« Tilbage til søgeresultaterne
Et Halmstraa
»Der lægges jo ikke Kvinderne et Halmstraa i Vejen mere. Min Kone kan f. Eks. gaa ud og komme hjem hele Dagen, aldeles som hun vil«.
Den forspiste Middagsherre, der fornylig, i et Selskab i København fremhævede dette Tegn paa Frisind fra hans Side, lagde sig efter Anstrængelsen mageligt tilrette i Pudestolen. - Han var Situationens Herre! »Kvindesagskvinden«, - denne hyggelige Aftens ».Spurv i Tranedans«, der havde vovet at ryste ham ud af Madfeberen, kunde pakke sammen. - Han mindede – fjærnt - om hine Fortidens Store, der endte deres Udtalelser med et sevbevidst: »Jeg har talt«.
Nu kan man naturligvis ikke forlange alt af en Middagsherre. Dette Fag, der dyrkes saa fortjenstfuldt i vort lille Land, kræver baade Tid og Grundighed. Det er derfor forstaaeligt, om det nu og da mangler Udøverne paa Kendskab til andre Forhold.
Blandt de mange »Halmstraa«, som de der har hengivet sig til mindre betydningsfulde Studier, hist og her sidder og piller med, har vi i Dag - paa vort lille Felt - fundet et, som vi kunde have Lyst til at henlede Opmærksomheden paa.
Der findes her i Landet et »Danske Musikeres Landsforbund«, hvis Hovedformaal er, »at virke for Højnelse af danske Musikeres Stilling, socialt og økonomisk« og »at varetage Standens fælles Interesser, saasom i Tilfælde af Striker eller Konflikter af lignende Art.«. Det bestaar af Lokalafdelinger rundt om i Landet - ca. 40 - og den større »Københavns Orkesterforening« i Hovedstaden.
Af Forbundets Medlemsliste fremgaar det, at Lokalafdelingerne gennemgaaende ogsaa optager Kvinder som Medlemmer. Denne Udvidelse vil Københavns Orkesterforening imidlertid ikke gaa med til, og i den Anledning er der Strid indenfor Foreningen.
Vi har foran os liggende et Eksemplar af »Dansk Musiker-Tidende« for November. I en redaktionel Spidsartikel gøres der Rede for Sagens Forløb paa Foreningens ordinære Generalforsamling d. 20. Okt., hvor »Dame-Spørgsmaalet« med »fast, utvetydig og enstemmig Vilje ledsagedes til Graven«. Det fremhæves, at Reformen vilde blive »skæbnesvanger« - at »den vilde som Ormen gnave sig ind i den sunde Frugt«.
- I dette for Bladet lidet flatterende Dokument fremsættes endvidere følgende Syn paa Kvindesagen.
»Der bliver sagt, at Udviklingen fører Kvindens Indtrængen paa ethvert Erhvervsomraade med sig, og at Musikerne alligevel ikke i Længden vil kunne staa imod. Det er muligt, man har Ret heri, men dette er jo ikke ensbetydende med, at Københavns Orkesterforening skal række Haand til denne Udviklings Fremme paa vort Erhvervs Omraade. Nogen øjeblikkelig paatrængende Nødvendighed for at aabne Adgang i vort Fag for Københavns Tusinder - ja Titusinder af klaverspillende Damer er os ikke aabenbar, det kan være tidsnok, naar den Tid kommer, da denne Nødvendighed er tilstede, og Københavns Orkesterforening har jo ingen Pligt til at støtte eller endog søge at fremme Andres Interesser, den har kun sit eget afstukne Omraade og maa overlade til Andre at klare for sig selv.«
En saadan Mangel paa »Gehør« for hvad Udviklingen har ført med sig er virkelig forbløffende! - Medens alle andre Fag gør et uhyre Arbejde for at faa - eller tvinge - Kvinder, der øver Faget, ind i organiserede Forhold, staar man altsaa her overfor en faglig Forening, der med Næb og Klør arbejder paa at holde dem ude.
D. Musiker-Tidende søger at forklare dette med, at den.musikøvende Kvinde har modtaget sin Uddannelse som »Led i Barneopdragelsen« og at hun saaledes ikke kan siges at have underkastet sig en Uddannelse svarende til Mandens paa det paagældende Omraade!
Er da Optagelse i Orkesterforeningen ikke alene betinget af en Prøve? Eller optager man for Mænds vedkommende kun Medlemmer, der i en modnere Alder har vist Anlæg for Musik og ikke har dyrket disse i »Barneopdragelsen«?
Er det ikke bedre at have de »Titusinder klaverspillende Damer«, som et andet Sted i Artiklen omtales som »en Stab af fuldtuddannede eller i hvert Fald veluddannede klaverspillende Damer« indenfor Foreningen, under dennes Kontrol og Priser, i Stedet for at have dem udenfor med deres egne Priser og Betingelser?
Vi har haft en Samtale med en af de -foreløbig fire - Damer, der søger Optagelse i Foreningen. Frøken Bolette Hansen har, og har længe haft, sit eget Bureau for Bestillinger, - hendes Kunder er særlig Afholdsforeninger o. 1. - Det Samarbejde, der - med Orkesterforeningens Billigelse i 8 Aar har fundet Sted mellem »bestillingshavende Damer« og Foreningens Medlemmer, og som
gik ud paa, at disse maatte tage Arbejde hos Damerne men ikke maatte tage Damerne med til deres egne Bestillinger, maa nu ophøre.
Dette er naturligvis ikke behageligt for nogen af Parterne - navnlig nu lige midt i Vinter Sæsonen, og vi har da ogsaa hørt om forskellige Planer, der bl. a. for Frøken Hansens Vedkommende gaar ud paa at søge et særligt Dameorkester oprettet. - Dette synes os en udmærket Ide, som vi haaber denne »Banebryder« maa føre igennem, og vi ser os allerede ved det store nordiske Kvindesagsmøde i København 1914 møde op til »Københavns Dameorkester«s Toner.
Oprettelsen af en ny Orkesterforening for København skal ligeledes være under Overvejelse, idet en Del af Medlemmerne indenfor den nuværende Forening har følt sig alt andet end tilfreds med dennes Afgørelse af Stridsspørgsmaalet, og altsaa ønsker at stifte en Forening, hvori Kvinder kan optages.
D. M. Tidende kalder en saadan Optræden fra disse Medlemmers Side for »Forræderi«. - Vi forstaar saa godt de Medlemmer, der ikke vil lægge Ryg til K. O.s Optræden i dette Spørgsmaal, der ikke vil vandre rundt med det Stempel, som K. O. i denne Sag har paadraget sig. Det er vel ogsaa utænkeligt, at det ganske Lands Musikforeninger uimodsagt vil lade Redaktionen af sit Medlemsblad, der altsaa ogsaa henvender sig til Forbundets kvindelige. Medlemmer ude i Landet, gøre sig til Talsmand for Anskuelser, som de her fremdragne. I denne Forbindelse glæder det os at kunne meddele, at Formanden for Landsforbundet, Hr. O. A. Røder i en Samtale med os udtalte sig som absolut Tilhænger af Kvinders Optagelse.
Københavns Orkester forenings Optræden minder os om Historien om Fluen, der sætter sig paa Udviklingens Hjul og tror, at det saa maa standse. Den »Lavine«, som D. M. Tidende frygter ved Damernes Indtræden, er begyndt at rulle. Det bliver ikke de Kvinder og Mænd, der søgte sundt Samarbejde i Faget, den kommer til at begrave.
