« Tilbage til søgeresultaterne
Vort 7. Internationale Kvinde-Parlament
Budapest 1913.
Som et af de vigtigste Resultater af den i Juni Maaned i Budapest afholdte Kongres, maa allerførst nævnes, at det lykkedes at formaa Præsidenten Carrie Chapmann-Catt, til at forblive paa sin Post endnu i 4 Aar. - Det lettede en Sten fra de fleste Hjærter, da denne Sag paa Kongressens syvende Dag endelig fandt sin heldige Løsning, og det flere Minutter lange Bifald, der lød efter Præsidentens Genvalg, oplyste baade hende og os om, at Alliancens Hengivenhed for hende aldrig havde været større end nu, hvor hun atter stod iblandt os efter en anstrengende Jordomrejse til Agitation, Gavn og Glæde for vor fælles store Sag. Det er en sund Hengivenhed, dette store Verdensforbund nærer overfor sin Præsident. Udtryk for den hviler ikke paa Øjeblikkets Stemninger, men paa en dybtgaaende, beundrende Taknemmelighedsfølelse imod den trofaste, utrættelige, indsigtsfulde, kundskabsrige, evnerige Arbejdsfælle og Leder, hvis Personlighed og Optræden er saa langt fra sentimental Lyrik. Klarhjærnet og altid i Ligevægt staar hun midt i sit enorme Arbejde. Det, der lægger det store Publikum for hendes Fod, er den overbevisende, intensive Styrke og ægtefølende Hjertevarme, hvormed hun taler om Tingene, som de er og som hun synes, at de burde være.
Hvis nogen Kongres krævede en sikker Person ved Roret, saa var det vel denne. - Tretusind Deltagere talte Kongressen. Heldigvis havde de ikke alle Taleret (i saa Fald havde vi vel siddet der endnu), men de havde alle Høreret og den benyttede de sig af i en saadan Udstrækning, at ikke alene de utallige offentlige Møder, men ogsaa de næsten lige saa utallige Forretningsmøder med langvarig Diskussion om indre Forhold var besøgt til Trængsel. Dette maatte glæde - selvfølgelig, - men Glæden led et Skaar. Lydforholdene i den pragtfulde Koncertsal, der af Byens Raad gæstfrit var stillet til vor Raadighed, var saa uheldige som vel mulige. Et stort Publikum, sammensat af indtil 28 Nationer, og det anstrengende Arbejdsforhold, der fremkommer ved, at Alliancen tillader, at der forhandles paa alle tre Hovedsprog (med Tolk) gjorde naturligvis ikke Lydforholdene gunstigere eller Forretningsgangen lettere.
Danmark trak Nr. l, da Placering af Delegationerne fandt Sted, men selv paa vor første Række umiddelbart foran Forhøjningen, hvor Præsidenten og Raadet havde Plads, kneb det til Tider at følge med.
Saa man tilbage over dette store, Dag efter Dag tætfyldte Rum, læste man ganske tydeligt i de lyttende Ansigtsudtryk, at man var i et Land, hvor Spørgsmaalet interesserede- - - levende. Det
var helt forfriskende og føltes som en behagelig Afveksling fra det Dødvande, der i Øjeblikket hersker hos os og som er en Følge af det jo i sig selv meget glædelige, at Sagen staar sin Løsning nær og forsaavidt er uden Interesse.
Denne Ivrighed efter at høre, maatte naturligvis virke opildnende paa Alliancens Agitatorer. Med Præsidenten i Spidsen gjorde de forsvarlige Indhug og en dertil svarende Høst i det Publikum, de havde for sig. - Den afholdte Amerikanerinde Rev. Anna Shaw, Anna Lindemann, en af Alliancens dygtige Sekretærer (Tyskland), - den indtagende Marie Striit (tysk), - Maria Verone (fransk veltalende Advokat), - Jane Brigode (Belgiens ildfulde Repræsentant), Adele Schreiber (tysk Journalist og meget kendt for sit Arbejde for Moderbeskyttelsen), Gulli Petrini (Sverigs vittige Taler, der udtrykker sig paa smukt og flydende fransk om „Kvinder og Demokrati”), Charlotte Perkins Gilmann (den for sine slagfærdige Bøger saa omtalte Amerikanerinde, hendes sidste Bog hed, som man vil huske, „Verden, som Manden har indrettet den”, og dens Idéer bragte hende Gang paa Gang i Felten), - Fru Corbett-Fisher fra England (en af de „lovlydige”, meget ung og nydelig og med mange Idealer), - Charlotte Despard (en af de „lovbrydende”, 70 Aar og med dertil svarende Erfaringer), - vor egen Eline Hansen (der ogsaa talte ved pædagogiske Møder) og endelig de to kendte norske Kvinder Gina Krog og F. M. Qvam, der begge fejredes meget paa Grund af den fornylig vedtagne Lov om udvidet Kvindevalgret, saaledes at norske Kvinder stemmer paa aldeles samme Betingelser som Mænd.
