« Tilbage til søgeresultaterne
Grundlovsforslagets Forhistorie
Medens vi Kvinder sidder som ørkesløse Tilskuere ved den store og afgørende Grundlovskamp, som Mændene nu udkæmper paa egne og vore Vegne, kan det være os en baade nyttig og opmuntrende Tidsfordriv at dvæle i Mindet ved de Forpostfægtninger, som har dannet Indledningen til det egentlige Hovedslag.
Grundlovsforslagets Forhistorie er i store Træk denne:
I Samlingen 1905-06 fremsatte daværende Konsejlpræsident I. C. Christensen i Folketinget et Forslag til Ændring af Grundlovens § 32.
Forslaget lød saaledes:
„Grundlovens § 32, første Punktum (Antallet af Folketingets Medlemmer skal omtrent være efter Forholdet l Medlem til 16,000) forandres til: „Tallet af Folketingets Medlemmer er 132”.”
Forslaget vedtoges i Folketinget, dog med denne Affattelse:
„Tallet af Folketingets Medlemmer skal være mindst 124, højst 132.”
Saaledes oversendtes det til Landstinget, hvor det kun naaede en 1ste Behandling og Henvisning til Udvalg.
I Samlingen 1906-07 fremsattes Forslaget i samme Skikkelse i Landstinget, men afvistes, da Konsejlpræsidenten ikke vilde besvare en Forespørgsel fra de frikonservative om, hvorledes Regeringen ved en eventuel Landstingsopløsning vilde forholde sig overfor de kongevalgte Landstingsmedlemmer.
Hermed ansaa man Vejen til en retfærdigere Valgkredsordning gennem en Grundlovsændring foreløbig for spærret og rettede en Tid sine Bestræbelser mod Opfyldelsen af Grundlovens § 32.
I April 1907 anmeldte det socialdemokratiske Parti i Folketinget Forslag om Nedsættelsen af en Kommission til at udarbejde Forslag til en Omordning af Valgkredsene i Overensstemmelse med Grundlovens § 32. Forslaget kom dog ikke til Behandling.
Den 9. Oktober 1907 fremsatte samme Parti i Folketinget Forslag til Ændring af Grundlovens §§ 30, 31 og 35-39. Ifølge dette Forslag udvidedes Valgretten til Kvinder og Tyende, og Valgretsalderen nedsattes til det fyldte 21 Aar.
Ordføreren (Borgbjerg) udtalte ved Forelæggelsen bl. a.: „Dette Forslag gaar ud paa at faa ændret de Paragraffer, der vedrører Valgretten til Folketinget og Valgmandsvalgene til Landstinget, saa vi faar virkelig almindelig Valgret. Det er nemlig Sagen, at det vi kalder almindelig Valgret og som fra en vis Side set ogsaa er det, ikke fuldt ud er almindelig Valgret. Den ene Halvdel er udelukket derfra, nemlig Kvinderne.”*) Forslaget henvistes til Udvalg, men naaede ikke videre.
*) Alle Udhævelser af os.
Den 24. Febr. 1909 fremsatte Konseilpræsident Neergaard i Landstinget det i Samlingen 1906-07 samme Sted fremsatte Forslag til Ændring af Grundlovens § 32, men det blev igen afvist, fordi Konseilpræsidenten nægtede at udtale sig om Ministeriets Stilling til de kongevalgte Landstingsmedlemmer under en eventuel Opløsning.
Den 5. Oktbr. 1909 fremsatte det radikale Parti i Folketinget et Forslag til Ændringer af Grundlovens Afsnit IV samt §§ 24, 53 og 95.
Dette Forslag udvidede Valgretten til Kvinder og Tyende og nedsatte Valgretsalderen til det fyldte 25 Aar; af skaffede endvidere den privilegerede Valgret til Landstinget og de kongevalgte Landstingsmedlemmer, indførte Forholdstalsvalg ved Valg af Valgmænd og Folkeafstemninger om visse vedtagne Lovforslag, naar mindst 50,000 Folketingsvælgere begærede det. Forslag til Grundlovsændringer skulde efter at være vedtagne i begge Ting forelægges Vælgerne til Godkendelse eller Forkastelse.
