« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Georg Brandes: Fugleperspektiv. 506 Sider. (G. B. N. F.)
Dr. Georg Brandes blev i vor Barndom plantet som et Kundskabens Træ paa godt og ondt i gamle Danas Have, og vore kærlig og omhyggelige Forældre forbød os at nyde deraf i ængstelig Frygt for, at vi paa en eller anden Maade skulde tage Skade. Og vi rettede os artige derefter; vi ofrede Kundskaben paa den fædrene og mødrene Ængsteligheds Alter, saa man dristig tør paastaa, at store Masser af 70-ernes og 80-ernes Ungdom - endog af den københavnske - ja selv af den akademiske - ikke havde læst en Trævl af Georg Brandes, end sige hørt ham tale.
Hvor var det muligt? Ja, for nogle var Aarsagen vel kun en vis Ugidelighed overfor det nye; en saadan findes til alle Tider. For andre var det maaske Fremmedartetheden af en stor Del af de Emner, som Brandes omtalte; han drog jo saa meget Fremmedstof ind over vort Fædrelands Grænser og fik derved - tildels ufortjent - et »europæisk« Stempel klistret paa sig i Modsætning til det stærkt »nationale« Præg, som i de Tider beherskede Masserne. Men for Hovedpartens Vedkommende var det sikkert Antikristen i ham - vel at mærke: ikke Semiten men Fritænkeren, - der skaffede ham en saa kompakt Modstand i Grundtvigs Fædreland.
Dr. Brandes staar endnu (over 70 Aar gl.) som et Kundskabens Træ midt iblandt os, og vi har nu ikke længer dem Undskyldning for ikke at læse ham, at vi har et Forbud for os. Thi vi er nu voksne og selvansvarlige, baade de enkelte og - tildels ialtfald - det hele Folk. Der kræves, som Börne siger, for alt, hvad der møder os i Livet, en Dom, en Følelse og en Vilje, men dette kræver ogsaa, at vi skaffer os de Kundskaber, tiden hvilke ingen personlig og selvstændig Dom, Følelse og Vilje kan skabes. Ogsaa overfor Brandes maa Fædrenes Tabu ophæves, og han bør læses over det ganske Land.
Thi, - man kan være uenig med ham, til Tider oprørt paa ham, hvis man hører til de iltre, men man kan ikke undgaa at lære af ham. Og det er Kundskab paa godt og ondt, Kundskab, som tvinger én til at tænke og vælge - vælge, sig sit Ansvar bevidst. »Lucifer« er han bleven kaldt og sammenlignet med Mørkets Fyrste, som alle burde sky. Selv har han anekteret dette Navn og oversat det »Lysbringer«. Og han er - dette kan ingen fratage ham - sin Tids store Lysbringer - Lyskaster vil jeg hellere sige, - der søgende lader sine skarpe Straaler falde snart her, snart der for at drage det uklare frem i Lyset, bringe de halve Sandheder ud i Debatten og prøve de fastslaaede Standpunkter endnu en Gang.
Ogsaa til Kvindesagen ihar disse Straalebundter fundet Vej. De ældste al os husker endnu Dr. Brandes Fortale til hans Oversættelse af Stuart Mill: Kvindernes Underkuelse (fra 1869), de ældste og de yngre hans Fortale til samme fra 1885* i hvilken han tager et Forbehold med Hensyn til Kvindernes politiske Frigørelse, idet han er bange for, at denne skal give den religiøst-politiske Reaktion et Rygstød. Man skylder dog Sandheden at tilstaa, at Brandes selv nærer Tvivl om at dette Forbehold er strengt retfærdigt. Og ingen, som kender Dansk Kvindesamfunds Historie, er uvidende om Firsernes Sædelighedsfejde, hvor Brandes - lidt underlig, synes det os, og uden tilstrækkelig Grund - faldt over nogle kvindelige Modstandere paa en Maade, som ingenlunde klædte den overlegne og smidige Pennefører.
Med den her foreliggende Bog »Fugleperspektiv« har Brandes atter samlet en Mængde af de i de senere Aar skrevne Artikler, holdte Taler etc. og ogsaa her givet os Beviser paa sin fra hans Bog om Shakespeare saa kendte glimrende Evne til at trænge ind overalt i en Digters Værk (- læs hans fortræffelige Gennemgang af Henrik Pontoppidans Værker,) - paa sin i mange Tilfælde velgørende Kritik i Forhold til andre Kritikeres Overdrivelser, - (se hans Omtale af Svend Leopolds Kritiker (navnlig Holberg, Talleyrand), - eller hans vækkende og ansporende Taler, f. Eks. Indledningstalen i »Frisindet Ungdom« fra 1905. - Stykket: »Den futuristiske Kvindes Manifest« vil blive læst med Interesse af alle Kvindesagsinteresserede, og alle Nordboer vil glæde sig over hans ypperlige Tale i Sorbonne i 1911 ved Normandiets Tusindaarsfest, og alle civiliserede Nationer vil slutte sig til hans Slutningsbemærkninger om Idealets Krigere, hvormed han mener Mejselens, Penselens, Ordets og Lyrens Mænd: »Deres Skib gaar mod Stormen og strander ikke; deres Heste nar Vinger, deres Vaaben kan aldrig ruste. De Love, de gav og fulgte, Skønhedens og Sandhedens, har evig Gyldighed. Det Land, de vandt, er Almenejendom, Menneskehedens Eje.«
Et interessant Stykke er det om »Sprogets Behandling«; men man kan ikke lade være med at paatale, at Brandes ikke altid selv er saa nøjeregnende, Eksempelvis skriver han Side 216: »Han viste sig som Taler overfor en rigtignok utaknemmelig Opgave ikke overlegen«. - Side 325: »Meget betegnende var det for ham her i Venedig Vejledende ved hans Indkøb af Billeder kun en eneste Ting«. - Om »Rodin« siger han Side 432: »omhyggelig klædt stod han der med sit tæt klippede, dog fyldige, hvide Haar, sit hvide Flodgudsskæg og et Smil i de blege, ikke nærsynede og ikke langsynede Øjne*). - Hvilken Forestilling om Mandens Syn skal det egentlig give: »ikke nærsynet« og »ikke langsynet«? Og hvor kan Brandes se paa Mandens Ansigt, at han ikke er langsynet? Det opdager man jo kun, hvis man »ser ham læse, af den Maade, hvorpaa han holder Bogen eller Avisen. Selvfølgelig skriver Brandes ellers et udmærket Sprog. Det er kun Skødesløsheder, som iøvrigt findes i saa mange andre af hans Værker og vel maa skyldes hans enorme Produktivitet, men det pynter ikke. Dog overfor Hovedsagen betyder dette intet. - Man læser hans nys udkomne Bog med stor Interesse og meget Udbytte; og til dem, som. ikke tidligere har læst noget af ham, vil jeg sige om ham, som Helmholtz sagde om Fysiologen Johannes Muller, at »hvem der én Gang er kommen i Berøring med slige Mænd, hans Maalestok er forandret for hele Livet«.
F.
*) Udhævelserne er af Anmelderen.