Disse og mange flere Talere fulgte værdigt Præsidenten og støttedes paa bedste Maade af vore Værtinder, de temperamentsfulde Ungarerinder, der havde valgt Forfatterinden, Grevinde Teleki, til Kongreskomitéens Formand.
Der er den meget glædelige Ting at sige om Bevægelsen i Ungarn, at den saa helt bæres af Ungdommen! Ung - i Midten af Tyverne - var Journalisten Rosika Schwimmer og Lærerinden Vilma Glücklick, da de for ca. 10 Aar siden begyndte at organisere Ungarns Kvinder om denne Sag, og unge og friske staar de endnu - saa fortræffelig udfyldende hinanden - med en Skare af arbejdsvillig Ungdom om sig. - Man kan ordentlig misunde dem denne Hær, der er parat til at bære Dagens Møje for ogsaa ret at „nyde Frugten, naar vi kan plukke den”, som en af dem sagde. - Den studerende Ungdom, de i Statens Tjeneste, paa Kontorer, i Forretninger, i Skoler, som Journalister arbejdende unge Mænd og Kvinder, - Bourgoisiets og Adelens Ungdom, - ja, lige til Byens 2000 Spejderdrenge havde stillet sig til Kongressens og Sagens Raadighed. Kun savnes Landboerne, men en Flok Bønderkoner, som paa deres Fod er vandret fra deres f jaerne Hjemsted til Kongressen, er af den Mening, at denne Del af Landets Ungdom let vil kunne inddrages under den forholdsvis nye Lære, naar Kvindevalgretsforeningen faar Kræfter til en virksom Agitation iblandt dem.
Heller ikke tager den fabriksarbejdende Ungdom nogen aktiv Del i Kongresarbejdet, om end den møder fuldtallig som Tilhørere. Socialdemokratiet har ogsaa her lært den, at vi er en „Overklassebevægelse”. Den engelske Arbejderfører Keir Hardi og Charlotte Despard kritiserede skarpt denne Udtalelse, og Keir Hardi udtalte i den Anledning paa et offentligt Møde, at „det var beklageligt, at Folk ikke undersøgte, før de dømte.”
Blandt de unge Arbejdskræfter fæstede man sig særlig ved Paula Pogany, der var en glimrende og praktisk Leder af det store Informationsbureau, og Olga Ungar og Franziska Schwimmer, de to populære Delingsførere for de 60 Marshaller, som med straalende Humør og forbavsende Sprogkundskab betjente denne vældige Forsamling. Tanken gik til vore flinke Marshaller ved Rønne-Mødet. - Maatte den Veksel, de udstedte til D. K. om et Ungdommens Arbejde i deres By være Signalet til, at dansk Ungdom ligesom den ungarske, faar Øjnene op for, at Kvindesagen bør være netop Ungdommens Sag.
Endnu en Buket Navne blandt Talerne vil vi plukke og derved levendegøre et andet fremherskende Træk ved denne Kongres. - Det var ikke blot Landets Ungdom, der slog Kreds om dette betydningsfulde Verdensstævne for en stor Sag. Rundt om fra, fra England, Frankrig, Holland,
Sverig, Finland, Tyskland, Østrig og flere af de forenede Stater sendte Mændene os en Riddervagt, som vel maatte fylde vore Hjerter med Glæde, Forventning og Stolthed. - Desværre tillod Forholdene ikke, at Danmarks nystiftede Mands-Liga for Kvinders Valgret blev repræsenteret. Den sendte ved sin Formand, Professor Harald Høffding, en Hilsen, som blev modtaget med meget og hjerteligt Bifald. - Under Ledelse af Medlem af Rigsdagen Georg de Lukacs, som er Formand for den ungarske Mandsliga, holdtes 4-5 store offentlige Møder, hvor bl. a. den katolske Biskop, Medlem af Rigsdagen i Ungarn Sandor Giesswein, Dr. Drysdale og Keir Hardi fra
England samt betydelige Mænd af alle Partier talte om Kvindernes Sag og om de mange Maader, paa hvilke Mænd kan og bør støtte den. Tilhørerne, hvoraf en stor Del var Mænd, kvitterede i mange Tilfælde ved at indmelde sig i Mandsligaen.