Forslaget kom til 1ste Behandling den 29. Novbr., efter at de radikale havde dannet Ministerium den 28. Oktbr., og henvistes til Udvalg. Til samme Udvalg henvistes et Forslag af Socialdemokraterne om Nedsættelse af en Kommission til Undersøgelse af Spørgsmaalet om en fyldestgørende Grundlovsrevision.
Udvalget afgav sin Betænkning den 19. Marts med N. Neergaard som Ordfører. Betænkningen udtalte, at der fra alle Sider i Udvalget havde været Enighed om, at den Tid næppe kunde være fjern, hvor en almindelig Revision af Grundloven vilde kræve sin Løsning. Et Mindretal
(I. C. Christensen, Effersøe, Jensen-Sønderup, Mølgaard-Nielsen, N. Neergaard og C. Sørensen) kunde ikke anse det foreliggende Forslag som et egnet Udgangspunkt for en fyldetsgørende Grundlovsrevision. ,,Forslag om en saadan bør udgaa fra en paa sikkert parlamentarisk Grundlag hvilende Regering og hverken fra det private Initiativ eller fra en parlamentarisk Kommission.”
Der burde ogsaa ved en saadan Revision optages en Række Spørgsmaal, som ikke fandtes i det foreliggende Forslag; men en saadan almindelig Forfatningsrevision kunde kun med Styrke gennemføres af et stærkt, politisk ensartet Folketingsflertal. „Desuden er det fra alle Sider
anerkendt at Folketinget i dets nuværende Sammensætning ikke er et fuldgyldigt Udtryk for Befolkningen. Valgkredsene er af altfor ulige Størrelse. Kvinderne, de myndige Mænd under 30 Aar og saadanne, som uden at have egen Husstand staa i privat Tjenesteforhold, er udelukkede. *) Da nu Valgkredsspørgsmaalet allerede er fremme til Afgørelse, og Erfaringen tilstrækkelig har vist, at det ikke kan løses uden gennem en Grundlovsændring, ligger det nær hertil at knytte Forslag om de ovenfor antydede Forandringer i Folketingets Sammensætning, saaledes at dette Ting kan blive et virkeligt Spejlbillede af Folket, inden der skrides til at forhandle og afgøre Forslaget om den almindelige Forfatningsrevision, som i Fremtiden skal være Grundlaget for vort politiske Liv.*)
Ved 3die Behandling den 14.- 15. April stillede samme Mindretal Ændringsforslag om, at Lovforslaget indskrænkedes til §§ 30, 31, 32 og 37. Til § 37 føjedes: „Gifte Kvinder kan ikke komme i Betragtning som umiddelbare Vælgere.”
Ændringsforslaget vedtoges med 60 Stemmer mod 40. Lovforslaget vedtoges derefter i den Affattelse, som det fik ved denne Afstemning - altsaa uden Forandringer med Hensyn til Landstinget.
Den 16. Decbr. 1910 fremsatte Konseilpræsident Kl. Berntsen i Folketinget Forslag til Ændringer af Grundlovens §§ 30, 31, 32, 37 og 39. Forslaget var omtrent enslydende med det i forrige Samling i Folketinget vedtagne og gav enhver uberygtet Mand og Kvinde Valgret fra det fyldte 25 Aar, dog saaledes at gifte Kvinder ikke kunde blive umiddelbare Landstingsvælgere, hvorimod der aabnedes dem Udsigt til, at de kunde blive kongevalgte Landstingsmedlemmer. Fordringen om l Aars Ophold i Valgkredsen frafaldtes. Antallet af Medlemmer af Folketinget sattes til højst 132. Ved Forslagets Fremsættelse udtalte Konseilpræsidenten bl. a.: „Lovforslaget gaar ikke ud paa en samlet Revision af Grundloven. Ministeriet deler den Opfattelse, som dets Meningsfæller i forrige Rigsdag saa stærkt gjorde gældende, at en Grundlovsrevision helst bør foretages i to Afsnit, og det første Afsnit maa da naturlig være det Afsnit, der vedrører Folketingets Sammensætning for at der derigennem kan skabes et Folketing, der hviler paa et bredere Grundlag og er et fyldigere Udtryk for Befolkningen, end Tilfældet er med det nuværende Folketing. *)
Lovforslaget henvistes til Udvalg og vedtoges efter tre Behandlinger med 89 Stemmer mod 7, hvorefter det oversendtes til Landstinget.
