« Tilbage til søgeresultaterne
Udkast til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning
Ved Overretssagfører Astrid Rickmann.
I Efteraaret 1909 blev der efter Indbydelse af den svenske Regering i Stockholm afholdt en Konference mellem Udsendinge fra Danmark, Norge og Sverige til Drøftelse af Mulighederne for en fælles skandinavisk Lovgivning paa Familierettens Omraade. I 1910 paabegyndtes Arbejdet i alle tre Lande, og den danske Kommission, der bestaar af Professor, Dr. juris V. Bentzon, Højesteretsassessor V. Krarup, Kontorchef E. Trolle og som Sekretær Assistent i Justitsministeriet H. G. Bechmann, har i de følgende Aar arbejdet sammen med de delegerede fra Sverige og Norge for at tilvejebringe et Udkast til Lovregler, der kunde blive fælles for de tre skandinaviske Lande, dog selvfølgelig med de Afvigelser, som de tre Landes forskellige processuelle og andre Forhold maatte medføre.
Den danske Kommissions Udkast foreligger nu færdigt samtidig med, at de tilsvarende Udkast forelægges Offentligheden i Sverige og Norge, og det er af største Interesse for alle Kvinder at
se, hvad dette Udkast indeholder. At Kvinders Mening bør høres i disse Spørgsmaal er anerkendt af Kommissionen, idet den i Foraaret 1912 anmodede Dansk Kvindesamfund om at nedsætte et Udvalg, for hvilket de forskellige Spørgsmaal kunde forelægges, og det saaledes nedsatte Udvalg af Kvinder har afgivet en Betænkning, der maaske nok paa nogle Punkter har faaet Betydning for Affattelsen af Reglerne. Dog maa her paany fremhæves, at Udvalgsbetænkningen ikke er at opfatte som afgivet af Dansk Kvindesamfund som saadant idet Forholdene ikke tillod, at et Fællesmøde kom til at udtale sig. Det foreliggende Udkast omfatter ikke hele Familieretten, men kun Regler om Forlovelse, Betingelserne for Ægteskab, Lysning, Ægtevielse, Ægteskabs Omstødelse, Separation og Skilsmisse samt Ægteskabssager; Udkast til Lov om de øvrige Dele af Familierretten vil senere komme til at foreligge. Det vil være Dansk Kvindesamfunds Medlemmer bekendt, at der i Sommeren 1914 i Forbindelse med Fællesmødet i København afholdes et nordisk Møde, hvortil der kommer Udsendinge fra svenske, norske, islandske og finske Kvindeforeninger, og det maa betragtes som givet, at bl. a. netop familieretlige Spørgsmaal vil komme frem til Drøftelse.
Forlovelse. Forslaget ophæver den nugældende Regel efter Frd. af 5. Marts 1734, at den uberygtede Kvinde, der bevisligt har været forlovet med en fuldmyndig Mand (25 Aar), kan faa ham dømt til at indgaa Ægteskab med sig, hvis han efter Ægteskabsløftet har besvangret hende. Kommissionen har ment, at det er stødende for Nutidens Opfattelse af Ægteskabet, at det skal kunne fremtvinges under en daglig Mulkt, og ogsaa Kvindeudvalget har billiget Ophævelsen af denne Regel. Udvalget kom under denne Drøftelse ind paa Spørgsmaalet om „uægte” Børns Ret til Faderens Navn og Arv efter Faderen, idet man mente, at der navnlig i det her omhandlede Tilfælde kunde være særligt tvingende Grunde herfor; i Udvalgets Betænkning kom da ogsaa til at foreligge en Mindretalsudtalelse i denne Retning, medens Udvalget som Helhed ikke vilde udtale sig om Sagen, da Spørgsmaalet om uægte Børns Retsstilling ikke ligger for i dette Lovforsslag.
