stemme. I Juni 1912 blev for dansk evg. luth. Kirkes Vedkommende dette imidlertid ændret, idet Aarsmødet i Des. Moines vedtog, at at Samfundets Kvinder kunde vælges til Delegater - gav dem Valgbar hed og Stemmeret til Samfundets fremtidige Aarsmøder. Tilbage staar altsaa nu den Forenede og de andre Kirkesamfunds Kvinder, der endnu ikke har faaet denne Ret.
Det er at haabe, at de Kvinder, der saaledes har faaet en smuk Oprejsning af den dansk-luth. Kirke i Amerika, nu ogsaa vil tage mere aktiv Del i Kirkens og Menighedernes aandelige Udvikling, saa at de hver især maa være med til virkelig at bære Ansvaret for det dansk-amerikanske Folks Udvikling.
Hvor glædeligt for os enkelte Fremskridtskvinder at opleve, at en af vore Kirker herovre giver - saa vidt det staar i dens Magt - Kvinderne Ligestilling med Manden. – Læs den danskamerikanske Kirkes Historie - den evg. luth. saa vel som den forenede - og se, hvor fjærn denne Tanke en Gang har været. Begges Historie er kemisk rensede for Kvindenavne. Vidste man ikke bedre, kunde man næsten tro, at alle Præsterne levede i Cølibat. Og dog har Præstehustruens Kald i Dansk Amerika ikke blot været brydsomt og besværligt men ogsaa velsignelsesrigt og vidtrækkende. Om hende kunde og burde der ogsaa have været skrevet i Historien. Er det ved en Forglemmelse eller Tankeløshed, hun er blevet udeladt? Saa meget desto sørgeligere. Hendes store byrdefulde Gerning har da været lidet forstaaet og værdsat af dem, der skrev.
Kvindelige Hjælpeforeninger.
Iblandt de mange forskellige af disse vil jeg først nævne Foreningen „Dagmar" i Brooklyn, stiftet i Fru Johanne Olsens Hjem den 5. Juni 1887 af Fruerne Augusta Carlsen, Johanne Olsen, Anna Andersen og Cathrine Schmidt. Denne Forening har i dette Tidsrum udbetalt over 15,000 Dollars i Sygehjælp, Livsassurance og Gaver. Fru Carlsen var Formand de første otte Aar. Fru Johanne Olsen var Kasserer i 7 Aar og i 14 Aar Formand. Det skyldes hendes Indflydelse, at mange af Foreningens Medlemmer har taget saa stor aktiv Interesse i, Arbejdet for det udmærkede danske Alderdomshjemmet i Brooklyn „Alderdomshjemmets Moder" kalder man - med Rette -, Fru O. Hun, der - om nogen - er Fremskridtskvinde, indtager en højt anset Stilling blandt Østens Danske. Særlig i New York og Brooklyn er hun kendt som Foregangskvinde ved alle humane Foretagender og som den eneste kvindelige, den dygtigste og mest begejstrende Taler ved festlige Sammenkomster blandt Danske. Af andre ikke organiserede Hjælpeforeninger er der en Del, der hører ind under den store „Dania Forening" og kalder sig ,,K vinde foreningen Dania ". Den er stiftet for at støtte og hjælpe Medlemmer i Sygdom og ved Dødsfald, men er dog ikke hemmelig som selve „Dania" og arbejder heller som denne med Livsassturance. En anden Forening af danske Kvinder kalder sig 100 Kvinders Forening og er baseret paa frivillige Bidrag efter Overenskomst. En saadan Hjælpeforening af Kvinder i San Francisco, Formand Fru Niels Larsen, udbetaler omkring ved tusind Dollars om Aaret til trængende danske Familjer.
Søstersamfundet.
En meget stor og vidtrækkende Organisation er den store Sammenslutning „Søstersamfundét" blevet. Søstersamfundets første Loge stiftedes af Fru Christine K. Hemmingsen, Datter af Husmand Anders Hansen-Orup, Sjælland. Denne Loge stiftedes den 31. Januar 1884 med 11 Medlemmer. Stifterindens Mand, Nils Hémmingsen, Medlem af Brodersamfundet valgtes til dens Over-Præsident. Cathrina Hansen til Præsident, Karen Hansen til Vice-Præsident, Agnes Johnsen til Sekretær og Christine Hemmingsen til. Kasserer. Den 20, Marts samme Aar stiftedes Loge Nr. 2 i Lyohs, Iowa, med 9 aktive 13 passive Medlemmer, og to Brodersamfundsmedlemmer som Over-Sekretær og Over-Kasserer. - Samme Aar i August døde Christina Hemmingsen.
Hendes efterladte Mand fik da udbetalt Dollars: 11,25 i Assurance!