Det henvistes her efter en første Behandling til Udvalg, men naaede ikke videre, da Højres Ordfører (Piper) under Forhandlingen havde erklæret, at det nærværende Tidspunkt ikke var egnet til en videregaaende Forhandling af dette Lovforslag, da det mest fornødne i Øjeblikket var Arbejdet paa Tilvejebringelsen af en sund Finansstyrelse med Balance paa Budgettet.
Den radikale Gruppe stillede derefter i Folketinget Forespørgsel til Konseilpræsidenten om, hvad Regeringen agtede at foretage sig til Fremme af Forfatningsrevisionen, efter, at det havde vist sig i Landstinget, at den hidtil af dette Ministerium fulgte Vej ikke var farbar.
Konseilpræsidenten svarede, at Ministeriet ikke fandt det nuværende Tidspunkt egnet til at give Oplysning om, hvad Ministeriet fremtidig agtede at foretage sig med Hensyn til Forfatningsrevisionen. Der vedtoges derefter paa Forslag af Slebsager en Dagsorden, som udtalte Tillid til, at Regeringen vilde finde de rette Midler og Veje til Forfatningsforandringens Gennemførelse.
Den 11. Oktbr. 1911 fremsatte Regeringen Forslaget i Landstinget i samme Skikkelse, hvori det i forrige Samling var fremsat. Forslaget henvistes til et Udvalg, som afgav Betænkning den 18. Maj 1912. I Betænkningen udtaltes, at det havde vist sig umuligt at samle et Flertal om en Udvidelse af Valgkorpset i det foreslaaede Omfang.*)
Den 9. Oktbr. 1912 fremsatte Socialdemokraterne i Folketinget Forslag til en Forandring af Grundlovens Repræsentationssystem samt en Ophævelse af Rigsretten. Forslaget udvidede Valgretten til Kvinder og Mænd med det fyldte 21 Aar, afskaffede Landstinget og Rigsretten og indførte Folkeafstemning om visse Lovforslag, efter at de var vedtagne paa Rigsdagen, naar mindst 50,000 Vælgere krævede det Dette Forslag henvistes til samme Udvalg som det følgende, men kom ikke til særlig Behandling.
Den 23. Oktbr. 1912 fremsatte Konseilpræsident Berntsen i Folketinget et Forslag til Forandringer i Grundloven. Forslaget, som med Hensyn til Folketinget omtrent var enslydende med det af samme Ministerium tidligere Fremsatte, men foreslog Valgperioden for Folketingets Vedkommende udstrakt til 4 Aar, adskilte sig fra det tidligere ved at indeholde Bestemmelser ogsaa om
Landstingets Sammensætning. I Følge disse skulde den privilegerede Valgret bortfalde, og Landstingsmedlemmerne og deres Stedfortrædere fremtidig vælges paa 8 Aar ved indirekte Valg af de kommunale Raad efter Reglerne for Forholdstalsvalg. De kongevalgte Landstingsmedlemmer afskaffedes og erstattedes med 12 Medlemmer, valgte ved Forholdstalsvalg af de 54 i Landstingskredsene valgte Medlemmer. Forslag til Finansloven eller Tillægsbevillingsloven, hvorom der ikke kunde opnaas ens Vedtagelse i begge Ting skulde finde deres Afgørelse i den forenede Rigsdag, hvor mindst Halvdelen af hvert Tings Medlemmer skulde være til Stede.
Ved Forslagets Fremsættelse udtalte Konseilpræsidenten, at naar man havde opgivet det tidligere Standpunkt: at søge Grundloven ændret i to Afsnit, var det, fordi Vejen havde vist sig ufarbar *), og alle Partier havde ønsket Sagen løst paa én Gang. En almindelig Forfatningsrevision havde man dog ikke villet foreslaa for ikke at sinke de mest paakrævede Ændringer. Han betragtede dette Forslag som værende i Junigrundlovens Aand, dog endnu videregaaende, da det aabnede Kvinderne Valgret og nedsatte Valgretsalderen til det fyldte 25 Aar.