I denne Forbindelse maa ogsaa nævnes, at Borgmesteren i Budapest var vor forstaaende og stilfulde Vært ved en glimrende Fest, som Byen gav til Ære for Kongressen paa den gamle historiske „Fisker-Bastion”, - ligesom Regeringen ved Aabningshøjtideligheden bød os velkommen ved sin Kultusminister.
Kongressen aabnedes i det hele under de festligste Former. - En Overture var i Dagens Anledning skrevet af Dr. Alarda Renyi, og den blev glimrende udført af Nationalteatrets Orkester.
En meget stemningsfuld Ode var skrevet af Emil Abranyi og blev fremsagt af Nationalteatrets første Skuespillerinde.
Ogsaa her bragte Ungdommen Alliancen sin Hyldest i Form af et meget smukt arrangeret Optog af Børn, der drog over Scenen og dækkede denne med Sommerens smukkeste Blomster, medens en af dem henvendte sig i en køn lille Tale til Præsidenten.
Disse officielle Anerkendelser kan ikke vurderes højt nok, og de viser tydeligt, fra hvilken Kant Vinden blæser i den civiliserede Verden med Hensyn til Spørgsmaalet om Kvindens Stilling som politisk Borger.
Programmet over Arbejde og Festligheder bliver for stort at nævne i alle sine Enkeltheder. Af de sidste skal endnu kun nævnes et meget vellykket Vogntog paa 400 Vogne, hvori Kongressens Deltagere kørte en Rundtur i Budapest - hilst med Begejstring af den tætte Folkemængde - og den til vor Ære foranstaltede Festforestilling i den kgl. Opera, hvor Erkehertuginde Augusta var tilstede, - en fortryllende Maaneskinssejltur paa Donau - og endelig den smukke Afskedsfest, som vore ungarske Søstre beredte for os, hvor man skiltes fra gode Venner med Løfte om helt sikkert at mødes igen.
Af de forskellige Forretningsspørgsmaal, som Alliancen afgjorde, var den fremtidige Ordning af vort internationale Blad „Jus Suffragii” det, der interesserede mest. Vor hidtidige og dygtige Redaktør Martina Kramers meddelte, at hun ønskede at fratræde sin Stilling, og det gjaldt nu om at finde en Efterfølger til at tage det Arbejde, som hun med saa megen god Sans og Offervillighed havde udført siden Bladet stiftedes.
Man enedes om at oprette et „Hovedkvarter” i London og give Hovedstyrelsen Tid til i Forbindelse hermed at finde en ny Redaktør. Endnu inden Styrelsen skiltes i Budapest var Englænderinden Miss Sheepshanks udset til at overtage Stillingen efter et Par Maaneders Samarbejde med vor altoverkommende Præsident.
Det vedtoges endvidere at udvide Raadet fra 7-11 Medlemmer. Vi bringer et Billede af det nye Raad med Undtagelse af Marie Stritt, som var rejst bort, da Billedet blev taget.
Naturligvis blev der vedtaget en Mængde Resolutioner, hvoraf navnlig to er Omtale værd.
Som man ved, har Alliancen Gang paa Gang hævdet, at den beskæftigede sig kun med Valgretten. De Forbund, der optoges i den, skulde - saa vidt muligt være „rene” Valgretsforeninger, der helst ikke maatte arbejde for andet end Valgretten. Man studsede derfor en Smule ved pludselig at faa fremlagt et Spørgsmaal som Den hvide Slavehandel, men da det var Kvinder fra Lande, hvor de havde Valgretten, der skulde gøre Rede for deres Arbejde i denne Retning, havde man dog stadig Følelsen af en vis Forbindelse med Valgretten. Lidt overrasket følte man sig derimod, da to Resolutioner var vedtagne, hvori Alliancen i den ene opfordrer Regeringen i de Lande, der var repræsenterede paa Kongressen, til at lade foretage international Undersøgelse om dette Spørgsmaal, og i den anden opfordrer Kvindevalgretsforeningerne, til hver i sit Land at henvende sig til Landets Regering med Anmodning om, at denne vil nedsætte en Undersøgelses-Kommission til Belysning af Forholdene i selve Landet. Kvinder skulde selvfølgelig have Sæde i en saadan Kommission.
