« Tilbage til søgeresultaterne
Et forsinket Tillidsvotum
Det meste af de Taler, som blev holdt ved Landsforbundets Møde paa Raadhuset den 18. Oktbr. gik vel mine Øren forbi dér hvor jeg stod langt tilbage i Salen, men saa meget forstod jeg da og fik af Avisreferater bekræftet, at den forhenværende Konseilpræsident Klaus Berntsen sagde, at havde Kvinderne faaet Valgret ved Junigrundloven og været med ved Grundlovsrevisionen 1866, da var den almindelige Valgret sikkert ikke bleven forraadt, som den blev. Saa tillidsfulde Ord om Kvinderne kan ikke andet end vække oprigtig Forbavselse paa et Tidspunkt, hvor Mændene for tredie Gang har givet sig selv Fuldmagt til at ordne det politiske Repræsentationssystem udenom Kvinderne; thi, hvis denne Udtalelse skal opfattes som mere end en Kompliment til Festens Værter, maatte man jo naturlig have ventet, at Hr. Berntsen og hans Meningsfæller havde gjort alt, hvad der stod i deres Magt, for at Kvinderne fik et Ord med at sige ved den Forfatningsrevision, som skal bøde paa Fejlgrebene fra Revisionen af 1866, saa maatte man Have ventet, at vi i Oktober 1912 var blevne stillede overfor et Forslag med Kvinders Valgret som eneste Punkt, for at vi bagefter, Mænd og Kvinder i Forening, kunde gaa løs paa den store og endelige Revision af vor Forfatning, som da ikke behøvede at indskrænkes til Repræsentationsbestemmelser alene, men kunde omfatte alle de Paragrafer, som trænger til at ændres. Men det blev vi altsaa ikke, og det er mange Kvinders store Skuffelse, som intet forsinket Tillidsvotum kan bøde paa.
Thi Hr. Berntsen bør ikke af det Bifald, som den 18. Oktober bruste ham i Møde, lade sig forlede til at tro, at alle Kvinder i Danmark er lige glade, enten de faar Indflydelse paa, hvorledes de skal faa Gavn af deres Stemmeret, eller ikke, - ja, jeg fristes til at sige, at, hvis de alle var det, saa var de berygtede Ord om Kvinders politiske Umodenhed ikke talt helt hen i Vejret. Men der er heldigvis Kvinder, som kan se, hvor lidt den Floskel er værd, at dette sidste Grundlovsforslag stiller Mænd og Kvinder jævnbyrdige og paa lige Fod; thi, naar Mændene alene har afstukket de Veje, ad hvilke Kvinderne skal gøre Brug af deres Stemmeret, saa har de paa Forhaand skabt sig en Overvægt, som Kvinderne vil behøve mere end et Slægtled til at opveje. Men netop i denne Overvægt ligger Faren for et fremtidigt Modsætningsforhold mellem Mænd og Kvinder, som Tilhængerne af Kvindernes fredelige Deling efter de bestaaende Partilinier burde have forudset og afværget Uden at nære kvindeseparatistiske Tilbøjeligheder kan vi Kvinder dog ikke ligegyldigt se paa, at Spøgelset fra 1866 gaar lyslevende omkring iblandt os omklædt i Mandsprivileger.
Der var noget af et historisk Vingesus over den Dom, N. Neergaard i sin store Finanslovstale fældede over den konservative Politik i 1866: „De konservative Partier,” sagde han, „havde en glimrende Chance i1866, ud fra et konservativt Synspunkt set, glimrende Chance for at faa en konservativ Forfatning, som kunde holdt lang, lang Tid, meget længere end Forfatningen af 1866 holdt... Men man vilde gabe over mere, end man kunde faa ned - idet lange Løb i alt Fald.”
Men har mon den samme Politiker og hans Meningsfæller tænkt sig Muligheden af, at en kvindelig N. Neergaard engang i Fremtiden, naar Regnskabets Time slaar ogsaa for Forfatningen af 1914 (eller 1915, eller hvad Aar det nu bliver), vil vende sig mod denne Grundlovs Givere med Ord som disse: „Mændene havde i 1914 en, fra et rent mandligt Synspunkt set, glimrende Chance for at faa en Forfatning, som bevarede det bestaaende Forhold mellem Mænd og Kvinder og sikrede Mændenes Indflydelse for lang, lang Tid. Men de vilde gabe over mere, end de kunde faa ned i alt Fald i det lange Løb, derfor gav de ikke Kvinderne Adgang til den grundlovgivende Rigsforsamling, men foretrak at ordne Fremtidens politiske Forfatning alene, uden Tanke for, at der herved skabtes et Modsætningsforhold mellem de for Grundlovsværket ansvarlige Mænd og de for samme ansvarsfrie Kvinder, et Forhold, som langt fra at slaa en Pæl gennem Kvindesagen med den politiske Valgret gav denne Sag en længere Levetid, end nogen Mand havde ønsket eller forudset.”
Der kræves intet Overmaal af historisk Sans for at tænke sig en saadan Mulighed og endnu
mindre for at tænke sig, at de, som til den Tid hører paa denne Tale, med Undren vil spørge: „Men hvor kunde Mændene den Gang begaa et saa skæbnesvangert Fejlgreb, og hvorfor hindrede Kvinderne dem ikke deri?” Da er det, at Fremtidens kvindelige N. Neergaard vil svare: „Ni tusind Kvinder forlangte i Sommeren 1912 at blive spurgte, men Mændene sad dette Krav overhørige.”
