Nedad.
Skitse.
Der var virkelig en Revolution - inde i ham selv. Han satte sig op imod al Uretfærdighed. Hvor blind havde han ikke været hidtil, han havde ikke hørt, ikke set, ikke følt. Men nu saa han, hørte og følte. Mangedobbelt, stærkt. Det klemte ham som en Jærnring omkring Kroppen, trykkede paa Hjærtet, som skulde det sprænge, jog Blodet op til Hovedet og bragte hans Puls til at hamre.
Hvorledes havde man ikke behandlet ham, mistroet ham, ham, den gode, den ærlige, den arbejdsomme, den loyale. Ham havde man haanet, vist grusomt tilbage, stødt bort.
Han vilde have Hævn, Hævn!
Saaledes gik det altsaa de Gode! Man skulde følgelig ikke være god. Hans Moder talte evigt og altid om Gud, om Gud, som belønner Dyden! Jo, det var en Belønning, en smuk Belønning for et helt Livs Dyd, for Arbejde, Forsagelse, trofast Pligtopfyldelse.
Men alle disse, der levede af Handel, af at undertrykke deres Arbejdere og Undergivne, som tog de Staklers Kræfter og deres Arbejde, og gav dem blot saa meget i Gengæld, at de, med Nød og Næppe kunde holde Livet vedlige! Disse Mænd. hvad gjorde Gud ved dem? Straffede han dem? Tog han deres Samvittighedsfred fra dem ?
Nej, paa ingen Maade! Han kendte adskillige. Fabrikant Øller for Ekspl. Hans Arbejdere, bundne for Livstid, sultede de ikke til Dels, Begynderne i det mindste. Selv forstod han intet af, hvad der angik Fabriken, han nød Frugterne, sværmede i alle Hovedstadens Glæder, medens de arbejdede og fortjente Midlerne til hans Udsvævelser.
Og Grosserer Rosberg? Som aldrig laante sine fattige Slægtninge det mindste, naar de i deres Nød kom til ham, medens han gav smaa Formuer ud til flotte Buketter med Smykker indeni, som han forærede bort til Varieté-Sangerinder.
Og Sæbefabrikant Illberg, den gamle Ungkarl, der altid trakterede paa en Hoben unge Mænd, hvem han demoraliserede. Hans Penge var en virkelig Forbandelse. Fra hans Gaard ude paa Landet sendtes der ham hver Lørdag Penge, en tyk Konvolut. Fabriken derude tjente vist godt . . .
Ha! der var igen et Brev, to, tre, ti, alle fulde af Penge, alle med fem Segl. Til Fru D., til Frøken F., til Enkefru G. - Stakkels Mennesker, det var til første Oktober, de trængte saa haardt til det.
Og her! halvtredsindstyve Kr. til den unge Andersen! - det er godt, at han, den fattige Stakkel, ogsaa faar noget. Og Hr. A., Hr. B., Hr. C. og Hr. D.
Men der! Hr. I. C. Illberg. To Tusend otte Hundrede Kroner. Det var Synder-Penge! Hr. I. C. Illberg! Han skulde ikke have dem, den tykke, rødnæsede, væmmelige Illberg, der sugede til sig Kræfter af saa mange stakkels Arbejderes Sved og Møje. Han skulde ikke have dem.
Niels sorterede Brevene, hurtigt og febrilsk, med en Færdighed saa stor, at ingen i hele Kontoret kunde gøre ham det efter.
Brevet til Fabrikant Illberg stak han til sig, det gik i en Fart. Nu trak han Vejret roligt. Det virkede saa befriende at føle dette Brev paa Brystet. Han følte sig stolt. Han saa omkring paa de andre med Medynk. Ingen havde set noget. De, der havde foragtet ham for hans Fattigdom. Det var nu forbi. De skulde nu faa noget andet at se.
Han havde en Fornemmelse, som havde han gjort en god Gerning. Hans Samvittighed slog ham aldeles ikke. Han var en Helt, en Martyr, han var gaaet i Ilden, og nu, da det var gjort, nu følte han den Stolthed over sit Værk, som den, der kun med stor Overvindelse er gaaet i Kampen.
Kl. 6 gik han hjem. Han aabnede Brevet, rev Forvalterens Opgørelse i Stykker og stak Pengene til sig. Saa gik han først ind til sin Værtinde, hilste paa hende med stor Værdighed og bad om han maatte betale Lejen straks for tre Maaneder.
Konen saa forbavset op. Men han smilede overlegent og talte Pengene op til hende. „Jeg har faaet dem lige nu”, sagde han beroligende og vil saa gerne have det klaret!”
„Ja”, svarede hun, „sagde jeg ikke, at det nok vilde gaa. Deres ærlige Ansigt kunde ikke bedrage.”
Niels tog sin Hat og gik ud. Han betalte sin Gæld, hver Smule - man træffer altid vedkommende hjemme, naar man vil betale, sjælden naar man vil have betalt, hvad man har tilgode.
Saa gik han op til Moderen. Hun fik til Lejen og saa til at kunne leve af et Par Maaneder. Da han gik, stak han en Hundredkroneseddel til Sofie. „Hold godt Hus med den, min Elskede”, sagde han, „den er surt fortjent.”
„Han har faaet sin Løn i Dag!” tænkte Moderen og den unge Pige, og de holdt endnu et lille Festmaaltid deroppe. Kartofler, Sild, Medisterpølse og Øl. Og med ydmyge oprigtige Hjærter takkede de Gud, alle gode Gavers Giver! Gud, som endelig havde vendt det onde til godt, Gud, som havde afværget Nøden og belønnet dem for deres Tro og Tillid.
Om Aftenen sad Niels hjemme ved sit Skrivebord. Han skrev. En dygtig Brændeild flammede i Kakkelovnen. Han nød sin Tilværelse. Hvor mange venlige Ansigter havde han ikke set nu, hvor mange Taksigelser havde han ikke hørt!
Hvor det var behageligt at kunne købe sig venlige Miner af hvem man vil! At vinde Kærlighed, Venskab, Agtelse, Tillid, alt, - alt for Penge!
At dog Livet, nys saa mørkt og trist, saa hurtigt kan forandre Form og Skikkelse!
Niels rørte om i Ilden med Ildrageren. Brændet laa nu i Gløder og under dem laa Asken af den ødelagte Konvolut til Illberg samt de iturevne Papirer. Han kunde ikke risikere noget. Han følte kun, tænkte slet ikke. Og hans Følelser var saa behagelige - han havde ikke længe haft det saa godt som i denne Stund. Han var mæt, og han havde nye, ordentlige Klæder. Hvor det var herligt, at man saadan kunde købe færdigsyede Klæder der passede, som var de bestilte. Stockholm var dog en prægtig By. Skrædderne var dog i Grunden nogle rare Mennesker . . . naar bare man havde Penge.