« Tilbage til søgeresultaterne
Prolog
Fra et fornylig i Frederikshavnskredsen afholdt „Vintermarked”.
I svunden Tid naar Strid og Vaabengny
sig vildt og vældigt brød mod Borg og Mure,
da sad den danske Kvinde lunt i Ly
og nynnede ved Væv og Rok i Bure.
Stilfærdigt førtes Foden op og ned,
og surrende fløj Tenens rappe Vinger, -
mens Hjulet dured, let og smidigt gled
den fine Hør som Traad fra hendes Finger.
Ja, solblank Hør og hvid og dunblød Uld,
mens Dage randt, den travle Haand fik spundet,
og sølvgraa Silke med det røde Guld
kunstfærdigt, snildt blev ind i Garnet tvundet.
Og Jomfrudrømme, Hjertets levende Raad
gled med og lønligt sig i Væven blanded,
- i Buret inde spandtes Livets Traad,
mens ude Død og Ufred hærged Landet.
Men Tiden træder selv sin store Rok,
Aarhundredhjulet svang sig mange Gange,
og der kom andre Dage barske, trange
med nye Krav til Hjemmets Kvindeflok,
- Dampkedlens Tid, da Hjul med skarpe Tænder
rev Spindet ud af tusind Kvindehænder.
I støvet Krog stod alle Rokke slængt
med Edderkoppens Spind om tavse Tene, -
nu maatte Spinderskerne Brødet tjene
paa Toft og Torv, - for dem var Hjemmet stængt.
De maatte leve, - i den bitre Nød,
I Kamp for Brød blev Kvindesagen fød.
Og de som klarest saa, de Første, Bedste,
forstod: nu maa paany vi sno et Spind,
en Traad, som blødt kan binde Sind til Sind
og sejgt og stærkt kan Hjem til Samfund fæste.
De vidste intet andet levende Raad,
- dog tidt blev Spindet snoet med bitter Graad.
Men Traaden førtes ud med Tidens Vind,
saa bævende den bares over Agre
som Høstens fine Spind, - det man ser flagre
dugperlende i Morgensolens Skin
bølgende let om Markens Straa og Blommer,
- hint Elverslør, der kaldes »Flyvende Sommer«.
Vort flyvende Spind dog ejer større Styrke, -
fra Sind til Sind det fletter nu et Net,
der samler spredte Villier i sit Dræt
og løfter op til Lys fra ensomt Mørke.
De hjælpeløse, bange, smaa og svage
vil dette Net mod Liv og Frihed drage.
Thi en Ting vil vi Kvinder, - maa den lykkes! –
et Maal Vi har, hvortil vi stræber frem:
Dygtige Mødre i selvhjulpne Hjem,
som de ved Kundskab med frit Mod kan bygges.
Naar Kvinden, Hjemmet værnes og betrygges
faar Barnet, Slægten lyse milde Kaar,
faar hele Folket Sol og spirende Vaar.
I danske Kvinder, - maatte Værket lykkes!
Kom, Søstre, - nu spinde
vi atter vor Traad,
saa blødt vi den tvinde
af Hjerternes Raad.
Som Silke den blanke
vi slaar i vort Spind
hver tændende Tanke
fra fribaarne Sind.
Med Fingrene snare
i Garnet vi sno
vort Livshaab det klare,
vor sollyse Tro.
Vor Hu mod de arme,
vor Kamp mod al Nød,
vort Modersinds varme
dybt luende Glød.
i Spindet skal flettes som,
Traade af Guld, -
og aldrig vi trættes,
før Tenen er fuld.
O, kom, hvor I findes,
kom alle som en, -
lad Livets Traad spindes
paa Kvindernes Ten!
I Mænd, vore Venner
fra Samfund og Hjem,
mod Jer vore Hænder
vi trygt række frem.
Hav Tak for I mødte
med broderligt Sind,
for Bistand og Støtte
og Hjælp til vort Spind.
Vor Traad skal forgyldes
ved Jer, har vi drømt, - -
husk, Tenen maa fyldes
før Salen er tømt!
