« Tilbage til søgeresultaterne

Et Lægemiddel.

Af: Massi Bruhn

« Se emneord

(Fortsat.)


"Jeg kan ikke begribe, hvad det skal blive til med Ragnhild," sagde Statsraadinde Holm og rystede bekymret paa Hovedet. "Jeg forstaar hende slet ikke mere."


"Det har du saamænd aldrig gjort, kære Tante Marie. Har du nogen Sinde forstaaet hendes Emancipationsideer, har du været med paa Kvindens kommunale og politiske Valgret, paa Spørgsmaalet om den frie Kærligheds Berettigelse, kontra det sædelige Lighedskrav, kort sagt, paa Kvindens Frigørelse og Ligestillelse med Manden som Borger af Staten? Det var jo det, Kousine Ragnhild og hendes Veninder altid docerede for os, før hun rejste til Udlandet."


"Nej, lille Tante," sagde Dr. Holm, "vi to gamle forstod os ikke paa det moderne, vi blev tyllede med ved dine Torsdagssoireer forrige Vinter, det maatte vi da tidt nok høre."


"Du har Ret, Knud, jeg har aldrig forstaaet, aldrig rigtig kunnet komme hende nær, det kære Barn. - Men saa længe hun var glad og lys, med et Sind saa let som Champagneskum, var jeg alligevel fornøjet med hende. Alle hendes store Ideer var for mig kun Udslaget af Ungdom, brusende, gærende Ungdom - jeg længtes ikke efter det Øjeblik, da den skulde aflagres. Desværre er hun nu bleven spagfærdig nok, hun er slet ikke til at kende igen, siden hun kom hjem fra Tyskland. Hun taler ikke, hun læser ikke, og Musikken, som hun før dyrkede med Lidenskab, er hende ligefrem imod - og saa har hun fuldstændig trukket sig tilbage fra al Selskabelighed."


"Aa, det er vil ikke saa skrækkeligt, som du bilder dig ind, Tante. Jeg kender alt det hos de unge Piger, der ikke har noget fornuftigt at tage sig for. Det er Hysteri, Blegsot, for stærk Fantasi, for mange Drømme og for lidt Virkelighed, der ødelægger de fine Damer. Det er Tidens forbandede, idiotiske Opdragelse, der ødelægger dem og derigennem Slægten . . . Hvad siger for Resten dit Faktotum, Professoren, om Ragnhild. I har vel konsuleret ham?"


"Professoren har forsøgt mange Ting, men intet har hjulpet, sidst talte han om at sende hende en Tid til "Oringe" for at anbringe hende paa Afdelingen for Humørsyge, og det synes at Tanken om at komme dertil ligefrem tiltaler hende. Er det ikke gyseligt?" Etatsraadinden brast pludselig i Graad, "min lille Ragnhild, min Søsters eneste Barn i et Galehus."


Dr. Holm begyndte at gaa op og ned ad Gulvet, "Det er saagu ikke saa galt - slet ikke det værste, Professoren kunde hitte paa med hende; men den Udvej staar os jo altid aaben, om vi ikke kan finde paa noget andet. Hør, Tante! jeg vil selv gaa ind og se til hende, jeg har altid udøvet en oplivende Virkning paa hende, alene Synet af mig plejer jo at gøre den lille Frøken saa kamplysten som en Hanekylling."


"Aa ja, gør det, kære Knud, men tag varlig paa hende, dril hende ikke!"


"Ja, Tante, det svarer jeg ikke for, naar du betror mig Kuren, maa du ogsaa overlade mig Valget af Mixturen."


Dr. Holm bankede gentagne Gange paa Døren til Ragnhild Hanstens Dagligstue. Da ingen svarede, aabnede han resolut Døren.


Han studsede uvilkaarlig ved Synet af Ragnhild, der sad sammenkrøben i en Lænestol henne ved Vinduet. Hun rejste sig ikke, men strakte mekanisk Haanden ud mod ham.