Forslaget henvistes til Udvalg og vedtoges efter 3die Behandling 12. Decbr. med 95 Stemmer mod 12. Udvalgets Flertal udtalte i sin Betænkning, at det kunde støtte Regeringen under Hævdelsen af det foreliggende Forslags bærende Principer: Den almindelige Valgret som Grundlag for Forfatningen og Tokammersystemets Opretholdelse. „Flertallet hilser med Glæde, at Forslaget saa afgørende bryder med Forfatningen af 1866 og bygger paa Venstres Hovedkrav i Forfatningsspørgsmaalet: Genindførelsen af Junigrundlovens Lighedsprincip ved Afskaffelse af privilegeret Valgret til Landstinget.
Derefter oversendtes Forslaget til Landstinget, hvor det efter en 1ste Behandling d. 8.-9. Januar henvistes til Udvalg. Udvalget afgav sin Betænkning d. 29. Marts. Den udtalte, at Flertallet erkendte, at § 32 burde ændres, for at der kunde opnaas en retfærdig Valgkredsordning, og at det vilde være heldigt at sætte en Grænse for Folketingets Medlemmer. Ligeledes, at Valgperioden for Folketinget udstraktes til 4 Aar, og at Kvinder fik Valgret. Forslagene om Valgretsalderens Nedsættelse og Landstingets Sammensætning kunde Flertallet imidlertid ikke gaa med til, og man havde derfor udarbejdet et foreløbigt Ændringsforslag, der kunde tjene som Forhandlingsgrundlag. Dette Forslag udvidede Valgretten til Kvinder, men fastholdt Valgretsalderen: 30 Aar og satte Maximumsgrænsen for Antallet af Folketingsmedlemmer til 120. Det indførte ved Valg til Folketinget Forholdstalsvalgmaaden enten i større Valgkredse eller i Forbindelse med Valg i Enkeltmandskredse. Med Hensyn til Landstingets Sammensætning sattes en Alder af 40 Aar som Betingelse for Valgret. Den ene Halvdel af Valgmændene skulde vælges af samtlige 40 aarige Vælgere, den anden af Folk, som svarede Indkomstskat og opfyldte en eller flere af visse nærmere angivne Betingelser med Hensyn til Erhverv eller Studium - eller ejede en skattepligtig Formue af 6000 Kr. Antallet af kongevalgte Landstingsmedlemmer indskrænkedes til 8, valgte efter Indstilling af Landstingets øvrige Medlemmer og repræsenterende henholdsvis Kirke, Universitet, Sundhedsvæsen, Domstole, Hær og Flaade. De skulde vælges paa 8 Aar umiddelbart efter det almindelige Landstingsvalg. Forslag til ny Grundlovsbestemmelser skulde vedtages med et Flertal af mindst 2/3 af hvert Tings Medlemmer.
Udvalgets Mindretal erklærede dette Forslag for uskikket til Forhandlingsgrundlag og fraraadede samtlige punkter.
Ved Lovforslagets 2den Behandling forelaa følgende Forslag til en Dagsorden fra Grev Frijs:
„Da det af den af Udvalget afgivne Betænkning sés, at Udvalgets Flertal og Mindretal ikke har kunnet forenes om at anse noget af de foreliggende Forslag for brugeligt Forhandlingsgrundlag med Hensyn til forandrede Regler for Landstingets Sammensætning, anser Tinget det for nødvendigt, at denne Sag undergives en mer alsidig Drøftelse, end der hidtil er blevet den til Del, førend der med Nytte kan forhandles videre med Tingene om den.
Tinget beslutter derfor at gaa over til den næste Sag paa Dagsordenen, idet det henstiller til Regeringen eventuelt at søge Spørgsmaalet overvejet i en ved Lov nedsat Kommission, bestaaende dels af Medlemmer af Rigsdagen, dels af Mænd udenfor Rigsdagen med politisk og juridisk Indsigt.”
