« Tilbage til søgeresultaterne

Prolog

« Se emneord

Fra et fornylig i Frederikshavnskredsen afholdt „Vintermarked”.

 

I svunden Tid naar Strid og Vaabengny

sig vildt og vældigt brød mod Borg og Mure,

da sad den danske Kvinde lunt i Ly

og nynnede ved Væv og Rok i Bure.

Stilfærdigt førtes Foden op og ned,

og surrende fløj Tenens rappe Vinger, -

mens Hjulet dured, let og smidigt gled

den fine Hør som Traad fra hendes Finger.

 

Ja, solblank Hør og hvid og dunblød Uld,

mens Dage randt, den travle Haand fik spundet,

og sølvgraa Silke med det røde Guld

kunstfærdigt, snildt blev ind i Garnet tvundet.

Og Jomfrudrømme, Hjertets levende Raad

gled med og lønligt sig i Væven blanded,

- i Buret inde spandtes Livets Traad,

mens ude Død og Ufred hærged Landet.

 

Men Tiden træder selv sin store Rok,

Aarhundredhjulet svang sig mange Gange,

og der kom andre Dage barske, tran­ge

med nye Krav til Hjemmets Kvinde­flok,

- Dampkedlens Tid, da Hjul med skarpe Tænder

rev Spindet ud af tusind Kvinde­hænder.

 

I støvet Krog stod alle Rokke slængt

med Edderkoppens Spind om tavse Tene, -

nu maatte Spinderskerne Brødet tjene

paa Toft og Torv, - for dem var Hjemmet stængt.

De maatte leve, - i den bitre Nød,

I Kamp for Brød blev Kvindesagen fød.

 

Og de som klarest saa, de Første, Bedste,

forstod: nu maa paany vi sno et Spind,

en Traad, som blødt kan binde Sind til Sind

og sejgt og stærkt kan Hjem til Samfund fæste.

De vidste intet andet levende Raad,

-  dog tidt blev Spindet snoet med bitter Graad.

 

Men Traaden førtes ud med Tidens Vind,

saa bævende den bares over Agre

som Høstens fine Spind, - det man ser flagre

dugperlende i Morgensolens Skin

bølgende let om Markens Straa og Blommer,

-  hint Elverslør, der kaldes »Flyvende Sommer«.

 

Vort flyvende Spind dog ejer større Styrke, -

fra Sind til Sind det fletter nu et Net,

der samler spredte Villier i sit Dræt

og løfter op til Lys fra ensomt Mørke.

De hjælpeløse, bange, smaa og svage

vil dette Net mod Liv og Frihed drage.

Thi en Ting vil vi Kvinder, - maa den lykkes! –

et Maal Vi har, hvortil vi stræber frem:

Dygtige Mødre i selvhjulpne Hjem,

som de ved Kundskab med frit Mod kan bygges.

Naar Kvinden, Hjemmet værnes og betrygges

faar Barnet, Slægten lyse milde Kaar,

faar hele Folket Sol og spirende Vaar.

I danske Kvinder, - maatte Værket lykkes!

 

Kom, Søstre, - nu spinde

vi atter vor Traad,

saa blødt vi den tvinde

af Hjerternes Raad.

 

Som Silke den blanke

vi slaar i vort Spind

hver tændende Tanke

fra fribaarne Sind.

 

Med Fingrene snare

i Garnet vi sno

vort Livshaab det klare,

vor sollyse Tro.

 

Vor Hu mod de arme,

vor Kamp mod al Nød,

vort Modersinds varme

dybt luende Glød.

 

i Spindet skal flettes som,

Traade af Guld, -

og aldrig vi trættes,

før Tenen er fuld.

 

O, kom, hvor I findes,

kom alle som en, -

lad Livets Traad spindes

paa Kvindernes Ten!

 

I Mænd, vore Venner

fra Samfund og Hjem,

mod Jer vore Hænder

vi trygt række frem.

 

Hav Tak for I mødte

med broderligt Sind,

for Bistand og Støtte

og Hjælp til vort Spind.

 

Vor Traad skal forgyldes

ved Jer, har vi drømt, - -

husk, Tenen maa fyldes

før Salen er tømt!

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder