« Tilbage til søgeresultaterne
Svar fra »en Landlæge.«
Har jeg overvurderet Kvindens Gerning i Hjemmet?
Hvis min Modpart har Ret i, at „enhver Gennemsnitskvinde ret snart kan sætte sig ind i den Husførelse," der bliver hendes Gerning, naar hun som gift Kone træder ind i et Hjem, der ligner hendes Barndomshjem, selv om hun har brugt sin Ungdom til at dygtiggøre sig paa et helt andet Felt, saa bliver Svaret paa ovenstaaende Spørgsmaal et Ja. Men herpaa vil jeg lade Kvinderne selv give sig Svaret. Dét er ikke Hovedsagen for mig. Spørgsmaalet er heller ikke for mig: gift eller ikke gift.
Det, jeg vil, er en fast Plan i Kvinders Liv saavel som i Mænds.
Alle Mennesker, derfor ogsaa alle unge Piger, ønsker at blive gift. Men bruger den unge Pige sine bedste Læreaar til Uddannelse i en „Livsgerning", der er bestemt til at forlades) ved første gunstige Lejlighed, da faar Gerningen en Baggrund af Foreløbighed, som gør, at der ingen Hvile bliver i den. En „Livsgerning", der kun er bestemt til at blive Livsgerning, hvis det man helst ønsker, slaar fejl, den gengiver man sig kun til med en Følelse (bevidst eller ubevidst) af Utryghed, som vanskeliggør den inderlige Fordybelse, der maa til for at naa det ypperste. Den skaber en Delthed i Sindet, som skader.
Det er anderledes før den unge Mand.
Vil han være Landmand, saa giver han sig ikke i Haandværkerlære e. l., men bruger sin Ungdoms Tid og Kraft paa at dygtiggøre sig til sin Manddoms Gerning. Derved kommer der en fast Plan i hans Arbejde, en Retlinethed i hans Tilværelse, der giver Karakterstyrke og den Glæde over Livet, som kun skabes véd at forfølge et bestemt Maal. Det samme kunde jeg unde den unge Kvinde. Og dét kan kun vindes ved at bortskaffe Deltheden fra hendes Virke.
Ophør med at sætte den unge Bondepige i Lære ved alt muligt andet end netop det, hun har mest Udsigt til at komme til at arbejde med. -
Skab hende en Ungdomsuddannelse indenfor Landbrugets Mangfoldighed af Arbejder, saa vinder hun en Erfaring og Kyndighed, hun kan tage med sig ind i sit Ægteskab, hvis hun bliver gift, som hun kan udvikle videre i sit Hjem og gøre frugtbringende dér til fælles Gavn, men som hun ogsaa kan leve paa og af, hvis Ægteskabet ikke falder i hendes Lod. Saa er Deltheden borte fra hende? Ungdom, saa er der Enhed ogsaa over hendes, Tilværelse. Dette bør være Maalet.
Og ser vi Maalet, finder vi ogsaa nok Midlerne. Der er Kræfter nok i Bevægelse for at naa frem det gælder blot om, at de bringes til at virke i den rigtige Retning. For de unges Skyld. Og for Landbostandens Skyld.
Jeg nævner Gaardmandsstanden, fordi jeg taler om Forholdene paa Landet; Byerne kender andre bedre end jeg. Gaardmandsstanden er Landets Overklasse, d. v. s. den regerende Klasse for Tiden. Det er ikke med Urette. - Men Rettigheder giver Pligter, den styrende maa føre. Og Føreren maa se Maalet. Ikke alene Maalet for i Dag, men Maalet for Fremtiden.
Maalet i denne Forbindelse bør være at knytte de unge fast til deres Fædres Gerning. Ve den danske Bondestand, om Flertallet af dens bedste Kvinder gaar bort fra den.
De „Gaardkoner” der leder deres Døtre den Vej, arbejder paa Bondestandens Ruin.