Konseilpræsidenten udtalte hertil, at hvis Landstingets Flertal ved Sagens første Behandling havde afvist Regeringsforslaget, vilde Følgen straks være bleven en Opløsning. Han vilde ogsaa, hvis denne Dagsorden vedtoges, appellere til Folketingets Vælgere, men, da man stod overfor et almindeligt Folketingsvalg, og flere vigtige Sager, saasom Tillægsbevillingsloven, ikke var behandlede til Ende, vilde Regeringen afvente, hvorledes Folketingets Vælgere stillede sig til Sagen, og, hvis Valget gik efter Regeringens Ønske, vilde Ministeriet forbeholde sig det næste Skridt, om hvilket han blot vilde sige saa meget, at det ærede Medlem (Frijs) ved sin Dagsorden havde peget paa, i hvilken Retning det maatte gaa.
Efter at Højre og de frikonservative havde givet Dagsordenen deres Tilslutning, og Venstre, de radikale og Socialdemokraterne havde anbefalet at stemme mod den, blev den ved Afstemningen vedtaget med 33 Stemmer mod 31.
Regeringens Forslag til Grundlovsændring var dermed bortfaldet.
Den 23. April udsendte Formændene for Højregrupperne samt for den frikonservative Gruppe i Landstinget en Forespørgsel til de øvrige Grupper paa Rigsdagen, om hvorledes de vilde stille sig til Forslag om Nedsættelsen af en Kommission, der skulde tage Grundlovssagen op til fornyet Overvejelse og aabne Adgang for en Repræsentation for politisk, videnskabelig og praktisk Indsigt.
Samtlige Grupper svarede afvisende paa denne Henvendelse.
Hermed slutter denne kortfattede Oversigt over Grundlovsforslagets Forhistorie. Den indeholder for Kvinderne og da navnlig for Dansk Kvindesamfunds Medlemmer flere Punkter af særlig Interesse. Vi ser, at vore Resolutioner i Nykøbing 1911 og Kolding 1912 ikke var de store Urimeligheder, man har villet gøre dem til, at de ikke var fantastiske, doktrinære Krav, svævende frit i Luften, men at de er byggede paa Synspunkter, som under Grundlovssagens bugtede Forløb mere end én Gang har givet sig tydelige og umiskendelige Udtryk. Kvinden og Samfundets Læsere ved nu, at førende Mænd paa Rigsdagen har udtalt deres Betænkelighed ved at skride til en Videre gaaende Omdannelse af vor Forfatning, før Folketinget var det tro Spejlbillede af Befolkningen, som blandt andet Kvindernes Valgret vil gøre det til.
Endvidere viser denne Forhistorie os, at, naar Vejen til den foreløbige Grundlovsændring ikke var farbar, - som forhv. Konseilpræsident Berntsen udtalte ved Grundlovsforslagets Forelæggelse i Fjor, - saa var Skylden for en stor Del den, at vi var for mange ifølge, hvad Dansk Kvindesamfund allerede, da det indbragte sin Nykøbingresolution, havde forudset. Men hvorfor prøvede man da ikke den Vej, som denne Resolution anviste:
Et Grundlovsforslag med Kvinders Valgret som eneste Punkt?
Det kan maaske under den foreliggende Situation forekomme ørkesløst at beskæftige sig med dette Spørgsmaal, men Grundlovssagen synes jo at være uudtømmelig paa Overraskelser; maaske befinder vi os en skønne Dag Ansigt til Ansigt med den Grundlovskommission, repræsenterende politisk, videnskabelig og praktisk Indsigt, som Socialdemokraterne først, og de konservative Grupper sidst stillede Forslag om, eller overfor en Generalrevision af Grundlovens samtlige Paragrafer - hvorfor ikke? ,,L’appetit vient en mangeant,”*) som Franskmanden siger, og da vil Spørgsmaalet om Kvindernes Medbestemmelsesret dukke frem igen, - da vil der være Anledning for Dansk Kvindesamfund til med al den moralske Vægt, som 40 Aars Arbejde i en Idés Tjeneste giver, paany at rejste Kravet: Vi forlanger af blive spurgte.
*) Appetiten kommer, mens man spiser.