I Stedet for den nævnte Regel giver Forslaget den Regel, at naar en Mand besvangrer sin Forlovede og Forlovelsen derefter ophæves under saadanne Forhold, at han maa antages væsentlig at bære Skylden for Ophævelsen, skal han betale hende en passende Erstatning for den derved forvoldte Forstyrrelse i hendes Stilling og Forhold; dog kan der ikke paalægges en Mand saadan Erstatning, medmindre han ved Besvangrelsen var fyldt 21 Aar (den Alder, der er tænkt som den fremtidige Fuldmyndighedsalder og for Mænd Minimumsalder for Indgaaelse af Ægteskab).
Endvidere giver Forslaget den nye Regel, at naar en Forlovelse hæves under saadanne Forhold, at Skylden for Ophævelsen maa antages væsentlig at paahvile den ene Part, er denne pligtig at yde sin Forlovede Erstatning for Tab, der er lidt ved de Forholdsregler, som med Føje er trufne med det forestaaende Ægteskab for Øje. Der vil altsaa her efter Omstændighederne kunne blive Tale om Erstatning ogsaa fra Kvinden til Manden, men ingen bliver erstatningspligtig uden at være fyldt 21 Aar eller have haft Forældres, Værges eller Kurators Samtykke til Forlovelsen.
Betingelserne for Ægteskab. Efter den nugældende Ret kræves til Ægteskabs Indgaaelse en Minimumsalder af 20 Aar for Manden, 16 Aar for Kvinden, fra hvilken Regel dog kan gives Dispensation. Forslaget sætter Alderen op til henholdsvis 21 og 18 Aar ud fra den Betragtning, at det er heldigt, at Parterne har naaet en noget større aandelig og legemlig Modenhed, før de indgaar Ægteskab. For Mandens Vedkommende vil Aldersgrænsen falde sammen med den paatænkte Fuldmyndighedsalder, for Kvindens Vedkommende med Opnaaelsen af personlig Myndighed. Udvalget har billiget dette, idet man dog pegede paa, at denne Aldersforhøjelse navnlig for Kvindens Vedkommende vil paakræve Dispensation i større Omfang end tidligere. Selve Forslaget siger intet herom, men i Motiverne udtales det, at Forhøjelsen selvfølgelig vil bevirke, at Betingelserne for at give Dispensation maa blive lempeligere, og at den ikke bør nægtes Mænd mellem 20 og 21 Aar og Kvinder ialfald mellem 17 og 18 Aar.
Den, der er under 21 Aar (nu 25 Aar), maa ikke indgaa Ægteskab uden Forældrenes Samtykke eller Værges eller Kurators Samtykke, hvis begge Forældre er døde eller af særlige Grunde, f. Eks. Sindssyge, ikke kan afgive Erklæring. Nægtes Samtykke, kan Overøvrigheden (ikke som nu Underøvrigheden) paa Begæring give Tilladelse til Ægteskabets Indgaaelse, hvis der ikke er skellig Grund til Nægtelsen.
Et Spørgsmaal, der har været særlig Genstand for vidtløftige Forhandlinger og Undersøgelser indenfor Kommissionen, er det, om man paa nogle Punkter skulde skærpe Ægteskabsbetingelserne ved at forbyde, at Ægteskab indgaas af Personer, der lider af forskellige smittefarlige og arvelige Sygdomme. Ved Udarbejdelsen af et Lovforslag som det foreliggende maa Bestræbelslerne være rettet paa den ene Side at styrke Ægteskabsinstitutionens Autoritet ved en vis Strenghed i de Regler, hvormed det omgærdes, paa den anden Side at tage fornødent Hensyn til Individernes Frihed. Bliver Ægteskabsbetingelserne for strenge, er der altid Fare for at opnaa det modsatte af den tilsigtede Virkning, idet man da udsætter sig for at drive Parterne til Forbindelser udenfor Ægteskab. Og hvor Spørgsmaalet kommer frem om et muligt Forbud paa Personer med visse Sygdomme, kan man ikke være blind for, at strenge og vidtrækkende Forbud ganske vist kan hindre en Del Ægteskaber, men ikke kan hindre Parterne i at avle Børn, der saaledes vil blive sat i Verden under uheldige Forhold, end hvis Forældrene var gifte. Kommissionen har raadført sig med forskellige Autoriteter paa Lægevidenskabens Omraade m. H. t. ved hvilke Sygdomme, der kunde være Grund
til at opstille Forbud paa Grund af særlige Farer for Ægtefællens eller Afkommets Sundhed. Om Kommissionen i Forslagets §§10 og 11 har naaet et tilfredsstillende Resultat, derom vil der sikkert rejse sig en stærk Diskussion. Men det er altid vanskeligt at ramme en praktisk brugbar Regel, der tilfredsstiller alle, navnlig naar der skal lovgives paa et helt nyt Omraade.
