« Tilbage til søgeresultaterne
Dødsfald
Ellen Plum, født Hansen.
Født d. 26. Oktbr. 1836. Død d. 14. Juni 1913.
Naar man kommer op paa D. K.s Fæstekontor, hvis beskedne Bolig nu er paa Nørregade 43, kan man ikke undgaa at lægge Mærke til en Række Billeder paa Væggen. Den der kender noget til
D. K. og dets Historie, vil straks vide, hvem de forestiller. Det er D.K.s Grundlæggere og første Ledere. Blandt dem er ogsaa det Billede, som vi gengiver her i Dag, Billedet af Ellen Plums kloge og karakterfaste Træk.
Nu er hun gaaet bort, men hendes Navn vil leve i D. K.s og Kvindesagens Historie.
Der er maaske ikke mange af D. K.s nuværende Medlemmer, der har kendt Ellen Plum, og det er ogsaa mange Aar siden, hun tog Del i selve D. K.s Arbejde. Men der var en Tid, da hun var levende med deri, da man oftere saa hendes imponerende Skikkelse ved Møderne i Kbhvn. og hvor hun ofte lagde sit Ord i Vægtskaalen for den Sag, som laa hende paa Hjærtet. - Det var i en lang Aarrække. at man jævnlig saa hendes Navn under Artikler i „Kvinden og Samfundet”, og det var navnlig i den Tid hvor, som Gyrithe Lemche skriver i „Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar”: „At tage Pennen i Haanden var den Gang et Vovestykke, som især Kvinder betænkte sig to Gange paa.”
Naar man læser Ellen Plums mange Artikler og Indlæg i „Kvinden og Samfundet”, faar man Indtrykket af en sjælden helstøbt Personlighed, djærv og logisk. Hun kender ikke til Persons Anseelse; Brandes, Drachmann, Ellen Key, - hun gaar imod dem, naar de gaar imod Kvindesagen, eller dens Interesser. Med en stærk Følelse af i sin Værdighed som Kvinde oprøres hun over meget af den moderne Literaturs Syn paa og Fremstilling af Kvinden, og i Samklang hermed fremsætter hun Gang paa Gang Kravet om en større sædelig Renhed i Samfundet Hun lægger Kvinden paa Sinde at bevare den Selvfølelse, „der er Betingelsen for en menneskelig Eksistens” den uselviske „offerberedte Selvfølelse”. Fuldt moderne og mærkeligt overensstemmende med de allernyeste Bevægelser indenfor D. K. er hendes Krav om en faglig Uddannelse i Husgærning.
Paa dette sidste Omraade kom navnlig hendes direkte Arbejde indenfor D. K. til at falde. Opfyldt af en dyb Medfølelse for dem, der havde trange Kaar og inderlig Trang til at hjælpe, saa hun, at der i Forbedringen af Tjenestepigens Uddannelse og derigennem hele Stilling laa en Opgave for D. K., og der tog hun fat. Hun saa Nødvendigheden af, at der oprettedes Fagskoler for Tjenestepiger, og det var paa hendes Tilskyndelse, at D. K. i Foraaret 1886 nedsatte det saakaldte „Kogeudvalg” for at udarbejde et Andragende til Magistraten om at oprette Husgærningsskoler, der skulde staa i Forbindelse med og være en Fortsættelse af Almueskolen. Fru Plum blev Udvalgets Formand.
Det lykkedes af Skoledirektionen at opnaa Rejseunderstøttelse til to af Udvalgets Medlemmer, som saa foretog en Rejse til Schweitz og Tyskland for at sætte sig ind i Haand- og Husgærningsundervisning. Fru Plum havde selv det foregaaende Aar paa en Rejse til Bryssel søgt Oplysninger i Sagen. Imidlertid strandede Udvalgets Bestræbelser paa Magistratens Ængstelse for at bebyrde Byens Budget, og Sagen maatte foreløbig lægges til Side. Men Tanken var udkastet, og de indledende Skridt var gjort. Nu er det en almindelig kendt Sag, hvilke Resultater, der er naaet.
Kjøbenhavns Tjenestepigeforening vil mindes hende med Taknemmelighed ligesom Dansk Kvindesamfund, og Kvindesagens Tilhængere her i Landet. Men ogsaa af mange andre, af en talrig Slægt, af alle de, der har haft den Glæde at kende hende, af alle dem som hun har hjulpet ved Raad og ved Daad vil hun bevares i taknemmelig Erindring.
