En kvindelig Redaktør.

I det engelske Kvindeblad „Womans Herald” findes en Beskrivelse af Madame Maria Martin, som er Redaktør af det franske Kvindeblad „La Citoyenne”. Madame Martin aflægger nemlig et Besøg paa „Womans Herald” Kontor, hvor Redaktøren griber Lejligheden til et lille Interview, og da det er ret interessant at høre den franske Redaktørs Udtalelser, kan vi ved disse Linier ogsaa gøre Madame Martins Bekendtskab. Hun følte sig lidt undselig ved den engelske Redaktørs Spørgsmaal, da hun mente, hun kun havde gjort saa grumme lidt for Kvindesagen, men gav dog følgende Oplysninger:

„Jeg er født i England og tilbragte Størstedelen af min Barndom i London, hvor min Fader var Arkitekt, min Morfader den berømte Portrætmaler H. U. Pickersgill Esq. K. A. Kort før den franske Krigs Udbrud 1869 kom jeg for min Sundheds Skyld til det sydlige Frankrig og forblev der under den skrækkelige Krig 1870 - 1871. I den Tid kom jeg til at elske dette Land, som mit Fædreland, og jeg kan forsikre Dem, at mit Hjærte blødte ved dette Lands skrækkelige Lidelser under Krigen. I 1872 giftede jeg mig med en Franskmand og er bleven fransk med Liv og Sjæl, men dog med rige Minder fra mit Fødeland, England. Før mit Giftermaal levede jeg rolig som andre unge Piger uden nogen særlig Interesse for sociale og politiske Spørgsmaal. Naar jeg i det hele taget læste Aviser, gjorde jeg det kun for Nyhedernes Skyld, og havde ikke fjærneste Forstaaelse af en Redaktørs Pligter.

Den engelske Redaktør Helena Templer spurgte: Men hvorledes kom De da til at blive Redaktør? - „Jeg gjorde Bekendtskab med Frk. Hubertine Auclere, som er den egenlige Grundlægger af Kvindebladet „La Citoyenne”, et Blad som arbejder for Kvindens Rettigheder. Ved hende blev jeg mere og mere draget ind i Kampen for vort Køns Ret. Jeg begyndte at vinde dyb Interesse for forskellige Spørgsmaal, men tog dog ikke videre aktiv Del deri. Jeg var nemlig stærkt optaget i mit huslige Liv, der kom hurtigt smaa Børn - fire Børn. - De véd, i Frankrig regner man fire Børn for en stor Familie. Først da de blev større, blev jeg mere fri, skønt jo en Moders Pligter aldrig ophører. Saa kom det Slag for os Kvindesagsvenner, at Frk. Hubertine Auclere maatte opgive sin Redaktørplads, fordi hun giftede sig og maatte forlade Frankrig for at drage til Algier.”

„Saa blev De naturligvis hendes Efterfølger?” spurgte Helena Templer.

„Ikke naturligvis, jeg var, som jeg fortalte, fuldstændig ukendt med Journalistvirksomheden, og jeg kan næppe forstaa, hvorledes det hele kom. Jeg husker blot, at jeg i min Samtale med hende højligen beklagede hendes Fratrædelse fra „La Citoyenne”. Aa, svarede hun, der findes sikkert nok en Kvinde i Paris, der kan være Redaktør, og De er den, der bør overtage Bladet. Jeg blev næsten stum ved denne Udtalelse, men Frk. Hubertine Auclere sagde indtrængende: De bør gøre det, de bør i det mindste prøve det. Er et alvorligt Forsøg i Almindelighed ikke ogsaa Vejen til at naa Maalet? Jeg vovede Springet, fordi der ingen anden var, som vilde eller kunde. Gode Venner, franske, engelske, amerikanske, danske *) og italienske, har hjulpet mig.

Hubertine Auclere vedbliver at følge os med Liv og Sjæl og skriver regelmæssig til hvert Numer af Bladet. Jeg modtager bestandig mange Opmuntringer angaaende Bladet, og i Aar har jeg haft den Glæde, at jeg kan lade det udgaa to Gange om Maaneden i Stedet for tidligere en Gang.

Eders engelske Blad „Woman Herald” er stadig den største Opmuntring for mig, og jeg har Masser af Blade, men „Womans Herald” er min ugenlige Budbærer til Styrke og Opmuntring, og jeg kan sige, at det er det eneste Blad, hvoraf jeg læser „hver Linie.”

„Men hvorfra faar de Midlerne til at opretholde Bladet?”

