« Tilbage til søgeresultaterne

Formandsskiftet i Dansk Kvindesamfund

Af: Gyrithe Lemche

« Se emneord

Ved sit første Møde i dette Arbejdsaar, d. 6. September, har Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse valgt Fru Astrid Stam­pe-Feddersen til sin Formand. Det har gennem mange Aar væ­ret et almindelig udbredt Ønske indenfor Dansk Kvindesamfund at se Fru Stampe-Feddersen paa denne Plads, hvortil hendes paa flere Punkter banebrydende og grundlæggende Arbejde for Kvin­desagen her hjemme har gjort hende mere selvskreven end no­gen anden.

Skulde jeg med et enkelt Ord udtrykke, hvad Fru Stam­pe-Feddersen paa Kvindesagens Omraade ejer fremfor de fle­ste af dem, som har givet den­ne Sag deres Hjerte og Arbejds­evne, saa er det den usynlige Ledestjerne, som hedder Instinkt. Det har mere end én Gang vist sig i Dansk Kvindesamfunds Hi­storie, at hvor Linierne løb sam­men for; en Tid og forvirredes, hvor der stod Valg mellem fle­re Muligheder, og ingen turde tage afgjort Standpunkt, der har Fru Stampe-Feddersens Instinkt formaaet at hugge Diskussionens gordiske Knude over, at finde ind til det for Kvindesagen afgørende og rede det ud i et simpelt og uafviseligt Enten-Eller. Enhver, som pr nogenlunde kendt med Kvindesagens Historie i dette århundrede, vil forstaa, at jeg her navnlig sigter til Fællesmø­det i København 1904, hvor Fru Stampe-Feddersen satte igennem, at Dansk Kvindesamfund tog Ar­bejdet for Kvinders Valgret i sin egen Haand i Stedet for som hid­til at holde det udskilt fra sin øvrige Arbejdsmark som et An­neks paa fremmede Hænder. For hende betød hint Mødes Enten Eller, om Dansk Kvindesamfund overhovedet skulde vedblive at være den førende i Kvindesagen herhjemme eller synke ned til at blive en Forening, som hoved­sagelig beskæftigede sig med at lære Kvinder at sy og lave Mad, og vi, som siden den Dag har set Dansk Kvindesamfund vokse sig stærkere her i Landet Aar for Aar, véd alle, hvad hendes Sejr paa hint bevægede Møde kom til at betyde for den Forening, som er hendes Værk me­re end nogen andens.

Forhold af tvingende Natur har hindret Fru Stampe-Feddersen i at tage Dansk Kvindesamfunds Ror, mens hun endnu stod paa sit Livs Middagshøjde, saa meget mere glædeligt er det, at vi faar Lov til at se hende staa for Sty­ret nu, hvor hun stunder mod sit Livs Aften, hvor alle de Rø­ster, som engang skummede om Stævnen, er faldne til Ro, og Kvindesagen for en blid og ven­lig Brise glider ind imod den Havn, som Dansk Kvindesam­fund for mere end en Menne­skealder siden satte Kursen imod.

Men naar Fru Stampe-Fedder­sen altsaa nu indtager den Plads, som i mange Aar har ventet paa hende, og „Kvinden og Samfun­det" byder hende et hjerteligt Vel­kommen, hvori hun sikkert ogsaa vil høre en Tak for alle de Ofre, hun har bragt Bladet i vanskelige Tider, saa glider Tanken na­turlig videre til iden afgaaede For­mand, som paatog sig den øver­ste Ledelses byrdefulde og ik­ke altid taknemmelige Hverv, den Gang Dansk Kvindesamfund ved sin gamle mangeaarige Formands Fratræden stod uden Chef.

Den, som kender Fru Riising Rasmussen tilstrækkelig, véd, at hun altid under sit Formands­skab har ønsket, at den Dag maatte komme, hvor hun kun­de overgive Styret til den Kvin­de, der for hende som for os an­dre altid har staaet som den ætbaarne til Dansk Kvindesam­funds Kongestol, og vi, som var til Stede paa Mødet d. 6. Sep­tember, véd, at da Dagen kom, nedlagde hun sit Scepter af fri Vilje og med Glæde. Der er der­for ingen Tvivl om, at Fru Rii­sing Rasmussen med usvækket Kraft og Kærlighed til Sagen, vil arbejde videre i Fællesstyrelsens menige Rækker og i den Kreds, hvortil hun gennem flere Aar har været knyttet. Formandsskiftet indenfor Dansk Kvindesamfund betyder da ingenlunde en Palads-revolution, det betyder kun en fredelig Overenskomst om at imø­dekomme et af alle Parter læn­ge næret Ønske.

Store Opgaver venter Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse i det Arbejdsaar, som nu er be­gyndt. Det paatænkte nordiske Kvindesagsmøde vil kræve, at Ar­bejdet og Kræfterne en Tid sam­ler sig om København, det har derfor været nødvendig denne Gang at vælge ikke blot Forman­den, men ogsaa Næstformanden indenfor Hovedstadens Omraade, og Dansk Kvindesamfunds Med­lemmer baade i By og paa Land vil sikkert i Anerkendelse af denne Nødvendighed staa enige om at ønske den ny Ledelse, Fru Stampe-Feddersen og Fru Car­stensen, Lykke til Arbejdet.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner