Indien og dets Kvinder

Af Carrie Chapman Catt efter „Jus Suffragii."

Da Pressen Verden over med­delte, at en Bevægelse for Selv­styre var til Stede i Indien, var jeg blandt dem; der følte mig greben af Nyheden og længtes ef­ter at kende hele Sandheden. Nu, da jeg har gjort nogle Erfaringer véd et personligt Besøg i Landet, maa jeg sige, at jeg er en Smule skuffet.

Da en Tilhænger af Slaveriets Ophævelse i de forenede Stater i sin Tid følte sig nedslaaet over den Langsomhed, hvormed Sa­gen gik fremad, sagde han til en højtstaaende Gejstlig, at Gud ikke kunde være paa Slavernes Side, for, hvis han var det, da vilde Ringene gaa hurtigere. Den Gejstlige svarede: Gud er paa vor Side, men han har ikke travlt, og det har vi. Dette be­skriver, af hvilken Natur min Skuffelse er. Der findes her en ægte, alvorlig demokratisk Be­vægelse, men den har saadanne Hindringer at overstige, som vi, Vestens Folk, knapt kan fore­stille os.

Een Ting er sikkert: Skønt In­dien ikke i en overskuelig Frem­tid vil blive nogen uafhængig Na­tion, er der dog noget af største Betydning, der arbejder sig frem i disse Folkeslag, selv om det ikke er vore vestlige Ideer om et demokratisk Styre som sy­nes at være de ledende, og selv om Varslerne ikke er de samme, som. de vilde være i et europæisk Land.

Det er ikke svært at faa Øje paa Stillingens største Vanskelig­heder: I Indien lever en Femte­del af Verdens Befolkning, og saa forskellig er denne Femtedel i Karakter at den rummer Mænd af overordentlig høj Kultur og tillige de mest primitive Stam­mer, hvorfra Sociologer henter Eksempler, med hvilke de illu­strerer Fortællinger om uudvik­lede og faa Folkeslags Vaner. I 1910 kunde kun 26 pCt. af Dren­ge i Skolealderen læse og skrive og kun 3,9 pCt. af Pigerne. Man mener, at 96 pCt. af Indiens mandlige Befolkning og 99 pCt. af dens kvindelige, kan hverken læse eller skrive, og man kan vel trøstig sige, at alle disse uoplyste Sjæle ligger under for en saadan Overtro og en saadan Mangel paa Fornuft, at de vil væ­re ganske ude af Stand til at forstaa vor vestlige Tankegang. Man paastaar, at 420 forskellige Tungemaal tales i Indien, og at i det mindste 50 af dem er Skriftsprog. Skønt Engelsk nu praktisk taget i mange Aar har været det offi­cielle Sprog, og der undervises deri i alle Skoler, er der dog 24 andre Sprog, der tales i langt større Udstrækning end Engelsk. Det forhøj er ogsaa Vanskelighe­derne, at her dyrkes mange for­skellige Slags Religioner. De præ­ges alle af den sædvanlige Into­lerance, men - - Hovedvanske­lighederne er Fjendtligheden mel­lem Hinduerne (der tæller 207 Mill.) og Muhamedanerne, (der tæller 62 Mill.). Disse er bitre og uforsonlige Fjender.

Indien er sammensat af mange Stater, hvoraf nogle regeres af indfødte Prinser, og hver Stat har sine historiske Skikke og Traditioner. Det er højst sand­synligt, at der ikke er 2 iblandt dem, der stiller sig ganske ens i sit Forhold til engelsk Over­herredømme. En Hersker har Ret til at blive hilst med 22 Skud, en anden med 19, en anden igen med 12, og et forstyrrende Ind­greb i denne gradvise med stor Omhu tilrettelagte Æresskala vil­de bringe disse Stater paa Hån­den af, en Krig.

Hinduerne er i Majoritet, og de ønsker „Indien for Indiens Folk," hvormed de mener „Hinduerne"; men de er igen inddelte henved 290 Kaster, hver med sine egne Love. Indtil fornylig har der ikke fundet Ægteskab Sted mellem de forskellige Kaster, og der var in­gen Mulighed for Mand eller Kvinde for at komme ud af den Kaste, hvori de var født. Her findes f. Eks. en Røverkaste, hvis Medlemmer har været Tyve og Røvere i umindelige Tider, - en Tiggerkaste, hvoriblandt ikke et eneste Medlem vilde tænke paa at søge sit daglige Brød paa anden Maade end ved at tigge. I næsten alle Hotellerne anmodes Turister­ne og at give Drikkepenge til en „Tjener", en ”Vandbærer", en