„Pengene” gentog Madame Martin. - „Ja, det kan undertiden være vanskeligt nok, thi de Kvinder, det interesserer sig for Kvindesagen, de har næsten aldrig Penge, men vi har i vor Deputerede (Folketingsmand) M. de Gasté en tro Ven og Kampfælle, hvis Pung, Indflydelse og Autoritet altid staar til Tjeneste, naar det gælder Kvindesagens Fremgang. Han er i Sandhed en usvigelig Ven, og jeg vil haabe, at naar vi franske Kvinder vinder vore Rettigheder, vi da aldrig vil glemme, hvad vi skylder M. de Gasté. Han er nu 80 Aar, men mere aktiv og livlig end mangen ung Mand. *)

„Hvor foregaar Deres Arbejde?” „I mit Hjem. Dersom jeg ikke kunde foretage det i mit Hjem, kunde jeg aldeles ikke have paataget mig Redaktørpladsen. Da jeg overtog Ledelsen af Bladet, flyttede jeg Kontoret og Administrationen af „La Citoyenne” til mit eget Hjem.”

En Ven, som besøgte Fru Maria Martin, fortæller: ”Den ny Redaktør at „La Citoyenne” har flyttet Kontoret til sin egen Bolig i Gaden des Mont Genis. Ingen Plade paa Yderdøren, heller ikke paa Stuedøren bærer det Blads Navn, som har paataget sig at kæmpe for Kvindernes Ret; jeg frygtede, jeg havde ringet paa en fejl Dør, men Fru Martin forsikrede mig snart om, at jeg virkelig stod i ”La Citoyenne”s Kontor. Billederne paa Væggene, saa vel som Billedhuggerarbejderne til alle Sider, viste Ejerens kunstriske Smag, viste at hun var Hustru og Moder.”

„De ser”, fortsatte Fru Martin, „naar mit Hjem og mit Kontor er ét, kan jeg spare Tid, passe mine forskellige Pligter og ofre al min Fritid til „La Citoyenne”, jeg kan forsikre Dem, at jeg har aldrig Tid til at kede mig.”

„Med Hensyn til Kvindens Stemmeret kunde jeg ønske at høre Deres Mening.”

„Jeg betragter Stemmeretten som Grundbetingelsen til alle Rettigheder, som Nøglen til den Dør, vi skal have aabnet.

Vi har nu den offenlige Mening for os. Hvem tør nemlig i vore Dage le af de kvindelige Læger, eller gøre Løjer med de Kvinder, som er ansat i de forskellige offenlige Kontorer eller ignorere Geniet hos de kvindelige Kunstnere. For 20 Aar siden vilde Adgangen til Kunstakademi for Kvinder været bleven nægtet, medens man nu diskuterer det med Alvor.

Det vilde være heldigt om Kvinderne kom ind i vort offenlige Fattigvæsen; det vilde da sikkert blive bedre for de mange smaa udhungrede Børn og Mødre, om baade hæderlige Mænd og kærlige Kvinder arbejdede sammen. Lige som jeg tror, det vilde være stor Fordel for vort politiske Liv og for vor Regering, om Kvinderne deltog i Arbejdet. For Eksempel vilde da ingen Moder stemme for Krigen, om hun sad i Regeringsraadet. „Et Kvindehjærte vilde bløde ved Krigens Ødelæggelse.”

„Hvorledes stiller De Dem til Reformen i Kvindernes Klædedragt?”

„For min egen Person betragter jeg Reformdragten som Spørgsmaal af anden Rang. Vi har vigtigere Sager at kæmpe for, saa meget mere som vi kan klæde os næsten som vi vil, men derimod ikke har Ret til at udøve nogen Indflydelse eller har nogen Medbestemmelsesret i Lovgivningsarbejdet.”

„Min egen Mening om Dragten er, at vi burde først forkaste de besværlige, usunde Skørter. Med Korsettet vilde jeg paa en Gang gøre det af, som det, der hindrer al fri Bevægelse og sætter Grænser for Legemets Organers Udvikling. Vor Reform i Klædedragt maa gaa ud paa, at Mødrene kan føde sundere Børn, for vi har ikke i Sinde at gøre det af med Mødre og Børn eller gøre Kvinder til Mænd, vi vil kun befri os selv fra Modens Luner og Lænker og antage en Dragt, der passer til vort Arbejde og vore forskellige Beskæftigelser.” Tiden var nu udløbet for Fru Martins Besøg i det engelske Redaktionskontor hos Helena Templer, og hun ytrede sin Glæde over at have besøgt den engelske Redaktør og hendes Medarbejdere, og vi haaber heller ikke, „Hvad vi vil”s Læsere har kedet sig ved at overvære de to kvindelige Redaktørers Samtale.

*) Fru Mathilde Bajer skriver maanedlig en Artikel om Kvindesagen i Danmark eller andet til „La Citoyenne”.

*) I „La Citoyenne” ses næsten i hvert Numer smaa og store Summer skænket af private Venner af Kvindesagen til at udbrede Bladet. Kvindebladet „Hvad vi vil” vilde ikke have noget imod at modtage lignende Bidrag af sine Venner, saa der i langt større Udstrækning end nu kunde agiteres for dets Udbredelse.