"God Dag, Knud, er du kommen tilbage igen til Byen?" sagde hun mat og saa op paa ham med et underlig udslukt Blik.


"Ja, Ragnhild, som du ser, nu er vi to nok i den gamle Gænge igen her i det glade København. - Hvad tager du dig ellers for nu, er det gaaet fremad med den "Kommunale"? Tror du endnu paa, at I kan faa Landstinget til at neje sig for Damerne i Vinter? Du husker jo nok vort Væddemaal desangaaende."


"Jeg ved ikke, der er ingen Ting, der interesserer mig mere, jeg er saa træt og sløv, jeg trænger bare til Ro," sagde Ragnhild og lagde sig tilbage i Lænestolen. Hendes smaa nervøse Hænder arbejdede rastløst med at sno og flætte Snorene i Kvasterne paa Stolearmene, medens hun talte, hun syntes at være aldeles optaget af dette Foretagende.


"Saa lad være med det Fletteri," sagde Knud utaalmodig, efter at han i nogen Tid havde betragtet hendes Virksomhed. "Naar man er træt, skal man spare paa sine Kræfter til noget nyttigt Arbejde, det, du der laver, fører saagu ikke til noget. Har du ikke noget at bestille, Ragnhild?"


"Jeg duer ikke til noget, jeg har tabt Troen paa mig selv, paa alt og paa alle. Hvad kan jeg vel udrette, jeg er bare saa træt, saa træt, og saa vil jeg saa gærne være i Ro". -


Hendes Blik bad ham mere end Ordene om at gaa, men han lod, som om han ikke forstod det.


"Det er kedeligt, at du er saa træt, Ragnhild, for jeg har netop et Arbejde til dig. Jeg kender nemlig en Kvinde, som jeg tror der er mere træt og trænger til mere Ro end du. Det er en fattig Kone ude paa Nørrebro, hos hvem jeg er Læge. Hendes gamle Moder har været syg og sengeliggende i mange Aar, og nu er det snart paa det yderste med hende. Datteren har trolig plejet hende og trods sin store Fattigdom spredt et vist Velvære over den gamle Kones sidste Levedage. Hun har ofret Tid og Kræfter, arbejdet Nat og Dag for sin Moder og sin lille vanføre Dreng. Nu er Konen selv syg, hun er ødelagt af Nattevaagen og Overanstrængelse. Da jeg saa dig sidde ørkesløs i din Fløjels Lænestol og klage over, hvor træt du var, kom jeg pludselig til at tænke paa hende - jeg sammenlignede hendes Træthed med din ... Ragnhild! Jeg faar en Ide; du skal gaa med mig ud til hende for en Gang at faa at se, hvordan saadan Folk har det ... Og saa skal du, naar du kommer derud, tage dit Tøj af og blive der, til jeg igen henter dig, saa kan du passe den gamle, medens Datteren hviler sig i nogle Timer - den gamle er let at passe. Naar hun bare faar sin Medicin i rette Tid og lidt at læske sig paa en Gang imellem, er hun tilfreds, det gamle Skind."


Doktoren rejste sig.


"Kom saa, Ragnhild, tag dit Tøj paa strax, jeg har meget at bestille i Dag og tør ikke sinke mere Tid, end jeg allerede har gjort ved min Visit inde hos Tante."


Ragnhild var pludselig vaagnet op af sin Døs. Hun stirrede forbavset paa Doktoren, hun kendte ham slet ikke igen. Han havde altid behandlet hende med en kølig Overlegenhed, saadan som Folk behandle et dumt, forkælet Barn, om hvem de i deres stille Sind tænke, at var det deres, saa skulde det min Tro faa. Jo, hun havde godt følt, at han omtrent tænkte saaledes om hende, den Gang hun var glad og begejstret, havde store Ideer og lyse Tanker . . . den Gang, da hun var ung og glad, den Gang - aa! den Gang. -


(Fortsættes.)



« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner