« Tilbage til søgeresultaterne
Redaktørskifte
Fru Esther Carstensen har i sidste Nummer af Kvinden og Samfundet taget Afsked med Bladets Læsere som ansvarshavende Redaktør, og hun har ved sin Fratræden udtalt de bedste Ønsker for Bladets fortsatte Fremgang under den ny Ledelse, men samtidig mindet Medlemmerne om, at Bladets Styrke beror paa Medlemmernes Kærlighed til Bladet.
Her er der en nødvendig Vexelvirkning, som Medlemmer og Redaktør i lige Grad bør holde sig for Øje. Bladet har intet Krav paa Medlemmernes Kærlighed, hvis det ikke sætter al sin Vilje ind paa at fortjene den. Medlemmerne har paa deres Side intet Krav at stille til Bladets Styrke i Striden, hvis de ikke fylker sig bag det som en trofast Fanevagt. Thi Kvinden og Samfundet er Fanen, som vajer foran Dansk Kvindesamfunds fremrykkende Hær og viser Verden, hvor Vejen gaar.
Og Vejen gaar, som den fra første Dag har gaaet: ad den rene Kvindelinie uden Sideblik til de politiske Partier. Den ny Redaktion vil ligesom sin Forgænger overalt, økonomisk, socialt og politisk, hævde Kvinders Ligeberettigelse med Mænd. Paa Erhvervslivets Omraade kræver vi Lige Løn for lige Arbejde og samme Adgang til Uddannelse og Stillinger. - I Familielivet kræver vi: Ægtefællers formueretlige Ligestilling og deres fælles Raadighed over de fælles Børn. Politisk staar vi der, hvor Fællesmødets Koldingresolution Stillede os: paa Kravet om Kvinders moralske Ret til at være med til at skrive Danmarks Riges nye Grundlov. Ingen Omskiftelse i den politiske Situation, men kun en Beslutning af et nyt Fællesmøde om at frafalde Koldingresolutionen, berettiger Kvinden og Samfundets Redaktion til at forlade denne Stilling. Fra enhver Skanse, hvor Dansk Kvindesamfund har plantet sit Mærke, Skal Kvinden og Samfundets Fane vaje. Først naar Skansen er rømmet, stryger vi Flaget.
Idet jeg forbeholder mig Ret til ved enhver Lejlighed her i Bladet at hævde ovennævnte
Krav, som alle, hver til sin Tid, har faaet Fællesmødets Anerkendelse, tiltræder jeg med dette Nummer Posten som Redaktør af Kvinden og Samfundet og udtaler samtidig det Ønske, at Medlemmerne ikke vil vise Overbærenhed med mine sandsynlige Mangler, men tvertimod ved at paatale dem hjælpe mig med at rette dem, - at de heller ikke vil vise mig Skaansel, hvis jeg i noget Punkt fraviger Fællesmødets Beslutninger, men at de vil give deres Blad og dets Redaktør den Styrke, som vindes af Bevidstheden om, at vi har en fylket, kampberedt og loyal Hær af Medlemmer i Ryggen, der er rede til ved given Lejlighed at styrke vor Røst med et Ekko af tusinde Røster.
