« Tilbage til søgeresultaterne
Mindesmærket for Natalie Zahle
Dengang Natalie Zahle lige var død, og en Kreds af hendes Venner og Beundrere traadte sammen for at indbyde Danmarks Mænd og Kvinder til at rejse hende et Mindesmærke, der kunde vidne for Eftertiden om, hvad denne Kvinde ved sine fremragende Evner og sin enestaaende Arbejdskraft havde udrettet for sit Land og sit Folk, da husker jeg, at en anset Videnskabsmand udtalte, at endelig frembød der sig her en Lejlighed til at faa rejst et Mindesmærke ogsaa for en Kvinde i den By, som tæller op imod 100 Mindesmærker for Mænd, men ikke ét for en Kvinde, fraregnet et Par enkelte for Kvinder af Fyrsteslægt. Han var derfor overbevist om, at det danske Folk, og da navnlig de danske Kvinder, i stort Tal, hver efter sin Evne, vilde bidrage deres til, at dette Mindesmærke maatte blive saa smukt og anseligt, at det kunde hævde Sig blandt de anseligste mandlige Mindesmærker, ligesom Natalie Zahle gennem et halvt Aarhundrede havde hævdet sig som jævnbyrdig med de bedste Mænd i Landet.
Jeg tror, at ingen af os, som var til Stede ved hin Lejlighed, tænkte os Muligheden af, at danske Mænd, for slet ikke at tale om danske Kvinder, vilde gøre denne Tillid til Skamme.
Og nu læser jeg i et Dagblad, at det virkelig synes, som om det skal volde Vanskelighed at faa dette Æresminde rejst. Men jeg kan ikke rigtig faa mig selv til at tro det, kan ikke tro, at denne Menneskealders Kvindebevægelse, om hvilken Natalie Zahle selv har sagt, at den aftvang hende den dybeste Beundring og uskrømtede Ærbødighed, at den i en saadan Grad skulde fornægte og underkende sig selv, at den rolig saa paa, at man maatte opgive Tanken om at rejse et Mindesmærke for den Kvinde, som saa at sige har skabt Betingelserne for det Frigørelsesværk, der snart vil fejre en af sine største Triumfer i Opnaaelsen af Kvinders politiske Valgret.
Vi plejer at rose os, vi danske Kvinder, af vor stilfærdige, bramfri Kamp for Ligeberettigelse, sammenlignet med de engelske Suffragetters revolutionære Fremgangsmaade, men vi skal huske, at disse Kvinder bringer deres Sag Ofre, som vi maa blues ved at tænke paa. Jeg tænker ikke her paa Ofre af Liv og Helbred - dertil er vi jo, som et Dagblad forleden skrev, altfor dannede -, men jeg tænker paa de Millioner Kroner, som engelske Kvinder i Aarenes Løb har skrevet sig selv i Skat for til deres Bevægelse. Just fordi vi føler os berettigede til at bryde Staven over den engelske revolutionære Kvindebevægelse, kan vi ikke i tilstrækkelig Grad vise vor Anerkendelse af de Kvinder, som fra første Færd har bragt den danske Kvindebevægelse ind i et Leje, hvor den rolig og uden nævneværdig Vanskelighed har kunnet udvikle sig i Retning af større og større Maal, og vi bør se vel til, at vor lovpriste Moderation ikke for Efterverdenen kommer til at staa med et Skær af Sløvsind og Smaasind.
Dommen over Natalie Zahle vil blive den samme, hvad enten hun faar et Mindesmærke i Sten og Bronce eller ikke; hendes Navn staar indskrevet der, hvor det aldrig vil slettes; men Dommen over den Slægt, som høstede Frugterne af hendes lange Livs Arbejde og Ofre, kan ikke blive upaavirket af, hvorvidt det lykkes at faa dette Mindesmærke rejst eller ikke.
Den sidste Gang, jeg talte med Natalie Zahle, husker jeg, at hun lod de Ord falde, at hun stolede paa, at Dansk Kvindesamfund vilde fortsætte hendes Arbejde for Kvindens Frigørelse. Ogsaa den, som skriver disse Linier stoler derpaa fordi jeg tror, at der i Dansk Kvindesamfunds Virken lever en Gnist fra den samme Esse, hvor Mathilde Fibiger, Pauline Worm og Natalie Zahle hentede deres Ild; og jeg stoler paa, at Dansk Kvindesamfund vil forstaa, at det er en Æressag for Kvindebevægelsens Kvinder, at Tanken om at rejse Natalie Zahle et synligt og værdigt Eftermæle ikke opgives, men med stor Tilslutning føres til Sejr.