Spørgsmaalet indlededes med en glimrende Tale af Carrie Chapmann Catt, der, som bekendt, er bleven stærkt grebet af Arbejdet imod denne for Kvinder saa ødelæggende Fare. Vi stemte følgelig alle med Glæde for hendes Valg som vor Repræsentant til den „Internationale Slavehandels-Kongres”, der afholdtes i London straks efter vor, ligesom ovennævnte Resolution naturligvis paa en eller anden Maade vil blive efterfulgt, da selve Sagen jo kan vente alle Kvinders Interesse og gode Vilje til at gøre et Arbejde for at forbedre disse frygtelige Forhold, - men Valgretsarbejde er det jo ikke.
Den anden Resolution lød:
1. „Da den internationale Kvindevalgrets Alliance ved sine Love er forpligtet til streng Neutralitet overfor alle Spørgsmaal, der angaar national Politik og Taktik, kan den ikke udtale sig for, ej heller imod Suffragetternes Fremgangsmaade.”
2. „Da politiske Uroligheder, Opstand eller Revolution aldrig har været anvendt som Grund til at nægte Mænd Valgret, protesterer vi imod, at Modstandere af Kvinders Valgret fortolker den Kampfremgangsmaade, som et Mindretal i et enkelt Land benytter, som en Undskyldning for at nægte Kvinder i andre Lande Valgret.”
Som man ser drejer det sig om at faa Alliancen paa den rette Side overfor det „militante” Spørgsmaal, der truede med at dele Kongressen i 2 Lejre, som dog begge tilfredsstilledes ved denne fornuftige Resolution.
Det besluttedes endvidere at danne en staaende Kommission af Repræsentanter for de Lande, der har Valgretten, for at give Kvinderne Lejlighed til mere direkte Udveksling af Erfaringer og Raad. Mon Danmark snart vil tage Plads i denne Kommission?
Et Banner fra kinesiske Kvinder blev med megen Glæde modtaget af Alliancen, men dog havde vi hellere set Repræsentanter fra dette fjerne Rige, som nu ogsaa har faaet sin Plads i vort Verdensforbund, idet en nystiftet kinesisk Kvindevalgretsforening blev indmeldt og optaget som Medlem af Alliancen ligesom ogsaa Belgien, Galicien, Rumænien og Syd Afrika blev indlemmet.
En Indsamling, som blev iværksat efter at Kassereren havde aflagt Beretning, gav det meget gunstige Resultat, at der var tegnet ca. 50,000 Kr. (halvtreds tusinde Kroner), for hvilke vort internationale Hovedkontor vil blive anlagt. Man antager, at denne Sum vil være tilstrækkelig til at drive det for i de første to Aar, hvorefter den næste Kongres, der antagelig afholdes i Berlin i 1915, skal træffe nærmere Bestemmelse med Hensyn til Fremtiden.
Efter Kongressen deltog mange af Gæsterne i de Udflugter, der var planlagt til forskellige Dele af det interessante Ungarn. Navnlig var en Rundrejse for at bese de større Byers Stats-Børneasyler, der er noget, Ungarn med Rette kan være stolt af, meget vellykket. Den tjente to Formaal, idet der samtidig ved store offentlige Møder og Festligheder agiteredes kraftigt for Kvindevalgretten, hvorved Kongressens Idé og Aand jo bares ud til Tusinder, for hvem det havde været umuligt at komme til Hovedstaden.
Som Kongres-Emblem modtog de Delegerede en forgyldt Brosche, der bestaar af vort internationale Kvindevalgretsemblem omgivet af en tæt Krans af de berømte ungarske Bjergstene og Perler. Dette smukke Emblem vil i kommende Aar være en synlig og kær Erindring om den storstilede Gæstfrihed og inderlige Hjertelighed, hvormed Ungarn og de ungarske Kvindevalgretstilhængere kom os i Møde. Det vil fremkalde uforglemmelige Minder om den store Sag, som i Aar samlede et lykkeligt Mindretal ved Donaus Bredder, og som ikke er nogen national Sag, som et enkelt Land kan bryste sig af, men en mægtig international Bevægelse, som vi alle skylder vort Arbejde. Man bør i de forskellige Lande huske, at hver nok saa lille en Efterladenhed, hver nok saa lille et Arbejde betyder et minus eller plus paa det Regnskab, der aflægges hvert andet Aar om hele Verdens Kvindevalgretsbevægelse og for hele Verdens Øjne.
