« Tilbage til søgeresultaterne
Fra England
De engelske Kvinder led, som bekendt, nylig den Skuffelse at se Regeringen tage det Forslag tilbage, som aabende Muligheder for Gennemførelsen af Ændringsforslag, der vilde indføre Valgret for Kvinder og saaledes standse den fortvivlede Kamp, der nu føres.
Grunden til Forslagets Tilbagetagelse var, som ogsaa bekendt, den, at Underhusets Formand erklærede, at hvis noget af de bebudede Ændringsforslag blev vedtaget, maatte han i Henhold til Husets parlamentariske Regler anse det oprindelige Forslag for saa forandret, at et, nyt maatte forelægges.
Regeringen har været Genstand for en alt andet end smigrende Opmærksomhed paa Grund af dens aabenbarede Mangel paa Indsigt i det parlamentariske Maskineri, og den har navnlig fra de ”militante" Kvinders Side været forfulgt til en hidtil ukendt Grad.
Hvad denne krigerigske Agitation koster Nationen er et Spørgsmaal, som det engelske Blad „Standard" fornylig har forsøgt at belyse, og Bladet er kommet til det Resultat, at der siden Oktober 1905 er anvendt mere end 500,000 £ (l £ = ca. 18 Kr.) til den millitante Bevægelse.
Udgifterne kan løselig samles under tre Hovedgrupper. ,
1) Skade, foraarsaget ved tøjlesløse Voldsgerninger.
2) Udgifter ved Detektivtjeneste og for at forhindre Voldsomheder, en Sum, der er adskilligt større, end de fleste antager.
3) De Penge, som Kvinder, der støtter Bevægelsen, har unddraget Velgørenhedsforetagender og andre offentlige Formaal.
De følgende Poster er nogle af de for nyligt foraarsagede Udgifter.
Bombeeksplosionen i Finansministerens Hus 5-200 £
Pavillonen i Regent Park nedbrændt: 720 - Kew Pavillonen nedbrændt: 1000 £ (eller mere).
Ødelagte Golf-Baner: over 100 £ Breve beskadigede og ødelagte Telegrafledninger: Summer, der endnu ikke er optalte osv. osv.
Bevogtning af Ministrene.
Endvidere er der Omkostningerne ved „Vagttjeneste". Alle Parker og offentlige Bygninger er blevet bevogtede Nat og Dag - for ikke at tale om Postkasserne og, siger Bladet, „i det mindste tyve Ministre er under stadig Bevogtning. To Opdagere staar altid til deres øjeblikkelige Raadighed, hvad der medfører Udkommandering af 5-6 Mand pr. Dag, og undertiden mere, medens Bevogtningen af Ministrenes Huse i By og paa Land, - enten de er i Hovedstaden eller ej -, kræver endnu flere.
Automobilkørsel anvendes hyppigt til dette Formaal, og naar en Minister skal optræde offentlig, er han sædvanligvis omgivet af Automobiler med Opdagere, Undertiden med Spejdere paa Motorcykle. Det vides, at Chauffører har tjent 15 til 20 shillings for en Aftens Tjeneste af den Art. I Sæsonen koster denne personlige Bevogtning af Ministeren Landet fra 250 - 300 £ om Ugen. Bevogtningen ved Møder, Haveselskaber o. l. er ogsaa en stor Udgift.
Til Møder i Provinsen rejser Skarer af Privat-Opdagere fra Hovedstaden; hver eneste Jærnbanestation bliver bevogtet og Pladsen foran Ventesalene afspærres undertiden til smalle Alléer ved Hjælp af tætte Rækker af Betjente.
Mrs. Fawcetts Fordømmelse.
Mrs. Fawcetts, der er den meget kendte Præsident for det ældste Kvindevalgretsforbund i England, har taget meget skarp Afstand fra de millitante Kvinders sidste Voldshandlinger. Efter ”Votes for Women” sluttede hun en nylig holdt Taler som følger:
Lige saa dybt, som jeg afskyer „Militanternes" Voldshandliniger, afskyer jeg de Voldshandlinger for hvilke de har været Genstand: Tvangsernæringen, som aldrig burde have været anvendt, og de Fornærmelser og Forhaanelser, som de har maattet lide i Wales, og som jeg end ikke vil nævne ved Navn.
Ingen kunde stærkere end hun fordømmte „Militanternes" Voldshandlinger. Men den Mand, der var forarget over deres Handlinger, vilde hun bede om at spørge sig selv, hvad Mænd vilde have gjort under lignende Omstændigheder, hvis de havde arbejdet i Aarevis for en stor Sag, havde faaet Løfte om Sejr, og derpaa havde set deres Haab traadt i Støvet og knust. Han vilde finde straaende Svar i Historien.
”Beskæmmende Ligegyldighed.”
Mrs. Humphry Ward; den berømte engelske For f., som staar i Spidsen for den Kvindebevægelse, der modarbejder Kvindens Valgret, men som hylder den mærkelige Anskuelse, at Kvinderne nok kan bruges i det kommunal-politiske Liv, kæmper efter „The Suffragette" drabeligt for at faa Mændene (Partierne) til at tage tilbørligt Hensyn til Kvinderne ved Valgene til de kommunale Raad.
Hun bekendtgør, at hvis Mændenes politiske Partier ikke vil opstille kvindelige Sogneraadsmedlemmer, „saa skal vi fortsætte med at organisere vore kvindelige Vælgere, og vi skal opstille uafhængige Kandidater, indtil vore Maal er sikret". Hun taler om „Kvindens lurvede Behandling i Hænderne paa de politiske Partier". „Det er umuligt", siger hun, „at rense noget Parti for Beskyldningen om, at det viser Kvindernes, Ønsker og Krav i den kommunale Mark en rent ud beskæmmende Ligegyldighed."
Englands Premierminister har „lovet" Kvinderne, at om et privat Forslag om Kvindevalgret bliver indbragt „næste Samling", skal der blive givet dette Tid til Behandling. Naar man mindes, hvor mange „private" Forslag, der har lidt Straadøden, forstaar man helt vel, at alle de om Valgretten organiserede Kvinder - millitante som ikke-militante - med Foragt viser denne Udvej tilbage og enstemmigt kræver et Regeringsforslag.