„Fejekarl" og en „Lampemand", hvilke 4 Funktionærer tilsam­men gør det Arbejde, som udfø­res af en europæisk Stuepige. Men Fejekarlen tilhører Fejernes Kaste, og Vandbæreren til­hører Vandbærernes Kaste, og det er utænkeligt, at den ene skulde kunne gøre den andens Arbejde. Disse Forhold skulde synes at være uoverstigelige Hindringer for Fremskridtet, men ikke de­sto mindre gaar Indien fremad. Oplysningen har absolut svunget sig i Vejret. Der er Missionsskoler og Statsskoler og 5 Universi­teter, som alle er stærkt besøg­te. De store Sekter blandt Hin­duerne, (og der findes en Del af dem her), har hver sit Univer­sitet, og Muhamedanerne har ogsaa et. Alle disse Institutionen er forholdsvis nye, det engelske Sprog er langsomt, men sikkert paa Vej til at blive det fælles Meddelelsessprog, og efterhaanden taber Kastevæsenet noget af sin Fasthed.

En Nationalforsamling, som til at begynde med indkaldtes af de rige og oplyste i Befolkningen, har været sammenkaldt hvert Aar i de sidste 24 Aar; nogle af de Krav, den har rejst, der ble­vet indrømmet, men dens væ­sentligste Arbejde har bestaaet i at udarbejde et bestemt Program, der gaar ud paa at gøre hver Stat uafhængig og selvstyrende, og derefter forene alle Staterne til et Indien, der træder ind i Rækken af Verdens-Nationerne. En venstre Fløj er fremkommen, som ønsker, at Englands Forbin­delse med Indien skal ophøre, og man beskylder endogsaa denne Fløj for ikke at ville vige tilbage for Bombekastning og lignende revolutionære Midler. Efter det Kendskab til Forholdene, som jeg har været i Stand til at erhverve mig, har jeg det Indtryk, at Fler­tallet mener, at Planens Virkelig­gørelse vil ske ved Hjælp af en af Oplysning følgende Udvikling, og Flertallet gaar ikke videre end til at haabe paa Uafhængighed under Englands Overherredøm­me. Men vist er det, at et Min­dretal, de stolte Efterkommere af det gamle Indien, som er frigjort for Overtroens og Uvidenhedens Baand, drømmer om et „nyt In­dien", som vil stille det gamle Skygge. De anerkender Vestens Overlegenhed, og de arbejder tappert for at bringe Indien frem til sin rette Plads. Men de har ikke til Hensigt at efterligne vor vestlige Civilisation, heller ikke vil de antage Vestens Institutio­ner, de haaber og venter at kun­ne frembringe noget bedre end det, Verden hidtil har kendt. Det gør een unægteligt godt at staa Ansigt til Ansigt med Mænd, som er fulde af Haab og Tro paa deres Sag. Vist er Indien ved at vaagne, og Bevægelsen, her staar paa Højde med de Bevæ­gelser, som man Verden over har rejst til Fordel for Menneskehe­dens Frigørelse. Maaske vil In­dien kun naa sin Uafhængighed gennem beklagelige Foreteelser! Hvad der end sker, - her fin­des vidtskuende Mennesker, som kan berolige og tilbageholde ’de mere fremfusende. Indien vil ik­ke falde i Søvn igen. I en langt fra os liggende Fortid lærte Ver­den meget af dette Land, Hvem véd, om ikke samme Land for­bereder sig til at tilføre Menne­skeheden Lærdomme af lige saa stor Værdi som i hine fjerne Ti­der.

Nationalforsamlingen har al­drig behandlet Kvindesagsspørgsmaalet. Som sædvanligt glemte man Kvinderne. Saa kom den Tid, da man foreslog at boycotte alle udenlandske Varer, som overfyldte Markedet, og at fore­trække Landets egne Frembrin­gelser. Tanken var at arbejde Indien ’frem til sin tidligere høje Stilling i den industrielle Verden. Da var det, at Mændene kom til at huske paa Kvinderne og søg­te deres Hjælp. Og Kvinderne hjalp uden Knurren; og fra Zenana (Fruerstue) til Zenana sendtes Budskabet videre.

En Mand har fortalt mig, at han dengang købte en eller an­den Brugsgenstand, som var fa­brikeret i Udlandet, da hap ik­ke havde været i Stand til at faa en indenlandsk Vare. Hans Mo­der bebrejdede ham hans Man­gel paa Fædrelandskærlighed og sagde, at en loyal Indier hellere vilde undvære de Ting, han ikke kunde faa fra det hjemlige Mar­ked end købe den paa det udenlandske. Hun brændte den an­stødelige Genstand og paalagde Sønnen ikke oftere at krænke hendes fædrelandskærlige Følel­ser.                             (Fortsættes.)