« Tilbage til søgeresultaterne
Udkast til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning
Ved Overretssagfører Astrid Rickmann.
(Fortsat).
Lysning og Ægtevielse. Medens der nu, forinden et Ægteskab indgaas, hvis der ikke løses Kongebrev, skal foretages enten Lysning eller Tinglæsning, henholdsvis før kirkelig og før borgerlig Vielse, indfører Udkastet en Lysning, der er fælles for begge Arter af Vielse. Lystringen begæres hos Giftefogden eller hos Præsten, og den foregaar ikke fra Prædikestolen, men ved offentligt Opslag, der sker baade, hvor Brudgommen, og hvor Bruden bor; Opslaget sker paa Kirken, hvis Lysningen udfærdiges af Præsten, ellers paa Raadhuset eller et lignende Sted. Vielsen kan ikke finde Sted, før der er forløbet 14 Dage, efter at. Lysningen er opslaaet (Lysningsfristen), men paa den anden Side kan Vielse ikke mere foretages paa Grundlag af en stedfunden Lysning, hvis der er hengaaet mere end 3 Maaneder efter Lysningsfristens Udløb. Forinden Lysningen kan foretages, skal Brudefolkene tilvejebringe de af Loven krævede Bevisligheder for, at Ægteskabsbetingelserne er til Stede.
Udkastet foreslaar den nye Regel, at det skal staa Parterne frit for at vælge, om de vil kirkelig vies eller borgerlig vies. Nu kan Parterne kun blive borgerlig viede, naar i alt Fald den ene af dem staar uden for Folkekirken; efter den nye Regel kan de altsaa forlange borgerlig Vielse, selv om de begge er Medlemmer af Folkekirken. Den borgerlige Vielse skal foretages af „Giftefogden", en ny Betegnelse, Udkastet indfører i Analogi med Sognefoged, Brandfoged o. s. v. Giftefogden er i København og Købstæderne Øvrigheden, medens Hvervet paa Landet er et borgerligt Ombud, idet en Giftefoged skal beskikkes i hver Kommune for 4 Aar ad Gangen af Amtsraadet efter Sogneraadets Indstilling. Ægtefællerne skal have Adgang til at faa et ved borgerlig Vielse indgaaet Ægteskab kirkelig velsignet efter Aftale med en Præst i Folkekirken. Man tør dog vist betragte det som givet, at de Brudefolk, der ønsker Kirkens’ Velsignelse, i de allerfleste Tilfælde vil lade Præsten foretage selve Vielsen.
Ægteskabs Omstødelse. Skønt Brudefolkene ved Begæring af Lysningen skal fremskaffe Bevisligheder for, at Ægteskabsbetingelserne er til Stede, kan det dog vise sig senere, at de ikke alle har været til Stede, men at der kan mangle Betingelser af en saadan Betydning, at enten det offentlige i Samfundets Interesse eller Parten, navnlig fordi han er ført bag Lyset, maa have Ret til at protestere mod Ægteskabets Opretholdelse. Som saadanne. Tilfælde nævner Udkastet, at Parterne er saa nær beslægtede, at Ægteskab mellem dem er absolut forbudt, at den ene Part er bunden ved tidligere Ægteskab („Tvegifte"), at der foreligger Vildfarelse m. H. t. forskellige væsentlige Omstændigheder eller foreligger Svig eller Tvang. Omstødelsen foregaar ved Dom, og Ægteskabet regnes i sine Retsvirkninger (f. Eks. overfor Børnene) før Dommen som ethvert andet Ægteskab; det samme gælder efter Dommen undtagen paa de Punkter, hvor Udkastet udtrykkelig opstiller Særregler, og saadanne har man alene opstillet antgaaende Formuefordelingen, Erstatningskrav og Underholdsret, samt delvis m. H. t. Navnet. Om dette giver Udkastet den nye Regel, at naar et Ægteskab omstødes, der er indgaaet til Trods for en Omstødelsesgrund, som var Hustruen bekendt ved Ægteskabets Indgaaelse, bliver det paa Mandens’ Forlangende i Dommen at udtale, at hun ikke længer maa bære hans Navn; samme "Ret har Manden, naar Ægteskabet opløses ved Skilsmisse paa Grund af Forhold, for hvilke Hustruen væsentlig bære Skylden.