Forslaget har kun medtaget nogle faa af de Sygdomme, som der kunde være Tale om at indbefatte under et Forbud, idet det har indskrænket sig til at give Regler for Personer, der er sindssyge eller aandssvage i højere Grad samt Personer, der lider af Kønssygdom eller Epilepsi, men derimod ikke har givet særlige Regler for Personer lidende af medfødt Døvhed, Alkoholisme, Tuberkulose o. s. v.
Forslagets § 10 bestemmer, at den, som er sindssyg eller som er aandssvag i højere Grad, ikke maa indgaa Ægteskab. Efter den nugældende Ret kræves blot at de Personer, der vil indgaa Ægteskab, har „Fornuftens Brug,” d. v. s. er i Stand til at afgive en Viljeserklæring om at ville indgaa Ægteskabet, hvilket baade sindssyge og aandsvage Personer vil kunne være i Stand til.
Men der kan tænkes Tilfælde, hvor Omstændighederne kan tale for, at der ikke nægtes den sindssyge Tilladelse til Ægteskab, f. Eks. naar der efter vedkommendes Alder ikke kan ventes Børn i Ægteskabet, eller naar en Sindssygdom kun har frembudt Symptomer indenfor en ganske begrænset Del af Forestillingsomraadet, og § 10 siger derefter videre, at Kongen eller den, han bemyndiger (Justitsministeriet) dog skal kunne tillade en sindssyg at indgaa Ægteskab, naar det efter indhentet Erklæring fra Retslægeraadet skønnes, at det under Hensyn til Sygdommens Art og den ringe Fare for sygeligt Afkom samt Partens Evne til at bedømme Ægteskabets Betydning er forsvarligt at saadant Ægteskab indgaas. Denne Adgang til Dispensation er tilraadet af nogle af de sagkyndige Sindssygelæger, der er raadspurgt i alle tre Lande, medens andre har tilraadet et absolut Forbud mod sindssyges Ægteskab uden Adgang til Dispensation. Kommissionen har fundet det forsvarligt at opstille Dispensationsreglen ud fra den Betragtning, at man i Danmark ikke har nogen anden Afgrænsning af Begrebet Sindssygdom end den til enhver Tid herskende lægevidenskabelige Opfattelse, og at det vil være for farligt at give en Regel af saa vidtrækkende Betydning som et Ægteskabsforbud alene knyttet til en medicinsk Maalestok, der tilmed maa blive noget forskellig til de forskellige Tider.
Hvad angaar Kønssygdomme, frembyder disse som bekendt alvorlig Fare for Ægtefæller og Børnene, og man har i alle de tre Lande indgaaende drøftet og undersøgt, hvorledes man ved Ægteskabslovgivningen skulde kunne medvirke til at modarbejde Udbredelsen af disse Sygdomme. Mest rationelt synes det ved første Øjekast at kræve en Lægeundersøgelse af alle Brudefolk forinden Brylluppet og opstille et absolut Forbud mod, at Ægteskab blev indgaaet af Personer, der lider af Kønssygdomme. Men dels vil en saadan almindelig tvungen Lægeundersøgelse sikkert føles af de fleste som en utaalelig Byrde, ligesom den vilde volde Bekostninger for de private eller det offentlige, dels er der den væsentlige Indvending mod den, at en saadan enkeltundersøgelse ikke vilde frembyde nogen virkelig Garanti med Hensyn til Kønssygdomme, idet den syge godt ved den enkelte Undersøgelse kan være fri for Symptomer paa Sygdommen, skønt denne stadig findes og maaske kan bryde ud Dagen efter. En saadan Undersøgelse egner sig altsaa ikke til at danne Grundlaget for et Forbud mod kønssyges Ægteskab.
