« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinde-Kunst paa Foraarsudstillingen
(Alle Billederne er velvilligst fotograferede af Julie Laurberg & Gad.)
Naar man læser en Bog, vil man i de ni af ti Tilfælde aldrig være i Tvivl om, hvorvidt den er skrevet af en Mand eller af en Kvinde. Det særligt kvindelige i Form af Indhold slaar en i Møde næsten ved første Øjekast - en udpræget Følsomhed, en instinktmæssig Nænsomhed i Opfattelsen af de dagligdags smaa Ting, som en Mand foragter enten fordi han ikke selv kan se dem eller fordi de for ham spiller en underordnet Rolle. Kvinden som Forfatter er sig i Almindelighed denne Forskel bevidst; hun kender sin Evne og sin Begrænsning og søger frem ad sine egne Veje. Hun har indset, at hun ogsaa her naar videst ved at benytte de Egenskaber, der er særegne for hende og at hendes Styrke ligger paa de Punkter, hvor hun er anderledes end Manden.
Ser man derimod paa de kvindelige Malere, undrer man sig over, hvor lidt kvindelige - i Ordets egentlige Forstand - de er.
Vi har baade dygtige og talentfulde Malerinder, men det er forbavsende at se, hvor faa af dem, der emanciperer sig fra de gængse og af Mænd skabte Skoler, og hvor lidt Tendens der findes mod en særlig Kvinde-Kunst.
Alligevel er det interessant at se, hvor god og forskelligartet Kunst, de paa Charlottenborg udstillende Malerinder yder.
Saaledes møder Anna Ancher i Aar bl. a. med et ganske henrivende Billede af sin gamle Moder –
Solskin i Stuen kalder hun det. Det virker ved en egen Ynde og Varme, som et andet, iøvrigt meget dygtigt gjort Billede af Moderen, i nogen Grad savner.
Fru Bertha Dorph, som vel nok er den af vore Malerinder, der i højeste Grad overfører sin Kvindelighed - man kunde fristes til at sige sin Moderlighed - i sin Kunst, har i Aar et ganske dejligt Billede af en ung Moder med sit Barn. Det lidt trætte, men lykkelige Blik, hvormed denne unge Kvinde omfatter sin straalende, rødkindede Unge, viser os en Moder, der har haft mange søvnløse Nætter for sit Barns Skyld - men som paa ægte Kvindevis nødig vilde have undværet disse.
Billedet af de tre Brødre er udført med den overlegne Ynde, der altid kendetegner Fru Dorphs Børneportrætter.
Blandt de af Emilie Mundt udstillede Billeder tiltrækker navnlig »Smaa Italienerbørn lege Procession« ved sin indtagende Finhed og Diskretion.
Frk. Bertha Wegmann udstiller iaar efter længere Tids Pavse et Par støre, meget repræsentative Dameportrætter, som sædvanligt dygtigt men lidt tørt udførte. Derimod viser den lille portrætstudie af en ældre Herre en tiltalende Friskhed i Opfattelse.
Fru Svenn Poulsens djærvt udførte Portrætter virker paafaldende mandligt i Formen; de ret karakteristiske Hoveder er udmærket formede, men staar lidt haardt mod Baggrunden - særlig Dameportrættet ligesom mangler Lufttoner.
Fru Slot-Møllers i og for sig smukt følte Billede, Fædrelandets Vaar, virker ganske disharmonisk. Den pragtfuldt udførte, pompøse Ramme forflader yderligere Billedet, hvis Form og Farve i sig selv er flad og tonløs - ikke ganske frit for at minde lidt om Begrebet Olietryk.
Frk. Carla Colsman har i Billedet af en ung Pige præsteret et dygtigt Elevarbejde med nogen Finhed i Farven. Men hvor trøstesløst i sin absolute Mangel paa Skønhed og Glæde!
Fru Lundsteens Børnebilleder bliver ikke bedre med Aarene og minder efterhaanden uhyggeligt om Reklamer for Børneudstyrsforretninger . - f. Eks. Barnet i den gode Vugge.
Fru Helvig Kinch har et Par gode Hestebilleder. Billedet af Hestene, der tyer ind under et Halmtag, er overordentlig dygtigt gjort, særlig er Hestenes Bagkroppe ganske ypperlige. Føllets Ben kunde maaske uden Skade virke lidt mindre geleagtige.
Fru Benedicte Brummer har som sædvanlig et Par overordentlig nydelige og dekorative Ege, og Fru Mary Gruts yndefulde Billeder viser en ikke helt almindelig Følsomhed for Naturstemningen.
Anna Munch giver i Billedet Ved de gamle Pile Udtryk for
en smuk Foraarsstemning, og Marie Sandholts Billeder er tiltalende friske.
Blandt de mange Blomsterbilleder, er Anna Sybergs italienske Vandfarvetegninger ganske fortrinlige, medens Anthonore Shristensens gule Azaleaer og Johanne Frimodts Aurikla er tiltalende uden at yde noget nyt eller betydningsfuldt.