Separation og Skilsmisse. Dette er det Omraade af dansk Ægteskabslovgivning, hvor der trænges mest til nye Lovregler; der bygges nu væsentligst paa Regler i Chr. d. V.s Danske Lov og enkelte spredte senere Lovbestemmelser, og Reglerne om Meddelelse af Separation og Skilsmisse ved Bevilling er hovedsagelig udviklede gennem Administrationens Praksis. Ved en ny Lovgivning paa dette Omraade rejser det Spørgsmaal sig nødvendigvis, om man bør gøre Adgangen til Ophævelse af Ægteskabet vanskeligere eller lettere. Ved den første, Fremgangsmaade kan man maaske gøre Skilsmisserne færre, men om der derved vil skabes flere lykkelige Ægteskaber, er tvivlsomt; ved den anden Fremgangsmaade vil man, i alt Fald ide Tilfælde, hvor Ægtefællerne er enige om at ønske Ægteskabet opløst, komme i nærmere Overensstemmelse med den særlig hos de nordiske Folk i vor Tid gældende Opfattelse af Ægteskabet som grundet paa begge Parters Vilje.
Separation meddeles nu, naar begge Parter er enige om Separationen og om Vilkaarene, ved Overøvrighedens Bevilling, og hvis Parterne er uenige, ved Justitsministeriets Bevilling, for saa vidt der skønnes at være Grund dertil; saadan Grund er oftest Mandens Drikfældighed eller Mishandling af Hustruen.
Udkastet bibeholder Separationsbevilling gennem Overøvrigheden, hvis Parterne er enige, og bestemmer videre, at Parterne, naar de har levet separeret 1 Aar, kan forlange Ægteskabet opløst ved Bevilling af Justitsministeriet, hvis’ de er enige om Skilsmissen og om Vilkaarene; har de levet Separeret i 2 Aar, kan enhver af dem, selv mod den andens’ Vilje, kræve Bevillingen, og Justitsministeriet skal da kunne bestemme Vilkaarene. Ved disse Regler gives der altsaa Ægtefæller en ligefrem Ret til, naar de er enige, naar som helst at kræve Separation, og derefter, naar de har levet separeret l Aar, at kræve Skilsmisse, medens Meddelelse af Bevillingen nu er en Naadessag. Men Forskellen er egentlig kun den, at Ventetiden, inden Skilsmisse kan opnaas, nedsættes til l Aar i Stedet for som nu at vare 3 Aar, thi naar Parterne er enige, nægter man nu i Praksis ikke Bevillingerne, hvorved de altsaa har mistet Karakteren af en Naadessag.
De nævnte Tilfælde er efter Udkastet de eneste, hvor Bevillingssystemet er bibeholdt; i alle andre Tilfælde skal Separation og Skilsmisse ske ved Dom. Det maa sikkert betragtes som et Fremskridt, at retslig Behandling indføres i disse Tilfælde, hvor det i Virkeligheden ogsaa drejer sig om Afgørelse af en Retstvist, og hvor der derfor tiltrænges’ den indgaaende Prøvelse af Beviserne, som kun en Domstol kan foretage.
Separation ved Dom efter den ene Ægtefælles Paastand skal efter Udkastet gives, naar den anden Ægtefælle gør sig skyldig i grov Forsømmelse af sin Underholdspligt mod Ægtefællen eller Børnene eller iøvrigt i grov Krænkelse af sine Pligter imod dem eller er henfalden til Misbrug af Beruselsesmidler eller fører et lastefuldt Liv. Dette er de Tilfælde, hvor der nu gives Separationsbevilling gennem Justitsministeriet, med Udvidelse til en Del lignende Tilfælde. Men endvidere gives der Adgang til Separationsdom uden nogen egentlig positiv Forseelse fra nogen af Siderne, naar ellers „paa Grund af dyb Uoverensstemmelse mellem Ægtefællerne Forholdet mellem dem anses for saaledes ødelagt, at Samlivets Fortsættelse ikke billigvis kan fordres" - medmindre det oplyses, at det er Sagsøgeren, der væsentlig bærer Skylden for Uoverensstemmelsen. Denne Bestemmelse betegner en Udvidelse af Adgangen til Separation, idet man nu som Hovedregel vil nægte Separationsbevilling i disse Tilfælde.
(Fortsættes).