Hvad angaar Forbudet i sig selv er det bleven mødt med store Betænkeligheder. I det svenske Udkast er det opstillet, dog med Dispensationsadgang, men hverken i Norge eller Danmark har man ment at kunne forsvare det. Kommissionen har ment, at det vilde betyde et altfor dybt Indgreb i den personlige Frihed, og at det, hvis det blev overholdt, maatte befrygtes at forøge Antallet af Forbindelser og Fødsler uden for Ægteskab. Disse Sygdomme er af en saadan Natur, at der er
Perioder, hvor der ikke er Smittefare, og det kan efter Omstændighederne være forsvarligt, at kønssyge Personer lever i Ægteskab, naar de er paa det rene med Sygdommens Natur og tage de fornødne Forsigtighedsregler. Man har derfor ment dog at kunne indskrænke Omfanget af de Ulykker, der let følger med disse Ægteskaber, ved at tvinge de syge til at søge Læge og ved at skaffe den anden Ægtefælle Kundskab om Sygdommen; paa den anden Side har man villet undgaa at tvinge Brudefolkene til at give de ægteskabsstiftende Myndigheder Indblik i, om de lider af disse Sygdomme, idet man ogsaa har ment derved at løbe Fare for at befordre løgnagtige Erklæringer, og man har derfor affattet Reglen saaledes, at dette søges undgaaet ved, at alle Brudefolk blandt de øvrige Attester og Erklæringer, de skal fremskaffe inden Lysningen, tillige skal afgive en skriftlig Erklæring paa Tro og Love om, at der ikke er nogen Hindring for Ægteskabet ,,af saadan Grund som nævnt i § 11.” Denne §, der maa aftrykkes paa Erklæringsblanketterne, lyder saaledes: „Den, som lider af Kønssygdom, der endnu frembyder Smittefare, eller af Epilepsi, maa ikke indgaa Ægteskab, uden at den anden Part er gjort bekendt med Sygdommen, og begge Parter af en Læge har faaet mundtlig Vejledning om Farerne ved Sygdommen.” Herved paalægges der altsaa Parterne Sandhedspligt overfor hinanden og endvidere Pligt til atsøge Vejledning og Raad hos en Læge om Sygdommen. Det beror da paa den sunde Part, om han eller hun alligevel vil indgaa Ægteskabet.
Kvindeudvalget har af de ovenanførte Grunde ogsaa taget Afstand fra den tvungne, almindelige Lægeundersøgelse og fra et absolut Forbud, ligesom man ogsaa har ment det uheldigt at kræve en Erklæring, der giver Myndighederne Indblik i Parternes Sygdomsforhold. Udvalget har lagt Vægten paa Sandhedspligten mellem Parterne selv, da man har ment at Ansvarsfølelsen vil være stærkere overfor Ægtefællen end overfør Myndighederne.
Udvalget havde tænkt sig Erklæringen mere fyldig og indgaaende end i Forslaget, men Kommissionen har ment det umuligt at faa mere med i Erklæringen uden at.gøre den for indviklet Den væsentligste Betydning ved denne Ordning har Udvalget dog set deri, at den vil komme til at virke som et Led i Tidens Stræben efter at vække det personlige Ansvar hos alle, Kvinder saavel som Mænd, og fremtvinge en almindelig Kundskab om disse Forhold.
(Fortsættes).
