« Tilbage til søgeresultaterne
Kunst
Efteraarsudstillingen.
Ved! Gennemsyn af Efteraarsudstillingens Katalog frydes vort Kvindeøje ved at træffe saa mange Kunstnerinders Navne, ja en Trediedel af Malerne er Kvinder.
Desværre tiltager ens Fryd ikke ved at bese Udstillingen, den er jo i det hele taget temmelig ligegyldig, kun nogle enkelte Billeder formaar at fængsle Blikket for en lille Stund, saasom Viggo Johansens fine Akvarel Studier, Stuhrs friske Havnebillede, Zeuthens interessante og kraftigt malede Portræt, Tuxens to fine Børnebilleder Nina og Paula, Globs Portræt af en lille Dreng, lithograferet Tegning, men noget egentlig bemærkelsesværdigt findes ikke.
Naar vi nu vender os til Malerinderne, gør det os ondt at maatte sige, at med al Respekt for den Alvor, hvormed de gennemgaaende tager fat, saa er der i Længden ingen rigtig Tilfredsstillelse ved den megen Hæderlighed, - men det er jo et godt Grundlag at arbejde videre paa. Der er endnu ved os Kvinder en vis Mangel paa Selvoplevelse og Evne til at klarlægge for vort Publikum, hvad der bor i os.
I de enkelte Billeder, hvor Kunstnerinden er gaaet udenfor det tilvante, er man ikke rigtig sikker paa, at det er hendes alvorlige Mening, men faar nærmest Indtrykket af, at det kun er et Forsøg.
Man kan jo ikke andet end undres over Ebba Carstensens Syn paa en Moder med et Barn; det er uskønt og vaklende baade i Farve og Form; hos Carla Colsman virker Farven kun urolig; hos Agnes Jensen vel ogsaa urolig, men med større Sandhed. Hedvig Frydensberg forekommer lidt anstrengt. Olga Jensen skræmmer en straks med sit Portrætstudie af en Kvinde, mens man finder Trøst i hendes Interiør og en Skaal Vindruer; hun er endnu ret forskellig og søgende i sin Fremgangsmaade.
Marie Sandholt er den, man stoler mest paa, og man glæder sig ved hendes Akvarel af Thea Smeds; i samme Stil maler Hedvig Høst. Det er mærkeligt at se den røde Farve fra Helga Anchers „røde Kabinet” snige sig ind over det mørke Tagkammer, hvor „en fattig Kone spinder”, et Billede, som ellers virker tiltalende ved sin gode Lysvirkning. Marie Ahlmanns Portrætter er gode i Tegningen, men lidt tørre. Marie Bonfils frisk og kølig, Karen Meisners „Opstilling” er noget konstrueret i sin Afblegethed.
Vi vender os saa til Billedhuggerværkerne, som i det hele ikke vækker vor Interesse, undtagen et lille fint Udkast til et Sabro Monument, Elna Borchs sympatiske Barnerelief, Utzon Franks „Herodias” og Tegners „Frøen”.
For at være nogenlunde retfærdig i sin Dom over dette sidste Værk, maa man betænke, at Grundene til den Sensation, det har vakt, er af forskellig Natur. Med Hensyn til Sagens formelle Side forekommer det os, at det er beklageligt, at en Censurskomités Ubehændighed i Virkeligheden gaar ud over en Uskyldig, idet Kunstneren stilles i et galt Lys.
Og dernæst: Findes der ikke kvindelige Billedhuggere, der var ligesaa værdige, som Mændene, til at beklæde Censorposten? Saa havde vi rimeligvis ved Kvindens naturlige Takt opnaaet, at hun havde faaet sin mandlige Kollega til at forstaa, at vi som Kvinder maa føle os stødte af idelig at fremstilles i groteske og urimelige Stillinger, som enten skyldes trætte og overhedede Mandshjærner, eller er rene Ateliervittigheder, som kun kan vække ukunstneriske Forestillinger hos det store Publikum.
Forøvrigt er vi ikke blinde for, at Kunstnerens Iagttagelse af Frøens Væsen baade er morsom og rigtig, ti enhver, som har haft Lejlighed til i Naturen at iagttage Frøens lyttende Holdning og impulsive, springende Bevægelser, vil uvilkaarligt komme til at sammenligne den med det kvindelige Naturel, navnlig i Modsætning til den tunge, maskuline Skruptudse, der kun trægt og nødtvungent flytter sig fremad.
Men hvorfor - spørger man uvilkaarlig Kunstneren - gøre Kvinden til en Frø, og ikke Frøen til en Kvinde? Det havde Baade været smukkere og mere kunstnerisk berettiget!