Tager man nu et Spring fra denne lille fattige Begyndelse i Aaret 1884 til Aar 1912, hvor Sammenslutningen ved sit halvaarlige Møde den l. Juli staar med 129 Loger og et Medlemsantal af 6242 aktive og mange passive Medlemmer og udbetalt Assurancev af Dollars: 117,250 og over Dol. 150,000 i Sygehjælp, da maa man give Fru Bothilde Hansen, Østens Delegat til Mødet, Ret i, at dette dog turde være en ret enestaaende dansk Kvindeforening i et fremmed Land ingen anden, Nation kan fremvise noget lignende". Samfundet er baseret paa gensidig hljælpeprincip, naar en lider Nød er det alle de andres Pligt at hjælpe, „Dette Princip har det danske Søstersamfund i Amerika søgt at gennemføre saa godt som det var muligt. Hvor megen Fattigdom, Lidelse og anden Nød har ikke danske Mænd og Kvinder i Amerika afhjulpet ved at slaa sammen Last og Brast, det kan ikke tælles i Dollars eller siges i Ord" - siger Fru Hansen, og vi maa med hende beundre det smukke Resultat de to Sammenslutninger Broder- og Søstersamfundet kan fremvise af deres Virksomhed.
Blandt de Brodersamfundsmedlemmer, der har været behjælpelige med at oparbejde Søster-samfundssagen, nævnes især de Herrer Niels Hemmingsen, L M. Hoffenblad, L. Riis og J. Chr. Eskildsen. Hr. Hoffenblad og Hr. Riis var saaledes gennem 25 Aar hhv. Oversekretær og Overkasserer for Samfundet. Ved sidste Aarsmøde i Concil Bluffs Iowa, 1910, afgik de fra disse Stillinger, og Kvinder valgtes ind i deres Sted. Samfundet har fælles Livsassurance, hvert Medlem kan forsikres for 250-400 Dollars. Derimod har hver Loge sin selvstændige Syge- og Hjælpekasse med varierende Kontingent. Kvinder fra 18-50 Aar kan optages. En Loge ikke mindre end 9 Medlemmer kan tilhøre Sammenslutningen.
Søstersamfundet vedkender sig ingen Interesse for Kvindessagsspørgsmaalet, - som en af dets Medlemmer udtrykte sig - „at begynde paa at drøfte dette Spørgsmaal vilde kun vække Splittelse, da de fleste hverken gider eller vil befatte sig med det og dog har vi mange intelligente Kvinder iblandt os; men vor Opgave er kun at hjælpe hinanden i Sygdom og ved Dødsfald - Men er da ikke selve Ideen med dette Søstersamfund en eneste stor Agitation for Kvindens Selvhævdelse, hendes Ligestilling med Manden i Livskrav og Livsværdi. Mændene, der traadte sammen for at hjælpe og støtte hinanden i de mange forskellige Foreninger, glemte at tage Kvinderne med i disse. Saa tog Kvinderne selv fat. Mændene fandt, det var klog gjort, og hjalp dem med Raad og Daad, saa længe de trængte til Hjælp. Nu, da der kun staar Kvinder i Hovedbestyrelsen, har de vist, at de kan hjælpe sig selv.
Politisk har altsaa Søstersamfundets Sammenslutning naaet frem til en sideordnet Stilling med Broder samfundets Sammenslutning. Tilbage staar da en Sammenslutning af Broder og Søster Samfundet som det eneste rimelige Resultat af denne Kvindernes aarelange til Dels ubevidste Agitation for Selvhævdelse og Sidestilling med Manden i Livsværdi, i stille Protest imod den Tanke, at ikke Kvindens Livsgerning skulde være af lige saa stor Værdi som Mandens. En saadan Sammenslutning vilde mene en stor Besparelse af Arbejde , Tid og Kræfter. Man vilde blive i Stand til’ at tage aktiv Del i Kulturarbejdet i det danske Amerika, saaledes som Brodersamfundet fra Tid til anden har haft det paa sit Program; men endnu aldrig ført ud i Virkeligheden. - Mænd, og Kvinder i Samarbejde, det er Idealet. Mænd og Kvinder sattes ind i Livet for under alle dets Forhold at bringe det meste ud af Livet, gøre det skønt og smukt for hinanden. Mænd Og Kvinder tilsammen er og skal være Verdenskulturens Bærere, Kun i Fællesskab kan de bære Ungdommen frem og hjem - holde den fast - uden Ungdom ingen Fremtid, uden Fremtid haabløs Sag!
Broder og Søster Foreningens Fremtid - saa vel som den dansk-amerikanske Sags Fremtid i det Hele taget - ligger gemt. Men Ungdommen vil kunne hæres frem og holdes fast naar danske Mænd og Kvinder bærer Idealets Fane saa højt, at Ungdommen maa bøje sig i Højagtelse og slaa Følge. Maatte danske Mænd og Kvinder i vort kære Amerika som Foreningsmedlemmer, som Kirkemedlemmer eller som ensomme Enkelte i den store indvandrede Flok være sig Ansvaret for dansk-amerikansk Kultur bevidst, saaledes som denne paa forskellig Maade ytrer sig fra Østens danske Kolonier ved Atlanten til Californien - derude ved det store stille Hav. p. t, Kbhvn. Oktbr. 1912.110
